The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1241Kommentarer
46388Visninger
AA

25. 24 / Harry

Det var, som om Leigh faldt mere og mere fra hinanden, jo flere dage der gik. Det knuste mit hjerte at se hende sådan – især fordi jeg havde indset, jeg ikke længere kunne gøre hende glad. Hun blev bare ved med at miste mere og mere af sin glæde. Jeg havde prøvet. Så forfærdelig meget. Jeg havde forsøgt og forsøgt, gang på gang – uden resultat. For hun kunne ikke fikses længere. Ikke af mig. Og selvom det dræbte mig indvendigt, vidste jeg, jeg blev nødt til at indse det på et eller andet tidspunkt.

Vores blikke kommunikerede uden ord. Vi udtrykte os ikke gennem sætninger. I stedet fjernede vi bare begge den hinde, der blokerede folk i at se vores sande jeg. Og det var som at blive brændt, nej; det var, som om nogen smed mig ned i et badekar med isterninger til randen, da jeg stirrede ind i de kolde, døde øjne. Og da vidste jeg, det ikke var sådan her, jeg ville huske vores forhold. Som en kærlighed, der startede med at være vissen, men langsomt spirede til noget blussende, unikt, og som til sidst blev så kraftig at betragte, at det var til at blive blind af. Jeg kunne ikke lide tanken om, at vores væge var ved at brænde ud – hvis den da ikke allerede var det.

”Skal jeg købe noget morgenmad?” spurgte jeg hæst og skulle til at rejse mig, men hun stoppede mig hurtigt ved at ryste på hovedet.

”Nej, jeg klarer mig. Jeg er ikke så sulten.” Afvisning efter afvisning. Jeg kunne ikke benægte, det var ubehageligt at få døre smækket i hovedet uafbrudt, men alligevel var der et enkelt lille håb, der fik mig til at blive ved med at forsøge.

”Det er ikke sundt ikke at spise morgenmad,” påpegede jeg. ”Dagens vigtigste måltid, husker du nok?”

Det sidste blev tilføjet i et drilagtigt tonefald, men hun svarede bare ved at stirre intetsigende på mig.

”Jeg er ikke sulten,” gentog hun blot lavmælt, ”men tak for tilbuddet.”

Jeg sukkede så lavt, at hun ikke hørte det, inden jeg kløede mig i håret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg skulle gøre for den sags skyld. Ingen ord kunne redde det her; denne trykte stemning. Det burde ikke være sådan her. Vi var jo nærmest gået tilbage til, hvor vi startede, hvis ikke endnu længere tilbage. Eller også var vi bare løbet tør for benzin. Faret vild. Kørt døde.

Lyden af en telefon, der kimede, afbrød vores intense stirrekonkurrence. Jeg havde ikke lyst til at tage den, men samtidig følte jeg heller ikke for at fortsætte med at drukne i hendes øjne, så det var med et suk, jeg langsomt sagde: ”Jeg bliver nødt til at tage den her.”

Jeg greb min telefon, før hun overhovedet nåede at reagere, og så var jeg ellers forsvundet ud på badeværelset. ”Det er Harry.”

Er du stadig sammen med Leigh?” Jeg genkendte den halvskingre stemme som Louis’.

”Ja, hvorfor?”

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, Haz …” mumlede han, hvilket fik mig til at rynke brynene.

”Hvad er det?” Instinktivt begyndte mine fødder at trippe mod det kolde flisegulv.

Jeg ved, hvor godt du har det med Leigh og det hele, men vi har fået tilbudt en rejse til Kina for at promovere bandet, og selvfølgelig blev management nødt til at sige ja. Du ved, hvordan regeringen derovre har det med for eksempel Lady Gaga, men de har valgt at give os en chance,” betroede han mig langsomt, men ordene gav ikke mening for mig. Det lod ikke til, jeg kunne fordøje dem ordentligt. Skulle jeg væk? Til Kina?

”Hvornår?” var det eneste, jeg kunne få ud.

I aften,” svarede han modvilligt. Jeg sank en klump, og mit greb om telefonen blev strammere, imens mine tanker arbejdede på fuldt tryk for at få alt til at hænge sammen. En lille del af mig blev ved med at hviske mig i øret, at det her var skæbnen. At det var min udvej. At det var meningen. En anden del skældte mig ud for at være så svag. Sådan en kryster.

Harry?” Jeg svarede ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. I stedet stod jeg bare med telefonen mod øret og stirrede ind i det spejl, der var foran mig. Jeg prøvede febrilsk at finde et tegn i mine øjne. Bare et eller andet, der kunne vejlede mig. Men sandheden var, at min indre guide var forsvundet med Leigh.

Harry, er du der?” Jeg lagde hastigt på. Derefter satte jeg min iPhone til ’Forstyr ikke’ og lagde den eller fra mig, hvorefter jeg gik ud til Leigh igen. Hun stod præcis, som hun havde stået, da jeg forlod stuen. Fastfrosset med en kop kaffe i hånden.

