The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1241Kommentarer
46393Visninger
AA

18. 17 / Leigh

To døgn siden præcis. 48 timer siden Harry havde åbnet døren og lukket mig ind, efter jeg havde sagt farvel til min far. For 24 timer siden stod jeg i forretningen ved siden af min far, og selvom der intet specielt over det var, så var der alligevel noget specielt, for noget havde ændret sig. Der var ikke den samme barrikade længere. Det var befriende, at jeg kunne gå forbi ham og ane et lille smil fra hans side af.

Det regnede udenfor, og det var ikke engang en let regn. Store, fede, våde dråber væltede ned, og jeg sad oppe på køkkenbordet og kiggede ud ad det rene vindue, som netop var blevet vasket af min far. En varm kop kaffe var placeret i mine hænder, og jeg tog i ny og næ en tår af den.

Jeg havde fortalt Harry om mine ikoner på mit håndled. Det var ikke, fordi det var en hemmelighed, hvad de betød. Folk havde bare aldrig spurgt ind til dem, og det var efterhånden gået hen og blevet min ting, som jeg kun vidste, hvad betød. Men nu vidste Harry det også.

Som jeg kiggede ud ad vinduets glas og så, hvordan regnen faldt ned fra himlen, silede ned ad vinduets glas, så jeg en skikkelse. Jeg lænede mig længere frem, og det røde hår kunne jeg genkende på afstand. Han havde rynkede bryn og så egentlig lidt fortabt ud. Omtrent syv sekunder efter var jeg ude i regnen på mine bare tæer og råbte efter ham.

”Oliver!” råbte jeg og klemte øjnene i for ikke at få regnen i øjnene. Det her ville helt sikkert ødelægge min sminke, men jeg kunne ikke være mere ligeglad i dette øjeblik. Der var noget, der havde ændret sig ved mig. Jeg kunne ikke sige hvad. Men noget.

Jeg gentog hans navn, og Oliver vendte sig forvirret om. Det var, som om noget havde ændret sig ved hans ellers så glade ansigt, og som jeg trådte frem mod ham, kunne jeg sagtens se det frustrerede ansigtsudtryk, og jeg var hurtig til at træde helt hen mod ham.

”Hvad sker der, Oliver?” spurgte han, men han rystede bare på hovedet og skulle til at gå videre, men jeg hev fat i hans grønne og blå ternede skjortes ærme. Han vendte sig opgivende om mod mig, og jeg pegede mod hans hus for at hentyde til, at han skulle gå ind, men han rystede på hovedet.

Jeg sank en klump. ”Så kom med mig ind,” sagde jeg kort, og der gik ikke mange sekunder, før jeg kunne mærke ham stritte mindre og mindre imod, og jeg hev ham med et lille bitte smil, man svagt kunne ane, hen mod mit hus.

 

 

Oliver rakte mig håndklædet, og jeg tog imod det. Han sukkede kort og satte sig ned på stolen, der stod ved siden af det runde, lille spisebord. Jeg satte mig også ned og kiggede indtrængende på Oliver med et mistænksomt blik, og Oliver gav op efter elleve sekunder.

Han sukkede højlydt. ”Jeg er blevet dumpet,” sagde han langsomt, men jeg skulle alligevel bruge et par sekunder efter det til at fatte, hvad han sagde, og selv der forstod jeg det ikke. ”Hvad?” udbrød jeg næsten, og Oliver trak på skuldrene.

”Jeg er blevet dumpet af Hanna,” sagde han. Han stirrede fjernt ned på gulvet, og jeg kunne se, hvordan han ikke fokuserede på det, men bare stirrede der. Hans fokus var på hans tanker, og jeg fik helt ondt af ham. Han havde været sammen med Hanna, så længe jeg kunne huske, hvis man kunne kalde deres on/off forhold et forhold.

Jeg stirrede forbavset på ham med rynkede bryn. ”Det er jeg virkelig ked af,” sagde jeg lavt og sank en klump. I denne situation følte jeg mig akavet, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Oliver og jeg havde altid været sammen på den måde, at vi bare hang ud, og nu havde jeg næsten lyst til at trække mit spørgsmål tilbage. Jeg havde ikke lyst til denne akavede stilhed.

Oliver rystede bare på hovedet og rettede hovedet op for at kigge på mig. ”Det er okay,” sagde han og pustede luft ud af hans mund. Han sank en klump, som jeg også lige havde gjort, inden han afsluttede sin sætning: ”Det skulle komme før eller siden.”

Jeg blev forbavset og nærmest irriteret over den sidste kommentar. ”Nej, det skulle ej,” sagde jeg neutralt, og det fik Oliver til at løfte hovedet og kigge på mig, som om jeg var begyndt at synge opera midt i det hele. Nu var det min tur til at stirre fjernt ud i luften, som jeg fortsatte: ”Et forhold er jo ikke dømt til at ende. Det skulle da ikke komme før eller siden. Det er noget mærkeligt at sige.”

Oliver stirrede først bare på mig, men som stilheden tog over sammen med den larmende regn, der trommede mod vinduer og tage, var det, som om Oliver indså noget, og han smilede forsigtigt, mens han kiggede ned i jorden.

