The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45818Visninger
AA

15. 14 / Harry

”Jeg får sådan en lyst til at beskytte dig mod alt i verden.” Jeg kiggede indtrængende på hende, da ordene havde forladt min mund i en lavmælt hvisken. Jeg hadede virkelig at se hende så sårbar, og jeg var bange for, at hun ethvert øjeblik ville bryde sammen. For mig var hun lidt som en fjeder. Hun kunne holde til meget, men hvis hun blev bøjet for meget, ville hun knække.

Min øjenkontakt med hende blev endnu mere intens, da jeg lod mit hoved bevæge sig få centimeter frem mod hendes fastfrosne ansigt. Jeg kunne skimte en masse følelser i de store, blå plader af oceaner; forvirring, tvivl, nervøsitet, sorg og tristhed, men der var også en form for lyst i hendes blik. Ikke sådan en form for hunger, hvor man havde en trang til at rive tøjet af vedkommende – det virkede bare, som om hun også længtes efter det samme, som jeg længtes efter.

Jeg husker ikke, hvad jeg havde forventet af kysset. Selvom jeg længe havde været godt klar over mine følelser for Leigh, havde jeg aldrig direkte funderet over, hvordan hendes læber mod mine mon ville føles. Derfor blev jeg også overvældet over, hvordan en masse sommerfugle tog plads i min mave og begyndte at blafre hysterisk rundt, da øjeblikket kom. Faktisk var det lidt af en underdrivelse, for sådan havde jeg det allerede, når hun var i nærheden af mig. Sådan en reaktion kunne hun fremkalde ved bare at efterlade en duft i mine næsebor. Det var mere, som om det bare var der, det virkelig gik op for mig, at hendes læber var blevet skabt for mine. De var som den sidste manglende puslespilsbrik.  

”Det tror jeg på,” svarede Leigh sagte, da hun langsomt havde trukket sig fra mig. Vores næsetipper var stadig kun to millimeter fra hinanden, så derfor kunne jeg uden besvær fornemme hendes ånde mod mit ansigt.

Hendes øjne var fæstnet mod mine læber i et kort øjeblik, men så rejste hun sig og vaklede lettere forvirret et par skridt bagud, inden hun rystede på hovedet. ”Undskyld, jeg ved ikke …” Hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte. ”Jeg ved virkelig ikke, hvad der går af mig her for tiden.”

”Hvad undskylder du for?” spurgte jeg og trådte frem imod hende, og endnu en gang udstrålede hendes øjne en form for panik.

”Det ved jeg ikke.” Hun tog sin hånd op til sit hoved for at børste en tot hår væk fra hendes ansigt, hvorefter hun gav et sødt, lille grin fra sig. ”Alt lader bare til at overvælde mig.”

”Man har vel lov til at lade sig overrumple af og til,” svarede jeg med et skævt smil – mest fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg ellers skulle have svaret.

”Jeg er bare virkelig ikke vant til så meget forandring på så meget tid,” mumlede hun lavmælt og pillede lidt ved sine negle. ”Forandringer kan være farlige.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg og kiggede på hende med et bekymret blik. Endnu en gang lod jeg mig selv tage et skridt frem imod hende, og hun lod ikke til at have noget imod det.

”Det er bare …” Hun tøvede og bed sig i læben, inden hun vendte sit ansigt lidt væk. ”Ærligt talt, så er jeg lidt bange for forandringer. Det er ikke så tit, at de fører noget godt med sig – i hvert fald ikke i mit tilfælde.”

”Hm,” spekulerede jeg. ”det må jeg vist lave om på.”

Jeg lod mine fingre fange hendes hånd, og inden længe lå den trygt i mine. ”Jeg løj ikke, da jeg sagde, at jeg gerne ville beskytte imod alt farligt i verden. Og hvis forandringer for dig er farlige, så må jeg jo være sikker på, at forandringerne ikke bringer skade med sig.”

”Og hvad så med denne her forandring?” spurgte hun og stirrede ned på vores hænder. ”Er den sikker?”

Jeg nikkede forsikrende og plantede et blidt kys på hendes hoved. ”Det er den.”

 

 

”Du er vel godt klar over, at du bliver nødt til at konfrontere din far før eller senere, ikke?” sagde jeg langsomt og kiggede på Leigh.

Hun nikkede. ”Selvfølgelig er jeg det. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gøre det. Normalt har jeg mere end let ved at virke hård imod folk – ja, faktisk sker det endda selv, uden jeg gør det med vilje – men det er bare anderledes med min far. Han kender mine svage punkter, og jeg kan ikke prøve på at være en anden i hans nærvær.”

Vi befandt os i min bil, og på den anden side af gaden var Leighs hus. Efter at have tilbragt hele dagen hjemme hos mig, var vi blevet enige om, at det var på tide, at Leigh tog hjem. Det var nu ikke, fordi jeg gerne ville have hende til at forlade mig, men hun havde nogle uafsluttede ting, der skulle lukkes af. Derfor havde jeg overbevist hende om, at det nok var for det bedste.