”Hvem var det?” Ordene var tonløse og emmede ikke det mindste spor af nysgerrighed. Det virkede bare, som om hun spurgte mig, fordi hun blev nødt til det. Fordi hun ikke havde andet valg. Og jeg hadede virkelig, at hun skulle føle sig tvunget på den måde.

”Louis.” Jeg havde aldrig bemærket, hvor distraherende et urs tikken kunne være, men det var, som om det fyldte hele mit hoved. Tik, tak, tik, tak. Og sådan blev det bare ved og ved og ved. Som et endeløst mareridt.

”Hvad sagde han?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Ordene lod ikke til at være alt for villige til at komme til mig. Det var, som om de kunne mærke den anspændte stemning og derfor gemte sig væk i et hjørne. Selv ville jeg ønske, jeg kunne gøre det samme.

”Jeg … Jeg kan ikke det her mere, Leigh.” Efter flere sekunder kom den længe ventede sætning endelig. Jeg vidste, at hvis jeg ikke skulle være den, der sagde det, skulle hun. Det var kun et spørgsmål om tid. En af os blev nødt til at smide bomben, og åbenbart var den person mig.

”H-hvad mener du?” Hun vidste godt, hvad jeg mente. Enhver ville forstå hentydningen, men alligevel var det også en selvfølge at svare med de simple tre ord: Hvad mener du?

”Alt er faldet fra hinanden, og det ved du også godt. Det er ikke længere det samme. Det har det ikke været i flere uger. Ikke siden alt det med forretningen skete.” Min mund føltes tør, og den klump, der havde samlet sig i halsen på mig, gjorde det svært at trække vejret.

”Undskyld.” Andet forlod ikke hendes læber. Kun en skrøbelig lille undskyldning. Jeg ville ønske, hun ville sige noget mere, men jeg havde heller ikke forventede andet.

”Jeg elsker dig stadig, lige så meget som jeg altid har gjort. Jeg har gjort alt for at holde fast på det, vi havde, men … måske er det bare for sent. Din lykke betyder alt for mig, Leigh, så det dræber mig indvendigt at se dig sådan her. Du er ikke lykkelig sammen med mig, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre for at ændre det.”

”Det er ikke din fejl,” sagde hun stille. ”Det er ikke dig, der er skyld i, jeg ikke er lykkelig.”

”Det ved jeg. Men det ændrer ikke på, at dine følelser ikke er der længere. Jeg prøver så hårdt, men jeg kan ikke vente på dig for evigt. Jeg har aldrig været den mest tålmodige person.” Jeg slog blikket ned på gulvet og lod det forblive limet fast til mine store fødder.

”Du må ikke forlade mig …” Et par tårer havde samlet sig i hendes øjenkrog. ”Det kan godt løse sig. Det kan det. Hvis bare – ”

”Du behøver ikke klynge dig til det, du har mistet. En dag vil du forhåbentlig finde en, der er stærk nok til ikke at forlade dig nu. En, der ikke er en kujon ligesom mig.” Jeg rystede på hovedet over mine ord og kæmpede imod trangen til at græde. ”Jeg tager til Kina senere i aften. Jeg har ikke noget valg. Selvom jeg gerne vil blive ved med at holde fast i mine følelser for dig, kan jeg ikke gøre det. Ikke når jeg ved, de aldrig vil blive gengældt igen.”

Hun svarede ikke. Jeg forstod hende godt. Det overraskede mig, jeg havde formået at lade så mange ord slippe over mine læber.

”Jeg bliver nødt til at gå ud et stykke tid for at tænke,” mumlede jeg. ”Døren låser automatisk.”

Lige da jeg skulle til at vende mig om for at gå, mærkede jeg i luften en hånd nærme sig min arm, men jeg fik hurtigt grebet hendes håndled i et blødt greb. Mit blik landede på et sirligt bogstav, som skulle have været et tegn på evigt troskab.

Mit blik flyttede sig fra det lille symbol for at slå sig ned på hendes smalle læber. Langsomt og forsigtigt nærmede jeg mig hende og lod mine læber ramme hendes. Jeg ventede på en reaktion. Enhver reaktion var godt nok for mig, men da hun ikke rørte sig det mindste, trak jeg mig såret.

”Fortæl mig, du følte noget. Bare det mindste. For ellers … ellers vil du miste mig for evigt.” Jeg kiggede indtrængende på hende, men det eneste, hun gjorde, var at vende sit ansigt væk.

”Undskyld.” Hun snøftede. ”J-jeg kan ikke …”

Jeg slap langsomt hendes håndled og mødte en sidste gang de blå øjne, som normalt mindede mig om en blå himmel på en varm solskinsdag, men nu blot mindede mig om en trist gråvejrsdag. Og da vidste jeg, det var på tide at gå min vej.

