The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45626Visninger
AA

12. 11 / Leigh

Butikken var stille i dag. Der var én kunde i butikken og udover den lave summen, der altid var her, var her stille. Jeg hørte kvinden, min far sad med, ømme sig lidt, og han lo sagte. Måden, han lo på, mindede mig for meget om dengang. Han klukkede altid lidt ekstra, når mor havde været der. Og det her grin mindede mig for meget om det.
Den velkendte klokke lød dog lidt efter, og jeg vendte mig om for at se en høj, rødhåret dreng, og jeg sendte ham et overvældende smil. Det lignede mig ikke, og jeg blev også overrasket, da jeg indså, hvad jeg lavede. Jeg fik også hurtigt tørret smilet af mine læber, inden Oliver vendte al sin fokus mod mig.
"Hej, Leigh," sagde han med et smil på læben. Jeg nikkede kontrolleret til ham. Hans duft var speciel, og den var kraftigere, end den plejede. Han havde taget mere parfume på i dag. Jeg bed mig i inderlæben og lænede mig lidt over disken, mens jeg kiggede på ham med hovedet på skrå. "Hvad laver du her sådan en kedelig, grå torsdag?" spurgte jeg.
Han hev op i sin ternede skjortes ærme, hvor en tatovering sad og så helt nøgen ud. "Kan du huske, da jeg fik lavet den her?" spurgte han med et lille smil og en glad stemme, og jeg nikkede med det ene øjenbryn løftet. Han hev ærmet ned. "Så husker du vel også, jeg sagde, at den skulle bygges videre på en eller anden dag," sagde han, og jeg nikkede igen, "og det vil jeg gerne nu."
Jeg klappede hænderne sammen og rejste mig op fra disken, mens jeg nikkede. "Jeg regner med, at det skal være et billede af mig?" jokede jeg, og Oliver nikkede med et stort smil, inden han lagde armen om min skulder, som jeg kom hen til ham. Han kiggede på mig med et sjovt blik. "På min højre balle."

"Og du ved vel, hvad du gør med den?" mumlede jeg, mens jeg prøvede at finde den rette vinkel med mit kamera. Til sidst endte jeg med at tage et billede, og da det velkendte klik lød, hev Oliver sin skjortes ærme ned igen og over det lille sted på hans arm, hvor der var et plaster ud over. Oliver sendte mig et lille blik og nikkede bekræftende.
Han havde givet mig pengene. Det gjorde han allerede, inden jeg begyndte at tegne permanent på hans hud. Det var et rart job at have. Alle de mennesker, der gav alt deres tillid til mig, var overvældende, når man tænkte over det. Olivers blik var udenfor. Han kiggede igennem vinduet, og jeg lænede mig lidt til siden for at se det, da lyden kom som en gigantisk flodbølge og nærmest rev mig tilbage.
Før jeg vidste af det, var forretningen fyldt op med larmende piger med telefoner i hænderne, og jeg stirrede overrasket, forbløffet på dem, men jeg var ret sikker på, at mit blik så mere eller mindre frastødt ud. De sagde alle sammen mit navn i et normalt toneleje, men alle de stemmer blandet sammen lød så højt, som det overhovedet kunne lyde, og midt i alt kaoset kom min far og den høje, slanke, solbrændte kvinde ud med et plaster på underarmen.
"Øh, undskyld mig," råbte min far og prøvede at skære igennem alt larmen. Jeg vidste godt, at de var fans af Harry, men hvordan fanden de havde fundet frem til mig og butikken, vidste jeg ikke, og det skræmte mig også en del. Jeg glemte det ene øje lidt i, som de ikke reagerede overhovedet. Efter en masse forsøg blev min far træt og besluttede sig for at råbe i stedet.
"Jeg er sikker på, at ingen er gamle nok til at få en tatovering uden jeres forældres tilladelse, og jeg er endnu mere sikker på, at ingen af jer har jeres forældres tilladelse, så skrid ud, hvis I ikke har noget at gøre her!"
Alt snak stoppede, og der var helt stille. Det var humoristisk, som de en for en forsvandt ud af døren, indtil der ikke var andre tilbage i butikken end Oliver, min far, damen og jeg. Døren smækkede i, og jeg pustede ud. Min far kiggede på mig med sammenknebne øjne.
"Hvorfor råbte de dit navn?" spurgte han og forventede helt klart det værste af mig. Jeg bed mig i læben og kiggede over på Oliver. Jeg kiggede ned i jorden og rystede på hovedet, mens jeg hoppede op på disken og trak på skulderen. "Det er svært at forklare," indrømmede jeg, "kan jeg fortælle dig det senere?"
Jeg vidste, min far gjorde mig en stor tjeneste ved langsomt at nikke. Jeg hoppede ned fra bordet og smilede kort til ham. Mine sorte læber landede kort på hans kind, men jeg vidste, de ikke smittede af. Jeg fulgte Oliver ud mod døren, hvor alle de mange piger var forsvundet. Vinden rev i vores tøj, og jeg gøs, som Oliver vinkede let.
"Held og lykke med det," drillede han, og jeg rullede øjne af ham, som han gik bagud og vinkede. Han snublede over sine egne ben. Grusstenene drillede ham tydeligvis, og jeg lod mig selv tænke, at de straffede ham for at drille mig. Han grinede bare, "og tak."

