The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
46103Visninger
AA

6. 5 / Leigh

Mit hjerte bankede. Det var ikke, fordi min vejrtrækning var høj, eller jeg havde fået et chok. Der var bare så stille inde i butikken ved lukketid, og når maskinerne var slukket, så var der endnu mere stille, og jeg kunne nærmest høre blodet risle i mine årer og hjertet banke i mit bryst.
Det var en mærkelig følelse, for det var ligesom en bekræftelse på, at man var i live. At der var noget inde i ens krop, der arbejdede for at holde en i live, og derudover fandt jeg der ekstremt fascinerende. Jeg ville kunne høre en persons hjertebanken, hvis personen stod stille overfor mig, og jeg var stille. Det virkede mærkeligt. Det ville man ikke tro, når man var sammen og snakkede med hinanden.
Der var helt mørkt, da jeg trykkede på kontakten og greb ud efter mine nøgler. Der duftede svagt af støv, og det kildede en smile i min næse, da jeg låste døren og derefter gik om i baglokalet, hvor jeg også sørgede for at slukke for alt lys, inden jeg hev min hættetrøje på. Der var forår, april faktisk, og det var varmt i forhold til, hvad det plejede at være.
Jeg tjekkede, at alting var slukket eller sat på plads, og da jeg kunne fortælle mig selv, at jeg var færdig, gik jeg ud af bagdøren og låste den efter mig. Solen var ikke på himlen, men det var ikke blevet helt mørkt endnu. Vinden var kølig, men luften var egentlig varm nok.
Der var ikke langt fra forretningen og hjem til os. Et gåtur på fem minutter, hvis man var hurtig, og i dag havde jeg sa det lange ben foran, og efter fire minutters gåtur i halvmørket kunne jeg se vores hus. Jeg havde stået op hele dagen, og lige nu ville jeg egentlig bare hjem og sidde ned.
Jeg kunne stadig se Harrys bil for mig holde der ude foran mit hus. Fordi ruderne var lidt dæmpede, og jeg stod på afstand, havde jeg troet, at han havde holdt der hele tiden, men da jeg så ham gå ud af Olivers hus, gik det op for mig, at han ikke havde siddet i sin bil og kigget op på mit hus. Der var to dage siden.
Jeg skulle til at skubbe til den hvide, slidte havelåge, som knirkede hver gang, man rykkede til den, og i den grad trængte til at blive smurt, men en genkendelig, blød stemme fyldte mit hoved og måden, han sagde mit navn kørte rundt og rundt i mit hoved som et loop, indtil jeg vendte mig og fangede Olivers blå øjne, der søgte mine.
"Hej, Oliver," sagde jeg sagte. Jeg havde ingen intentioner om at bevæge mig hen mod ham, og jeg vidste, det var uhøfligt, men jeg var træt. Hvis han ville tale, måtte han selv bevæge sig hen mod mig – og det gjorde han.
"Hej, Leigh," sagde han forsigtigt og fik et smil på læben. Jeg kløede mig lidt i håret og kiggede så op på Oliver, der var en del højere end mig. Harry var måske et halvt til et helt hoved højere end mig, men Oliver var to hoveder højere end mig, så jeg måtte lægge min nakke helt tilbage for at se ham. Oliver puttede sine hænder i lommen, "Du ser godt ud."
Jeg rynkede brynene og lod et lille grin falde ud af mine læber, som jeg kiggede ned i jorden, og mit lyse hår faldt ned foran mine øjne. Den her samtale var ved at blive kørt over mod akavet, og som jeg stod stille her i halvmørket, syntes jeg, vinden var kold, luften knap så varm, og jeg kunne nærmest se, hvordan det blev mørkere og mørkere for hvert sekund.
"Måske er det her pludselig," startede Oliver ud, og jeg blev pludselig bange for, hvad han skulle sige, så jeg lænede mig lidt tilbage mod det slidte, hvide rækværk, selvom jeg nærmest kunne mærke det bøje. Jeg havde alt fokus mod Oliver, som hans lyserøde, smalle læber begyndte at bevæge sig igen. "Men jeg har en ven," sagde Oliver, men holdt en pause for så at starte igen: "Harry..."
Jeg sukkede og nikkede. "Det er jeg godt klar over," smilede jeg og beherskede mig. Min træthed og min manglende lyst til at snakke om Harry gjorde mig muggen.
Oliver lignede et spørgsmålstegn. "Er du?" spurgte han forvirret, og jeg nikkede kort som svar. "Han fik en tatovering hos os her for noget tid siden. Jeg mødte ham på en café for to dage siden, og han kørte mig hjem derfra. Han fortalte mig, at han var venner med dig."
"Den idiot, mand," mumlede Oliver lavt, og jeg rynkede brynene og kiggede over på ham. I gadelampens svage lys så Oliver utrolig sød ud med hans en smule irriterede udtryk. Hans mørkebrune øjenbryn var presset let mod hinanden, siden han rynkede brynene. "Han gav intet udtryk for, at han havde mødt eller snakket med dig før."
Rækværket sagde en mærkelig knækkende lyd, og jeg hoppede op fra det. Jeg kunne ikke se nogen yderligere skade, men det var nok til, jeg ikke satte mig ned igen. Jeg kunne mærke blodet pumpe rundt i min krop, som jeg langsomt trak vejret dybt og kiggede over på Oliver med et svagt grin. "Hvad er det egentlig i helhed, du prøver at fortælle eller spørge mig om?" spurgte jeg.
Oliver kløede sig i håret, og da han prøvede at spørge om det, han ville spørge om, så lavede han en masse bevægelser med hans hænder. Hans ord gav ingen mening, og han kunne godt se på mit ansigt, jeg ikke forstod, hvad han mente, så han trak vejret dybt og tog sig sammen.
"Kan du ikke tage på en date med Harry?"
Jeg rynkede brynene og spærrede samtidig øjnene op, og jeg kiggede på Oliver, som om han var gået fra forstanden. Oliver gik et skridt tættere på mig og nikkede så, mens han lavede hundeøjne. "Harry har været ensom så længe på det punkt, og det værste er at være ensom, når man er sammen med en masse mennesker hver dag," sagde han, "og desuden er I hinandens typer."
Jeg fnøs. "Hinandens typer?" lagde jeg ud med, mens jeg lod mine arme hænge dinglende ned af min krop. "Har du set hans standart? Dyr bil, dyrt tøj, dyr mobil. Desuden tror jeg ikke, jeg har en type. Og har Harry selv sagt, han er interesseret?"
Jeg var overrasket over, jeg ikke bare sagde, at jeg kraftedeme ikke skulle nyde noget af en date med en flot, ung popstjerne, der havde pengene i orden og virkede alt for venlig og interesseret overfor og i mig fra første dag, han mødte mig. Jeg satte det mere op, som at jeg var den stakkels, håbløse pige, som ingen gad. Og det var omvendt. Verden var stakkels og håbløs, og jeg gad ikke den.
"Bare tænk over det," mumlede Oliver, inden han trak sig fra mig. Jeg var overrasket, overvældet over, hvordan situationen havde ændret sig på så kort tid, og jeg havde mest af alt lyst til at fyre en joke af for st lette dette tykke, seriøse låg, der var over mit hoved.
Da Oliver trak sig fra mig, blev det koldt. På den korte tid vi havde snakket, var det blevet mørkt, og jeg nikkede stille, selvom jeg vidste, Oliver ikke så det. Jeg satte sparkede havelågen op, og jeg sukkede bare højlydt, da den knirkede et par gange, inden den faldt af rækværket, men jeg gjorde intet ved det.

