The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45607Visninger
AA

13. 12 / Harry

”Hvad er der sket?” At se Leigh så hærget og ødelagt var hjerteknusende. Jeg havde aldrig set hende med paraderne nede på den måde. Mascaraen, der normalt sad helt perfekt, efterlod nu sorte spor ned ad hendes kinder, og det formørkede hele hendes look og fik hendes øjne til at forsvinde lidt. Alt lys var borte fra hendes plader af oceaner.

”Ikke noget,” mumlede hun og prøvede på at vende sit hoved væk fra mig, men jeg holdt stædigt hendes ansigt mellem mine hænder og stirrede bekymret ind i hendes flakkende øjne. ”Det er ikke noget, bare gå.”

Hendes skælvende stemme nåede sit knæk ved de sidste ord, og da hendes stemme revnede, føles det også, som om mit hjerte braste sammen. Jeg havde aldrig troet, at det ville gøre så ondt på mig at se en anden person så ødelagt.

”Leigh, snak med mig,” opfordrede jeg hende blidt til, og hun stirrede ømt på mig, inden hun rystede kraftigt på hovedet.

”N-Nej, gå nu bare, Harry,” svarede hun, og jeg kunne høre, at hendes tonefald nu var mere hårdført. Hun var i gang med at genopbygge den mentale mur.

”Jeg vil gerne lytte,” prøvede jeg igen med et indtrængende blik og børstede blidt en lok hår væk fra hendes ansigt, som stædigt klistrede fast til hendes tårevædede kind. ”Kom, lad os få dig ind i min bil. Det er sent, og kulden er ved at tage til.”

Jeg lagde blidt en arm omkring hende og trak hende til mig, så hendes duft fyldte mine næsebor. Denne gang var duften af røg dog ikke helt så kraftig, som den tidligere havde været, og jeg tog mig selv i at spørge mig selv, om hun mon rent faktisk havde skåret ned på sit forbrug af cigaretter.

Hendes ben lod til at kunne knække hvert sekund, for de rystede ufatteligt meget og var helt bævende, hvilket gjorde mig mere urolig, end jeg i forvejen var. Hun var virkelig følelsesmæssigt ustabil, og jeg havde aldrig set hende sådan.

”Hvorfor er du ude alene så sent?” spurgte jeg, da hun sad inde i bilen og prøvede at holde snøftene inde.

”Hvorfor er du?” svarede hun ligegyldigt tilbage uden at kigge på mig. Det gjorde mig lidt trist til mode at vide, at paraderne igen var oppe; jeg havde lige troet, at tidspunktet endelig var kommet. At det var nu, hun ville åbne op for mig.

”Jeg kører altid igennem denne her gade, når jeg skal hjemad,” forklarede jeg. ”På den måde skyder jeg en genvej hjem. Så fik jeg øje på en skikkelse, der lignede dig.”

”Hvordan kunne du kende mig? Jeg gik med hovedet nede, og det er altså ret mørkt.” Hendes blik var lettere skeptisk, og stemmen var ikke længere helt så hudløs, som den havde været.

”Hvis spørgsmålet er, om jeg stalker dig, så er svaret nej,” svarede jeg hende ærligt. ”Du har bare en virkelig genkendelig måde at gå på.”

”Så jeg går på en handicappet måde,” konstaterede hun. ”Fedt.”

”På ingen måde,” skyndte jeg mig at indvende. Himmelen var begyndte at fælde en masse tårer, så dråberne piskede nu mod ruderne, selvom regnen nu ikke var særlig voldsom. Den forstærkede bare den ømme stemning, der var i bilen. ”Du går ligeså normalt som andre mennesker. Jeg har bare altid haft evnen til at genkende folk på deres måde at gå på. Jeg tror, at det er meget normalt.”

Hun svarede ikke. I stedet vendte hun sit blik mod sideruden og stirrede ud ad vinduet uden at foretrække en mine.

