The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1241Kommentarer
46975Visninger
AA

16. 15 / Leigh

Min far slukkede lyset i baglokalet og efterlod os i total mørke. Jeg åbnede bagdøren og lod ham træde ud. Inden han gik ud i den lyse aften, overlod han nøglerne til mig, og jeg forlod tatovørforretningen og lukkede og låste døren efter mig. Min far ventede på mig.
Jeg hev ned i mine lange ærmer på min mørke strikkede sweater. Hvorfor jeg havde valgt at tage den på i dag, vidste jeg ikke. Der var noget over den, der mindede mig om Harry, og det var ligegyldigt, hvor lidt jeg havde lyst til at indrømme det, men efter hvad der var sket imellem os, så ville jeg have ham tæt på mig - men jeg ville også skubbe ham så langt væk som overhovedet muligt, før jeg gjorde noget, jeg fortrød. Men jeg havde på fornemmelsen, det var for sent.
Den orange sol, der var ved at gå ned, kastede en skygge på min fars trætte, slidte, halvrynkede ansigt, og eg mumlede spørgende hans navn. Han hørte det ikke; stod bare og ventede på, at jeg ville begynde at gå. Jeg gentog det, denne gang lidt højere. "Far?" sagde jeg.
"Ja?" spurgte han. Han så nysgerrig, nærmest overrasket ud, som jeg snakkede til ham. Jeg forstod ham. Jeg havde praktisk talt ignoreret ham de seneste par dage, og det var en helt normal tirsdag i sæsonen forår. Der var intet specielt ved denne dag, så hvorfor skulle jeg ændre mening? Vi snakkede næsten aldrig, selvom far prøvede. Det var bare svært, når der var så mange emner, han undgik.
"Kan vi... tale sammen?" spurgte jeg, og min fars blik frøs nærmest til is, som han kiggede mig og forsigtigt nikkede, men tvang en forklaring ud af mig med hans blik, og jeg sank en klump. Det sidste, der var for mine øjne, var et billed af Harry, og jeg tog en dyb indånding. Så røg det hele ud: "Om alting. Om det, vi aldrig har snakket om. Om os. Om fremtiden. Om mor."
I det jeg nævnte min mor, stoppede min far brat op og kiggede væk fra mig. Jeg sank endnu en klump og fik lyst til at spole tiden et minut tilbage, så jeg kunne have undgået at have sagt dette. Den mørke, dystre sky over mit ansigt bredte sig, og jeg bed mig lidt i læben, som min far overraskende nok sagde: "Jo."

Duften af stærke kaffebønner, bitter kaffe og søde småkager var overalt omkring mig og lagde sig om mig som et stort tæppe. Jeg følte mig beskyttet mod alting, og jeg kunne knap nok få mig selv til at kigge min far i øjnene. Jeg sank en klump og indåndede den varme damp, der kom op fra den stærke kaffe under mig. Jeg rynkede brynene og sprang ud i det.
"Hvordan havde du det, da mor forlod os?" spurgte jeg, og min far kiggede ud af vinduet i stedet for at kigge på mig. Det regnede svagt, men solen var stadig midt på himlen. Jeg fik den i øjnene og havde det varmt under min strikkede sweater, som min far svarede. "Af helveds til," tilstod han, "Jeg var tom."
Jeg kunne ikke forestille mig min far sådan. Han var altid så glad og så kontrolleret, trods man somme tider kunne se igennem hans facade. Somme tider var glasset foran hans øjne knust, og jeg kunne næsten se de gemte tårer, der aldrig fik lov til at komme ud. Jeg tvivlede ikke engang på, at han ikke engang lod sig selv græde, når han var alene.
"Og jeg var egoistisk," sagde han pludselig igen, "for jeg rendte rundt i en måned og glemte alt om dig, mens jeg tænkte, at hun ville komme tilbage til mig. Jeg opdagede først sent, hun havde ment sine ord, for hun kom aldrig tilbage. Og først der tog jeg mig af dig." Små glimt svømmede ind over mig. 
"Leigh, du skal ikke gå så tæt på vandet!" skældte min far, og jeg vendte mig forskrækket om. Endnu en gang var det den følelse af at se verden på en mere lys, farvfuld måde. En anderledes måde. Han rystede på hovedet og løb hen til vandkanten, hvor det tørre sand blev mere mudret. Han greb mig og løftede mig op med himlen med et grin, og jeg gav et hvin fra mig.
Et nyt glimt. Det lyse blændede mig, før jeg vænnede mig til det og kom tilbage til det næste glimt. "Hvor er mor egentlig?" spurgte jeg nysgerrigt. Mit blik var fæstnet på min far, der sad og bladrede i den bog, min lærer havde givet til mig, så hun kunne skrive, hvad jeg havde gjort galt den dag. Han stirrede vredt på mig, før han rejste sig og trådte frem mod mig. "Du er tolv år, Leigh, du skal lære ikke at være så nysgerrig!" rasede han og trådte frem mod mig.
Hans krop forsvandt. Blev i et med et andet billede og tilbage var kun min skole. Det føltes slet ikke anderledes at kigge ud af disse øjne, og jeg kunne huske denne dag tydligere end nogensinde. Jeg var sytten, da jeg besluttede mig for at forlade skolen og aldrig komme tilbage. Blæsten var så kraftig, at den blæste den grå, glødende aske af min billige, hjemmelavede cigaret, jeg havde købt af en af de høje tabere nederst af den mørke gang på skolen. Jeg fnøs, men der var noget anderledes ved min stemme. Den var trodsig og mere bestemt. Så vendte jeg mig om, og parkeringspladsen forsvandt. 
Alting stod uskarpt, indtil jeg stirrede direkte ind i min fars øjne. Som jeg hørte min egen stemme, fandt jeg ud af, hvad der havde ændret sig. Min stemme dengang var bestemt og bevidst. Selvom jeg var lidt fortabt, var jeg også sikker på, hvad jeg ville, og hvor mine grænser var. Som jeg hørte mig selv hviske lavmælt, at alt havde ændret sig, så lagde jeg mærke til, hvor livløs jeg lød.
"Hvad med os?" spurgte jeg ud i det blå. Jeg havde stadig synet af min glade far brændt fast i min nethinde, og jeg fik håb. Måske kunne vi leve lykkeligt uden min mor. Måske ville den her snak løfte op på alting og gøre sådan, at vi ikke behøvede at leve i fortiden og grave i de minder med min mor, som rev vores hjerter fra hinanden hver gang.
Min far lagde sin hånd ovenpå min, der lå på det mørkebrune, runde træbord, der var blevet sat i denne café, som jeg ikke helt kunne finde ud af. Den var en blanding af rustik, gammel og nymoderne, designer café. Jeg skulle virkelig tvinge mig selv til at forsvinde fra mine egne tanker for at kigge på min far. Han kiggede mig i øjnene og nikkede. "Vi finder ud af det," lovede han, "og jeg vil altid passe på dig."

