The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45631Visninger
AA

4. 3 / Leigh

Denne lørdag virkede så anderledes. Forretningen havde lukket, og jeg nød en fridag oppe på mit mørke, dystre værelse, hvor der stank langt væk af røg, min parfume og lavendel. Min far puttede altid stofposer med lavendel på mit værelse, da han i modsætning til mig var så renlig, som man overhovedet kunne være og gik op i at dufte ordentligt.
Han havde fortalt mig, jeg ikke måtte ryge indenfor, men for det meste åbnede jeg bare et vindue og røg en smøg inde på mit værelse alligevel. Jeg lod mig selv være i den tro, at det åbne vindue trak alt lugten ude, men jeg kunne ikke narre mig selv. Her stank langt væk af røg.
Og fordi det gik op for mig, rejste jeg mig op fra min seng, som kun var egnet til én person, men alligevel så så stor ud. Det sorte sengebetræk var lige blevet skiftet ud med noget andet, der også var sort. Der var ikke, fordi jeg var en dyster person. Sort var bare min farve.
Jeg trådte ud af min lille hule, hvor jeg sad i dæmpet lys med røg til halsen. Det var rart på en eller anden måde at træde ud i den friske duft, som der var i hele huset undtagen mit værelse. Solen skinnede igennem vinduet, og mit blik søgte derhen.
Efter lidt kiggen ud af vinduet hoppede jeg ned ad trætrappen. Før i tiden fik jeg altid splinter, når jeg gik på trappen, så jeg gik aldrig på trappen uden strømper eller sko. Jeg havde en del små ar på min fod på grund af alle de splinter.
Jeg greb ud efter min hættetrøje og hev den på. Jeg kunne se min far sidde med fjernbetjeningen, mens han zappede rundt på kanalerne. Jeg åbnede hoveddøren. "Jeg smutter ud efter en tår kaffe," råbte jeg til min far og ventede med at gå udenfor, til han havde svaret.
"Vi har kaffe på kanden, Leigh," sagde han kortfattet, og jeg mumlede en lille lyd for mig selv. "Fedt," sagde jeg sarkastisk, "men jeg smutter alligevel. Jeg skal også have noget luft."
Jeg nåede lige at høre min fars dybe suk, som jeg fik et stort smil på læben af, inden jeg smuttede ud af døren og smækkede den efter mig og indåndede den friske og en smule kølige luft, der omringede mig. Fugle sang svagt i et hjørne, og jeg kunne høre en hund gø lidt længere væk. Med et smil satte jeg det lange ben foran det andet og forberedte mig selv på den 15-minutters lange tur ned til den sædvanlige café.

 

 