"Leigh," brølede min far op ad trappen, da han vidste, jeg havde taget høretelefoner på og lukket mig inde i min egen lille boble, hvor ingen kunne trænge igennem... eller næsten da. "Jeg har lavet mad, og du skal komme!"
Jeg hev mine høretelefoner af og klatrede ned af min seng, inden jeg med et suk rev døren op og blev lige så overvældet over den renlige duft som alle de andre gange, jeg havde åbnet min dør og trådt ud. Der var nu noget rart over det. Noget af det mindede mig om min mor, og det overvældede mig. Jeg havde ikke tænkt på hende i en del år. Den tanke burde slet ikke være der.
Jeg væltede nærmest ned af trappen, inden jeg satte farten ned og gled ned på stolen. Selvom jeg prøvede at skubbe dem væk, så blev mine tanker ved med at kredse om min mor, og som min far satte sig ned og begyndte at øse mad op på min tallerken, der duftede en smule brændt, tog jeg en dyb indånding og kiggede op på min far med halvåben mund, som han rakte mig min tallerken.
"Det er 11 år siden, mor forlod os," røg det ud af min mund, og min far gik i stå midt i sin bevægelse. Hans arm hang i luften, inden han trak den til sig og bed sig en smule i læben, mens han lod, som om det ikke påvirkede hans humør. Han kiggede ned i den mad, han øste op til sig selv, mens han spurgte, hvorfor jeg kom i tanke om det.
Jeg trak på skuldrene, lod det ligge og stak lidt til min mad. Det var et ømt emne. Min far havde sagt dengang for 7 år siden til mig, at det var, fordi min mor ikke kunne overskue, at hun kunne se, hvordan hendes fremtid ville blive, hvis hun blev hos min far og hans tatovørforretning. Det var alt for avanceret for mig dengang, men jeg forstod det nu. Min fremtid var også blevet planlagt, og der skulle et mirakel til for at ændre det. Jeg havde på fornemmelsen, mit mirakel var på vej, men jeg kunne ikke få mig selv til at tro på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...