The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45629Visninger
AA

14. 13 / Leigh

En duft så sød som duften af vaniljesukker, når man hældte det ned i sin dej blanding, var det første, der fyldte mine næsebor, da jeg vågnede næste morgen. Det mindede mig om min mor, men der var noget over den snert af kraftig, velduftende mandeparfume, der skar det hele væk fra mine tanker om min mor, og duften var noget for sig selv.
Og så sivede det hele ind. Små glimt fra aftenen før kom listende i mit sind. Hvordan jeg løb fra forretningen, og min far bare stod tilbage. Hvordan jeg løb i timer, og hvordan biler stormede forbi mig som små lysglimt. Og så en bils klare forlygter, der nærmest blændede mig. Og så Harrys stemme.
Jeg åbnede øjnene langsomt. Et vindue var lige overfor mig, og solen var skarp. Den stod højt på himlen og smilede til verden, men jeg følte ikke for at smile tilbage. Jeg havde ikke følt for det i lang tid. Jeg rynkede brynene så hårdt, at jeg fik ondt i hovedet. Jeg vendte mig om, så jeg lå på ryggen. Jeg prøvede at danne overblik over rummet.
Væggene var hvide, men det var et af de eneste fremmede rum, jeg nogensinde havde været i, hvor det ikke føltes, som om væggene var ved at lukke sig om mig. På en af væggene var der nok omkring femten små, sorte rammer i forskellige former med forskellige billeder i. En hvid skjorte hang på en bøjle på håndtaget til døren, og der var et stort klædeskab, der gik i et med den hvide væg. Den eneste grund til, at jeg kunne se, det var et klædeskab, var døren og den utrolig klare, hvide farve, den havde i modsætning til væggene, hvor farven var lidt mere mat.
Jeg rejste mig op i sengen med den hvide pude og det mørkeblå dynebetræk. Det var en dobbeltseng, og jeg følte mig malplaceret i den. Og jeg følte mig utrolig alene, som om det ikke passede ind at vågne op alene i et værelse som dette. 
Lagenet var utrolig blødt, og jeg tillod mig selv at køre hænderne over det. Det kildede i fingerspidserne, og jeg skulle tage mig sammen for at svinge mine ben over sengekanten og rejse mig op. Jeg stod midt i solstrålen, som skinnede igennem vinduet. Mine bare, blege ben så endnu mere blege ud. 
I det lyse hjørne ved siden af døren og vinduet stod et spejl, og jeg fangede mit spejlbillede. En grå, kedelig kortærmet trøje med en v-udskæring var på min krop, men den var alt for stor, og de korte ærmer gik mig ned til albuerne, og v-udskæringen var tæt på at være lidt for afslørende.
Jeg mærkede på stoffet. Bomuld. Det var blødt at have på, og den duft, der var omkring mig konstant, hang på den. Jeg vidste, hvad den duftede af, og det var også imod alle mine principper, at jeg nærmest tillod mig at indånde duften. Det var Harry! Hvorfor havde jeg overhovedet sagt ja til at overnatte her?
Mit hjerte bankede, som jeg greb ud efter håndtaget til døren og åbnede den på klem. Et vindue var åben, for en kølig vind fik hårene på mine arme til at rejse sig. Men her var stille, så jeg regnede med, at Harry ikke var her. Hvis jeg var heldig, kunne jeg få et overblik over lejligheden, skifte tøj og så se, om jeg kunne finde et tog hjem. Jeg anede ikke, hvor jeg var.
"Jeg kan se, du er stået op," lød det pludselig fra en dreng med en yderst afslappende, hæs og dyb stemme med stærk accent, og jeg fik endnu flere kuldegysninger, som jeg kiggede ham direkte ind i hans grønne øjne. Det skræmte mig, at jeg stod her, og at jeg stod her i så lidt tøj var endnu mere skræmmende. En del af mig havde lyst til at løbe ind på Harrys værelse og blive der og gemme mig for evigt.
