The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
46071Visninger
AA

24. 23 / Leigh

Når jeg tænkte tilbage på de uger, der var gået, var det, som om der var gået en dag. Det hele foregik med det samme, og jeg gjorde intet andet end de samme rutiner, som efterhånden var gået hen og blevet min hverdag.

I morgen var dagen, hvor de sidste ting skulle være ude af forretningen, og selvom Harry prøvede at skubbe glæde ind i mit liv, så var det, som om jeg ikke kunne tage imod det. Ligesom jeg ikke kunne tage imod forandringer i starten.

For et minut føltes som en time, og en time føltes som en dag, og en dag føltes som en uge, og en uge føltes som en måned. Der skete intet. Jeg var gået i stå indvendigt, trods mit indre efterhånden havde indset det faktum, at vi skulle være ude af den forretning i morgen. Selvom jeg havde indset det, havde jeg ikke accepteret det.

Jeg kæmpede bragt for ikke at få tårerne til at løbe ned ad kinderne på mig fireogtyve syv. Og når Harry tog min kolde, knoglede hånd i sin og gav den et klem, burde det få mig til at føle mig længere væk fra tårerne, ikke?

Det gjorde det ikke. Da han gik i går, græd jeg. Men ikke fordi han gik. Nok mere fordi jeg ikke følte noget, da han gav slip på min hånd og fjernede sine læber fra min kind. Nok mere fordi jeg følte en mærkelig sten i min mave, der forsvandt, da jeg lukkede den tunge dør efter ham og så ham forsvinde ned ad vejen i sin dyre, store, velduftende bil.

For da græd jeg. Jeg indså noget, som jeg ikke ville indse, men jeg vidste, jeg intet kunne gøre ved det. Med disse følelse indvendigt, der ikke ville gå væk – og ikke ville komme frem, når Harry snakkede med mig, gjorde ting med mig, vidste jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skulle ændre mig eller forblive den samme. En del af mig tænkte jeg kunne gøre begge dele. En anden del sagde, det var sindssygt.

Så mens jeg sad her ved disken i forretningen for en sidste gang, mens jeg så alle kasserne blive hevet ud i Harrys bil, for han havde været så elskværdig at komme og hjælpe med at få tingene kørt hjem til os, tænkte jeg for en gangs skyld ikke på noget. Jeg lod tanken, om at denne smukke, uperfekte plade ikke længere ville tilhøre os, og at den specielle duft, som vi havde bragt frem ved at være her i så lang tid, ville blive overdøvet af noget andet og forsvinde, passere.

Min nylavede tatovering, der ikke var meget mere end to uger gammel, var klart tydeligere end resten af de små ikoner lavet med en kuglepen. Med skråskrift stod mit h tydeligere end nogensinde. En følelse af at fortryde det kom flyvende til mig. Det var en af de ting, der skræmte mig.

Harry kom ind efterfulgt af min far, men de gjorde to forskellige ting. Harry blev stående hos mig, og min far gik ind i det baglokale, der for blot en uge siden stadig var lige så rodet, som det altid havde været, men nu var helt rent og tomt, for at hente de sidste kasser. Harry sendte mig et forsigtigt smil og valgte at gå hen til mig og lægge en arm om mig.

Hans læber ramte min kind i en blid bevægelse og efterlod en kølig, våd følelse mod kinden, og jeg tog hånden op mod min kind. Jeg vidste, Harry tænkte så det bragede på noget, som han kunne sige for at lette denne stemning. Sagen var bare den, at intet ville få mig til at føle bedre. Det kunne jeg garantere.

”Det er okay,” hviskede jeg. Det var, som om løgnen hang i luften som en tydelig, sort sky i stedet for de tynde, hvide og blege skyer. Det gjorde det hele endnu værre. At jeg vidste, Harry kunne se, jeg løj.

Han gav mig et sidste klem, og med endnu et kys på kinden trak han sig fra mig. ”Jeg hjælper lige din far med de sidste ting,” sagde han, ”og så synes jeg, vi skulle tage hjem til mig. Jeg har en lille overraskelse til dig.”

Selv da han smilede blidt og hemmelighedsfuldt til mig, kunne jeg ikke få mig selv til at smile tilbage. Tanken, om hvor uretfærdig og led jeg var, spiste mig indefra. Den fyldte hele rummet med sin forfærdelige stank af ulykkelige mennesker, trods jeg var den eneste her, der var ulykke. Den eneste, der behøvede hjælp til at blive reddet op fra dybet.

For første gang i lang tid tvivlede jeg bare på, om Harry var min helt.

 

 

Efter al den her tid, hvor jeg havde mærket Harrys hånd, der var låst sammen med min, overraskede det mig ærlig talt, at det ikke slog gnister, da han greb fat i den og låste sin lejlighedsdør op for at skubbe den op. Med det grå vejr og skyerne, der dækkede for solen, så den ikke kunne komme ind og oplyse rummet, var det utrolig mørkt, da han ikke havde tændt for lyset.