Duften herinde var fantastisk. Duften af kaffe, sukker og en masse forskellige parfumer og personligheder var så stærk, og det første, jeg gjorde, da jeg trådte ind, var at indånde duften og smile stort. Jeg skyndte mig dog hurtigt at fjerne smilet fra mine læber, men det gjorde ingen forskel på min glæde.
Jeg stillede mig op i køen, der til mit held ikke var speciel lang i dag. Der var placeret en del hvide designerborde rundt omkring. De var alle sammen runde, og der var kun ét bord, hvor en person sad alene. Jeg havde lagt mærke til, at folk tit tilfældigvis mødtes her og valgte at drikke deres kop kaffe sammen. Jeg havde selv aldrig siddet her og bare været her.
Jeg trådte et skridt frem, da jeg pludselig hørte en genkendelig stemme. Det fik hårene til at rejse sig på mine arme, og jeg hev længere ned i min hættetrøjes ærme, selvom det var helt nede. Der var folk, der kiggede derop med enten et smørret smil eller en vidtåben mund.
Jeg bed mig i læben og bandede over, at han var her. Jeg fik lyst til at hive op i min hætte, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Mine arme var ubevægelige, og mit blik fastlåst på ham og hans krøllede hår. Han blev stående deroppe og ventede på sin kaffe. Kunden foran mig, der var bagved Harry, skulle til mit uheld kun have en muffin, og den fik han hurtigt betalt for og fået.
Jeg gik med vaklende ben op mod kassen og valgte at kigge alle andre steder end på Harry. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg reagerede sådan. Der var bare noget over hans personlighed, der enten irriterede mig eller tiltrak mig. Jeg kunne ikke finde ud af det.
"En kop sort kaffe, tak," sagde jeg og kunne straks mærke Harrys blik på mig. Jeg så et lille smil forme sig på hans læbe ud af øjenkrogen, men jeg lod, som om jeg ikke havde set ham og vendte alt fokus mod den unge pige, der havde alt for meget mascara på. Det lignede, de var så tunge, hun ikke kunne holde dem oppe, og da hun tyggede højlydt på sit tyggegummi, havde jeg allerede dannet en mening om hende.
"Skal du drikke den her eller tage den med dig?" spurgte hun uden at holde min øjenkontakt. Hendes blik var fortsat på sine negle, da jeg fortalte, at jeg gerne ville tage den med mig. Jeg kunne fortælle, hun var et sølle menneske. I hvert fald ikke et jeg ville bryde mig om, om så vi var de sidste to mennesker på planeten. Hun fortalte, hvor meget det blev, og jeg lagde et par sedler på disken.
Og så var der en stor, varm hånd på min skulder, som fik mig til at hoppe lidt op i luften, mens jeg trådte lidt væk, for at lade kunderne bag mig komme til. "Hej, Leigh," sagde Harry glad, og jeg blev nærmest irriteret. Hans kaffe blev stillet foran ham, men han tog blot om den for så at vende fokus mod mig igen. "Jeg kunne næsten ikke genkende dig uden alt den make-up."
"Skal jeg tage det negativt, eller er det en kompliment?" spurgte jeg monotont, og jeg kunne se, hvordan Harry grinede lidt, inden han kløede sig i håret og så rynkede brynene. Min kaffe blev stillet foran mig, og jeg greb ud efter den og tog en tår af den skoldhede drik. Det brændte på min tunge, og jeg stillede den hurtigt fra mig og skulle lige til at spytte kaffen ud, da jeg valgte at holde den inde. Harrys tøj så dyrt ud, og jeg havde ikke arbejdet lige så meget, som jeg plejede, hvilket betød mindre løn.
Da Harry forblev tavs, mens han kiggede på mig, tog jeg fat om min kaffe og løftede øjenbrynene kort af ham og fortsatte så mod udgangen, men Harrys stemme lød bag mig, og før jeg vidste af det, var han ved min side med det samme igen.
"Det var virkelig ikke for at fornærme dig," sagde Harry bekymret og skubbede døren op, som vi gik ud af samtidig. Vinden skød Harrys duft frem mod mig, og jeg indåndede den. En boblende følelse bredte sig i min mund. Hvorfor skulle pæne drenge også altid dufte godt?
Harry stammede lidt. "Jeg synes ikke, du er grim. Og du er heller ikke grim uden make-up eller med make-up," startede han ud, mens han rynkede brynene og indså, hvor latterlig og desperat han lød, men der var noget over det, der fik mig til at grine, og jeg kiggede ned i jorden, som Harry afsluttede sin ellers uendelige snak, "Jeg synes, du er pæn. Det var en kompliment, tror jeg."
Min nylakerede sorte neglelak fanger mit blik. Neglelakken havde åbenbart ikke været helt tør, da jeg tog den på, for der var finger aftryk på dem. Det kunne jeg se her i solen. Af en eller anden grund mindede den sorte neglelak mig om Harrys tatovering, og jeg løftede blikket for at se en Harry, der kiggede på mig med et fortabt blik. "Hvordan går der egentlig med din tatovering?" spurgte jeg oprigtigt nysgerrig.
Harry kiggede på sin venstre arm, selvom han bar sin dyre jakke. Der var lidt klumset af ham, og han ar lidt af en klump, men på en eller anden måde tænkte jeg, han opførte sig anderledes, når han var sig selv hundrede procent. Ligesom pige, der gjorde dem selv dummere, fordi de troede, det var sødt.
"Det går helt fint," sagde han og smilede forsigtigt til mig, "Det er intet galt, og jeg gør, som der står i manualen."
"Det er godt," smilede jeg og kunne mærke, min kaffe var kølet lidt af. Jeg tog en tår af den og sendte en ung, køn fyr et blik, som han gik forbi, men da han løb over lyskrydset, som det blev grønt, kun for at omfavne en lige så køn og ung pige, rystede jeg på hovedet og tog endnu en tår af min kaffe og pegede bagud med min finger for ligesom at komme videre.
"Jeg må også hellere til at komme hjem nu," sagde jeg forsigtigt til Harry og begyndte allerede der at gå bagud, men det var, som om Harry greb fat i mig, selvom han ikke rokkede sig ud flækken. Det eneste, han gjorde, var at snakke. "Jeg kan køre dig hjem," sagde Harry og greb sine bilnøgler. Det lød fristende, og jeg var ikke typen, der holdt tilbage.
"Hvis du vil, ville det være skønt," sagde jeg oprigtigt, og Harry smilede til mig. "Så følg med," sagde han, og jeg fulgte efter. Jeg ved ikke, om jeg var paranoid, men det føltes, som om jeg havde blikke i nakken hele tiden, og at folk kiggede på mig. Jeg lod det ligge og hev min cigaretpakke op og tændte en smøg.
Harrys kiggede på mig med et blik, jeg ikke kunne læse. Hvis jeg skulle gætte, tænkte han, at jeg var en pige, der var faret vildt i sig selv og verdenen og derfor var endt her, men jeg kunne intet se galt i, hvad jeg havde gang i. Hvis der var noget, der var galt her, så var det, at en type som Harry frivilligt havde tage kontakt til en type som mig, når han bare kunne have ladet, som om han ikke havde set mig i caféen.
"At ryge er ikke godt, du ved," sagde Harry stille, og jeg kiggede op på ham, mens jeg lagde hovedet på skrå. Jeg fik lyst til at hvæse af ham, at det var mit liv, og jeg måtte gøre, som jeg ville, men jeg havde ikke lyst til at skændes. Jeg burde også være taknemmelig, når nu han havde tilbudt mig at køre mig hjem. "Det ved jeg," sagde jeg sagte.

