The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45613Visninger
AA

22. 21 / Leigh

”Jeg ringer,” sagde jeg lavmælt, da Harry stod foran sin bil med den ene sorte, tunge dør åben. Radioen var tændt, og ud af den flød Get Lucky af Daft Punk. Harry smilede til mig og trådte forsigtigt frem mod mig. Da han lagde sin hånd på min kind og trak mig forsigtigt ind til ham med den anden hånd, bankede mit hjerte i kor med hans.

Han rørte ved mig på sådan en forsigtig måde. Jeg følte mig som en vigtig, skrøbelig diamant, og jeg kunne ikke lade være med at smile under måden, han omfavnede mig på, trods jeg var så ulykkelig, som man overhovedet kunne være indvendigt. Butikken blev måske nedlagt. Det var stadig ikke gået helt op for mig, selvom min hjerne blev ved med at minde mig om det. Det stoppede aldrig.

”Jeg el...” Harry stoppede midt i sin sætning og stirrede pludselig meget dybt i mine blå øjne, men det var, som om han var overrasket, men over sig selv. Hans grønne øjne var opspilede, og jeg kunne ikke lade være med at synke en klump. Jeg vidste, hvad han var ved at sige. Jeg kommenterede det ikke. Tanken gav mig en bunke sten i maven.

Jeg nikkede. ”Du ringer.” Jeg trak mig forsigtigt fra Harry og tog en hånd igennem mit uglede hår. Harry nikkede tilbage, inden han sendte mig et smil og vendte sig om mod bilen, hvor han satte sig ind. Jeg kunne dufte læderet herfra.

Da han lukkede døren og tændte for motoren, blev jeg stående ude på fortovet og holdt om mig selv med mine blege arme. Mine lyse, små hår stod oppe i luften, og der var kuldegysninger overalt på min krop, selvom solen skinnede ned på mig. Jeg følte mig så kold indvendigt.

Mit blik var fjernt ude i luften, hele landskabet var ufokuseret, og jeg fik et chok, da Harrys stemme lød. Han havde rullet vinduet ned og stukket hovedet ud af det, og nu kiggede han på mig med sine grønne øjne. ”Det skal nok gå.” Med de ord kørte han væk.

Og jeg blev stående der længe. Jeg så de tunge, grå skyer løbe over himlen i et så langsomt tempo, at en snegl kunne være gået hurtigt. Skyerne, der dækkede for solen, blev mørkere, og en dråbe på min kind blev til flere. Jeg kunne ikke bestemme mig for, om det var regndråber eller tårer. Så det var nok en blanding.

Jo mere jeg tænkte over det hele, jo større lyst fik jeg til at græde.

 

 

”Leigh, hvad i alverden laver du her?” spurgte min far forbavset, mens han stod med en klud i hånden og tørrede disken af. Han havde været fuldstændig besat af, at alting skulle være i orden, og hans humør blev nærmest skubbet længere og længere op for hvert minut. Jeg følte mig mere eller mindre apatisk.

Jeg sank en klump og kiggede udenfor. Det var snart juli måned, men regnen silede ned. Jeg kunne ikke lade være med at være overdramatisk og tænke, regnen græd med mig, trods jeg kun græd indvendigt. Jeg tror, de gange, hvor tårerne skulle komme igennem, var stoppet til. Når jeg græd, var det uden tårer.

”Jeg vil være her, når de skal kigge på stedet.” Min stemme var bestemt og stædig, og min far vidste med det samme, det ville kræve en del overtalelse fra hans side, før jeg ville gå. Jeg kunne se det i hans øjne.

Han rystede på hovedet og lagde den fugtige, lyserøde karklud på den sorte disk, der var ud af porcelæn. De små hvide sten, de små uperfekte, hvide sten, der ikke passede ind i den sorte disk, havde altid irriteret mig. Nu følte jeg mig led, fordi vi måske skulle pakke det hele væk og være ude herfra med et TIL SALG skilt i vinduet inden for to uger.