”Du har ret,” mumlede han med en glad stemme, og da han løftede blikket smilede han helt. Jeg vidste igen ikke, hvad jeg skulle gøre, men det var bedre end før. Hans duft var efterhånden overalt i huset. Den skarpe duft af citron og en mandeparfume, jeg ikke kunne genkende. Hans forældres duft hang også bare generelt på ham, men det gjorde ikke noget. Hans duft var rar.

”Apropos forhold...” sagde Oliver i en drillende tone, og allerede der kunne jeg mærke varmen stige op i mine kinder, og jeg takkede regnen for at have kastet dråber på mit ansigt, så mit sorte makeup var helt nede på kinderne for at dække min rødmen. Jeg var bare ikke helt sikker på, det virkede, og Oliver fortsatte sin snak.

”Hvordan går det med dig og Harry?” spurgte han og lagde nærmest sit hoved i sine hænder for at kigge interesseret på mig, og jeg kiggede med et lille bitte smil på ham. Tanken om Harry gjorde mig glad. Der var noget over hans bløde krøller, hans hæse stemme, og hvordan han altid formåede at løfte en samtale op, der bare fik mig helt op i skyerne.

Hele mit ansigt var varmt, og jeg fik en lyst til at grine, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det endte derfor med, at jeg trak lidt på skuldrene og endte med at smile. ”Godt,” nikkede jeg, og Oliver sendte mig et lille blik. ”Ikke mere end bare godt?” spurgte han.

Jeg svarede ham ikke, men smilede bare ned i jorden. For hurtigst muligt at skifte emne valgte jeg at hive min far som emne op. Oliver havde før prøvet at få mig til at tage en snak med ham, men det var aldrig rigtig lykkedes.

”Jeg har snakket med min far,” sagde jeg. Det røg nærmest bare ud af mig, og Oliver stod og kiggede lidt på mig i starten. Jeg havde tid til at hive lidt ned i min sorte cardigan, der var over min hvide, ærmeløse trøje, hvor der stod tydeligt PARAMORE. Jeg havde en periode, hvor de var mit favoritband.

”Det er godt!” udbrød Oliver og rejste sig nærmest op i stolen. Hans rødbrune øjenbryn røg op i hans blege pande, der var dækket af fregner, og hans friske ånde, der duftede af jordbærtyggegummi ramte mit hoved, som han stirrede uforstående på mig. ”Men hvordan fik du dig selv til det?” spurgte han.

Jeg skulle til at svare ham efter noget tid. Jeg rykkede mig i stolen og endte så med at rejse mig for at gå hen til køkkenbordet, der var fuldstændig ryddet op bortset fra min efterhånden kolde kaffe, der stod i den sorte kop på bordet. Oliver fløjtede kort, og jeg rullede med øjnene, som jeg hældte den kolde kaffe ud i vasken.

”Harry har fucking vendt op og ned på dig,” grinede han, og jeg kunne pludselig genkende Oliver i hans rette position. Det var det eneste bandeord, han havde sagt i det stykke tid, vi havde været sammen i dag. Fucking. Det var lidt i forhold til, hvad han plejede. Jeg kunne ikke dy mig, så jeg smilede forsigtigt, inden jeg vendte mig om mod Oliver.

Så nikkede jeg.

 

 

Så, hvad har du lavet i dag?” spurgte min far. Det gav et sæt i mig, som jeg vendte mig om mod ham. Jeg havde tvunget mit blik væk fra fjernsynets skærm for at kigge på min far. Jeg var stadig ikke helt vant til, at vi nu snakkede, som normale familier nu gør. Det var også derfor, det tog lidt tid for mig at svare.

Oliver var her,” sagde jeg med et lille smil, og min far nikkede til mig, mens han stillede den anden tallerken på bordet. Han havde ikke engang tvunget mig til at hjælpe med at dække bord i dag. Hele huset duftede af hans kødsovs til spaghetti med kødsovs. Han lavede den altid så stærk, og jeg mukkede altid hele vejen igennem maden, men der var noget over det her, der gjorde mig så glad, og som vi satte os ned for at spise, kunne jeg ikke lade være med at smile.

For selvom det faktum, at den var alt for stærk til, at jeg kunne nyde den, var drysset ud over hele duften af kødsovsen, så stoppede det mig ikke fra at smile. Jeg var glad. Vi snakkede sammen. Det var, som om det hele kørte på skinner.

Lige inden jeg satte tænderne i maden, poppede Olivers ord tidligere i dag ind på min nethinde. ”Kan du huske, hvad jeg sagde til dig for nogle måneder siden? Jeg sagde, at jeg håbede, du ville finde en, der fik alle de blomster, der bare lå og ventede på at springe ud i dit indre, til at springe ud.” Jeg svarede ikke på det. Men nu vidste jeg, hvad han mente med det. Han mente, jeg havde fundet en, der fik blomsterne i mit indre til at springe ud.

Jeg havde fundet Harry. Eller Harry havde fundet mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...