The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45619Visninger
AA

3. 2 / Harry

Jeg rynkede en anelse irriteret på næsen, da jeg trådte ind i butikken efterfulgt af Louis. Det var ikke, fordi her lugtede dårligt som sådan – aromaen var bare virkelig kraftig og noget, jeg bestemt aldrig havde lugtet før.

”Er du sikker på, vi er gået rigtigt?” spurgte jeg en smule usikkert Louis om, inden jeg lod mit blik glide rundt i lokalet. ”Her virker ikke så … velplejet, hvis du forstår?”

”Det er her,” svarede han med et skuldertræk. ”Prøv det nu bare lige af – hvis du ikke kan lide det her sted, finder vi jo bare et nyt næste gang. Med vores tournéer er det vel alligevel uundgåeligt.”

”Det har du nok ret i,” erkendte jeg og nikkede svagt. Jeg var næsten færdig med at gennemsøge rummet, da mit blik faldt over en pige, der stod ved disken. Hun var … virkelig ung. Og malplaceret. Hendes grove makeup og tøjstil skreg desperat efter at høre til et sted som her, men hendes blonde hår derimod lod mere til at længtes efter at være et … bedre sted.

”Jamen se nu, hvad vi har her,” sagde pigen med det blonde hår og kom stavrende hen til os, så jeg nu kunne se hendes lange, sorte læderstøvler, som fremhævede hendes slanke ben. ”Er det ikke Harry Styles og Louis Tomlinson? Fra One Direction, hvis jeg husker korrekt?”

”Det er os,” nikkede jeg med et skævt smil, inden jeg lod mit blik suge hver eneste detalje omkring pigen foran mig til mig. Det gik fra hendes blå øjne, der var indrammet af massive mængder af sort helt ned til de høje hæle på hendes støvler. Hun var en virkelig spinkel pige – hendes naturlige udseende lod bare ikke rigtigt til at matche det look, hun gik efter at få. Måske ville det hjælpe, hvis hun fik farvet sit hår sort eller i en af regnbuens farver – hvis ikke flere.

”Hvad skyldes æren?” Hendes stemme gled legende let over ordene i et sarkastisk tonefald – det var tydeligt, hun ikke var helt begejstret og beæret over at have os her. Det kunne man se på hendes monotone blik og hævede øjenbryn.

”Jeg skal have en tatovering,” svarede jeg.

”Aha.” Hun stirrede lidt ned på sine negle, inden hun igen rettede sit blik på os. ”Og hvordan vil du så have, den ser ud? Skal jeg komme med nogle designs, du kan få inspiration af, eller har du noget i hovedet allerede nu?”

”Jeg har noget i hovedet.”

”Og hvad forestiller tatoveringen?”

”Jeg vil gerne have tatoveret mine to halskæder lige under det skib, jeg har her.” Jeg trak op i mit venstre ærme, så jeg kunne vise hende min tatovering. ”Gerne lidt til højre for det. Tatoveringen skal ikke være synderligt stor – bare cirka den samme størrelse, som mine halskæder har i virkeligheden.”

”Okay – jeg ved ikke, hvilke andre steder, du har været, men her betaler kunden altså først,” forklarede pigen stilfærdigt. ”Og hvis jeg selv skulle skyde på en pris på de tatoveringer, ville jeg sige, at det blev 56 pund.”

”Det passer helt fint,” forsikrede jeg hende om.

”Det ville sikkert også passe helt fint, hvis det kostede 560 pund – du har jo alligevel råd til det,” hørte jeg hende mumle lavmælt, imens hun rullede lidt med øjnene, men det var vist mere bare en lille bemærkning, hun havde sagt for sig selv. ”Nå, men så følg venligst med mig op til disken.”

”Og for resten tager vi kun imod kontant,” tilføjede hun, da vi endelig stod oppe ved kassen.

”Så er det godt, jeg har nogle kontanter i lommen,” svarede jeg. ”Det var 56, ikke?”

Hun nikkede, og jeg fiskede nogle sedler op og talte dem omhyggeligt, inden jeg rakte dem til hende.