”Leigh, nej. Det kan du ikke.” Min fars stemme var kort, og jeg vidste, han mente det. Med et irriteret udbrud stampede jeg i gulvet og slog ud med armene. ”Hvorfor? Jeg vil gerne se deres ansigter og få direkte svar og ikke svar ved at se dig komme hjem med en kasse med alle de forskellige tegninger og idéer.”

Min far tog kluden op igen og gik videre hen til vindueskarmen. ”Nu er det jo ikke sikkert, at stedet bliver lukket,” sagde min far. Hans brave kamp, der gik ud på ikke at få sin stemme til at ryste var ikke en succes, og det gav mig blandede følelser. Jeg var glad, da han brugte en anden måde til at skubbe sorgen væk den her gang, end da mor rejste. Han skubbede den negative del væk, men det gjorde mig trist, for det var ikke en god måde.

En lyst til at fnyse af ham fandt vej til mig, men jeg modstod lysten. ”Hvor skal jeg så gå hen?” sukkede jeg. Jeg var ikke i humør til at diskutere, og jeg følte mig drænet for al form for energi, men jeg fik alligevel kæmpet mig hen til døren, som jeg åbnede. Det regnede ind på det nyvaskede gulv.

Min far rettede sig op med et skuffet blik, mens han løftede øjenbrynene med den lyserøde klud i hænderne, mens han lige så godt kunne have stillet sig om og spurgt, om jeg virkelig havde behøvet at gøre det. ”Det ved jeg virkelig ikke, Leigh,” sagde han. ”Gå på en café, tag hen til Harry. Gør, hvad du end har lyst til, men tag ikke herhen. Jeg kommer hjem med beskeden.”

”Far, du ved godt, jeg er atten og selv kan bestemme, ikke sandt?”

”Så længe du bor under mit tag og bruger mine penge til at forsørge dig selv, så bestemmer jeg over dig. Så er det ligegyldigt, om du er atten, fem og fyrre eller tre og firs.” Med de ord afsluttede min far diskussionen, og jeg forlod stedet med tanken, om at jeg måske blev nødt til at flytte væk fra min far under alle omstændigheder, hvis det her endte galt.

Og det havde jeg på fornemmelsen, det gjorde.

 

 

Jeg valgte ikke at gå hjem til Harry. Jeg ringede til ham, lige så snart jeg stod ude i regnen, men den gik direkte på telefonsvareren. Jeg stod og talte til en maskine i et kvarter, der startede ud med at sige: Hej, du har ringet til Harry. Enten er jeg for doven til at oplade min telefon, og ellers er jeg beskæftiget med noget andet, så læg en besked efter klartonen. Jeg vidste ikke, hvad jeg regnede med. Måske troede jeg, han ville tage den, hvis jeg fortalte til maskinen, at jeg stod ude i den kolde forårsregn og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

Det gjorde han ikke.

Så i regnens højlydte larm og ubehagelige måde at komme så tæt på min hud, at det føltes, som om den var inde i min hud, besluttede jeg mig for at finde det nærmeste sted, hvor jeg kunne få ly, og fordi jeg ingen penge havde på mig, der var mine egne, (De eneste, jeg havde, var nogle, jeg havde lånt af Harry) besluttede jeg mig for at gå hjem. Det kunne umuligt blive værre end at sidde derhjemme og vente på, at min far enten kom hjem med gode eller dårlige nyheder.

En velkendt skikkelse stod ude i regnen, da jeg var på vej hjem. Hvorfor min rødhårede, følsomme ven, Oliver, havde besluttet sig for at stå midt i regnen i hans og hans forældres store have var mig et mysterium, og jeg stoppede op ude foran den halvt åbne låge med det hvide maling, der var ved at skalle af.