”Skal jeg køre dig hjem?” tilbød jeg lavmælt efter et par sekunders stilhed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Det var så anderledes for mig at se Leigh så faldefærdig, så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Hvordan kunne jeg muntre hende op? Jeg havde det, som om at alle de samtaleemner, jeg kom med, blev kastet direkte mod jorden af Leigh for derefter at splitres i tusinde stykker. Sådan var det godt nok også af og til normalt med hendes afvisende attitude, men det var på ingen måde ligesom det her. Normalt var hun fyldt med livsenergi, selvom det måske ikke altid virkede sådan. Sådan var det ikke, som vi sad der i bilen. Jeg følte på en eller anden måde, at hun tappede mig for energi – eller måske var det nærmere mig, der prøvede på overføre min i min desperation efter at se det svage, lille smil igen, som på en eller anden måde altid kunne lyse min dag op.

”Nej,” var hun hurtig til at svare uden tøven. ”Jeg vil alle andre steder end hjem. Nu ville være et godt tidspunkt at fare vild på.”

Selvom hun tydeligvis prøvede på at overføre sig, som om alt var okay, så kunne jeg tydeligt gennemskue hende. Jeg kunne tydeligt se gennem det.

”Det er sent,” mindede jeg hende om, selvom klokken nu egentlig kun var halv ni om aftenen – sent, men ikke meget sent. ”Jeg tror, at du har brug for at hvile dig lidt.”

”Jeg kan ikke tage hjem.” Der var en vis tristhed over hendes ord, og det knuste mit hjerte. ”Tror du, at jeg kan overnatte hos Oliver? Kan du eventuelt ringe til ham?”

”Du kan sove hos mig.” Sætningen kom mere ud som en konstatering end et forslag.

”Nej, det er okay – ” ”Jeg mener det. Det er ikke til besvær, Leigh. Det er ikke til diskussion. Du sover hos mig.”

Med de ord sagt, satte jeg bilen i gear, og så kørte bilen ellers af sted.

 

 

”Bare lad, som om du er hjemme,” sagde jeg og slog ud med armene, da vi var kommet indenfor. Få små dråber sad i Leighs hår, og det lignede lysende perler.

Leigh var endnu ikke helt i top, når det gjaldt humøret, men jeg håbede, at det måske ville komme hen over aftenen. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg ville kunne klare den sindstilstand hele resten af aftenen. Jeg havde aldrig været den bedste til at løfte en stemning, for lige meget hvor meget jeg så end prøvede, gik det aldrig helt. Det havde nok noget at gøre med, at jeg var så usikker på mine handlinger. Jeg vidste ikke, om det, jeg nu gjorde, var helt rigtigt, og derfor fremstod jeg sikkert ret tvivlrådig.

Jeg tog imod Leighs sorte jakke, som jeg hang på en af de mange knager i entréen efterfulgt af min egen i samme farve. Derefter gik vi ud i stuen, hvor jeg roligt satte mig på sofaen.

”Nå,” startede jeg ud med. ”har du så tænkt dig at fortælle mig, hvad det er, der har gjort dig så ked af det?”

Hun svarede ved at ryste svagt på hovedet for derefter at sukke. ”Det er ikke noget, du skal bekymre dig om.”

”Men jeg vil gerne bekymre mig om det,” gav jeg igen. ”Jeg bekymrer mig om dig.”

”Det skal du ikke.” Ordene var tonløse, og de afslørede ikke en eneste følelse. Det var svært for mig at se hendes ansigt, for det var dækket af hendes lange, lidt uglede hår, men jeg kunne nu stadig ane mascarasporene gennem de tynde hårlokker. ”Du kender mig næsten ikke engang.”

”Derfor betyder din lykke stadig noget for mig,” svarede jeg inderligt. ”Leigh, jeg vil virkelig gerne lytte.”

”Hør, jeg er taknemmelig for, at jeg må overnatte her, men jeg vil altså ikke have, at du pludselig forvandler dig til Dr. Phil, for det er virkelig ikke noget, jeg kan overskue lige nu. Hvis du er så ivrig efter at snakke om problemer, så vil jeg altså hellere være hos Oliver. Jeg har bare brug for lidt fred.” Ordene forlod hurtigt hendes mund, og udmattelsen lyste ud af hende.

”Du må godt sove her,” forsikrede jeg hende om og stirrede ind i de blå øjne, som lod til at skinne igennem hendes hår. Dog var hun ikke selv ret villig efter at møde mit blik. ”Jeg skal nok lade være med at plage dine problemer ud af dig. Hvis du ikke vil dele dem, respekterer jeg det selvfølgelig.”

