The Only Exception | One Direction

Det er sjældent, 18-årige piger dropper ud af high school for at gøre, hvad de altid har drømt om, men det gjorde Leigh; droppede ud af high school og begyndte at arbejde hos sin far i hans tatovørforretning. Interessen kom den dag for et par år siden, hvor Leigh begyndte at tegne på sit håndled, trods hun har lovet sig selv aldrig at få en rigtig tatovering. Hendes liv er, som hun vil have det, og intet tyder på at ændre sig, da en vis Harry Styles træder ind i butikken og hendes liv - men hvad hvis alt ændrer sig?

474Likes
1240Kommentarer
45612Visninger
AA

11. 10 / Harry

Jeg havde troet, at dagene ville passere med samme hastighed som en snegl, men overraskende nok var tiden gået virkelig hurtigt, og nu var det allerede fredag. Som jeg sad og ventede på Leigh, kunne jeg ikke lade være med at trippe lidt med fødderne. Det var ikke en hemmelighed, at jeg havde glædet mig enormt til denne dag. Vores anden officielle date.

Jeg var blevet ret chokeret, da SMS’en fra Leigh var tikket ind, for det var virkelig ikke noget, jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville ske. Måske var hun ved at bløde op. Det håbede jeg inderligt.

Jeg havde klædt mig ret fint på i anledningen af Leighs besøg. Det var ikke direkte elegant, men man kunne se, at det var noget udover det sædvanlige. Jeg havde valgt en hvid skjorte uden slips eller butterfly og så et par sorte par bukser. Jeg syntes, at det måske ville være blevet lidt for meget med et slips eller en butterfly, for det ville nok have gjort Leigh lidt utilpas, og nu hvor jeg endelig var ved at nå ind til hende, måtte jeg bare ikke lave ged i den. Vi havde aftalt, at hun skulle komme over til mig, hvorefter jeg så ville lave aftensmad og ja – ikke det helt store. Alligevel glædede jeg mig som et lille barn på juleaften, for selvom det ikke var en evighed siden, jeg sidst havde set Leigh, så måtte jeg nu indrømme, at jeg savnede hende ret meget. Den måde, hun opførte sig på, gjorde mig bare ualmindeligt glad, og det gav ingen mening, for Leigh var for det meste ret lukket af for mig, men sådan var hun jo. Jeg kunne godt lide, at hun ikke bare sprang direkte i armene på mig – lidt jagt efter pigen skadede vel ikke, vel?

En højlydt ringeklokke trak mig ud af mine tanker, og mit hoved farede op så hurtigt, at krøllerne fløj ud til alle sider. Hurtigt rejste jeg mig op, inden jeg kørte min hånd igennem mit hår i et forsøg på at få styr på det, og så var det ellers over til døren.

”Leigh, hej,” hilste jeg muntert, da jeg havde åbnet døren, og hun sendte mig et sigende nik, inden hun trådte indenfor, så jeg kunne høre hendes høje hæle klikke mod gulvet. Som altid havde hun sine signaturstøvler på, som hun var i gang med at tage af, men resten af hendes tøj var anderledes. Den dag var hun var iført en sort top med et print, der skulle forestille en klat grå maling, en ternet skjorte ud over toppen, som var blå og hvid, og ellers et par grå shorts med et tilhørende bælte. Jeg havde aldrig fattet, hvordan piger kunne sammensætte tøj på den måde. En T-shirt og et par bukser var, hvad jeg foretrak at gå med – mere behøvede jeg ikke.

”Hvordan går det?” spurgte jeg nysgerrigt, da hun havde slået sig ned på min hvide lædersofa, og hun rettede sit blik på mig, inden hun fugtede sine mørkerøde læber og svarede.

”Det går fint nok. Intet udover det sædvanlige,” svarede hun kortfattet. ”Hvad med dig? Går det fint med bandet og det hele?”

