The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
46013Visninger
AA

7. 6 / Harry

Endnu en gang måtte jeg lade mig overvælde af den kraftige duft, da Louis og jeg trådte ind i tatovørforretningen. Duften, stemningen og den lavmælte baggrundsmusik gav en indtrykket af, at man var trådt ind i en helt ny verden. Jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det helt præcist var, der gjorde det hele så anderledes, men der var noget ved denne her butik, der gav mig lyst til at vende tilbage, hver gang jeg havde muligheden. Måske var ordet ikke ’noget’, men nærmere ’nogen’.

Et lille smil krummede om mine læber, da jeg fik øje på Leigh stå ved disken endnu en gang i en afslappet stilling. Da hendes blik mødte mit, lagde jeg mærke til, hun svagt rullede med øjnene, inden hun banede sig vej frem til Louis og mig.

”Jer igen.” Et stramt smil blev placeret på hendes læber, som var helt mørkerøde. ”Sikke en … fornøjelse at støde på jer endnu en gang.”

”I dag er det ikke mig, der skal have en tatovering,” påpegede jeg. ”Louis her har besluttet sig at få den tatovering, han snakkede om, sidst vi var her.”

”Spændende,” sagde hun med et lille nik og rynket pande. ”Og hvad er så grunden til, at du også besluttede dig for at komme? Var det ikke nok med at køre mig hjem fra Starbucks og derfra stalke mig inde fra Olivers hus, hvor du desuden også snakkede med ham om mig og gav udtryk for, du aldrig havde snakket med mig?”

”Åh …” mumlede jeg. Louis sendte mig et lidt spørgende blik, men jeg rystede bare på hovedet som et tegn på, vi kunne snakke om det senere.

”Ja, åh.” Hun sendte mig et mut blik, inden hun sukkede og vendte sig mod Louis. ”Hvad var det, du skulle have tatoveret?”

”En taleboble,” svarede Louis. ”Den må gerne ligne den, min kæreste har på sin sweater. Jeg har et billede.”

Han fumlede lidt med sine lommer, inden han fandt sin mobil frem. Et øjeblik stod han og tastede lidt rundt, inden han til sidst lod Leigh se billedet af Eleanors sweater.

”Jeg har stadig aldrig fattet, hvorfor du dog ville få dig en tatovering, når du ikke ved, om dit forhold med hende kommer til at vare for evigt. En tatovering er ret bindende, at du ved det.”

”Det er jeg klar over,” svarede han monotont og trak på skuldrene. ”men jeg elsker hende.”

”Hvis du siger det,” mumlede hun overbærende. ”Processen er som sidste gang, bare så vi lige kan få det på det rene. Denne vej.”

 

 

”Hende Eleanor må betyde meget for dig,” bemærkede Leigh, imens hun koncentreret lod nålen ramme Louis’ arm. Jeg havde lagt mærke til, at når hun lagde meget arbejde i noget, så kneb hun øjnene let i og trak øjenbrynene sammen. Det var ret fascinerende at se, hvor meget hun gik op i det her, men dette var jo også det, hun elskede at beskæftige sig med – hun havde det sikkert, som jeg havde det, når jeg sang.

Han nikkede. ”Det gør hun også i den grad. Vi har været sammen i et stykke tid nu, så jeg følte, det var på tide, jeg langt om længe fik en tatovering, der kunne minde mig om hende hver evig eneste dag.”

”Sødt,” sagde hun. ”Nu når jeg tænker over det, kan jeg faktisk godt huske, jeg har set en del billeder af hende sammen med dig. I er jo ikke rigtigt til at undgå, medmindre man bor under en sten.”

Jeg smilede lidt over hendes bemærkning til sidst. ”Har du aldrig haft det sådan med en?”

”Hvordan?” Hun stoppede det, hun var i gang i, og stirrede på mig med hovedet let på skrå, så jeg havde en god udsigt til hendes blå øjne, der mindede mig om et stykke af himmelen.  Jeg havde altid haft et eller andet for blå øjne, fordi det var den samme farve som så mange vidunderlige ting.

”Har du aldrig bare haft lyst til at gøre alt for denne ene person? Har du aldrig følt dig helt ustoppelig i personens nærvær? Er der aldrig nogen, der har fået dig til at føle sådan?”

Der gik lidt tid, før hun svarede. I et øjeblik troede jeg, hun ikke havde tænkt sig at svare mig, eftersom hun var vendt tilbage til at tegne den lille tegneboble helt perfekt op. Leigh lod kun til at svare på de ting, hun gav svare på, så derfor blev jeg også ret overrasket, da hun uden at møde mit blik stille svarede: ”Kærlighed er overvurderet.”

