The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
46178Visninger
AA

5. 4 / Harry

Selv da Leigh for længst var gået indenfor i sit hus, holdt jeg stadig lige på den anden side af vejen. Duften af hende hang stadig overalt i bilen, og det fik mit syn på verden til at se helt anderledes ud. Alt virkede så … råt. Jeg havde aldrig troet, en duft ville kunne ændre ens synspunkt på verden så meget, men her havde vi jo beviset. Selvom Leigh duftede ufatteligt meget af røg og så med en snert af dameparfume, så kunne jeg godt lide det. Hvis man umiddelbart bare hørte beskrivelsen, ville det ikke lyde særlig tiltrækkende, men der var et eller andet over Leigh, som gjorde alt anderledes. Hun var anderledes. For selvom hun uafbrudt gav mig den kolde skulder, så følte jeg, der var et eller andet imellem os – måske ikke ligefrem en gnist, men noget andet. Det var, som om jeg kunne se igennem Leighs afvisende facade. Under de monotone blikke og sarkastiske tonefald lod der til at gemme en lidt usikker og tænksom pige, som, på trods af sit skuespil, virkelig gik op i andre menneskers liv. Men hvad vidste jeg også, måske var jeg helt forkert på den.

Da jeg langt om længe begyndte at føle mig lidt for stalkeragtig, besluttede jeg mig for at tage et smut forbi Oliver – hvis han da var hjemme. Det var et stykke tid siden, jeg sidst havde set ham, så nu hvor jeg alligevel var så tæt på, kunne jeg vel godt aflægge ham et besøg.

Jeg steg ud af mit køretøj og låste det, inden jeg begyndte at gå over mod det hus, der udenpå lignede Leighs helt umådeligt meget. Bygningen havde ikke ændret sig det mindste – de samme planter dekorerede haven, og den samme stemning hang i luften. Det var et par måneder siden, jeg sidst havde set noget til ham – jeg havde haft lidt for travlt med alt muligt andet, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så var vi også gledet lidt fra hinanden. Måske var Leigh min mulighed for at komme på talefod med ham igen. Egentlig var der ikke sket noget drastisk imellem os – vi havde bare begge i sidste ende haft for travlt med alt andet i vores liv, og siden vi ikke rigtigt boede så tæt på hinanden, så valgte vi at cutte kontakten.

Jeg stod i et par sekunder med hovedet let på skrå, da jeg befandt mig uden for døren, som var en kedelig, mørkeblå farve. På døren var der et lille vindue, men det var ikke et, man kunne kigge ind ad, for glasset var mønstret og forvredet, så alt var ret tåget. Kun silhuetterne af folk kunne tydes gennem det krystallignende materiale.

Jeg lod min finger ramme overfladen på dørklokken, som var en afkalket, hvid farve, men jeg lagde ikke nogen kraft i trykket, så derfor lød den velkendte melodi ikke. Før jeg ringede på, var jeg nødt til at vide, hvad jeg skulle sige. Hvorfor var jeg kommet? Hvad lavede jeg her? Det var sikkert nogle spørgsmål, jeg ville blive spurgt om, men det var også vigtigt, jeg fandt et samtaleemne, så jeg kunne undgå akavet stemning. Der var meget at planlægge i sådan et møde her.

Et koldt vindpust i det ellers så nydelige forårsvejr trak mig ud af mine tanker, og jeg blev nødt til at blinke adskillige gange for at klare mit hoved lidt op. Og så trykkede jeg.

Der gik et sekund. Og så gik der to. Og derefter tre. Og tre blev til fire. I alt gik der ni sekunder, før jeg så en skikkelse nærme sig døren, og den skikkelse viste sig at være Oliver i egen, høje person – selvom jeg godt nok var højere end ham.

”Harry?” udbrød han forbløffet med løftede øjenbryn, inden et stort smil prydede om sine læber. ”Er det virkelig dig?”

”Det er virkelig mig,” nikkede jeg bekræftende. ”Hvor er det godt at se dig igen!”

”Det er sgu længe siden, det er!” Selvom jeg havde forventet, der ville være en lidt trykket stemning, så var den der ikke. Alt var, som vi havde forladt det.

”Hvad laver du dog her?” Tilbydende åbnede han døren yderligere som en opfordring til at komme ind, og det gjorde jeg så. Observerende lod jeg mit blik glide rundt i lokalet for at fange alle detaljerne. Entréen bestod af en trappe, der førte ovenpå, et stativ til at hænge overtøj, en masse sko, der var spredt ud over det hele og en masse, farverige malerier, der dekorerede de lyseblå vægge.

