The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
46075Visninger
AA

23. 22 / Harry

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg slog øjnene op. Jeg var faldet i søvn på min sofa uden overhovedet at have taget min jakke af. Hvordan var det gået til?

Det første, mine tanker mindede mig om, var at tjekke min mobil, så hurtigt greb jeg min iPhone 5 og spærrede overrasket øjnene op, da jeg så de mange missede opkald fra forskellige folk. Et specielt navn fangede dog mine øjne, og jeg var hurtig til at aflytte den besked, der var blevet indtalt.

H-harry …” startede stemmen stille ud. Der var en masse baggrundsstøj, og det lød mest af alt som tunge regndråber mod en kold asfalt. Det mindede mig lidt om de regnvejrsdage, hvor jeg ville sætte mig ned og høre en stille sang med regnens trommen mod ruden i baggrunden. En ting havde dog ændret sig siden da. Nu var Leighs stemme den sang, jeg kunne lytte til dagen lang. ”Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Faktisk aner jeg slet ikke, hvorfor jeg ringer til dig, når jeg risikerer at få min mobil ødelagt på grund af det regnvejr, jeg står i.

Og der blev min teori om, at hun stod udenfor med regnen omkring sig, bekræftet.

Jeg har bare ikke lyst til at gå ind. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen. Min far vil ikke lade mig være i butikken, når de der folk fra kommunen kommer, så nu står jeg bare her og føler mig lidt fortabt. Hvorfor har du ikke taget din mobil, Harry? Det plejer du altid at gøre. Jeg har brug for dig lige nu …” Hendes stemme knækkede over, samtidig med at mit hjerte gjorde det. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre længere. Jeg følte mig mindst lige så fortabt som hende, for jeg var ikke den fyr, der kunne trøste pigen og komme over med en skål Ben & Jerry’s, lige så snart en lille trist sms tikkede ind. Det var ikke sådan noget, der krydsede mine tanker som det første, når den, jeg elskede, var ked af det eller såret; nej, det, der ramte mig først, var følelsen af panik. Den kriblende følelse, når den bredte sig i hele kroppen. For jeg var panikslagen over for situationer som denne, selvom jeg hadede at indrømme det. Jeg følte mig så ubrugelig, fordi jeg, lige meget hvor meget jeg så end prøvede, ikke kunne ændre på stemningen. Hvorfor så overhovedet forsøge?

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg bare står her uden at rykke mig. Jeg kan jo sagtens bare tage hjem til dig, men … noget indeni stopper mig ligesom fra at gøre det. Frygten er vendt tilbage. Det er, som om alt det her med butikken har fået alle mine følelser til at springe op og løbe kaotisk rundt i mit hoved. Alt virker så forstærket, og det dræber mig virkelig. Harry, jeg er så forvirret.” Jeg kunne høre, hvordan hun stoppede op for at tage en dyb indånding, hvorefter hun igen fortsatte. ”Jeg tror på den anden side også godt, jeg kan lide regnen. Den er beroligende. De kølige dråber er lidt det, jeg har brug for. Lidt kulde. For jeg føler, jeg har været omringet af varme på det seneste – ikke bare som i vejret, men også dig. Jeg har altid set dig som en varm person. Og jeg er den kolde. Men da jeg mødte mig, så … Du smeltede min is, hvor tåbeligt det så end lyder. Du gjorde mig svag. Og nu er jeg bare her; klar til at blive forkølet. Jeg vil nok også alligevel foretrække at ligge hjemme hele dagen, hvis forretningen lukker. Jeg ser ingen mening med at fortsætte, hvis den ikke er der. Det er hele min fars og mit forhold. Det sidste, jeg har brug for, er, at nogen kommer forbi og river den fine, lille tråd med samme tykkelse som et edderkoppespind, vores forhold er bygget op på, over.

Jeg sank en klump ved lyden af det vemodige toneleje. Jeg havde ikke lyst til at høre mere, men jeg vidste, jeg alligevel blev nødt til at lytte talebeskeden til ende. Så det gjorde jeg.

Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at komme på afveje.” Hun slog en latter op, som langt fra kunne betegnes som glad, ”så jeg må nok hellere stoppe nu. Skriv en sms, når du hører denne besked. Jeg vil ikke have, du ringer, i tilfælde af at forretningen rent faktisk lukker, for så er jeg bange for, at ordene vil svigte mig. Og da jeg ved, at denne risiko er meget sandsynlig, så må jeg nok hellere lade de bruge de rette ord, mens det er muligt. Jeg elsker også dig, Harry.

På trods af alt, der foregik, formåede jeg alligevel at trække svagt i smilebåndene, inden jeg lagde min mobil ned i lommen for derefter at gribe min jakke. En boblende følelse af lykke havde overtaget mit sind med sørgmodigheden lurende lige under overfladen, da jeg åbnede min hoveddør og stirrede forbavset ind i et par dybblå øjne, og straks falmede det gode humør.

”Hvad sagde de?” fik jeg spurgt hende, selvom jeg frygtede svaret. De blanke øjne og sorte plamager af mascara fortalte mig på forhånd svaret, så jeg var forberedt, da hun hikstede: ”Det er slut.”

Jeg var hurtig til at trække hende ind i et kram, og inden længe havde hun begravet sit hoved i mit bryst. ”Det skal nok gå,” mumlede jeg og strøg hende over det uglede hår.

”Hvordan?” spurgte hun og trak sig, så hun kunne se mig i øjnene. ”Alt falder fra hinanden, kan du slet ikke se det? Butikken er alt, jeg har.”

Du har mig. Ordene kørte rundt i mit hoved, men jeg lod dem ikke slippe over mine læber. Hvorfor, vidste jeg ikke. Det virkede bare ikke rigtigt. De ord var som et løfte, og for at være helt ærlig var jeg ikke god til at holde mine løfter. Jeg hadede at svigte folk, men alligevel lod det til, at det var mit speciale.

”Hvornår tager de den fra jer?” Jeg lod mine hænder fange hendes slanke fingre, så det gav mig mulighed for at holde hendes hænder i ro, men de rystede fortsat i mine knyttede næver.

”Vi har 14 dage.” Tonefaldet var bittert, og jeg kunne se på den måde, hun rynkede næsen, at det ikke var let at sige det højt.

”Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget,” sukkede jeg. ”Det gør mig virkelig ondt at se dig sådan her.”

”Bare … tag med mig.”

”Hvorhen?” Jeg rynkede undrende brynene, idet jeg lagde hovedet let på skrå og betragtede hende, imens hun fugtede læberne.

”Tatovørforretningen. Bare os to. En sidste gang.”

 

 

Stemningen var trykket. Det virkede ikke som om, at nogen af os havde det helt store at sige, som vi kiggede rundt i det mennesketomme lokale. Jeg vidste ikke, om det bare var min hjerne, der spillede mig et puds, men jeg følte allerede, der manglede noget. Stedet lignede ikke sig selv.

Der var så stille, at vores vejrtrækninger kunne høres, og vores skridt mod det for en gangs skyld rene gulv var det eneste, der brød tavsheden. Jeg brød mig ikke om det.

”Hvad er det, vi laver her?” tillod jeg mig selv at spørge lige så stille.

”Jeg vil gerne have en tatovering,” svarede hun og vendte sig om mod mig, så jeg kunne se alvoren i hendes blik.

”H-hvad?” Jeg kunne ikke tro mine egne ører, og uden at have bemærket det havde jeg lænet mig misbilligende frem med et underligt udtryk i ansigtet.

”Ja. Jeg vil have en tatovering, inden det er for sent. Som et minde,” sagde hun og bekræftede mine bange anelser.

”Er du nu sikker på, det er klogt, Leigh? Du har jo selv sagt, at det er bindende, og – ” ”Selvfølgelig er det bindende! Jeg ved godt, hvad jeg går ind til, og det er også kun, fordi den er permanent, at jeg vil have den. Du burde nødig snakke om at være forsigtig, når du selv har så mange meningsløse tatoveringer.”