"Mor var en smuk kvinde," sagde min far med en drømmende stemme, og jeg kunne nærmest høre, hvordan hans stemme rystede af glæde og af iver efter at fortælle noget mere om hende. Jeg gav ham lov, og han blev ved: "Og selvom hun er lidt op i årene nu, så er jeg sikker på, hun er smuk. Hun var som en blomst, der aldrig visnede."
Jeg smilede svagt. Tiden med min far var fløjet af sted, og som jeg hørte en lys, venlig stemme bag mig, der fortalte mig, at de lukkede snart, valgte far og jeg at rejse os op og gå udenfor i den friske luft, hvor solen for længst havde forladt midten af himlen, og nu lå nede på jorden, gjorde en tjeneste for at holde månen oppe. Det var køligt.
"Hvordan føler du?" spurgte min far med en overraskende stille, svag stemme. Lyden af hans stemme ekkoede i mit sind og efterlod brandmærker. Det spørgsmål ramte mig, for efter alle disse indrømmelser og hemmeligheder, der ikke var så hemmelige længere, vidste jeg det ikke længere. Lige i dette øjeblik vidste jeg ikke, hvad jeg følte, og derfor kom mit svar også ud som en svag hvisken, mens jeg holdt om mig selv og stirrede fjernt ved siden af min far.
"Det gør jeg ikke."
Min far smilede skævt og lagde en arm om mig. Vi kunne høre indgangen til caféen bag os blive låst, og jeg sank en klump og tillod mig selv for første gang i mange år at læne mig ind mod mig far. Alt i min krop strittede imod kontakt med min far, men mit hjerte bankede for det i dette øjeblik, og jeg bed mig i læben, som min mobil vibrerede i min lomme.
Jeg hev den op. Annoying dude calling, stod der, og jeg kom til at fnise lidt, men det endte i et lille snøft. Efter Harry var kommet i kontakt med mig over mobilen, havde jeg valgt at kalde ham for Annoying dude, så jeg vidste, jeg ikke skulle tage den, men det endte for det meste med, jeg glemte, hvem det var, så et billede, der var havnet på min kamerarulle på mystisk vis, af Harry var der også. Min far så det.
"Hvem er Annoying dude?" spurgte han forvirret og trak sig lidt fra mig. Jeg lod den ringe, mens jeg kunne mærke varmen stige lidt til kinderne. Jeg håbede i dette øjeblik, at min hud var tyk nok til at skjule det, men ligesom jeg kunne se mine blodårer unormalt tydeligt hele vejen op af mine arme, vidste jeg, at man kunne se mine røde kinder tydeligt.
"Det er Harry," hviskede jeg næsten, og min far fik et stort smil på læben, mens han mimede: "Tag den." Så det gjorde jeg. Jeg trådte et skridt tilbage og tog den. Jeg var tavs til at starte med, og så lød Harrys bekymrede stemme, "Leigh?" og jeg lo let.
Hans lette, hæse, dybe grin fyldte mit ene øre med harmoni, og jeg bed mig i læben, da han spurgte, hvad jeg lavede. Jeg kiggede tøvende over på min far, før jeg svarede. "Jeg har lige siddet på en café med min far i en del timer og snakket," fortalte jeg stilfærdigt og sammenlignet med min måde at fortælle det på, var Harrys reaktion fuldstændig ude i hampen.
"Hvordan gik det?" spurgte han energisk, men han trak hurtigt sit spørsmål i land. Jeg var stadig lidt tilbageholden, når vi snakkede i telefonen, og genertheden kom snigende som en ninja, og jeg sank en klump, som Harry spurgte, om jeg ikke bare kunne komme over til ham. Jeg endte med at sige ja.
Da jeg havde lagt på, kiggede jeg over på min far. Han stirrede på mig, og hvordan vinden blæste i mit lyse hår. Jeg havde med vilje kun taget vandfast sminke på i dag, da jeg havde haft i tankerne hele dagen, at min far og jeg skulle have denne snak, og i frygt for at græde havde jeg taget den på, men det havde jeg ikke haft brug for overhovedet.
Det skræmte mig, som min far nærmest læste mine tanker, da han lagde hovedet på skrå og kiggede på mig. "Skal jeg køre dig hjem til Harry?" spurgte han faderligt, og jeg fik et lille, bitte smil på læben, som betød så meget mere end det store falske et.
Med et stort nik svarede jeg min far, og han tog mig under armen. Den tunge klump i min mave var væk og erstattet af noget andet. Jeg var spændt. Spændt på at se Harry. Og nu var jeg ikke engang bange for at indrømme det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...