Hun blev stående der i min lejlighed som en marionetdukke, der havde mistet sin fører. Intet liv var tilbage at spore i hende, og det var hjerteknusende. Jeg ville så gerne spole tiden tilbage; komme tilbage til det, vi havde for blot et par uger siden. Men det var væk. Borte. Og det ville aldrig vende tilbage.

 

 

Jeg kom hjem til en tom bolig. Hun var forsvundet. En lille del af mig havde lyst til at køre hen til hende og fylde hende med mit hjertes tusinde ord, men en anden fornuftigere del af mig vidste også, det ikke ville hjælpe noget. Så i stedet begyndte jeg at pakke de ting, jeg skulle have med til Kina.

Min lejlighed føltes ualmindeligt tom og sjæleløs – højst sandsynligt fordi min sjæl manglede. Selvom jeg gik rundt i boligen og samlede diverse ting op, fulgte min sjæl mig ikke. Den var hos Leigh, og der ville den uden tvivl være i et stykke tid. Men hun havde brug for det her. Jeg vidste, det var egoistisk at beholde hende på den måde. Og ligeså var det egoistisk at flygte, når problemer opstod i et forhold. Det, der var problemet, var bare, at det ikke var et enkelt dæk, der var punkteret – det var dem alle. Den bil, der symboliserede vores forhold, kunne ikke klare at skulle køre op ad endnu en bakke, og selvom jeg flere gange havde forsøgt at lappe dækkene, hjalp det intet. For jeg var ikke den store mekaniker.

De andre drenge ville komme og hente mig i bil klokken fem. Der var et kvarter tilbage. Alle de ting, jeg skulle have med, stod lænet op ad væggen tæt ved døren, og selv sad jeg lænet tilbage i min sofa med et lyst hårstrå i hænderne. Det havde siddet fast på min T-shirt. Sofaen duftede af hende og savnede hendes tilstedeværelse – det gjorde hele min bolig.

Et ring på døren fik mig til at vågne op fra mine tanker, og inden længe var jeg nede i bilen med de andre drenge. De var alle glade og livlige, mens jeg sad og stirrede lidt ud ad de sortmalede vinduer.

”Er du okay, Harry?” Det var Zayn, der spurgte. ”Jeg ved, det er hårdt at forlade Leigh. Jeg har selv prøvet det med Perrie …”

Problemet var bare, at han ikke vidste, hvad der var sket. Han troede, at vores forhold endnu kørte på skinner, og at alt var fint. Jeg lod ham forblive i den tro.

”Jeg har det fint,” forsikrede jeg ham om og fiskede derefter min mobil op ad lommen. Efterfølgende tastede jeg min kode ind for at låse den op. 2020. Jeg blev fyldt med under, da mobilen var inde under mine noter, da jeg fik låst den op. Jeg brugte aldrig mine noter, så derfor overraskede det mig også, der var én note. Og den var ikke skrevet af mig.

Dear Harry,

I’m sorry. I’m so sorry for everything. I know that a simple apology won’t fix anything at all, but I still hope that if I say it enough times, it will make a tiny difference. That’s all I’m hoping for. I didn’t mean to shut you out. It just kind of happened and even though I wanted to control it, I couldn’t. I guess I’m just really bad at opening doors but terribly good at closing them.

You deserve a girl that will make you feel appreciated and sadly, that girl isn’t me. But know that I had the greatest time of my life being near you. You made me feel special. Like I’m worth all the trouble. I can’t thank you enough for that.

I don’t regret getting the tattoo. Even though our relationship failed, we still have a unique connection. When I got the tattoo, I wanted a piece of you with me – I wanted to know that wherever I went, you’d still be by my side. And you are. Your soul is here with me. Your heart. And I promise to give it back once the time is right.

Do you remember when we met? How I told Louis that it was stupid and foolish to get a tattoo in honour of your beloved ones? Well, I was wrong. I didn’t know how much a real relationship could do. You made me look differently at things. I got to see things from your point of view. And that’s why you’re the only exception.

Thank you. I hope happiness will find you one day. Know that when it does I will be here, waiting to congratulate you.

- Leigh

Det var med et smil, jeg forlod kedelige, lille England. Godt nok havde jeg været en undtagelse, når det kom til hendes tatovering, men hun havde været mit livs undtagelse. Selvom alle odds havde været imod os, havde jeg fortsat kæmpet. Aldrig havde jeg kæmpet så meget for et forhold, og på trods af at jeg i sidste ende havde givet op, vidste jeg, at Leigh havde lært mig flere ting om forhold. Jeg havde altid haft en tendens til at springe fra, når rygterne meldte sig, og folk begyndte at udslette mit privatliv, men jeg var blevet stærkere efter alt det her. Klogere. Visere. Og jeg vidste, at næste gang jeg mødte en som hende, ville jeg ikke flygte mere.

Før jeg trykkede på ’delete’-knappen under den kontakt, der hed ’Leigh Carter’, skrev jeg en sidste sms, og derefter drog jeg af sted til lufthavnen og lagde kærligheden bag mig.

Thank you for everything.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...