The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
46072Visninger
AA

21. 20 / Harry

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, så jeg endte med at stryge min hånd hen over hendes krumme ryg flere gange, imens hun fortsat hulkede ned mod min skulder. Det var mærkeligt at tænke på det faktum, at det sted, vi havde mødt hinanden, snart ville blive lukket ned. Jeg følte, det var vores sted. Og snart ville det højst sandsynligt være en fancy tøjbutik uden et eneste spor af den tatovørforretning, lokalet engang havde været. Det smertede mit hjerte at vide, for jeg vidste, hvor meget det sted betød for Leigh. Det var jo nærmest hele hendes liv; hun havde viet det bort til den forretning. Og det samme havde hendes far. Jeg kunne kun forestille mig, hvor sønderknuste de begge måtte være. Den butik … Den havde jo været skyld i så mange ting – både gode og dårlige.

”Det er jeg virkelig ked af at høre,” mumlede jeg ned imod hendes hår. ”Hvorfor vil de lukke den ned?”

”De mener ikke, at butikken opfylder alle de statslige krav,” svarede hun stille. ”De mange fans, der har kredset rundt dagen lang, har kastet en del lys på forretningen, så kommunen har besluttet sig for at tage et kig, og j-jeg tror ikke, at butikken opfylder alle kravene.”

Ordene stak mig i hjertet. Det var min skyld. Det hele var min skyld. Det var mine fans, der havde forårsaget det. Det var mig, der var kommet valsende sammen med Louis. Det her skete alt sammen på grund af mig.

”Jamen, vi er da nødt til at gøre noget ved det så,” protesterede jeg. ”Hvilke krav opfylder butikken ikke? Jeg kan hjælpe med at få kravene opfyldt!”

”Så simpelt er det ikke, Harry,” snøftede hun og trak sig væk fra mig for at tørre sine mørke pandaøjne. ”De ved, at vi sagtens kan gøre stedet i stand, inden de kommer, så de har givet os karantæne fra butikken.”

”Det kan de da ikke bare gøre!” udbrød jeg arrigt.

”Åbenbart.” Hendes tonefald var dødt og koldt. Man kunne høre, at hun allerede havde givet op; at hun virkelig ikke så det mindste glimt af håb i situationen. Og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle give hende gejsten igen.

”Kan jeg ikke betale for et sted, hvor I kan starte en ny forretning?” foreslog jeg tøvende. ”Lige meget hvad det koster.”

”Tak for tilbuddet, Harry,” mumlede hun tørt, ”men hvis de lukker forretningen, har min far heller ikke længere lov til at starte en ny inden for de næste måneder, hvis ikke år. Desuden ville det ikke være det samme. De samme minder vil ikke komme til at være gemt i den nye butik.”

”Er der intet, jeg kan gøre?” Jeg slog hjælpeløst ud med armene og stirrede desperat på Leighs bedrøvede ansigt. Hun så så fortabt ud.

”Det er jeg bange for, du ikke kan,” hørte jeg en dyb stemme bag mig sige, og jeg vendte mig om for at møde Leighs far. Jeg havde aldrig nogensinde hilst på ham, men det her var nok ikke det rette tidspunkt at give hånd på. ”Ikke engang din berømmelse kan hjælpe noget i denne situation, knægt.”

Den måde, ordet ’knægt’ nærmest kom ud, som var hans stemme giftig, viste tydeligt, at han skød skylden på mig. Man kunne heller ikke rigtigt bebrejde ham for det, for det var trods alt sandt. Hvis jeg ikke var kommet valsende ind i Leighs liv, ville det her aldrig være sket. Hun ville fortsat kunne arbejde i den tatovørforretning, hun elskede så højt.

”Jeg beklager altså virkelig meget, at det her er sket, hr. Carter,” undskyldte jeg og pressede mine læber imod hinanden i en nervøs bevægelse. ”Jeg vidste virkelig ikke, at det her ville ske.”

Leighs fars blik blødte en smule op, og han stirrede nu i stedet bare på mig med en lige så sørgmodig grimasse, som Leigh havde sendt mig. ”Du kan ikke gøre for det, det ved jeg. Det er okay.”

Den dårlige samvittighed gnavede i mig. Indeni blev en stemme ved med at køre rundt i mit hoved. Det er din skyld. Den ene sætning cirklede bare rundt i mit hoved uden planer om nogensinde at stoppe.

”Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget,” sukkede jeg og kastede endnu en gang et blik på Leigh, hvis ansigt havde tydelige spor af mascara plamager.

”Det er i det mindste ikke helt sikkert, de lukker forretningen ned,” sagde Leigh og prøvede på at trække lidt i smilebåndene. Jeg havde aldrig set hende prøve så ihærdigt på at være positiv. ”Måske lever forretningen op til de krav, der bliver stillet.”

”Måske.” Jeg sendte hende et opmuntrende smil. ”Det er bare om at krydse fingre.”

Hun nikkede. ”Vi burde bare lade være med at tænke så meget over alt det her. Vil du ikke med ovenpå i stedet for at være hernede, hvor tristhed er alt, man kan finde i luften?”