”Og jeg får også brug for dit telefonnummer og din adresse, i tilfælde af at der skulle ske noget.” Et papir blev rakt frem imod mig, og jeg stirrede lidt på det.

”Okay,” mumlede jeg. ”Men vær sød ikke at give de forkerte de her oplysninger.”
”Jo, nu skal du høre – alle mine venner er helt besatte med One Direction, så selvfølgelig ringer jeg straks til dem, når du er gået, så de kan stalke dig resten af dit liv.” Hun sendte mig et lidt for sukkersødt smil. ”Selvfølgelig giver jeg ikke de her oplysninger videre.”

Jeg udfyldte papirerne i stilhed og rakte dem derefter til hende.

”Tak. Lad os komme i gang. Sæt du dig til rette i stolen derovre.” Der blev peget på en kedelig træstol et par meter væk fra mig, og jeg begav mig vej derover. Jeg kunne se på pigen, hun fandt vores tilstedeværelse morsom. Hun var ikke helt oppe at køre over, at vi var her – det var nærmere det modsatte.

”Jeg går ud fra, du kender rutinen,” sagde pigen, som nu sad ved siden af mig på en anden stol. Jeg nikkede som svar.

”Godt! Så behøver jeg ikke forklare det hele.” Hun stod allerede klar med noget sprit.

 

 

”Er du sikker på, du godt kan finde ud af at gøre det her?” spurgte jeg en anelse usikkert med hovedet let på skrå, da pigen var lænet frem imod mig med nålen få centimeter fra min hud.

”Ja, jeg er sikker – jeg har gjort det her før.” Hun himlede med øjnene og gav et suk fra sig. Hun brød sig tydeligvis ikke om at blive undervurderet.

”Okay, så slå dig da løs.” Jeg var stadig ikke helt sikker på, at hun kunne finde ud af det her. Hun så så ung ud, og det her miljø passede hende virkelig bare ikke.

Pigen lænede sig endnu en gang frem, og nålen nærmede sig min hud. Der var optegnet en skitse, så hun havde noget at følge.

”Hvad er egentlig dit navn?” spurgte jeg i et forsøg på at få en samtale i gang.

”Hvorfor vil du vide det?” Hendes stemme var spydig og afvisende.

”Jeg er nysgerrig,” gav jeg igen med et svagt smil, selvom hun ikke kiggede på mig.

Stilhed fyldte atter rummet. Sådan var det i hvert fald i omkring 25 sekunder. ”Jeg hedder Leigh.” Hun sagde det næsten helt uhørligt, men mine ører fangede det alligevel.

”Hvis du ikke allerede ved det, så er mit navn Harry.” Nålen kunne næsten ikke mærkes mod min hud. Det føltes lidt som at være solskoldet. Leigh svarede ikke. I stedet fokuserede hun på at ramme stregerne ordentligt, og af og til tørrede hun lige min hud af med en klud, hun havde i sin venstre hånd. Den tredje gang, hun førte kluden op mod min hud, bed jeg mærke i nogle enkelte ikoner på hendes håndled.

”Flotte tatoveringer,” bemærkede jeg og stirrede længe på hendes håndled. Hun tog nålen væk og stirrede lidt på mig uden at afsløre en eneste følelse.

”Det er ikke tatoveringer,” svarede hun en anelse koldt.

”Hvad er det så?” spurgte jeg.

”Mine observationer.”

”Jeg er lidt forvirret,” indrømmede jeg efter noget tid. ”De ting på dit håndled er ikke tatoveringer, og jeg kan ikke umiddelbart finde andre ting, der skulle ligne tatoveringer, så hvorfor er du her, når du ingen tatoveringer selv har?”

”Jeg kan lide det.” Hendes tonefald var fortsat en anelse irriteret og vrissende.

”Skal du også have en tatovering?” Jeg besluttede mig for at henvende mig til Louis i stedet. Jeg vidste da i det mindste, han ikke ville svare mig helt så hårdt.