 

 

"Du drejer til venstre, og så er vi der," meddelte jeg, og Harry gjorde, som jeg sagde. Jeg vred mig lidt i lædersædet. Bilen duftede så ny, selvom Harry sagde, han havde haft den i et godt stykke tid. Harry virkede dog som en renlig person, så det kunne være, han brugte sin tid på noget andet end at ryge i sin fars bil og gøre den beskidt med sine mudrede Adidassko.
"Hvad nummer bor du i?" spurgte han nysgerrigt og holdt fokus på vejen samtidig med, at han tjekkede nogle af husene ud. De var ikke luksusvillaer, men de var heller ikke skrotbunker, og damen, der boede på den anden side af vejen overfor os, tjente massere af penge, men havde bare valgt at bruge dem på andre ting end et luksushus.
"34," mumlede jeg stille og kløede mig i håret, som Harry kørte lidt længere frem og parkerede foran mit hus. Motoren kørte stadig, og Harry forventede sikkert, at jeg steg ud lige nu, men det virkede, som om han havde noget at sige. "Min ven bor i nummer 36," sagde han.
Jeg rynkede brynene. "Er du venner med Oliver?" spurgte jeg skeptisk, og han nikkede. Det undrede mig. Oliver var 19 og havde boet ved siden af os i et års tid. Han var lidt af en hipster, men han kørte også grunge looket, og jeg var derfor tit i tvivl om hans personlighed, men jeg fandt senere ud af, at hans personlighed og hans stil var to vidt forskellige ting.
"Nå, men," startede jeg ud og klikkede min sele op og åbnede bildøren, "tak for liftet. Det sparede mig lige ti minutter."
Harry nikkede til mig og smilede. Jeg trådte ud af bilen og lukkede døren. Da jeg gik ind i haven og hen til hoveddøren, holdt han der stadig, og jeg vinkede let, da jeg trådte ind i huset. Jeg hilste på min far og hev min hættetrøje og mine sko af.
Det underlige var bare, at da jeg gik hen til vinduet igen, holdt Harry der stadig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...