To spørgsmål oveni købet. Hun var da i et snaksagligt humør. Ikke at jeg beklagede mig, for det var da rart ikke konstant at skulle finde på samtaleemner.

”Jep, det går strålende,” nikkede jeg med et stort smil. ”Jeg er ikke den store kok, så hvis det ikke gør noget, så har jeg faktisk bare købt nogle burgerboller og ristet dem, hvorefter jeg har skåret lidt salat. Så kan vi bare bygge dem, som vi nu vil have dem. Er det okay?”

”Selvfølgelig.” Antydningen af et smil kom frem på hendes læber, og det fik mit til at vokse sig endnu større i et forsøg på at opmuntre hende til at trække helt op i mundvigene. Dog blev det ikke mere end et anstrøg. ”Så længe du har købt ost.”

”Jeg vidste ikke, at du kunne lide ost,” indrømmede jeg overrasket med rynket pande.

”Hvorfor ikke?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. ”Hvad, må folk med en alternativ stil nu heller ikke kunne lide ost? Er ost for … ulækkert?”

”Nej, nej – selvfølgelig ikke!” skyndte jeg mig at modsige. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte, som jeg gjorde. Nogle gange forventer jeg bare de mærkeligste ting.”

”Aha.” Jeg gned nervøst mine hænder sammen mod hinanden. Det var, som om hvert øjeblik med hende blev mere og mere nervepirrende, for jo længere tid jeg tilbragte med hende, desto mere anspændt blev jeg i hendes nærvær, og jeg vidste simpelthen ikke hvorfor.

”Nå, men vil du med ud i køkkenet, så vi kan få lavet burgerne? Ellers tror jeg, at brødet bliver helt koldt,” sagde jeg efter nogle sekunders stilhed.

”Ja, klart.”

”Bare følg mig.” Jeg fik rejst mig, inden jeg begav mig ud i køkkenet med Leigh i hælene på mig. Uden støvlerne var hendes skridt lydløse og uhørlige, og hvis det ikke var, fordi jeg på en eller anden måde bare kunne fornemme Leighs nærvær, så ville jeg nok ikke have lagt mærke til hende. Hendes duft var dog hurtig til at sprede sig i lokalet, og med hendes aroma til at blokere mine sanser blev mit syn endnu en gang sort og hvidt. Jeg anede ikke, hvordan hun gjorde det, men hun formåede simpelthen bare altid at give mit et helt nyt syn på alt. Hun inspirerede mig til at filosofere over alverdens ting, og jeg var næsten helt sikker på, at hvis jeg satte mig ned for at skrive en sang, ville ordene skrive sig selv uden tøven.

Ude i køkkenet duftede der af brød, og det skyldtes nok de ristede burgerboller, som lå i en kurv. Ved siden af dem stod et udvalg af forskellige, skårede grøntsager, og deriblandt var tomater, agurker og iceberg. Udover de to ting var der også et glas med syltede agurker og så (heldigvis) en pakke ost, så det ville nok glæde Leigh vældigt meget. Jeg var stadig ret overrasket over, at hun kunne lide ost. Det virkede bare ikke som en Leigh-ting, hvis der da overhovedet var noget, der hed det.

”Du kan bare tage, hvad du vil,” informerede jeg hende om, inden jeg rakte hende en blank tallerken, som jeg faktisk havde været meget omhyggelig med at vælge, fordi at jeg havde været nervøs for, hvis jeg nu havde valgt en tallerken, som ikke var blevet rengjort ordentligt nok af opvaskemaskinen. I nærheden af Leigh følte jeg bare altid, at jeg blev nødt til at præstere mere end normalt. Selvom jeg ihærdigt prøvede på at benægte det, så vidste jeg egentlig inderst inde godt, hvad grunden til det var. Jeg var vist ved at falde for hende – og ’var ved’ var vel også lidt af en underdrivelse.

