The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45608Visninger
AA

19. 18 / Harry

Det var altid ret trist at komme hjem til en tom bolig. Jeg brød mig ikke om en så voldsom stilhed, at urenes tikken kunne høres, for det gav mig virkelig en følelse af ensomhed. Men Louis og jeg havde været enige om beslutningen, da vi flyttede fra hinanden, og jeg nød også sommetider at være alene hjemme for mig selv og ingen anden. Af og til kunne jeg bare godt savne lidt latter og god stemning, for det var aldrig rart at komme hjem til endnu mere tomrum, hvis jeg i forvejen havde et øde hjerte.

Det havde været en dårlig dag. Så meget kunne jeg i hvert fald sige. Jeg anede ikke engang, hvorfor jeg var så nedtrykt. Det var jeg bare. Humøret havde hængt over hovedet på mig som en grå regnsky. Det gjorde det ikke bedre, at jeg konstant havde pigeskrig ringende i ørerne. Nogle dage ville jeg ønske, at jeg bare kunne sætte mig ind på en café og drikke en kop kaffe uden at blive genkendt. Jeg savnede lidt privatliv.

Jeg gav et tungt suk fra mig, da jeg foran døren ind til min lejlighed med nøglen i hånden. Folk fortalte mig, at jeg var dårlig til skuespil (forståeligt nok, for min optræden i iCarly kunne vist ikke rigtigt kaldes heldig), men hvad kaldte man så at sætte et smil på læberne, lige meget hvor trist man end var? Var det ikke også skuespil, når man gjorde det? Jeg var tvunget til at trække i smilebåndene lige meget hvad. Det var, hvad management krævede af mig, hvilket jeg selvfølgelig også forstod. Hvis jeg fremstod negativ, ville folk højst sandsynligt opfatte det som, at jeg var utilfreds med mit liv, og det var jeg ikke. Jeg var virkelig taknemmelig for alle mine fans og den støtte, de gav mig, men alle har vel sine triste dage, ikke? Det havde jeg i hvert fald. Og de dage havde jeg bare mest af alt lyst til at ligge i sengen hele dagen lang uden at lave noget som helst. Det havde jeg bare ikke just mulighed for.

Da jeg var kommet indenfor, smed jeg jakken på sofaen i stuen uden at værdige den et eneste blik, så faktisk vidste jeg ikke, om jeg rent faktisk havde ramt sofaen, men det lavmælte bump fortalte mig, at det havde jeg højst sandsynligt.

Jeg var lige kommet hjem fra et besøg hos Louis. Han lå hjemme med en ret høj feber, så derfor var jeg taget over til ham for at holde ham lidt med selskab, men han nyste mig lige i ansigtet, så jeg ville ikke blive særlig overrasket, hvis jeg lå syg den næste dag.  Hvad man dog ikke gjorde for sine venner.

Ingen planer var lagt for dagen, så jeg havde bare i tankerne at ligge og slappe af med en computer på mit skød, men de planer blev hurtigt aflyst, for allerede et kvarters tid efter jeg var kommet hjem, ringede det på døren. Udmattet rejste jeg mig og rettede lidt på mit hår, inden jeg lukkede op, og straks voksede et smil på mine læber.

”Gemma, hvad laver du her?” udbrød jeg, og det triste humør var væk som dug for solen. Hun havde altid haft en evne til at hviske de sørgmodige tanker væk.

”Jeg besøger min lillebror!” svarede hun og gengældte mit store smil. ”Altså, hvis jeg da må komme ind.”

”Selvfølgelig!” Først der gik det op for mig, at jeg havde stået i vejen for hende, så jeg trådte hurtigt til siden, så hun kunne træde indenfor. ”Men Gemma?”

”Mm?” Hun havde travlt med at studere sine omgivelser nøje. Det var vist også lang tid siden, hun sidst havde været her, og siden da var der blevet lavet lidt om på møbleringen.