Selvom jeg godt nok var lidt skuffet over, at hun ikke ville åbne op, så havde jeg ikke lyst til at blive ved med at plage hende, hvis hun ikke havde lyst til at fortælle mig, hvad der skete. Jeg respekterede hende nok til at lade den ligge der.

”Tak.” I det ene sekund kunne jeg høre en snert af taknemmelighed i hendes stemme, men de forsvandt straks, da de næste ord forlod hendes læber. ”Jeg sover på sofaen.”

”Ikke tale om,” indvendte jeg straks. ”Det er vildt ubekvemt at sove på sofaen, og du har altså brug for at hvile dig ordentligt. Jeg sover på sofaen, og så kan du sove i sengen.”

Jeg havde forventet lidt mere kamp fra hende, men den kom aldrig. I stedet nikkede hun bare, inden hun tøffede ud på toilettet. Hun havde virkelig ikke mange ord til rådighed den dag.

Som jeg sad der i stuen, kunne jeg høre hanen ude på toilettet og derefter lyden af plaskende vand, så jeg gættede på, at Leigh vel prøvede på at redde sin pandamakeup. Et par minutter senere kom hun i hvert fald ud med et ansigt, der næsten var ugenkendeligt. Jeg ville nok aldrig helt kunne vænne mig til hende uden makeup, for uden al den sorte farve så hun bare så … sød, ung og ikke mindst uskyldig ud.

”Jeg vil ikke høre nogen kommentar om, at ’du næsten ikke kunne genkende mig uden makeup’,” mumlede hun, da hun bemærkede min uafbrudte stirren. Jeg slog en latter op, fordi hun stadig huskede den dag – det betød vel, at dage med mig ikke var spildte minder.

”Det er på den gode måde,” mindede jeg hende om med et lille smil.

Hun svarede ikke. I stedet kastede hun bare et blik hen mod mit soveværelse, og jeg tog det som, at hun gerne ville have noget søvn.

”Du skal vel ikke sove i det der, vel?” spurgte jeg og fik det til at lyde lidt mere misbilligende, end jeg egentlig havde ment. Hun var iført et par leggings af syntetisk læder og ellers en tanktop med et print på, hvilket jeg fandt meget enkelt, hvis man sammenlignede det med, hvad hun havde haft på de andre dage.

Hun stirrede lettere uforstående på mig med hovedet let på skrå og smalle øjne, og jeg fattede efter noget tid, at hun måske havde misforstået mit spørgsmål en smule.

”For du kan nemlig godt låne en T-shirt af mig, hvis du har brug for det,” skyndte jeg mig at tilføje, og et skævt smil slog sig ned på mine læber.

”Jeg har det fint,” svarede hun og trak på skuldrene.

”Du kan ikke sove i det der, for så vil det være ligeså ubekvemt, som hvis du sov på sofaen. Lad mig nu bare låne dig en T-shirt,” sukkede jeg hovedrystende og rejste mig, inden jeg tog hendes hånd og trak hende hen til den kommode, der stod på mit værelse. Nogle gange var det altså bare lettere at springe over hele diskussionen og ydmygheden; når jeg var træt, foretrak jeg at springe smalltalken over.

”Tak,” mumlede hun lavmælt, da jeg havde rakt hende en sort bomuldsT-shirt. Hendes stemme var dæmpet og næsten uhørlig, og det lod til, at Leighs tårer ikke havde tænkt sig at melde sin ankomst igen – i hvert fald ikke den aften. Hvadend, der var sket, havde virkelig efterladt nogle dybe spor i hende, for hun lod ikke til at ville give slip på det, selvom hun godt nok ikke græd længere, og hun ville heller ikke rigtigt snakke om det. Det irriterede mig endeløst.

”Jeg vil lade dig skifte i fred,” meddelte jeg, inden jeg gav slip på den hånd, jeg stadig holdt fast i. Derefter trådte jeg ud af mit værelse, hvorefter jeg lukkede døren efter mig. De sidste ord, der forlod mine læber den aften var: ”Godnat, Leigh.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...