Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1356Visninger
AA

13. Kapitel 9.

Hun vendte sig om og fik øje på Kiil og hans mænd. Hun greb hårdere fat om Grefs hånd, da han trådte frem.

”Hvad vil i? Vi har ikke gjort noget galt,”

De gik nærmere så de kun stod med få meters mellemrum, Kiil stirrede på Gref med mord i øjnene. Hans ene næsebor begyndte at vibrere og han løftede en finger og pegede den direkte mod Grefs strube.

”Nu skal jeg sige dig hvad i har gjort, du stjal min trolovede, du vanærede mig ved at slå mig.”

Elyn trådte ind foran Gref. Hun spredte armene ud til siderne for at beskytte ham. Kiil greb ud efter hende, men hun var hurtigt nok til at træde væk.

Gref prøvede at skubbe hende om bag sig, men hun blev stående.

”Forsvind!”

Spyttet stod ud af munden på hende, men Kiil så bare hånligt på hende og sagde: ”Og hvordan har du så tænkt dig at få mig til det? Hvad vil du gøre? Slå mig?”

Og det var lige hvad hun agtede at gøre. hun trak hånden bagud og bevægede den lynhurtigt op mod Kiils ansigt og plantede en hård knytnæve på det øverste af hans næse. Hans hånd fløj op mod den ømme næse. Da han endelig fjernede sin hånd var der blod på den. Han bandede så højt at Elyn blev helt forskrækket.

”Hvad i alverden har du gang i?”

Hele hans ansigt var fortrukket i en blanding af vrede og smerte.

”Jeg slog dig.”

Hun var selv overrasket over den måde hun havde reageret på. Kiils vagter var henne ved hende på et øjeblik, men da Kiil løftede hånden slap de hende.

”Og hvordan er det så? At gemme sig bag en tøs’ skørter?”

Gref skubbede til Elyn så hun faldt bagover og trådte hen over hende.

”Jeg har ikke brug for nogen til at gemme mig bagved! Det er ikke mig der har slæbt vagter med for at finde en ung kvinde!”

Kiil trådte et skridt længere frem mod Gref og sagde: ”Så lad os få afgjort hvem der er kujonen her!”

Og med stadig blødende næse slog han ud efter Gref. Gref var hurtigt til at slå igen, han ramte ham hårdt i maven. Så hårdt at Kiil væltede om i sandet og blev liggende. Gref bøgede sig ned og øjeblikket før han samlede Kiil op, leverede Kiil et eksplosivt spark og ramte Grefs skulder så hårdt at den sagde knæk.

Gref skreg.

Øjeblikket efter var Kiils vagter over ham. De holdt ham fast mod jorden, imens han skreg af smerte da de rørte ved den forvredne skulder.

Kiil bøgede sig ind over ham og lo. Latteren skar igennem luften. Han lo så højt at det gjorde ondt. Elyn lå stadig på den bare jord og stirrede målløst på den nu stumme Gref.

”Slip ham.”

Hun ville have råbt, men ordene kom kun ud som en hvisken. Kiil trak en lang bronzekniv, Elyn genkendte den straks som et af Grefs værker, han løftede den højt over hovedet, og råbte: ”Du skulle aldrig have vist dit grimme fjæs, i nærheden af mig!”

Så stak han.

Kniven landede i Grefs bryst. Han skreg ikke. Han blev bare stille. Det tog hende kun et splitsekund og nå over til ham.

”Det er mig, Elyn, bliv hos mig. Du må ikke. Bliv!”

Han hvæsede. Han kunne ikke trække vejret.

”Jeg. Elsker.”

Så trak Kiil kniven ud.

Og Elyns verden faldt sammen.

 

Hun så langsomt til mens blodet forlod Grefs bryst. Hun greb hans hånd, der langsomt blev kold, han prøvede at sige noget, men der kom kun en hvæsen ud.

”Jeg-”

Hun så ind i hans øjne. Langsomt forsvandt gnisten i hans øjne. Til sidst var den helt væk.

Og Elyn begyndte at græde.

Hele verden rystede og der dannede sig sorte pletter for hendes øjne. Hun begyndte at ryste så voldsomt at hun var ved at vælte.

Med tårerne væltende ned ad kinderne fik hun øje på den blodige kniv som Kiil stadig holdt i hånden. Hun rejste sig op og greb kniven. Et øjeblik var hun ved at kaste kniven mod Kiil, men så indså hun at det ikke ville bringe Gref tilbage.

I stedet vendte hun kniven mod sig selv.

”Jeg elsker også dig!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...