”Der er en, jeg kender, der bor i nærheden her, så jeg tænkte lige, jeg ville komme forbi, nu hvor jeg alligevel var i området,” forklarede jeg, imens jeg tog mit overtøj af. Da den brune jakke hang på stativet, og mine sko stod pænt, bevægede vi os ind i køkkenet, som senere hen førte os ind i stuen.

”Hvordan går det med dig og dit band?” spurgte han interesseret og slog sig ned på den cremefarve sofa, inden han gjorde tegn til, jeg skulle sætte mig ved siden af.

”Det går fint, hvordan går det så med dig?” Vores øjenkontakt gav mig mulighed for at studere alle forandrede træk omkring hans ansigt. Egentlig var der ikke meget andet, end at han ikke længere gjorde sig særlig umage med at barbere sig. Små skægstubbe spredte sig fra hans kindben og ned til hagen. Det rødlige hår var blevet klippet kort i siderne, så det efterlod noget pjusket hår i midten som centrum for opmærksomheden.

”Tja,” sagde han sagte med et træk på skuldrene, så jeg lagde mærke til den ternede skjorte, han var iført. ”det går fint. Intet nyt her – i modsætningen til dig, der jo sikkert oplever noget helt vildt hver dag.”

”Bor du alene nu?” Mit blik søgte rundt i lokalet, og prøvende spidsede jeg ørerne. Jeg havde ikke opfattet det, som om der var andre til stede, da jeg trådte indenfor.

”Nej, jeg har sgu stadig ikke fået taget mig sammen til at få mig et godt job,” indrømmede Oliver stilfærdigt. ”Jeg bor stadig med mine forældre – men Dave er flyttet hjemmefra nu. Han har fundet sig en pige, så nu er vi kun tre i familien.”

Dave var Olivers storebror, som var fire år ældre. De havde altid været ret tætte, så det måtte være svært for Oliver at leve en hverdag uden hans tilstedeværelse.

”Det må være mærkeligt for dig,” svarede jeg, men jeg var ikke længere særlig optaget af vores samtale. Mine tanker var begyndt at vandre, da nogle blonde lokker havde fanget mit blik. Lige bag Oliver var et åbent vindue, som afslørede nummer 34’s have, og der i haven stod Leigh. Hendes spinkle figur var slet ikke til at tage fejl af – og med en cigaret i hånden var hun endnu mere genkendelig.

”Hvad er det, du stirrer sådan på?” spurgte Oliver, som havde lagt mærke til mit lidt fraværende blik, og jeg slog det igen over på ham, men nu var hans hoved drejet i den retning, jeg havde kigget i, og han nikkede forstående og trak let i smilebåndene. ”Åh, hende.”

”Hvem er hun?” Jeg vidste det egentlig godt, men jeg havde lyst til at snakke om hende. Høre om, hvad Oliver syntes om hende. Måske vidste han endda også lidt flere ting, end jeg selv gjorde, og det kunne vel altid være nyttigt med noget information om hende.

”Leigh Carter,” præsenterede han. ”Hun er lidt af en hardcore pige, men når man lærer hende at kende, er hun meget flink og nede på jorden. Hun kører ligesom bare altid denne her facade i et forsøg på at skræmme folk væk – men hun valgte selv det gotiske look af egen fri vilje.”

Jeg nikkede interesseret. ”Snakker du meget med hende?”

”Af og til støder jeg på hende, når jeg er ude for at hente posten,” svarede han. ”Og jeg plejer at få mine tatoveringer lavet hos hendes far, så vi har også snakket et par gange i forretningen.”

Så det var hendes far, der ejede den forretning. Så gav det mere retning, hun selv arbejdede der.

”Men Leigh og hendes far flyttede først hertil for et halvt års tid siden,” fortsatte han. ”De holder sig ret meget for sig selv – folk i nabokvarteret er jo alle sådan nogle gamle oldinge, der ikke gider larm, og eftersom Leigh er ret stor fan af sådan noget heavy metal, er mennesker ikke særlig begejstrede for hende. Men hun er ligeglad med folks meninger.”

Mit blik var stadig fæstnet på Leighs fængslende ansigt. Jeg forstod ikke, hvorfor hun brugte så meget makeup, for den gav hende en helt anden udstråling. Jeg foretrak hende uden tvivl de dage, hvor hun ikke fandt det nødvendigt at dække hendes ansigt fuldstændig af en maske lavet af makeup – men jeg havde lært, jeg nok ikke burde kommentere det, for hun blev bestemt ikke særlig begejstret, da jeg bemærkede, at hun så anderledes ud. Måske kom det også ud på en forkert måde.

”Hvad laver hun, når hun er hjemme?” spurgte jeg efterfølgende.

”Jeg stalker hende altså ikke, Harry,” fnøs han halvfornærmet som svar.