”Jo, bare gå i forvejen,” fortalte jeg hende. ”Jeg skal lige have mine sko af.”

Hendes hænder, som før havde låst mig fast i en omfavnelse, løsnede langsomt op for til sidst at fjerne al kontakt, og så forsvandt hun ellers. Kun lyden af hendes fødder mod trappetrinnene fortalte mig, at hun stadig befandt sig i huset.

Egentlig var det meget let at få mine sko af. Jeg havde ikke taget mine Converse på, så snørebåndene blev hurtigt løsnet op, og de brune lædersko blev sparket af.

”Jeg lod Leigh gå ovenpå først, fordi jeg gerne vil undskylde uden hende til stede,” sagde jeg og rettede mit blik op mod hendes far, som stod med armene over kors. ”Du kan sige, hvad du har lyst til nu. Leigh er her ikke til at overhøre det.”

”Du har forårsaget, at jeg højst sandsynligt mister mit livsværk,” begyndte manden foran mig tøvende, ”men du gør også Leigh glad. Det er længe siden, jeg sidst så hende så glad. Kun hendes mor kunne bringe det smil frem, som hun har i dit nærvær.”

Han udstødte et tungt suk og gav sig så til at fortsætte. ”Så selvom du mere eller mindre har taget alt undtagen Leigh fra mig, så betyder Leighs lykke så meget, at jeg ikke kan være vred på dig. Hendes lykke betyder mere for mig end min egen.”

At høre ham snakke så kærligt om Leigh fik et smil frem på mine læber. Det var tydeligt, at faren havde svært ved at forklare, hvordan han havde det, men jeg forstod godt det, han prøvede på at sige.

”Leigh betyder virkelig meget for mig,” betroede jeg mig til ham. ”Og det knuser mit hjerte at vide, jeg er skyld i de tårer, hun går inde med lige nu. Du er virkelig nødt til at tro mig, når jeg siger, at jeg er utrolig ked af alt det her.”

”Jeg tror dig.” Et mild smil dukkede op på hans læber, men det forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. ”Og smut så op til Leigh. Jeg tør vædde med, at hun er begyndt at blive lidt utålmodig.”

Jeg lystrede og forsvandt hurtigt op ad trapperne med faren bag mig. Jeg var ikke selv den største fan af de der ømme stemninger, for jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle gøre eller sige i sådanne situationer. Men jeg var vel blevet tilgivet. På en måde.

”Sig mig, hvor lang tid tager det for dig at tage sko af?” spurgte Leigh med et skævt smil, da jeg kom op. Jeg havde aldrig været inde på hendes værelse – ja, faktisk havde jeg slet ikke været hjemme hos hende før – så de uvante omgivelser var ret overvældende. Jeg havde fået et billede af, hvordan værelset så ud, da jeg havde været hjemme hos Oliver, men det var anderledes at være inde i lokalet. Jeg havde lidt forestillet mig, at her ville se sådan ud, men alligevel så der anderledes ud, end jeg havde forventet.

”Mine fingre virker vist ikke helt optimalt i dag,” svarede jeg tilbage, hvor underligt det så end lød. ”Snørebåndene var svære at få af.”

Der var noget anderledes i luften i dag. Vores forhold havde bestemt ændret sig gennem dagene, så det var aldrig helt, som det havde været, sidst vi havde set hinanden, men alligevel var det underligt, hvordan vores forhold aldrig forblev det samme. Det blev ved med at ændre sig, og hver gang jeg så på hende, var det som at se på et nyt menneske. Jeg kendte hende, men så alligevel ikke. Og jeg kunne aldrig sætte fingeren på, hvad der var forandret.

”Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg sidder og smiler, når forretningen måske lukker,” indrømmede hun. ”Det skræmmer mig en smule. Hvordan gør du det? Hvordan formår du at lysne mit humør op lige meget hvad?”

Hendes stemme var lav og skrøbelig. Jeg kunne mærke, hun ikke var det bedste sted mentalt lige nu. Hun var fanget i en forvirret tilstand.

”Men jeg kan nu alligevel godt lide det. Det undrer mig, for jeg er ikke vant til at være nær det ukendte så ofte, men jeg har en god fornemmelse på det her.” Hun rykkede sig til højre, så der også var plads til mig i den seng, hun sad i.

Hendes hånd var varm, da jeg tog den. Huden på hendes håndryg var blød og føltes som silke, og ikke et eneste område på hendes håndflade bestod af hård hud, da jeg foldede hendes knyttede næver ud. Og da var det, jeg bemærkede det. Et nyt lille tegn var dukket op på hendes håndled blandt alle de mange symboler. h, stod der med hendes smukke håndskrift. Linjerne var omhyggeligt tegnet op, og jeg kunne se, at det var nyt, fordi det endnu ikke havde tusinder af gamle omrids, som tydede på, at hun havde ladet kuglepennen ramme hendes hud flere gange oven på det originale bogstav. Jeg gad vide, hvad det stod for. Men inderst inde vidste jeg det jo egentlig godt – så dum var jeg heller ikke. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg med blikket fæstnet på bogstavet åbnede min mund og sagde: ”Tro mig, du er ikke alene om den følelse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...