"Ja," var det eneste, der undslap min mund, som jeg fik taget mig sammen til at svare. Jeg følte mig svag, og det faktum, at Harry havde set mig græde, gjorde det ikke meget bedre. Jeg arbejdede så højt på at få min facade op at stå igen, men det var, som om de lyse farver gjorde det umuligt for mig. Her var så lyst i modsætning til mit eget hjem.
Harry kiggede på mig. "Kommer du ikke med ind i stuen?" spurgte han med et lille smil, som om han ikke helt rigtig turde at smile alligevel. "Jeg har taget brød med fra bageren, og der er både kaffe og vand til the klar."
Jeg vidste, jeg intet valg havde, så jeg bed mig i læben og gik imod alle mine principper, som jeg fulgte efter Harry, der stod i sine grå joggingbukser og den hvide, tætte kortærmede trøje, og jeg kun iført en for stor kortærmet bomuldstrøje. Så satte jeg mig ned i Harrys sofa og drak kaffe og spiste morgenbrød.

Jeg lukkede øjnene kort i, som jeg havde sikret mig for tredje gang på under et halvt minut, at døren til Harrys værelse var lukket. Så hev jeg bomuldstrøjen over hovedet og greb ud efter mine leggins af læder og min tanktop med print på, og jeg fik det hurtigt på kroppen igen. Jeg følte mig mere tilpas i det her, selvom jeg ikke kunne benægte, at trøjen havde været rar. Det var bare en så ukendt følelse og ikke en ting, jeg gjorde tit. 
Jeg foldede trøjen sammen og lagde den på Harrys seng. Dernæst trådte jeg ud af værelset og kiggede ind i stuen, hvor morgenbrødet og kaffekopperne stadig ikke var blevet taget ud, men Harry var der ikke, så jeg kiggede mig forvirret omkring, indtil en stemme lød bag mig. Han havde det med at forsvinde og komme tilbage og overraske mig.
"Kan jeg spørge dig om noget, Leigh?" spurgte Harry forsigtigt, og jeg bed mig hårdt i læben, som jeg vendte mig om og langsomt nikkede, som en rynke voksede imellem mine bryn. Mit svar endte dog med at blive en svag nikken, og det var mit endelige. Intet spørgsmål kunne være slemt.
"Hvad skete der i går?"
Og jeg tog fejl. Lige det spørgsmål kunne være slemt, og det var også derfor, jeg undgik hans blik, og kiggede ned i stedet for at kigge op. Jeg pillede ved min negl, og jeg sank en klump, som jeg lukkede øjnene i og ventede på at høre Harrys stemme endnu en gang, men der kom intet ud af hans mund, ligesom jeg forblev tavs. 
"Det er fuldstændig ligegyldigt," bed jeg af ham. Harry rynkede brynene og gik et skridt tættere på mig, og jeg kiggede forvirret, vredt og trist på ham, mens jeg rynkede brynene. Jeg rystede på hovedet, som han åbnede munden for at sige noget, men jeg afbrød ham. 
"Det er det virkelig," sagde jeg og trak mig tilbage fra ham med et irriteret blik. Jeg prøvede at få min facade op igen, men det var, som om duften af Harry holdt mine kræfter nede, og jeg kunne ikke komme med den samme, hårde facade som før. Min stemme rystede ved hvert et ord, og hele min krop rystede, som Harry sagde en sætning, der syntes at virke alt for bekendt. 
"Du kan ikke lukke mig ude på den måde igen," startede han, og han skulle til at fortsætte, men det sortnede for mine øjne, og jeg lod mig selv glide ned af den hvide væg og lande på det hårde gulv med en ubehagelig, fjern lyd, og så var det, som om jeg var et andet sted.
"Du kan ikke lukke mig ude på den måde igen!" nærmest skreg min mor af min far. Jeg følte, at mit blik var begrænset. Som om jeg kiggede ud af et barns øjne. Alle farverne var så meget lysere, mindre blege og kedelige. Stemmerne var dobbelt så høje. Jeg gøs ved hvert et ord, de sagde. De havde ikke engang opdaget mig.