 

 

Selvom min stue ikke var fyldt med latter og optimistiske samtaler, så nød jeg stadig Leighs selskab. For mig var det nok med hendes svage smil og indtrængende blik, og som vi sad der med vores halvspiste burgere foran os, var den eneste lyd, man kunne høre, Londons travle trafik. Det var den eneste ting, jeg hadede ved at bo inde i byen. Der larmede altid så utroligt meget. Egentlig var det ikke noget, jeg gik rundt og tænkte på hver dag, men Leigh fik bare de mærkeligste tanker i gang hos mig. Det var, som om hun fik mig til at genoverveje hele mit liv bare ved at kaste et enkelt blik på mig.

”Har du snakket med Oliver for nyligt?” endte jeg med at spørge om for at bryde stilheden, inden jeg tog en bid af min burger.

”Ja,” nikkede hun og gjorde det samme. ”På det seneste støder jeg på ham hele tiden – skæbnen om du vil kalde det.”

”Tror du på skæbnen?” spurgte jeg, og at dømme ud fra Leighs overraskede ansigtsudtryk konkluderede jeg, at hun ikke lige havde ventet det spørgsmål.

”Det ved jeg ærligt talt ikke,” svarede hun tænksomt og trak på skuldrene. ”Jeg tror på, at vi selv kan afgøre vores fremtid, men tit tager jeg mig i at tænke på skæbnen, når tilfældigheder hænder.”

Jeg nikkede interesseret. ”Det giver mening.”

”Hvad med dig? Tror du på skæbnen?” Denne gang var det hendes tur til at løfte øjenbrynet i en spørgende bevægelse.

”Jeg har vist lidt af den samme holdning som dig,” indrømmede jeg. ”Du forklarede det meget godt. Jeg synes ikke, at jeg burde lade skæbnen styre hele mit liv ved at lade den afgøre det hele, men af og til tænker jeg jo også på, at noget må være skæbnen.”

”Jeg fatter ikke de folk, der tror så meget på skæbnen, at de begynder med alt sådan noget mojo-pjat,” betroede hun sig til mig, og en snert af latter kunne spores i hendes stemme ved de sidste ord. Jeg havde ikke hørt hendes latter særlig mange gange, men de gang, hvor jeg havde, havde det lydt som den mest behagelige musik, jeg kunne forestille mig. Normalt ville man nok sammenligne en perlende latter med mange klokker, men ærligt talt fandt jeg klokker ret irriterende, mens næsten al musik var meget indbydende.

”Jeg tror, at hvis man køber alle mulige ting, der skulle siges at bringe lykke, så afgør man jo egentlig selv sin skæbne, for så får man højst sandsynligt lidt af et samleflip, og så går man fallit,” tilføjede jeg. Jeg skulle til at fortsætte min talestrøm, da en dørklokke lød, og med et undrende blik i ansigtet rejste jeg mig med et undskyldende blik til Leigh, inden jeg gik hen til hoveddøren for at lukke den op.

”Harry, hej!” Forskrækket sprang jeg tilbage, da fire drenge nærmest stod med deres hoveder i ansigtet på mig. Hvis de åbnede munden, ville de nok højst sandsynligt spytte på mig. ”Hvordan går det så?”

”Øhm drenge, hvis I ikke har meget imod det, så – ” ”Du har ommøbleret din stue, har du ikke? Lad mig se!”

Louis gav mig intet andet valg end at træde til side ved at fare forbi mig, og inden jeg overhovedet havde nået at blinke, var han ude i stuen.

”Jeg kan godt lide det her, for det er helt fengshui-agtig, og der er så meget harmoni over det, og – gud, hej!

Mentalt bandede jeg for mig selv, men det kom bare ud som et suk, og hastigt trådte jeg ind i stuen igen efterfulgt af de andre tre, nysgerrige drenge.

”Jeg vidste slet ikke, at du var her i dag, Leigh. Hey, hvis du er nysgerrig, så går det godt med min tatovering! Vil du se?” Allerede der havde jeg lyst til at grave mig ned i et hul og aldrig komme op igen. Hvem havde dog brug for pinlige forældre, når man havde Louis?