 

 

”Du skal huske at følge anvisningerne, som står på denne her seddel, okay?” fortalte hun Louis som en mor, der skulle være sikker på, sit barn spiste sine grønsager, inden hun rakte ham arkene.

Yes, ma’am,” svarede han i en drillende tone, som fik Leigh til at himle med øjnene. Hun fandt sikkert Louis vildt latterlig og barnlig, hvis jeg kendte hende ret – selvom jeg jo egentlig ikke kendte hende alt for godt. Det kunne bare virke ret meget som hende, eftersom hun jo ikke ligefrem havde vist den store interesse for vores band.

”Nå, men kom endelig igen og alt det hejs,” lød det fra hende. Jeg havde egentlig forventet en kommentar fra hende om, at han ikke skulle kalde hende ma’am, men den kom aldrig. Louis havde allerede drejet om på hælen for at gå mod udgangen, men jeg skyndte mig at fange Leighs opmærksomhed.

”Vent!” Hendes isblå øjne mødte langsomt mine endnu en gang.

”Ja, Harry?” Med armene over kors betragtede hun mig afventende. Hun var iført en løs, sort tank top, som var dekoreret med et ret dystert print og noget tekst samt et par kædebesatte shorts og nogle netstrømper. De samme signaturstøvler, som hun havde haft på, hver gang vi var stødt på hinanden, bar hun, og makeuppen så heller ikke meget anderledes ud fra den makeup, jeg havde set på hendes ansigt den første dag, vi mødte hinanden.

”Jeg tænkte lidt på …” Jeg tav. Det havde aldrig været nemt for mig at tage initiativet og bare spørge løs. Alle er vel et eller andet sted bange for at blive afvist, og det samme var jeg – ja, selveste Harry Styles var også usikker omkring piger. ”Jeg tænkte lidt på, om du måske ville tage ud på en date med mig en dag?”

Det var ikke til at se, hvad hendes blik var fyldt med, men en eller anden følelse rummede den kølige, blå farve i hvert fald. Man kunne let se, hun funderede over et eller andet, og det ’et eller andet’ var vel, hvad hun skulle svare. Selv stod Louis og kiggede lidt undrende på mig med en blanding af overraskelse og forvirring. Han vidste godt, jeg havde et eller andet for Leigh, men ikke hvor stort et indtryk hun egentlig havde givet mig. Han havde sikkert forventet, Leigh bare var endnu en af de piger, som jeg fandt kønne, men aldrig snakkede yderligere med. Der tog han fejl.

”Nej.” Svaret kom lige på og hårdt. Et lydløst suk undslap mine læber, og jeg måtte kæmpe for at sende hende et svagt smil, inden jeg nikkede og vendte mig om for at møde Louis’ blik, som var fyldt med medlidenhed. Han vidste, hvordan sådan en afvisning kunne tage på mig, fordi for mig var det ikke bare et ’nej’, men et nederlag.

Louis kiggede opmuntrende på mig og prøvede med øjnene på at fortælle mig, at det nok skulle gå, og jeg sendte ham et øjekast, der fortalte ham, at alt var okay. Sådan nogle ting skete jo.

Vores fodtrin var intakte, da vi bevægede os ud af butikken, men lige inden min fod igen betrådte Londons gader, nåede en stemme min øregang.

”Vent, Harry.” Nysgerrigt vendte jeg mig om for at møde de klare øjne endnu en gang. ”Oliver fortalte mig godt nok, du havde stalket mig, men han fortalte mig også, jeg burde give dig en chance. Jeg kan godt lide Oliver, og siden du er hans ven, så vil jeg lytte til hans ord. Men det er altså kun for Olivers skyld, okay?”

Selvom Leighs stemme stadig havde en kølig undertone, så kunne jeg ikke lade være med at smile.

”Så det er et ja? Du vil altså gerne på date med mig?”

”Hvis du er så ivrig efter at kalde det en date, så ja,” svarede hun overbærende med et suk, og jeg syntes at kunne ane et lille smil titte frem på hende mørke læber.

”Hvornår har du tid?”

”Jeg har dit nummer, så jeg skal nok sende dig en SMS, når jeg nu er færdig her,” svarede hun. Jeg nikkede og begyndte derefter at gå hen imod udgangen endnu en gang, da jeg igen blev stoppet.

”Men kun for Olivers skyld, husk det!” Denne gang vendte jeg mig ikke om, men lo i stedet en anelse for mig selv og rystede svagt på hovedet.

”For Olivers skyld,” gentog jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...