"Du kan jo selv se, hvordan hendes fremtid vil blive," hvæsede min mor. Hun mindede mig mest af alt om en slange, og det skræmte mig, hvordan hun snakkede til min far. Så respektløs og så ledt, og han stod bare og kiggede på. "Hun vil ende ligesom dig. Ved du, hvordan vi holder os kørende? Fordi vi har dine rige forældre og mig og mit job. Ellers ville vi kraftedeme være på røven!"
Min far så vred ud, og da han trådte et skridt frem mod min mor, trådte jeg et skridt længere op ad trappen. Min mor trådte et skridt bagud, og hun forsvandt i et kort øjeblik, efterlod øjeblikket fastfrosset, og kom tilbage med en kuffert. Hun sagde ikke et ord. Stirrede bare vredt på min far. "Jeg elsker Leigh," sagde hun, "men jeg kan ikke elske det monster, hun vil blive til."
Og med de ord forlod hun os i huset. Jeg vil løbe op ad trappen, men jeg glider på mine bare tæer og får en splint op i foden. Min far får først der øje på mig. Fra den dag var det, som om jeg betød mere og mere for ham.

Jeg lukkede øjnene op, parat til at se min far i øjnene, men det eneste, jeg så, var slørede tegninger af en lejlighed. Jeg blinkede et par gange, men tårerne blev ved med at komme. Som jeg blev løftet op fra det kolde, hårde gulv og knugede mig ind til den duft, der var så tryg og hyggelig, selvom jeg prøvede at benægte det, kom tårerne i massevis.
Harry satte sig ned, og jeg endte med at sidde overskrævs på hans skød, mens jeg lænede mig ind mod hans skulder for at få tårerne til at stoppe, men Harrys arme omkring mig, der føltes så beskyttende, gav mig bare en lyst til at græde endnu mere.
Jeg vidste ikke, hvor længe vi sad der. Det kunne være et minut, eller det kunne være en time. Ligegyldigt hvad tog jeg mod til mig i det minut, og jeg lænede mig op fra Harry, velvidende at fra dette minut af ville jeg ændre Harrys synspunkt på mig og mit synspunkt på Harry.
"Det er min mor," snøftede jeg, overrasket over hvor grødet og sårbar min stemme lød, og Harrys hånd fjernede en tåre, der trillede ned af kinden på mig. "Hun forlod min far og jeg, da jeg var omkring de otte, fordi hun ikke kunne holde min far ud."
Ordene rungede stadig i hovedet på mig. Jeg elsker Leigh, men jeg kan ikke elske det monster, hun vil blive til. Jeg lukkede øjnene i og snøftede en enkelt gang. Jeg var mest sårbar lige i dette øjeblik, og jeg vidste, at Harry ville kunne gøre, hvad han ville, og der ville ingenting ske. Jeg ville ikke gøre noget ved det.
Jeg åbnede øjnene og kiggede ind i Harrys urolige, grønne øjne. "Han går for meget op i vores forretning," sagde jeg, "og det gjorde han også dengang. Han vil ikke snakke om hende, og når jeg prøver at nævne hende, bliver han helt umulig og siger... ting."
Harry greb mit hoved imellem hans store, blege, slanke hænder, og jeg trak vejret dybt, som Harry skiftevist stirrede på mine øjne og på mine læber. Han åbnede let munden. "Jeg får sådan en lyst til at beskytte dig mod alt i hele verden," hviskede han sagte og kiggede nærmest ulykkeligt på mig.
Alt baggrundsstøj forsvandt. Bilerne udenfor stoppede med at larme og kørte blot i slowmotion og i stilhed forbi os, som Harrys øjne fangede min, mens vores hoveder langsomt bevægede sig tættere på hinanden. Jeg vidste, hvad der her ville betyde. Ingen vej tilbage. Hvis jeg fuldførte det her, så ville det være for sent at vende tilbage til mit gamle liv.
Som hans varme, friske ånde var lige ude foran min mund, trak jeg vejret dybt. Jeg var usikker. Og midt i alle mine forvirrede tanker pressede Harry sine buttede, lyserøde læber mod mine, og jeg lukkede mine øjne i for at byde det store, larmende fyrværkerishow i min mave velkommen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...