”Hvordan vidste du, at jeg var hjemme?”

”Åh, Harry,” sagde hun hovedrystende og lo, hvilket jeg ikke forstod, indtil hun gav sig til at fortsætte. ”Harry, Harry, Harry. Jeg sendte bare en tweet ud, hvor jeg spurgte, om du skulle noget i dag, og straks strømmede det ind med svar. Eftersom de fleste sagde nej, gik jeg ud fra, at du var hjemme.”

”Ja, okay.” Det gav mening. ”Hvor er det godt at se dig igen!”

”Det er også godt at se dig igen, lillebror,” smilede hun og satte sig på sofaen, hvilket jeg også gjorde kort efter. ”Har du det godt?”

”Ja, jeg har det meget godt,” nikkede jeg. Pludselig var det, som om hele dagen osede af lykke. Først nu bemærkede jeg de glade fugles sang og latteren ude på Londons gader. ”Hvad med dig?”

”Jeg har det også meget godt,” svarede hun, ”selvom jeg nu savner at have irriterende lillebror med de mest flabede kommentarer i verden i hælene på mig.”

”Det var tider.” Jeg havde ikke mulighed for at stoppe mine tanker fra at spore over på alle de mange stunder, vi havde haft i de tidligere år, så inden længe var mit hoved fyldt med flashbacks. Jeg havde været en virkelig belastende lillebror. Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg engang havde spildt kakao ud over Gemmas konfirmationskjole, som havde kostet hende kassen, og hvordan mine venner og jeg altid generede hende, når hun sad og studerede. Vi havde altid haft lidt af et drilleforhold, og det havde vi stadig.

”Jeg hører, at du ser en pige? Er det mere end et rygte eller et one night stand denne gang?” Det faktum, at min søster talte om one night stands med mig, gjorde mig en smule utilpas, for hun var min søster, og det var ret akavet. I hvert fald for mig.

”Det er mere end bare et rygte,” svarede jeg og ignorerede one night stand-delen. ”Hendes navn er Leigh.”

”Leigh?”

Jeg nikkede. ”Leigh Carter.”

”Hvordan ser denne Leigh så ud?” Hun stirrede nysgerrigt på mig og krydsede sine ben.

”Hun er lyshåret, har blå øjne, er ikke særlig høj og – ” ”Er hun goth?” afbrød hun mig.

Jeg rynkede brynene og kiggede forvirret på hende. ”Hvorfor spørger du om det?”

Hvad var der med folk og deres interesse i, om Leigh var goth? Så stor rolle spillede det da heller ikke, gjorde det?

”Jeg har set nogle billeder,” forklarede hun, ”men jeg er ikke helt sikker på, om pigen, jeg har set, er Leigh.”

”Jeg tror, at det er Leigh, du har set.”

”Så hun er goth,” konstaterede hun.

”Er der noget galt i det?” spurgte jeg og hævede det ene øjenbryn. ”Det er altså heller ikke, fordi hele vores forhold afhænger af hendes tøjsmag. Hvis hun ikke havde været så alternativ, så ville vi aldrig have mødt hinanden, eftersom vi mødtes i hendes fars tatovørforretning.”

”Virkelig, Harry?” Hun udstødte et suk og rystede på hovedet. ”Flere tatoveringer?”

Gemma havde aldrig været særlig vild med mine tatoveringer – på nær den, hvor hendes navn stod på – og hun prøvede altid på at stoppe mig fra at få flere. Det gik vist bare ikke så godt for hende.

”Det er ikke en særlig stor tatovering,” påpegede jeg straks i et forsøg på at gøre situationen lidt mildere. ”Men det er ikke det, vi skal snakke om, vel? Jeg har slet ikke fortalt dig om Leigh!”

Selvom hun sagtens kunne gennemskue mit meget tydelige forsøg på at skifte emne, så lod hun mig alligevel gøre det. ”Jo, fortæl mig om hende. Er hun sød?”

