The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45613Visninger
AA

20. 19 / Leigh

Butikken var stille i dag. Der var ikke én eneste kunde, og jeg sad bare bag disken med en trist mine. Jeg kedede mig. Mine hænder var rastløse og legede konstant med enten nøglerne, tuschen eller papirerne, der lå på bordet. Det var ren vane, da jeg hev proppen af tuschen og begyndte at tegne de fine, lige streger op fra de forskellige ikoner på mit smalle håndled.
Den sædvanlige klokke lød, som en person trådte ind ad døren, og jeg løftede blikket for at se, hvem det var, men da det blot var min far, der gik med et brev i hånden, så blev jeg skuffet og sænkede blikket igen.
"Jeg går lige ind og læser det her." Han kiggede på mig og ville have, at jeg nikkede til ham, før han gik. Jeg gjorde det ikke til at starte med, men fik bare et lille smil på læben.
"Hvem er det fra?" Min stemme var for en gangs skyld glad, men min far havde ikke engang et smil på læben. Han trak bare på skuldrene og vendte sig om væk fra mig, og jeg rynkede brynene for at sætte mig til rette igen på den lille stol, frisørene altid havde i deres frisøre. 
Apropos frisør var det mindst et år, siden jeg havde været til en frisør, og mit lyse hår var spaltet og slidt i enderne, men sagen var den, at jeg ikke ville have det væk. Mit hår ville blive så meget kortere, og det havde jeg ikke lyst til.
Jeg greb tuschen igen. Ikonerne på mit håndled betød alle sammen noget, trods jeg aldrig selv ville få dem tatoveret. Tegne dem op og op igen, indtil den dag, jeg døde. Jeg sank en klump og lod fingerne køre over de nu tørre ikoner. Så røg mine tanker over på Harry.
Varmen i min mave var underlig, og jeg følte mig nærmest i en anden verden. Hvordan Harry kunne gøre sådan ved mig, når alt, han gjorde, var at elske mig, forstod jeg ikke. Men der var sikkert meget, jeg ikke forstod ved kærlighed. For det var jo det, det var. Harry var min... kæreste. Og hvis man så tilbage for en måned siden, ville jeg stadig have frastødt kærlighed, selvom Harry var der.
Jeg tog en dyb indånding og hev proppen af den sorte tusch. Lige ved siden af korset, hjertet og sløjfen placerede jeg tuschen og tegnede først et let, forsigtigt h med skråskrift. Derefter tegnede jeg det op og tog proppen på tuschen. 
Så smilede jeg. Min h. Min Harry.

"Præcis, som jeg havde forestillet mig." Pigen foran mig smilede ved synet af hendes nye tatovering. Den var simpel. Et helt normalt hjerte, men hun var helt vild med den, og hun kunne næsten finde på at hoppe i armene på mig, da hun så tatoveringen. Jeg var bare glad for, at hun kunne lide den. Det var også derfor, jeg ikke var så neutral i mit toneleje, da jeg rejste mig og gik hen efter mit kamera.
"Må jeg godt tage et billede af din tatovering?" spurgte jeg, da jeg kom tilbage. Pigens brune øjne stirrede direkte ind i mine, og hun nikkede med et smil, der afslørede et sæt hvide, smukke, lidt skæve tænder. 
Jeg trådte frem mod hende og satte kameraet mod hendes tatovering, og så klikkede jeg på knappen et par gange. Efter elleve billeder fjernede jeg kameraet og slukkede for det. "Du kan bare gå hen til disken, når du er færdig med at se den. Min far vil være der."
Jeg holdt det ikke helt lette kamera i hånden, mens jeg smilede let og kørte de elleve billeder igennem. Efter det kørte jeg hurtigt igennem de andre billeder, indtil jeg stoppede ved et af de billeder, jeg havde taget af Harrys tatovering. Tanken, om hvad jeg havde tænkt dengang, og hvor vi var nu, var skræmmende.
Jeg havde set dem fra det øjeblik, de trådte ind i butikken. Hvordan Harry Styles rynkede på næsen og åbnede munden for at sige noget til sin ven, Louis Tomlinson. Harrys blik skreg på hjælp. Jeg kunne tydeligt se hans blik, og han havde ikke lyst til at være her. Hans blik blev mere og mere frastødt per centimeter. 
Men så kiggede han på mig. Et gennemtrængende blik, der var på vej til at skære sig helt igennem mine knogler, og jeg sank en klump, mens jeg bestemte mig for at kigge væk. Han så på mig, som om jeg var en løve iblandt en masse frøer. Malplaceret.

