Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1359Visninger
AA

11. Kapitel 7.

Den sidste skovfuld jord blev lagt på storhøj og lukkede indgangen. Græsset havde ikke nået at spire efter søsterens død og graven stod igen bar. Hvad de ikke viste, var at de snart skulle gøre plads til en til. Rygterne svirrede i byen, nogen mente at høvdinge familien var forbandet. De havde ingen sønner fået, høvdingens første kone var død, da Elyn var spæd og hun kunne ikke huske hende. Den ældste datter og nu også høvdingens anden kone og deres ufødte barn.

Elyn trådte længere og længere ind i skoven. Hun var længere inde en hun nogensinde havde været før. Her var det kun de modigste jægere der kom. Hun svedte i den tykke pelskappe og de forede sko. Selvom det stadig var midt om sommeren var hun iført alt det tøj hun havde. Hun havde en kurv under armen med soveskind, lidt mad og en lille flintekniv i.

Hun standsede op for at tage den tunge pelskappe af og ligge den i kurven. Det øjeblik det tog hende at tage kappen af nåede hendes følgesvend at overhale hende.

Hun sukkede og stirrede på hans ryg.

”Gref?”

Han vendte sig om og så på hende med kærlige øjne, og hun skammede sig over nogensinde at have været i tvivl om sine følelser. Hun rejste sig og indhentede ham hurtigt, men da hun kom op på siden af ham standsede han og kyssede hende.

Hendes læber brændte efter mere, men han trak sig hurtigt væk og begyndte at gå igen. Og hun fulgte efter ham.

De vidste ikke hvor de var på vej hen. De vidste bare at de var på vej væk. Og at det var for sent at vende om. Hun var ikke bange. For hun vidste at han ville passe på hende, om det så ville koste ham hans liv.

De var taget af sted den dag moren var blevet givet tilbage til solen. Elyn havde i al hast pakket det mest nødvendige og mødt Gref i skoven. Hun var begyndt at græde i det øjeblik hun så ham, og det havde taget ham flere timer at trøste hende.

Da hun var faldet til ro, var de begyndt at gå. Nu var de længere inde i skoven end nogen af dem have været før.

 De ville ikke kunne finde tilbage igen.

***

”Hvor er hun?!”

Den unge mand brølede så højt at både høvdingen og de fire vagter sprang op i luften. Han trak et kort sværd og pegede truende mod høvdingen.

”Rolig nu, vi finder hende snart-”

”Hvordan? Hvordan? Du har jo ikke gjort noget for at finde hende!”

”Kiil, tag det roligt. Vi skal nok få din trolovede hjem igen.”

Kiil trådte et skridt tættere på, så han stod helt tæt op ad høvdingen og hviskede: ”Ja, det vil i.”

***

Solen sank ned i horisonten og efterlod parret i mørke. De havde for længst gjort hold for natten og lå nu hånd i hånd i læ af en flok træer.

Hvis de havde været vågne havde de kunne lugte en fremmedduft. De ville måske blive bange, men du, du ville ikke. Du kender den nemlig. Duften af hav.

Den salte smag der sætter sig på læberne, duften af salt der næsten kan få ens tænder til at løbe i vand og så selvfølgelig bruset. E enorme bølgers brus der skyller ind over landet.

De to havde aldrig prøvet noget lignende. De havde aldrig set et hav.

Da solen stod op vågnede de og Elyn fornemmede straks den ukendte luft. Hun ruskede i ham for at få ham til at vågne.

”Prøv og duft,”

Han trak langsomt vejret ind og prøvede så næsten at spytte det ud igen.

”Hvad er det?”

”Jeg ved det virkelig ikke, men vi må hellere komme væk,”

De fik hurtigt pakket deres soveskind væk, og denne gang tog han kurven. Han var stærk nok til at kunne bære den i en arm, så han flettede sine fingre ind i hendes og sådan gik de tavse i et stykke tid.

Ved middagstid fik de et chok. Han blev så forskrækket at han tabte kurven og maden røg ud og blev rullet ind i sand.

Synet af de enorme bølger fik hende til at stå med åben mund i flere minutter før hun fik samlet sig selv nok til at lukke den igen.

”Hvad skal vi gøre?”

Hun så på spørgende på ham,

”hvad kan vi gøre?”

Så sank han fortvivlet sammen i sandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...