Jeg krympede mig en smule under hendes hårde tonefald. Det var tydeligt, at hun ikke var ved sit bedste, som hun stirrede på mig med sammenbidte tænder. Jeg var ikke direkte såret – bare en smule mundlam. For hvad skulle jeg egentlig svare til det?

”Undskyld,” sukkede hun, ”men jeg har virkelig tænkt det her igennem, Harry. Og jeg er sikker i min sag. Jeg tror ikke, jeg vil fortryde det her.”

”Det er vel også det, der betyder noget,” sagde jeg hæst og rømmede mig. ”Hvordan skal din tatovering så se ud?”

”Jeg vil gerne have gjort det her ikon til en permanent tatovering.” Jeg spærrede øjnene op, da jeg så, hvilket tegn hun pegede på. Ville hun gøre h’et permanent? Jeg var virkelig ved at være tro, at hun havde mistet sin morale. Men jeg kommenterede ikke på det.

”Så øhm … ja, lad os starte.”

 

 

”Det ser ud til, at alt er klart,” bekendtgjorde Leigh, idet hun kom stavrende ind med en flaske … whisky? ”Vil du have en tår?”

”Hvor har du fået den fra?” spurgte jeg og blev mere og mere rundt på gulvet over hendes opførsel. Jeg var godt klar over, at hun drak alkohol, men det virkede bare som et underligt tidspunkt at gøre det nu.
”Min far har et lille lager her i butikken. Jeg tænkte, at siden vi alligevel bliver nødt til at rydde alt væk, kan jeg vel lige så godt hjælpe til,” svarede hun og trak på skuldrene, inden hun skruede proppen af og tog en slurk af den stærke væske. ”Ville du have en tår?”

”Nej, tak,” svarede jeg en anelse usikkert. ”Måske vi skulle lave tatoveringen, før du får indtaget for meget alkohol.”

”Jeg har styr på det,” sukkede hun og rullede med øjnene, hvilket mindede mig utrolig meget om en teenagers opførsel. Hun havde ikke styr på det, ”men okay så.”

Hun kom hen til mig og satte sig til rette i tatovørstolen, inden hun lagde sit håndled på bordet ved siden af. Derefter greb hun de ting, hun skulle bruge og gik ellers i gang. Da en summende lyd fra nålen nåede min øregang, vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Hun havde tænkt sig at gennemføre det her.

 

Det tog ikke lang tid at lave tatoveringen, fordi den var så lille. På under fem minutter var den færdig, og jeg lod mig selv kaste et blik på hende, da hun gav et tilfredst suk fra sig. ”Så er det gjort.”

Huden var helt rødlig omkring det h, som nærmest skar mig i øjnene – ikke fordi farven var kraftig, men fordi den skilte sig så meget ud blandt de milde kuglepensikoner.

Da Leigh havde fået forbinding på, tog hun endnu en tår af whiskyflasken, inden hun gav sig til at le højlydt, så det skar igennem luften.

”Hvad?” spurgte jeg med et lille smil.

”Det er bare …” Hun rystede på hovedet, ”jeg er officielt bundet til dig for evigt.”

Selvom det nok skulle have lydt romantisk, løb det mig koldt ned ad ryggen, og det blev ikke bedre, da hun lod sine læber ramme mine. På trods af at de passede perfekt, så var der noget anderledes ved dette kys. Det var mere grådigt. Som om hun nu følte sig tvunget til at klynge sig til mig, nu hvor butikken var væk.

Jeg blev siddende ved hendes side hele aftenen uden at røre en mine. Hendes skiftende humør gjorde mig fuldstændig rundt på gulvet og efterlod mig uden den mindste anelse om, hvad jeg skulle gøre. Det ene øjeblik græd hun så meget, at min skjorte blev tilsølet med mascara, og det næste gik hun rundt og sang, skiftevis med at hun drak af sin whiskyflaske. Til sidst faldt hun i søvn med hovedet tungt lænet op ad min skulder, og jeg så det som min chance for at bære hende hjem. Forhåbentlig ville hun finde sig selv i sin søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...