End ikke da han tændte for lyset, blev det mere lyst i mine øjne. En lyst til at slå mig selv fandt sted, fordi i længden blev jeg træt af mit eget tonefald. Jeg ventede bare på, Harry brokkede sig over det, og jeg kunne sige: ”Undskyld, men det er efterhånden blevet mit sædvanlige tonefald, som jeg selv er godt træt af.”

”Så, hvad er overraskelsen?” spurgte jeg og prøvede at lyde bare den mindste smule interesseret. Egentlig havde jeg lyst til at gå hjem under min dyne og aldrig komme ud for en dør igen. Det hele syntes at være ligegyldigt. Alt, jeg ville have, var tid med Harry, og nu hvor jeg fik det, virkede det, som om verden ville vare for evigt, og der ikke var nogen ende på den tid, jeg fik med Harry. Jeg burde være taknemmelig og glad.

Det var jeg ikke.

Harrys smil var varmt. Med hans lyserøde, buttede læber, der stod halvt åbne, parat til at lukke sig sammen om hinanden, men ikke helt vidste, om de turde – eller måtte. I stedet for at svare mig hev han mig hen til sig, og det var, som om at da hans tatoverede arme fangede mig og holdt mig fast, tændtes der en lille ild indeni mig. Da han trak sig fra mig, forsvandt den.

Med hans hånd i min trak han mig ind i hans stue, hvor der lå en film fremme. Jeg vidste ikke, om det var en, Harry havde set og ikke havde sat på plads, men da han bedte mig om at tage plads i sofaen, og så ville han sætte filmen på, vidste jeg, det ikke var således. At overraskelsen var en film under dynen med Harry var... overraskende.

Det viste sig, at det var Love Actually, han havde sat på, og jeg havde personligt aldrig set den, så mens han satte sig hen i sofaen og lod mig læne mig op ad ham, mens han nussede min hånd, fulgte jeg mere med i filmen. Starten var hjerteknusende. De kram var ægte. Hvorfor følte jeg intet, når Harry holdt om mig i disse dage?

”H-Harry?” Min stemme knækkede over, og jeg kiggede op på ham, som han smilede ned til mig. De grønne øjne fangede mine, og jeg følte mig svævende i mit eget univers, og selv det føltes forkert. Jeg kunne ikke mærke Harry. Han var der ikke. Jeg følte, hvordan jeg lukkede alt ude. Ham. Min far. Og jeg vidste ikke engang, hvordan jeg gjorde det. Måske var det min apatiske opførsel. Kunne jeg søge længere ned og finde ud af det?

Han nikkede, og jeg tog en dyb indånding. ”Vil du ikke godt... kysse mig?” spurgte jeg, og da han rynkede brynene kort for derefter at smile fjoget, vidste jeg, jeg opførte mig sært. Han rynkede dog brynene igen, da han så, jeg ikke ændrede ansigtsudtryk, og så nikkede han og lænede sig ned mod mig for at lade sine lyserøde læber ramme mine. Hvordan de bevægede sig i samme bevægelse som mine var et af de tegn, der før ville bekræfte, at det her var rigtigt, og Harry ændrede mig til det bedre.

Nu var alt, der kom, de flagrende følelser, som mindede mig om vores første kys, og hvordan jeg ikke ville indrømme, at han gjorde noget ved mig dengang. Nu ville jeg ønske, jeg kunne føle alle de følelser igen, for hvis jeg så bort fra minderne, så følte jeg intet andet end Harrys læber mod mine.

Da han trak sig fra mig, var hans duft overalt, ligesom mørket var. Jeg følte, det kravlede ind i mig og overtog mig fuldstændig. Da Harrys sprøde stemme lød, svarede jeg ikke. I stedet begravede jeg hovedet i mine hænder og begyndte at græde. Mine tårer smagte salt, og det var præcis, hvad det kys var. At smøre salt i såret.

Jeg faldt i søvn på Harrys sofa med en følelse af elendighed, og da jeg vågnede op næste morgen, hvor solen skinnede ned på mig og varmede mig op, lå Harry der stadig og sov. Han lå ubekvemt, og med mig ovenpå sig måtte han have haft en forfærdelig nat. At se på ham gjorde det ikke bedre, så da jeg rejste mig forsigtigt op fra ham for at gå hen i køkkenet, lave en kop kaffe og drikke den, var det ikke meningen, jeg skulle se på ham, indtil han vågnede.

Men det gjorde jeg. Og det var, som om jeg bedre kunne lide det hele, da han sov. For der lå han bare der i sin bløde sofa med et tæppe om sig. Der kunne jeg ikke se ind i hans grønne øjne med farve som jade og se, hvor meget han elskede mig. Nu sad han der og så lidt distræt ud, men så snart hans øjne fokuserede på mig, kunne jeg se, hvordan de lyste og skinnede kun for mig. Det var egentlig svar nok. For da jeg så min refleksion i fjernsynets skærm, skinnede og lyste mine øjne ikke for ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...