The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1241Kommentarer
46394Visninger
AA

17. 16 / Harry

Jeg havde stået ved vinduet, siden Leigh havde sagt ja til at komme over. Da hun endelig ankom, blev jeg ret overvældet over det faktum, at hun ikke var alene; hendes far ledsagede hende nemlig. Derfor betragtede jeg Leigh, imens hun krammede sin far farvel, og jeg kunne ikke skjule det smil, der prydede om mine læber. Det tydede på, at de havde fået alt klaret op, og at de igen var på talefod. Så hun havde fulgt mit råd.

Jeg havde aldrig set Leigh på den måde. Jeg var overbevist om, at folk opførte sig anderledes over for hinanden alt afhængigt af, hvem de var sammen med, og som jeg stirrede på Leigh sammen med sin far, var det næsten umuligt at genkende hende. Det var ikke den pige, jeg havde mødt i tatovørforretningen på en solrig dag i London. Hun var blevet en helt ny person, men så alligevel ikke. Hun havde forandret sig, men hun var stadig den samme.

Hendes smil var ømt, og blikket var fyldt med kærlighed. Man kunne tydeligt se, hvor meget hun holdt af ham, men samtidig kunne man mærke skrøbeligheden i deres forhold. Deres udveksling af blikke og kropssprog viste åbenlyst, at de ikke havde det helt normale far-datter-forhold. Men så igen: fandtes der noget, der hed ’et helt normalt far-datter-forhold’?

Jeg var hurtig til at træde væk fra vinduet, da Leigh kastede et blik op imod mig, men alligevel tvivlede jeg lidt på, om jeg havde været hurtig nok. Jeg var ret sikker på, at hun havde taget mig i at lave andre ting, som virkede en anelse stalkeragtige, men hun havde aldrig direkte sagt noget til det. Der var vel heller ikke noget direkte galt med nysgerrighed – jeg ville trods alt bare gerne følge lidt med i hendes liv. Det var i hvert fald det, jeg desperat prøvede på at fortælle mig selv, hver gang jeg følte mig lidt for påtrængende.

Mine ører opfangede Leighs lyse stemme og derefter en dyb, brysk stemme, som højst sandsynligt tilhørte hendes far. Det var ikke muligt at tyde ordene, men de udvekslede i hvert fald nogle ord – sikkert ’farvel’. Inden længe hørte jeg i hvert fald dørklokken, og jeg skyndte mig ud til entréen for at lukke op.

”Hey, Leigh,” hilste jeg med et skævt smil og rettede lidt på mit hår.

”Hey,” svarede hun og gengældte mit smil ved at trække let i smilebåndene.

”Hvordan kom du ind i opgangen?” spurgte jeg nysgerrigt med rynkede øjenbryn. Jeg boede i lejlighed, hvor døren ind til bygningen var låst, så det undrede mig en smule.

”En anden af bygningens beboere skulle ind, så han lod mig komme med,” forklarede hun, og jeg nikkede, hvorefter jeg tilbydende rakte min hånd frem mod hende for at tage imod hendes jakke.

”Jeg gætter på, at din samtale med din far gik godt?” spurgte jeg og hængte jakken, hvorefter vi trådte ind i stuen og satte os på min mørkegrå chaiselongsofa.

”Så det var altså dig, der spionerede på os oppe fra vinduet,” konkluderede Leigh, og jeg kløede mig lidt i håret, ”men ja, vi fik snakket ud om det hele, så det hele kører på skinner igen.”

”Det er virkelig fantastisk at høre!”

”Ja, jeg er også meget glad for, at det hele har løst sig,” indrømmede hun med et lille smil. ”Jeg forstår min far bedre nu, og jeg tror også, at han har det på samme måde med mig.”

Der var noget anderledes over Leigh, som hun sad der på sofaen med benene krydset. Det var ikke helt til at sætte fingeren på, men noget var forandret. Måske var det, at hun ikke længere var den mindste smule afvisende over for mig, men det virkede nu alligevel ikke, som om det direkte var det.

”Hvad snakkede I om?” hørte jeg mig selv spørge hende.

”Nu når jeg tænker over det, snakkede vi kun om min mor, så det overrasker mig, at vi snakkede i så lang tid, som vi gjorde.”

”Tja, så er det vel bare, fordi der har været mange ting, I begge har haft brug for at snakke om omkring din mor,” indskød jeg, og hun nikkede.

”Det er, som om en byrde er blevet lettet fra mit hjerte,” mumlede hun. ”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal have det lige nu. Jeg havde ikke forventet, at det ville være så befriende at snakke ud om det hele, men da jeg hørte min far forklare, hvordan han havde det, da min mor forlod ham, faldt alt ligesom bare på plads. Både for ham og mig.”

”Det er altid godt at snakke ud om sagerne,” sagde jeg. ”Man burde ikke gå inde med alle de ting, der nager en.”

”Det er svært at snakke om tingene, når man er bange.”