"Låser du døren og kommer ud i baglokalet?" spurgte han, og jeg nikkede. Her var helt mørkt, som jeg gik hen til døren og stak den ene nøgle fra det store nøglebundt ind i nøglehullet og låste den. Jeg vendte også skiltet om, så der med store, røde blokbogstaver stod klart og tydeligt, at der var lukket. Foran skiltet hev jeg også persiennen ned, så man kun kunne se skiltet udefra.
Jeg gik slæbende ud i det lyse baglokale, hvor jeg var hurtig til at sætte mig på en af de grå plastikstole, som min far også sad på. Jeg bed mig i inderlæben, som han så forventningsfuldt på mig, og jeg rettede mig op, inden jeg prøvede at finde ordene frem. "Den dreng, jeg dater, er..." startede jeg ud, men min far afbrød mig. "Hvis du siger verdensstjerne, slår jeg dig," sagde han.
"... verdensstjerne," sukkede jeg, og min far sukkede efter mig, inden han grinede let og klappede mig på låret. Jeg kiggede på ham med et ømt smil, og min far fiskede efter flere oplysninger med hans øjne. "Han hedder Harry," startede jeg ud, og min mave begyndte at slå knuder, så jeg rynkede brynene, mens jeg fortsatte og prøvede at få dem til at holde op, "Harry Styles og er i boybandet One Direction."
Min far aede mit knæ, mens han kiggede på mig med næsten blanke øjne, og jeg kiggede underligt på ham. Det lignede ikke min far at være sådan. "Min datter er forelsket," sagde han nærmest drømmende, og jeg spærrede øjnene op, mens jeg rejste mig trodsigt op, så stolen røg lidt bagud. "Jeg er ikke forelsket," spyttede jeg og kastede lidt op indvendigt ved ordet forelsket.
"Hvis der er nogle, der er forelsket, så er det dig," mumlede jeg forsigtigt i håb om, at han ikke hørte det, mens jeg satte mig ned igen. Heldet havde bare ikke rigtig været med mig på det sidste, og han rynkede brynene og kiggede direkte på mig. "Hvad mener du dog med det?" spurgte han forvirret, og jeg kiggede med et frastødt blik op på ham.
"Hende damen, der fik en tatovering igen i dag," sagde jeg irriteret og pillede ved mine sorte negle. Jeg kunne ikke få mig selv til at møde min fars blik. Jeg blev bare ved med at tale i stedet. "Du griner hele tiden med hende. På den samme måde, som du gjorde med mor."
Min far sukkede tungt, og jeg vidste, jeg irriterede ham nu. "Hvorfor skal du altid nævne din mor?" spurgte han vredt, men jeg kunne ikke blive bange for hans toneleje, når hans stemme også rystede en smule. Han savnede hende for meget til at kunne virke helt ligeglad. Men det var så tæt på, at det skræmte mig. "Hun forlod os! Hun vil ikke komme tilbage. Hvorfor forstår du ikke det?"
Mine øjne begyndte at svig, og jeg blinkede hidsigt, inden jeg rejste mig vredt op fra stolen. Jeg kiggede på min far med vrede øjne og en høj vejrtrækning et par gange, inden jeg vredt indåndede den støvede, blandede lugt, der var herinde, og hidsigt gik væk. Jeg smækkede bagdøren efter mig.

Jeg vidste ikke rigtig, hvor længe jeg havde gået, men det var blevet en smule mørkt. Tårerne løb stadig ned af kinderne på mig, og jeg vidste, min sminke sad helt af helveds til. Den eneste ting, der måske sad nogenlunde, var mine mørke læber, men jeg var ikke sikker, og jeg var også ligeglad. Jeg skulle ikke imponere nogen lige nu. Jeg skulle ikke mødes med nogen lige nu. Faktisk havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke hjem til min far.
En sten på vejen fik mig til at snuble, og jeg greb hurtigt ud efter en kold lygtepæl, så jeg ikke væltede. Jeg tog en dyb indånding af den friske luft, der syntes at være det eneste rene og ægte i miles omkreds. Jeg klamrede mig til mit eneste håb lige nu. Ilten.
Og midt der i mit hulkeri, midt i mine sorte tårer og midt i mit grimmeste øjeblik lød der en stemme, som jeg ikke havde lyst til at høre. Hvorfor hoppede mit hjerte så over hvert andet slag? Hvorfor krympede min mave sig sammen på sådan en mærkelig måde?
"Leigh?" lød Harrys stemme igen, denne gang tættere på, og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op på ham. Han skulle ikke se mig sådan her. Men det var for sent. Han greb blidt fat om min hofte og vendte mig om mod ham. Han holdt mit ansigt i hans hænder. Hans glade blik blev helt koldt, og han rynkede brynene. Hans greb blev tættere, mere beskyttende.
"Hvad er der sket?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...