”Du må være Leigh!” … og det blev kun værre. ”Jeg er Zayn – du kender mig måske fra Harrys band. Det er hyggeligt at møde dig.”

”Og jeg er Liam. Det er en ære endelig at møde dig!” Flere hænder blev strakt ud mod Leigh, som stirrede forfjamsket på dem.

”Især fordi at Harry har fablet uafbrudt om dig,” brød Louis ind, og denne gang var jeg ret sikker på, at han udelukkende gjorde det for at ydmyge mig. Det her skulle han få betalt.

”Undskyld,” sagde jeg henvendt til Leigh. ”Jeg har slet ikke aftalt noget med dem, så jeg forstår ikke helt, hvorfor de er her. Kan I eventuelt forklare jer selv?”

Spørgsmålet til sidst kom ud med sammenknebne øjne og et vredt tonefald.

”Vi ville da bare lige tjekke, hvordan vores yndlings krøltop har det,” kvidrede Louis og blinkede kækt til mig.

”Nå, men hvis I ikke har meget imod det, så har jeg yndlings krøltop altså planer for i dag,” informerede jeg dem om, imens jeg inderligt ønskede, at de ville gå. Det var ret tydeligt, at Leigh var ubekvem ved situationen. Selvom hun prøvede at skjule det med sin hårde facade, lyste forvirringen ud af hende.

”Men vi er jo lige kommet!” beklagede Louis sig og skubbede underlæben ud. ”Du kan da ikke sende os hjem allerede!”

”Siden I er så opsatte på at være her, hvorfor tager I så ikke opvasken for mig, imens jeg går en hurtig tur med Leigh for at forbrænde maden?” foreslog jeg, og inden de nåede at svare, havde jeg taget Leighs hånd for derefter at trække hende ud i entréen, hvor vores jakker hang.

”Jeg aner ikke, hvad det der gik ud på,” mumlede jeg lavmælt. ”Det beklager jeg altså.”

”Det går nok,” sagde hun halvhjertet, men jeg kunne se, at hendes facade nu var oppe igen. Murstene, jeg så småt havde fjernet fra den mentale mur, hun havde, var tilbage, og muren var igen hel. ”Men hvor skal vi hen?”

”Det ved jeg ikke …” indrømmede jeg ærligt. ”Vi må vel bare fare vild et eller andet sted ude på bøhlandet.”

I et øjeblik troede jeg, at jeg kunne ane et dristigt smil, der afslørede morskab, i den dæmpede belysning, men den tanke blev dog hurtigt visket ud, så den var væk så hurtigt, som den var kommet, da hendes næste ord blev sagt højt.

”Fare vild? Er du helt klar i hovedet?”

 

 

Jeg vidste ikke, hvor jeg var kørt hen. At finde vej i mørket var ikke ligefrem min bedste egenskab, så nu var vi bogstaveligt talt faret vild ude på bøhlandet.

Leighs fært fyldte hele bilen, og jeg vidste, at den nok højst sandsynligt ville blive siddende i en dags tid. Jeg elskede den duft, og af en eller anden grund gav den mig lyst til at drikke sort kaffe. Det blev også grunden til, at jeg drejede ind på en parkeringsplads til en fremmed café. Jeg var uvidende om, hvad klokken var, og derfor kastede jeg et blik på det digitalur, der var indbygget i instrumentbrættet. Det fortalte mig, at klokken var 17 minutter over ni om aftenen.

”Kender du denne her café?” Leigh kiggede undrende på mig.

”Ikke rigtigt,” svarede jeg med et skuldertræk.

”Hvad laver vi så her?” Mit blik fulgte hendes mørke læber, og jeg tog mig selv i at undre mig over, hvordan farven dog stadig kunne blive siddende, når Leigh både havde spist og drukket. Jeg gik ud fra, at det vel var en pigeting.