”Jeg tror ikke lige, jeg skal have en i dag,” svarede han med et træk på skuldrene. ”Men jeg overvejer at få en tatovering, der skal forestille en taleboble.”

”Hvorfor en taleboble?” Jeg sendte ham et lidt forvirret blik.

”Eleanor har en blålig sweater, hvor der er en taleboble derpå. Jeg vil gerne have noget af hende på mig hele tiden.”

”Det er en dårlig idé.” For en gangs skyld sagde Leigh selv noget uden at være blevet opfordret til at svare på et af mine spørgsmål. Det måtte da være et mirakel. ”Hvorfor få en tatovering, der skal minde om en person, hvis den person en dag er ude af dit liv? Hvad hvis du og hende Eleanor pludselig slår op? – hvis Eleanor da er din kæreste.”

”Hm, jeg tænker ikke i så negative baner. Lige nu elsker jeg Eleanor, og jeg er sikker på, de følelser vil holde resten af mit liv,” svarede Louis en anelse overrumplet over Leighs bemærkning.

”Klart nok,” mumlede Leigh en smule for sig selv, inden hun igen lod nålen ramme min hud.

 

 

”Så er den vist færdig,” annoncerede Leigh og trak sig væk fra mig for at finde noget til at rengøre min tatovering med, inden hun tog et kamera frem. ”Er det okay, jeg tager et billede til min mappe?”

”Ja, da.”

Jeg lyttede opmærksomt efter det lavmælte klik, som indikerede, at billedet var blevet taget, og inden længe hørte jeg lyden. ”Og så skal vi bare lige have noget salve på, og derefter kan du få noget bandage,” informerede Leigh mig om, inden hun begyndte processen. ”Har du lyst til at se tatoveringen, før jeg dækker den til?”

Jeg nikkede. ”Ja, tak.”

”Her.” Leigh fandt et spejl frem, som hun bevægede hen til min arm, så jeg kunne se hele tatoveringen. Jeg må sige, jeg var virkelig imponeret – jeg havde ikke troet, hun var så god, men alle stregerne var perfekt tegnet op, og skyggerne var også helt perfekte. Hun måtte være god til at tegne.

”Den er virkelig flot – du har gjort et godt stykke arbejde,” roste jeg hende, og for en gangs skyld sendte hun mig en svag antydning af et smil.

”Tak.”

 Leigh kom noget salve på min nye tatovering, inden hun viklede noget forbinding rundt om min arm. ”Kom med op til disken, så kan jeg lige give dig nogle instrukser om tatoveringen.” Jeg fulgte efter Leigh, og duften af hende hang lidt efter hende, så den inden længe fyldte mine næsebor. Hun duftede af en blanding mellem røg og meget kraftig dameparfume – jeg gad vide, om hun selv røg, eller om det var ham den anden, der arbejdede i butikken, der gjorde det.

”Her har du et ark, som forklarer dig lidt om, hvordan du nu skal pleje tatoveringen, så der ikke går betændelse og alt muligt.” Hun rakte mig nogle papirer, som jeg tog imod. ”Og hvis du har flere spørgsmål, kan du enten bare ringe ind eller komme herover igen.”

”Tak,” smilede jeg. ”Det var hyggeligt at møde dig, Leigh.”

Jeg søgte hurtigt efter Louis, som viste sig at stå lige ved siden af mig, og vi begav os udenfor igen. Solen stod for en gangs skyld højt på himmelen, og mennesker vrimlede rundt på de travle gader.

”Hm, jeg kan nu godt lide det her sted,” betroede jeg mig til Louis. ”Jeg tror fortsat, jeg vil få mine tatoveringer her.”

”Er du nu sikker på, det er stedet, du kan lide?” spurgte Louis med et hævet øjenbryn. ”Og ikke pigen?”

Jeg tænkte tilbage på Leigh. Jeg havde fanget alle detaljer omkring hende – lige fra hendes uglede og tydeligvis touperede hår til de adskillige ikoner, hun havde tegnet op på hendes håndled.

”Jeg ved det ikke helt,” sukkede jeg. ”Måske er det begge dele.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...