”Bange for hvad?” Jeg kiggede spørgende på hende med rynkede bryn.

”Der er mange ting at være bange for. Før jeg snakkede med min far, var jeg bange for at drive ham til den yderste kant, hvis jeg tog snakken med ham. Jeg ved, at min mor er et virkelig hårdt samtaleemne for ham, og derfor har jeg bare virkelig været usikker på, hvorvidt det ville være sundt at snakke ud omkring det hele. Det kan godt være, at jeg måske havde brug for sandheden, men jeg ville hellere leve et liv i uvidenhed frem for at såre min far. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Jeg tror bare, at hvis jeg forklarede ham, hvordan jeg har haft det i den tid, han var fortabt i min mor, som jo på det tidspunkt var rejst, ville han drukne i skyldfølelse. Men jeg tror, at jeg har gjort det rigtige. Ingen af os følte for at snakke i et højt toneleje, så det blev holdt på et minimum, hvilket virkelig er dejligt. Det var en befriende samtale.”

”Det er godt at høre.” Andet kunne jeg ikke rigtigt svare. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige til Leigh. Min hjerne arbejdede stadig på højtryk for at finde ud af, hvad der var anderledes omkring hende. Det var, som om et magisk slør af et eller andet, jeg ikke kendte til, havde lagt sig over hende.

”Hvordan har du tilbragt din dag?” Leighs stemme trak mig ud af mine tanker, og jeg rynkede brynene, da jeg med spidset mund funderede over, hvad jeg egentlig havde lavet.

”Jeg har vist bare været lidt sammen med de andre fra bandet,” svarede jeg med et træk på skuldrene. ”Jeg havde vist også lidt brug for noget kvalitetstid med dem.”

”Tja, så har vi vist begge opnået noget i dag,” sagde hun, og det satte igen tusinde tanker i gang hos mig. Hun var så anderledes, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle have det med det. Det var ikke noget, jeg havde oplevet før. Optimismen i hendes blik var så sjælden, som jeg så et stjerneskud, og det faktum, at hendes stemme nærmest var helt kvidrende, skræmte mig en smule. Det var ikke, fordi det fik mig til at kunne lide hende mindre, for jeg var så småt begyndt at indse, at lige meget hvad hun gjorde, ville mine følelser for hende nok ikke gå væk lige med det samme.

”Ja,” svarede jeg en anelse fraværende, men i virvaret af mine forvirrende tanker sendte jeg hende dog et svagt smil, ”det har vi vist.”

 

 

”Min mor plejede altid at fortælle mig historier om stjernerne, da jeg var helt lille,” mumlede Leigh, som vi stod på altanen og betragtede den dystre himmel. En masse vildfarne skyer strejfede rundt på himlen og dækkede den halve måne, som kastede sit lys på den travle by. Grunden til, at vi stod herude, var, at Leigh havde fået lyst til at ryge en smøg, og eftersom hun helst ville undgå at gøre, så luften i hele min lejlighed blev tyk af røg, foreslog hun, at vi gik ud på altanen. Jeg var hurtig til at erklære mig enig, så nu stod vi altså med den kolde vind til at indhylle os.

”Hvilke historier?”

”Hun var virkelig god til at digte historier på ingen tid, så det var primært ting, hvor hun ville kalde stjernerne forskellige navne og fortælle de skøreste eventyrer om dem,” fortalte hun mig, og jeg kunne ane et lille smil på hendes læber.

”Var hun forfatter?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ikke rigtigt,” svarede hun og tog et sug af sin cigaret, ”men jeg ved, at hun gerne ville have udgivet en bog en dag. Måske har hun gjort det nu – hvem ved? I hvert fald brugte hun dengang størstedelen af sin tid på at skrive på alle mulige historier, men hun blev aldrig tilfreds med dem, og det endte som regel med, at hun ville gå i stå midt i det hele.”

”Jeg har egentlig tænkt på noget,” sagde jeg, ”og det handler egentlig ikke rigtigt om din mor, så det er et totalt sidespor.”

”Hvad er det?” Hun kiggede nysgerrigt på mig med hovedet let på skrå.

”Dine såkaldte observationer …” Mit blik faldt på hendes håndled. ”Hvad betyder alle de tegn?”

”Nogle af de ting, jeg har tegnet, er fuldstændig tilfældige,” indrømmede hun, ”mens andre er ting, der fascinerer mig.”

”Hvordan?”

Hun løftede sit venstre håndled op mod mit ansigt, så jeg kunne se de små ikoner. Alle figurerne var omhyggeligt tegnet, og jeg tog mig selv i at rose hende mentalt for hendes tegneevner.

