Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1428Visninger
AA

12. Kapitel 8.

Kapitel 8.

I lang tid havde de siddet og stirret på vandet, ingen af dem havde set så meget vand på et sted før. Og da slet ikke vand der smagte så kraftigt af salt.

Elyn var blevet tørstig og havde drukket af vandet, men hun havde været hurtigt til at spytte det ud igen. Hun mente at vandet var forgiftet.

De var blevet siddende det samme sted, bag dem lå de store sandbakker og foran dem lå det urolige hav, og vinden blæste så kraftigt imod dem af hendes hår næsten stod vandret ud i luften.

Elyn lagde pludselig mærke til noget, den enorme mængde vand var blevet … mindre? Vandet havde nærmest trukket sig tilbage eller var forsvundet. Hun undlod at sige noget i tilfælde af at hun så syner. I stedet fandt hun en lille gren og satte den i ved vandkanten.

Hun bukkede sig ned og kyssede Gref på panden. Hun trak hovedet væk og kyssede ham i stedet på læberne. Han gengældte hendes kys.

Hun lod sine hænder glide om bag hans nakke og aede ham blidt imens de kyssede. Hendes læber brændte efter mere og hun lod sine hænder glide ned ad hans ryg.

”Jeg elsker dig så højt,” mumlede han ind i hendes hår da han kyssede det.

”Se! Vandet! Det er væk!” Hun trak sig tilbage og pegede ud mod vandet. Der var næsten ikke noget vand tilbage, til gengæld lå der snoede skaller på det fugtige sand.

Hun begyndte at gå ud på havbunden, da hun var nået ti meter ud faldt hun på knæ og bad: ”Mange tak, åh så mange tak for at redde os, kære Sol, jeg er dig dybt taknemmelig, hun løftede hænderne op mod den gyldne sol og brød så ud i sang:

”Lad lyset være bag mig og foran mig
Lad lyset være under mig og over mig
Lad lyset være med mig og i mig
Lad lyset være omkring mig og nær mig
Lad lyset være i hvert hjerte som tænker på mig
Lad lyset være i hver mund som taler om mig
Lad lyset være i hvert øje som ser mig
Lad lyset være i hvert øre som hører mig.

Lad dit lys skinne på mig!”

***

Han for rasende gennem skoven. Tænk at hun havde været så dum. At efterlade sig et så tydeligt et spor. Hun havde knækket grene og trådt græsset ned. Faktisk skulle man næsten tro at hun ikke havde været alene. Men alle hendes søstre var stadig i landsbyen og ingen havde meldt nogen savnet.

Han gjorde sig ingen umage for at være stille og skræmte, sammen med sine fem vagter, livet af dyrene. De havde ikke set nogen store rovdyr i lang tid og de plejede ikke at skræmme sig væk. Noget tydede på at de nærmede sig enden på skoven.

Han standsede forpustet op og snusede ind. Det var lugten af skov og sommer der ramte ham. Men det eneste der interesserede ham var tanken om at han næsten havde hende.

Det havde været dybt ydmygende da hun var forsvundet. Rygterne var begyndt at svirre om at hun var stukket af fordi tanken om at skulle giftes med ham var uudholdelig. Han holdte ikke af hende, på den måde. Men han holdte af tanken om den position hun ville give ham. Og han holdt af tanken om at hendes veldrejede krop var hans.

Men han elskede hende ikke.

***

De var nået langt ud på det tidligere hav. Så langt af hun begyndte at kunne se vandet der havde trukket sig sammen langt væk.

Lige meget hvor hun så hen så hun sand og atter sand. Til gengæld blæste det så meget at de allerede havde tabt et af soveskindene. Al maden var blevet uspiselig da Gref havde tabt den i sandet og nu manglede de også skindene til at skærme mod kulden.

De var begge sultne, men ingen af dem sagde en lyd. De prøvede begge at holde sulten på afstand ved at gå. Og vigtigst af alt tankerne.

Elyn havde ikke fortrudt at hun var stukket af, men tanken om at skulle sulte ihjel virkede mindre og mindre attraktiv, jo mere sulten hun blev.

Samtidig savnede hun sine søstre, tvillingernes sigende blikke, Brika der flettede blomster og Lysia der legede med de andre børn, hun savnede også sin far og håbede han var blevet sig selv igen. I det mindste noget af tiden.

Men den hun savnede mest var moderen, eller stedmoderen, men hende ville hun ikke få at se selvom hun vendte om nu.

Hun tog Grefs hånd og de fortsatte.

Et stykke fra dem var der en der råbte:

”Så det er her du gemmer dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...