”Oliver? Hvad laver du herude?” spurgte jeg og råbte nærmest for at overdøve regnen, der slog hårdt ned, som den havde gjort i snart to timer. Det var styrtregn, og det plejede højst at vare et par minutter, men det gjorde det her ikke. Det fortsatte og fortsatte, kørte i ring. Det var trættende, men jeg følte mig fortsat apatisk, og det var ligegyldigt.

Hans røde, korte og spaltede pandehår var drivvådt og faldt ned foran hans øjne. Med en ikke så elegant bevægelse med hovedet, der nærmest kunne betegnes som klumpet, prøvede at han at slå det væk. Det lykkedes ikke. Han trak på skuldrene. ”Jeg nyder regnen,” sagde han kortfattet.”

Jeg nikkede. ”Det gør jeg også.” Det var sandt nok. Det gjorde jeg, men i dag virkede det så langt væk alt sammen, og jeg sagde det egentlig bare for at sige noget. Oliver nikkede til mig. Jeg nikkede tilbage, og mere blev der ikke sagt.

Et sidste nik fik jeg mig selv til at give Oliver, og jeg forlod ham derefter i den styrtende regn, som syntes at virke uendelig. Herfra hvor jeg stod i mit liv midt i den styrtende regn på vej ind i mit hus for at vente på den værste eller bedste nyhed i mit liv føltes mit liv også uendelig, og det inkluderede det hele. Problemerne, glæden, sorgen, frynsegoderne, ulemperne og alle de ting, som hørte med til at være et menneske. Personligt vidste jeg ikke, om jeg kunne lide det. Måske ville jeg egentlig hellere have af vide, hvornår det hele endte.

 

 

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, min bekymring stoppede, da regnen endelig stoppede, men det gjorde den ikke. Den kørte i ring og ring, og det føltes ikke, som om min krop genbrugte bekymringen, for hver gang bekymringen havde kørt en runde rundt i hele min krop, blev jeg overvældet af en ny, stærkere form for bekymring. Genbrug havde det med at miste den overvældende effekt nye ting havde.

Min far var ikke kommet hjem. Efter at have siddet i to timer i vores køkken med det runde bord, hvor min far havde efterladt sin kop kaffe med fløde og sukker fra morgenen af. Trods det faktum, at den stod der på bordet og begyndte at lugte, irriterede mig, gjorde jeg absolut intet.

Lampernes skær reflekterede i mine øjne, da jeg fangede mit eget spejlbillede på en ske, jeg havde lagt frem, fordi det var meningen, jeg skulle bruge det til min morgenmad. Det var aldrig endt til noget, for da jeg vågnede i morges, havde jeg ikke appetit, og nu brugte jeg den ikke til andet end et spejl.

Jeg var træt af at vente. Det var, som om luften og lugten blev tykkere og mere ubehagelig for hvert minut, der gik, og hver gang, jeg troede, låsen blev låst op, og døren gik op, var det bare mit sind, der fandt på ting.

Det var også derfor, jeg næsten ikke troede på det, da jeg hørte lyden af en lås, der blev låst op og et dørhåndtag, der blev trukket ned så tydeligt, at det kunne have været ude for mit eget øre. Mit hjerte hoppede op i halsen på mig og ud igennem munden, da jeg hørte min fars skridt. Et lille håb var til at finde, og derfor kæmpede jeg mig op ad vores spisestole, der blev ubekvemme efter en halv times tid. Den røg lidt til siden, men jeg var ligeglad.

Mine fødder småløb hen til det sted, hvor min far stod. Hans ansigt var ikke til at se, og da han tog sin jakke af med sådan en forsigtigt bevægelse, troede jeg næsten på det. Så vendte han sig om, og de blå øjne, der borede sig ind i mine, mens hans hånd rystede let. Han kunne ikke få ordene ud ad munden på sig selv. Vi stod i atten sekunder, der føltes som et halvt liv.

”Vi har fjorten dage til at pakke alting sammen. Vores forretning er blevet lukket.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...