”Det første, jeg tegnede, var korset sammen med hjertet og den lille sløjfe,” begyndte hun. ”Og dem tegnede jeg faktisk lige efter en begravelse. Min bedstemor gik bort for et par år siden, og da jeg stod der på kirkegården, omringet af alle de mange gravstene, så jeg det smukkeste gravsted. Under jorden var begravet en femårig pige sammen med sin mor. Det er faktisk lidt af en tragisk historie, for datteren havde nemlig leukæmi. Som du vel nok kan regne ud, så overlevede hun desværre ikke, og korset er lidt et tegn på død. Hjertet tegnede jeg, fordi at moren begik selvmord for at kunne genforenes med sin datter i døden, og jeg ved godt, at det også er virkelig trist, men jeg synes virkelig, at det er inspirerende at se, hvor tætte de var. Sløjfen tegnede jeg, fordi at hele graven var dekoreret med sløjfer, og det er der også en historie bag. En uge før den lille pige døde, gjorde hendes mor nemlig det, at hun gik rundt i hele byen og satte en masse lyserøde sløjfer på alle træer. Det var for at fejre de seks år, pigen aldrig fyldte.”

Jeg stirrede lamslået på Leigh, som smilede halvhjertet. ”Det er en virkelig trist historie, jeg ved det,” sagde hun.

”H-hvad med resten?” spurgte jeg og lod min pegefinger følge formen på ikonerne. Jeg følte mig helt som et lille barn, der skulle høre en røverhistorie.

”Den fugl, jeg har tegnet ude til venstre, startede faktisk med at være den fugl, Twitter har som ikon,” startede hun ud med, ”men som dagene passerede, besluttede jeg mig for at tegne en mere frit flyvende fugl med spredte vinger. Jeg ved ikke helt, hvilken fugl jeg havde i tankerne, da jeg tegnede den – måske en svale. I hvert fald tegnede jeg den dagen efter begravelsen, da jeg sad på mit værelse. Himlen var klar og skyfri den dag, så en masse fugle fløj rundt og kvidrede glad. Da var det, jeg tænkte, at jeg blev nødt til at tilføje en fugl. Det er egentlig ikke, fordi der er en særlig meningsfuld historie bag det ikon, men livet som en fugl har altid fascineret mig. Nok er jeg lidt af en alternativ pige, men jeg har også mine skjulte drømme om at kunne flyve.”

Det sidste blev tilføjet med en lille latter, som fik et smil frem på mine læber.

”Flagermusen der blev tegnet, fordi …” Hun tav lidt og begyndte at grine højlydt, hvilket fik mig til at kigge spørgende på hende, ”fordi at Oliver blev angrebet af en flagermus her for et års tid siden.”

”Nej, vel?” Nu var det min tur til at grine højlydt. Tænk, at han aldrig havde fortalt mig det.

”Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet noget sjovere,” betroede hun sig til mig, inden hun igen fik et seriøst blik i øjnene. ”Nå, men ja – ankeret tegnede jeg, fordi jeg så et indlæg på Tumblr, hvor der stod et citat med et billede af et anker. Det er et af de mindre meningsfulde symboler.”

Jeg nikkede interesseret.

”Stjernerne i baggrunden tegnede jeg faktisk, da jeg en aften stod og kiggede lidt på stjernerne, ligesom vi gør nu. De minder mig bare utrolig meget om min mor, så med stjernerne føler jeg altid, at hun ligesom er med mig – hvor latterligt det så end lyder. Det er dog ikke noget, jeg nogensinde har fortalt min far, for han ville højst sandsynligt bede mig vaske alle symbolerne af så.”

Hun gav et suk fra sig.

”Det sidste symbol, som jeg tegnede her for en måneds tid siden, er semikolonnet. Den niende april var det ’Suicide Awareness Day’, og selvom jeg ikke selv er selvmordstruet, så støttede jeg alligevel op om dagen ved at tegne semikolonnet, som står for, når en sætning kunne have endt, men ikke gjorde det. Lige siden den dag har jeg bare tegnet den op igen og igen. Jeg kan virkelig godt lide dets betydning.”

”Jeg vidste ikke, at der var sådan en dyb historie gemt bag alle de små tegninger,” indrømmede jeg ærligt med rynket pande. ”Jeg er imponeret, det må jeg sige.”

”Tja, jeg har aldrig fortalt nogen om de ting på mit håndled. Folk har aldrig spurgt mig,” mumlede hun. Hendes cigaret var for længst blevet glemt. ”Jeg tror aldrig, at der har været nogen, som har vist så meget interesse for mig, som du gør.”

”Det burde folk begynde på,” sagde jeg med et skævt smil, inden jeg trådte lidt frem imod hende, så jeg blidt kunne trykke mine læber mod hendes pande. Da jeg efter få sekunder trak mig fra hende, betragtede jeg de smilebånd, der vendte op ad, og det var der, jeg indså, hvad der var så anderledes ved hende. Det var ikke bare det, at hun ikke længere var afvisende. Det var ikke bare det, at hun var lidt mere optimistisk end normalt. Det var ikke bare det, at hun havde åbnet sig mere op for mig. Hun var i det hele taget ikke længere bange.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...