”Ja, hun er sød,” nikkede jeg, ”men ikke på den måde at hun køber gaver til mig hele tiden eller fortæller mig, at hun elsker mig hver dag. Det er mere bare, når hun sender mig et lille, genert smil, at jeg ved, at jeg ligesom … ja, at jeg ligesom har sagt eller gjort noget rigtigt. Jeg kan godt lide, at hun ikke bare kaster sig i armene på mig. Hun er lidt afholdende, men det gør også, at jeg virkelig bliver helt oppe at køre, når hun endelig ’lukker mig ind’, hvis man kan sige det sådan.”

”Jeg vidste ikke, at det var din type,” mumlede hun overrasket.

”Okay, helt ærligt!” beklagede jeg mig. ”Jeg har altså ikke en type. Altså, hvorfor tror I alle det?”

Hun lo bare af mit irritationsudbrud, hvorefter hun igen rettede sit blik mod mig. ”Jeg er i hvert fald glad for, at du har fundet en pige, der får dig til at føle sådan.”

”Ja, det er jeg også.”

”Jeg vil virkelig gerne møde denne her Leigh på et tidspunkt! Hun virker virkelig interessant, og jeg er sikker på, at mor også gerne vil hilse på hende.” Jeg vidste allerede, at det ikke bare var en forespørgsel. Hvis Gemma ville møde en af dem omkring mig, så kom hun også til det. Det var ikke til diskussion.

”Det må jeg vist lige snakke med hende om først,” svarede jeg, ”men det lyder som en god idé.”

”Du giver os vist ikke rigtigt noget andet valg, så forelsket du dog opfører dig.” Hun rullede med øjnene og sendte mig et sigende blik. ”Men jeg vil da i hvert fald se frem til at møde Leigh!”

”Jeg opfører mig da ikke forelsket,” benægtede jeg og fnøs.

”Du opfører dig forelsket,” gav hun igen. ”Vil du virkelig have mig til at komme med argumenter for det?”

”Gerne,” sagde jeg i en udfordrende tone og lagde armene over kors. ”Du har jo kun siddet med mig i et par minutter. Hvornår har jeg opført mig forelsket?”

”Det kan godt være, at du ikke ligefrem har hjerter i øjnene, men tror du ikke, jeg bemærker det smil, du altid får på læberne, når du snakker om hende? Desuden ser du også helt drømmende ud, som om du snakker om perfektionen selv. Hver gang du er forelsket, bliver du helt vildt kikset, fordi du – ” ”Ja okay, jeg har fattet det,” stoppede jeg hende.

”Jeg kender dig bedre, end du tror. Jeg har trods alt boet med dig i flere år, Harry.”

”Det kan jeg se,” mumlede jeg. ”Jeg havde vist lidt glemt, hvor god du er til at læse mennesker. Det er jo en evighed siden, vi sidst så hinanden.”

”Vi må huske at ses noget oftere, ikke?” sagde hun sagte. ”Jeg kan da ikke have, at du glemmer alt om mig. Det ville være synd, hvis du glemte en vidunderlig person som mig.”

Det sidste tilføjede hun med en fjollet grimasse.

”Du er min søster. Jeg ville da aldrig glemme dig.” Jeg havde virkelig savnet at have sådan en samtale med min søster eller min mor. Den travle tidsplan havde gjort det svært for mig at få kontakt til dem, men nu hvor jeg ikke længere var på turné, var der mere tid. Det var virkelig dejligt at være offer for hendes drillerier igen. Tænk, at jeg rent faktisk havde savnet selv dem. Det var først, da jeg tog på turné, at det virkelig gik op for mig, at jeg egentlig ikke fandt hendes flabede kommentarer irriterende. De vækkede en glad følelse i min krop, og det kunne overskygge enhver dårlig tanke.

Ligesom Leigh kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...