Jeg rystede på hovedet og trådte væk fra disken. De lange, sorte læderstøvler var varme, og jeg følte, mine ben kunne smelte hvert et øjeblik. Alligevel formåede jeg at holde facaden højt. "Jamen se nu, hvad vi har," sagde jeg med et koldt ansigtsudtryk. Jeg var ikke imponeret, blot overrasket over, hvad typer som dem lavede et sted som det her. "Er det ikke Harry Styles og Louis Tomlinson? Fra One Direction, hvis jeg husker korrekt?"
"Det er os," nikkede den krølhårede og grønøjede Harry Styles med et skævt smil. Hans blik var overalt, og jeg kunne mærke kuldegysningerne over hele kroppen. Følelsen af at blive gloet på af en kendt, der tydeligvis ikke brød sig om det, han så, var ikke just tilfredsstillende. Og dog. Jeg kunne ikke være mere ligeglad i dette øjeblik. Hans skæve smil irriterede mig bare. Det sitrede i hele min krop.
Han virkede for sikker på at være her. En del af mig havde lyst til at nikke til dem, vende mig om og sætte mig om bag disken igen, men jeg vidste ikke, hvordan min far ville reagere på det, så jeg lod være. Jeg smilede sarkastisk. "Hvad skyldes æren?" Jeg prøvede bestemt ikke at skjule min manglende begejstring for at have dem her. Jeg var absolut ligeglad og hævede et øjenbryn for at understrege det.
"Jeg skal have en tatovering," svarede Harry. 
"Aha," sagde jeg med blikket klistret fast på mine negle, der ingen neglelak bar for en gangs skyld, og så trak jeg blikket væk fra neglene og tvang mig selv til at møde Harrys blik og føle, hvordan hans øjne trak i mine. Jeg åbnede munden let. "Og hvordan vil du så have, den ser ud? Skal jeg komme med nogle designs, du kan få inspiration af, eller har du noget i hovedet allerede nu?
"Jeg har noget i hovedet."
Hans måde at svare på gjorde mig irriteret. Han smilede konstant, og det var, som om han ikke forstod, hvor ligeglad jeg var. Jeg stirrede på ham, inden jeg nikkede og pustede ud. Klar til at høre på hans idé, selvom jeg mest af alt havde lyst til at grave mig væk under sorte sengebetræk, nedrullede gardiner med for høj musik i ørerne og den konstante duft af neglelak, og hvordan jeg nærmest kunne mærke, hvordan den langsomt ætsede min hjerne op.

Jeg slukkede kameraet med en tung følelse om hjertet. Jeg havde været direkte led mod Harry, og hvordan han blev ved med at kæmpe for mig gjorde noget inde i mig, og det var, som om jeg indså noget i det øjeblik. Jeg nåede dog ikke at finde ud af, hvad det var. Så råbte min far på mig.
"Vend skiltet om på døren. Vi lukker tideligt, jeg har noget at fortælle dig!" 
Jeg rynkede brynene, men gjorde, som han sagde. Jeg travede hen mod døren, hvor jeg kiggede ud mod aftensolen, der så småt var ved at gå ned. Det støvede OPEN/CLOSED skilt svingede lidt frem og tilbage, da et vindue var åbent, og vinden susede ind. Jeg vendte skiltet om, i dét min far endnu en gang kaldte på mig. Hans rystende stemme gjorde mig bekymret.
Jeg forestillede mig det værste, men det var intet slemt at forestille sig. Det hele var sket. Der var ingen farmor, der kunne være død, og der var ingen mor, der var blevet fyret. Jeg trak på skuldrene. Måske var det ingenting.
Men som jeg trådte ind i det nærmest sorte, dystre baglokale og så, hvordan min far sad og stirrede ud i halvmørket og ventede på, jeg kom og satte mig med ham, indså jeg, der var noget galt. Men jeg kunne absolut ikke forestille mig hvad.
"Hvad sker der, far?" spurgte jeg og vidste ikke rigtig, hvorfor jeg forventede svar. Han sad med blikket ufokuseret og stirrede på mig, men lige igennem mig og forbi mig. Fjernt væk. Jeg lukkede øjnene lidt i. En sær trang til en blød, stor hånd at holde i fandt vej frem til mig, og for første gang kunne jeg sige, jeg savnede Harry. Jeg kunne ikke vente til i aften. En aften med ham og jeg skulle nok blive godt, trods min far tilstedeværelse var lidt af en forhindring. 
"Far?"
Intet svar overhovedet. Jeg blev irriteret og knipsede ud foran hans øjne. Jeg rystede i hans skuldre, men jeg kunne lige så godt prøve at snakke med en død, for sådan virkede han. Jeg sukkede. Den dæmpede belysning irriterede mig, og jeg rejste mig op for at tænde lyset, da han besluttede sig for at svare, og jeg stivnede i min bevægelse.
"Kommunen truer med at lukke det her sted."
Jeg vendte mig om. Det lyse hår røg op i mit hoved, og duften af kokus var overvældende, som jeg bad ham om at gentage, hvad han netop havde sagt, trods jeg forstod præcis, hvad han havde sagt. Det var bare svært for mig at indse det. Det var i et håb om, at han måske ville springe op fra den billige skammel og råbe aprilsnar!, at jeg bad ham gentage det.
"Kommunen truer med at lukke os ned. Vi skal have et tjek, og hvis de ikke finder det acceptabelt, bliver vi lukket ned." Han sagde det med sådan et tomt blik, at jeg forestillede mig, hvordan det ville blive, hvis vi blev lukket ned. Min far ville være fortabt. Dermed ville jeg også være fortabt. Jeg fik en stor, gigantisk klump i halsen, der ikke ville gå væk.
Vi ville være fortabte. På for dybt vand.

Det ringede på døren, og det tog noget tid for mig at reagere. Sofaen havde næsten slugt mig og tvunget mig til at kigge på dårlige programmer på TLC uden at følge med, ligesom min far sad i køkkenet med en avis, han ikke engang læste, og jeg glemte næsten, jeg ventede besøg.
Jeg kæmpede mig op på mine blege ben. Den korte cowboynederdel afslørede mine slanke ben, der pludselig ikke kunne bære mig. Jeg følte, jeg faldt. Mine knæ pegede ind mod hinanden, og det slørede næsten for øjnene, da jeg åbnede den brune trædør og mødte Harrys grønne øjne, der fik alting til at se klart ud. Men den fjernede ikke den store knude i mit bryst.
"Leigh, er du okay?" spurgte han bekymret og trådte ind i huset. Han kiggede rummet igennem for at se, om min far var her, og da han fik øje på min fars stirrende blik, kiggede han ned på mig og hev mig ordentligt op at stå og kiggede mig ind i øjnene. Der røg det hele ud af mig, inden jeg faldt sammen over Harrys skulder med er stort hulk og et hjerte i smerte.
"Kommunen vil lukke... vores forretning."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...