Da det gik op for mig, at Leigh sad og stirrede afventende på mig, skyndte jeg mig at svare: ”Jeg sagde jo, at vi ville fare vild, så det er vi nu.”

Afslappet slukkede jeg motoren og trak nøglerne til mig. Derefter tilføjede jeg: ”Desuden kunne jeg virkelig godt bruge en kop sort kaffe.”

 

 

Hele resten af aftenen snakkede vi løs om alverdens ting, og jeg tog Leigh i at grine flere gange. Jeg gik ud fra, at de ting, der kunne få hende til at bløde lidt op, var en kop kaffe og en stak pandekager. I hvert fald var stemningen overhovedet ikke, som den havde været, da vi havde været hjemme hos mig. Her var det meget lettere at snakke, og samtaleemnerne kom også uden problemer.

”Selvom denne her café ligner en værre skrotbunke, så må jeg sige, at deres pandekager er de bedste, jeg længe har smagt,” indrømmede Leigh. ”Jeg kan godt lide denne her café.”

”Så må vi da helt klart komme her igen en dag,” sagde jeg med et smil. ”Eller endnu bedre: Vi farer vild igen og finder en ny café med himmelske pandekager!”

”Det lyder som en plan,” nikkede hun med et skævt smil. ”Det vil jeg se frem til.”

”Nu har vi i hvert fald fundet ud af hemmeligheden bag de bedste caféer,” fastslog jeg. ”De skal ligne noget værre lort udenpå.”

”Indeni er her jo meget hyggeligt,” sagde hun. ”Måske er det bare for at holde det hele mere indbydende og enkelt. Så er der jo ikke så mange mennesker, der kommer, og på den måde behøver man ikke råbe og alt muligt for at blive hørt.”

”Ja, jeg kan godt lide det her sted,” samtykkede jeg. ”Her er så roligt.”

”Det kan jeg forestille mig, at du synes, for du bliver jo praktisk taget overfaldet hver dag,” påpegede hun, og jeg kom med et grin fra mig.

”Ja, det er lidt besværligt af og til,” medgav jeg. ”Men sådan er livet jo.”

”Rettelse: Sådan er livet jo, når man er en verdenskendt popstjerne,” rettede hun.

”Det er vel den dårlige side af det, men alt kan jo ikke altid være regnbuer og enhjørninger.”

”Gud, klokken er allerede halv 12!” udbrød Leigh pludselig panisk og skyndte sig at rejse sig. ”Jeg skulle have været hjemme for en halvanden time siden. Min far er sikkert vildt bekymret. Tænk, at tiden bare sådan er fløjet af sted.”

”Så må vi vist hellere hjemad,” foreslog jeg og rejste mig også, inden jeg fiskede nogle kontanter op fra lommen, som jeg lagde på bordet, og derefter gik jeg sammen med Leigh ud til min bil igen.

 

 

”Jeg må indrømme,” startede Leigh ud, da vi var uden for hendes hus. ”at jeg faktisk virkelig har hygget mig.”

”Det har jeg også,” svarede jeg med et smil, der kun blev større for hvert sekund, der gik. ”Måske kan vi ses igen en anden dag? Fare vild ude på bøhlandet og ende på endnu en ukendt café?”

I lidt tid virkede det, som om hun lige skulle sluge ordene, men da det var gjort, åbnede hun munden for at svare: ”Det vil jeg se frem til.”

”Det vil jeg også,” svarede jeg med et smil, og forsigtigt trådte jeg lidt tættere på hende, så mit ansigt var få centimeter fra hendes, og jeg tillod mig selv at presse mine læber blidt mod hendes bløde kind. Da det var gjort, begav jeg mig vej hen til min bil. ”Så ses vi vel en anden dag?”

Mit blik fulgte hendes skikkelse, som i et øjeblik stod helt fastfrosset, men så åbnede hun munden og svarede kortfattet: ”Det gør vi.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...