”Undskyld, jeg ved ikke lige, hvorfor jeg gik ud fra, du vidste det,” grinede jeg undskyldende. Det var måske også et lidt mærkeligt spørgsmål at stille, for hvorfor forventede jeg overhovedet, at Oliver vidste det? Jeg går ud fra, jeg vist bare lod mig rive med. Jeg ville gerne vide alt om hende.

”Hun holder ret meget af at udtrykke sig kunstnerisk,” lød det efter et minuts stilhed fra Oliver, og jeg kiggede overrasket på ham, som sendte mig et overbærende smil. ”Ja, jeg kan godt indrømme, jeg har holdt øje med, hvad hun får tiden til at gå med, men det er ikke sådan, jeg observerer hver handling fra hendes side af. Da hun lige var flyttet hertil, var jeg bare lidt nysgerrig – hvem ville ikke være det? Hun kunne være hvem som helst – hvad hvis hun var seriemorder?”

”Kunstnerisk? Hvordan?” fortsatte jeg spørgsmålene.

”Jeg har tit taget hende i at dekorere sine vægge med tekst og billeder, hvorefter hun har revet dem ned for at erstatte dem bare en time senere. Hun bruger vist også ret mange timer på dagen på at lægge makeup, og det er vist også noget, hun finder underholdende. Ellers har jeg også bidt mærke i, at hun tegner på sit håndled.”

Jeg nikkede. Mine observationer. Så det var altså det, hun havde ment.

”Leigh er ikke som alle andre. Selvom hun måske bare virker som enhver anden goth udenpå, så er hun det ikke. Tværtimod. Hun virker som en pige, der lægger mærke til utroligt mange ting. Når hun er ude at ryge, tager hun sig altid god tid til at bemærke alle sine omgivelser. Og jeg går ud fra, det er dem, hun så bruger til sit kreative arbejde dernæst. Man kan vist godt sige, Leigh beskæftiger sig en del med livet og dets skønheder.”

Det gav mening, og endnu en gang modtog Oliver et nik fra mig.

”Men ja – hvad ved jeg?” mumlede han og slog det hen med en latter. ”Det er selvfølgelig bare mit indtryk af hende. Hvem siger ikke, hun er helt anderledes?”

”Jeg synes, din beskrivelse af hende virker meget passende,” betroede jeg mig til ham med hovedet let på skrå. Jeg havde endnu ikke flyttet mine øjne fra Leigh. Hendes cigaret lå nu på det fugtige, grønne græs, og Leigh selv bevægede sig lidt rundt. På et tidspunkt stoppede hun dog op med fronten mod mig, og jeg slog hurtigt blikket væk fra hende. Havde hun lige opdaget mig?

”Jeg er ked af at sige det, men jeg venter faktisk besøg af Hanna,” meddelte Oliver i et undskyldende tonefald, men jeg nikkede straks forstående. Hanna var Olivers flirt. De var ikke kærester, men de var heller ikke bare venner. De var ligesom bare fanget i den fase, hvor man dater, men ikke er i et rigtigt forhold. Sådan havde det stået på i omkring tre måneder, hvis jeg huskede rigtigt. Oliver og Hanna mødtes på et diskotek for et halvt års tid siden. Faktisk havde jeg været den, der opmuntrede Oliver til at gå over og snakke med hende, eftersom han var ret genert og usikker i nærheden af piger.  Derfor forstod jeg heller ikke, hvorfor han alligevel så ofte befandt sig på diskoteker, for han var ikke så god til alt sådan noget socialt – men det var nu blevet bedre gennem årene. Da jeg allerførst mødte Oliver i Funky Buddha, var en samtale med ham som en samtale med en robot. Hans svar dengang kom altid i form af korte og kedelige sætninger, mens han nu faktisk sagtens kunne konversere helt afslappet og fange sin talepartners interesse.

”Selvfølgelig,” smilede jeg. ”Jeg kan vel heller ikke bare tillade mig at komme brasende og forvente, du slet ingen planer har. ”

Da jeg igen stod i entréen, trak jeg i overtøjet, imens Oliver stod lænet op ad dørkarmen, der ført ind til køkkenet, med armene over kors. Langt om længe rettede jeg mig op og sendte ham et smil, inden jeg åbnede døren.

”Nå, men så ses vi vel! Hav det hyggeligt med Hanna.” Jeg blinkede kækt, og han lo af min hentydning.

”Ja, ja,” svarede han og gav mig et klap på ryggen, hvorefter jeg forlod hans hus.

”Og hey, for resten!” Jeg vendte mig rundt for at møde hans blik. ”Måske skulle du møde Leigh en dag. Jeg er sikker på, du vil synes om hende.”

”Det lyder som en plan,” nikkede jeg. ”Jeg er også 100 % sikker på, jeg vil finde hende interessant.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...