Himmelen var malet i forskellige nuancer af blå, og et par stjerner var begyndt at komme til syne. Månen var halv og prøvede desperat at skinne igennem de triste skyer, der bevægede sig i al hast på grund af den kraftige vind. Træerne omkring os var nøgne, og de strakte sig op mod firmamentet, hvilket fik grenene til at kaste lange, faretruende skygger hen over asfalten.

Jeg elskede virkelig, hvordan hun var begyndt at åbne op over for mig. Selvfølgelig var jeg klar over, at hun ikke havde tænkt sig at indvie mig i alle hendes hemmeligheder, men dette var da en start, så jeg kunne ikke tillade mig selv at klage.

”Du burde snakke med ham om det hele,” foreslog jeg. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det er det, han har brug for. Han har brug for at snakke om, hvad der skete. Jeg tror, at han har brug for en lukket afslutning.”

”Jeg er bare ikke den rette til det job,” sukkede hun og lod sin pande hvile mod sin håndflade. ”Jeg ved ikke, om du har opdaget det, men jeg er ikke just den bedste til at hjælpe folk med at komme videre.”

”Bare vær der for ham. Det er nok,” forsikrede jeg hende om. ”Bare forklar ham, hvordan du har det omkring hele situationen. Du blev trods alt såret, da han sagde de ord, han sagde, i går. Jeg synes, at du burde lade ham vide det i stedet for at flygte fra problemerne.”

”Det er svært at holde balancen.”

”Hvilken balance?” Jeg lagde hovedet let på skrå og betragtede hende med et spørgende blik.

”Der er en balance i alt. Hele livet handler om balance. Alle situationer handler om balance, og i dette tilfælde er det om at fortælle ham, hvordan jeg har det, uden at såre ham. Jeg ved godt, at det virker absurd, at han skulle blive såret over sådan en lille konfrontation, men jeg ved, at han har bebrejdet sig selv for stort set alt, lige siden min mor forlod os. Jeg har ikke altid vidst det, for det er ikke noget, han skilter rundt med, men efter noget tid har jeg virkelig indset, hvordan han har det. Han viser det ikke særlig tydeligt, men hans parader er ikke altid oppe, og når de har været nede, har jeg fået nogle glimt af den selvbebrejdende mand, han nu i bund og grund er.”

Lyden af græshopper fangede min opmærksomhed. Det undrede mig kort, hvordan lyden dog kunne trænge igennem bilens vinduer, men længere funderede jeg nu ikke over det. Mit fokus lå på Leigh, som havde et lettere nervøst udtryk i ansigtet.

”Hey,” sagde jeg og fangede hendes opmærksomhed, inden jeg greb hendes hånd og gav den et blidt klem. ”det skal nok gå.”

”Jeg håber, at du har ret,” mumlede hun. ”Der er bare, at … Jeg tror ikke, at jeg kommer til at konfrontere ham med det. Det kan godt være, at jeg lige nu fortæller dig, at jeg vil gøre det, men det er noget andet, når jeg er der. Ordene sidder bare fast i halsen på mig. Selvom jeg gerne vil fortælle ham, hvordan jeg har det, så kører ordene bare rundt i hovedet på mig i cirkler uden nogensinde at komme nogen vegne. Det er sikkert svært at forstå, men – ” ”Jeg forstår,” afbrød jeg hende. ”Og hvis du ikke er klar til at konfrontere ham nu, så behøver du det trods alt heller ikke. Du er ikke tvunget til noget. Tag den tid, du har brug for.”

Jeg lod min tommelfinger køre hen over hendes håndryg i nogle beroligende bevægelser, imens jeg sendte hende et skævt smil, som forhåbentligt ville fremkalde nogle lindrende signaler i hendes hoved.

”Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, men endnu en gang tak for, at jeg måtte overnatte hos dig. Jeg havde virkelig bare lige brug for en pause fra alt det med mine forældre, og det gav du mig. Jeg er virkelig taknemmelig.” Jeg kunne høre på de mange pauser og hak i sætningerne, at hun ikke havde helt let ved at lade ordene forlade hendes mund, så derfor kunne jeg heller ikke lade være med at smile lidt over, at hun havde gjort sig det besvær at sige dem højt.

”Ingen årsag,” svarede jeg. ”Skulle det være en anden gang – virkelig. Der er altid plads hjemme hos mig.”

”Med undtagelse for når du skal på turné,” påpegede hun.         

”Tja, hvis du har det fint med at være der alene, kan du også sagtens komme over til den tid,” forsikrede jeg hende om.

”Tak. Det sætter jeg virkelig pris på,” smilede hun, inden hun afbrød vores øjenkontakt, som om hun havde tilladt sig selv at vise alt for meget barmhjertighed. ”Men øh, jeg må vist nok hellere smutte nu.”

Hun sendte mig en sidste gang et lettere genert smil, inden hun lænede sig frem for at plante et kys på min kind, som fik det til at prikke helt på kinden der, hvor hendes læber havde været. ”Vi ses, Harry.”

Selv da jeg langsomt svarede: ”Hav det godt, Leigh,” sad den boblende følelse stadig i mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...