Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1419Visninger
AA

10. Kapitel 6.

Ingen bevægede sig bortset fra moderen. Der lå i smertefulde kramper. Hendes skrig blev mere og mere øredøvende og snart var den lille pige ikke den eneste der græd.

Elyn var forvirret. Hun havde mest af alt lyst til at styrte moderen til hjælp. Men hun hang stadig fast til Kiil ved håndleddet og ville ikke være til nogen hjælp.

Hun endte med at stirre målløst på moderens krop.

Moderen begyndte at hive efter vejret og skum flød ud af munden på hende. Skrigende standsede. Og der blev dødstille i forsamlingen.  Hun vendte det vide ud ad øjnene. Hev så voldsomt efter vejret at hun hvæsede.

Lysia var allerede henne ved hende og ruskede i hende. Hun blev ved og ved med at prøve og få moderen til at sige noget eller bare reagere.

Det gjorde hun ikke.

Hun blev ved med at sparke og slå ud i luften uden at ramme nogen. Hendes øjne begyndte at blive røde, og hun holdte op med at trække vejret.

Hun lå på den bare jord et øjeblik og stirrede ud i luften.

Så var det ovre.

Og hun var væk.

Et sted ikke så langt væk var der en der begyndte at skrige.

***

”Moar?”

Lysias spinkle stemme brød tavsheden. Hun aede moren på kinden.

”Moar? Vågn op, du må ikke sove nu,”

Hun ruskede i moren så hendes eget mørke hår fløj rundt, langsomt begyndte noget at gå op for den lille pige. Hun fik tårer i øjnene.

”Elyn, hvorfor sover mor? Hvorfor vågner hun ikke?”

Hun råbte så højt at flere af de stumme tilskuere måtte holde sig for ørene. Hendes mørke hår stod om hovedet på hende, men hendes grå øjne var forvirrede.

”L-lysia,”  stammede Elyn med gråd i stemmen, ”mor vågner ikke,”

Elyn gik langsomt over mod den fortvivlede pige og lagde den ene arm om hende, den anden hang stadig fast til Kiil. Hun pegede på solen der stod lavt i horisonten.

”Se, solen passer på mor nu,”

Lysias udtryk ændrede sig og tårerne begyndte at flyde ned ad hendes æblekinder. Hun nikkede langsomt.

”Men hvornår kommer hun så hjem igen?”

Elyn mærkede en tåre forlade hendes øje, hun prøvede at blinke den væk, men det var for sent.

”Lysia. Det gør hun aldrig.”

Nu gik virkeligheden for alvor op for den seksårige pige, hvis ansigtsudtryk blev endnu mere fortvivlet.

”Aldrig?”

”Aldrig.”

Lysia holdt Elyn tæt ind til sig og snart sluttede de grædende tvillinger og en hikstende Brika sig til. Kiil stod målløs og prøvede at mase sin hånd ud af ringen.

Der dannede sig langsomt en kreds med de grædende piger og den døde mor i midten. Uden for kredsen stod to skikkelser, den ene gemte sig i skyggerne, hvis Elyn havde set over på ham havde hun straks genkendt ham. det var Gref.

Den anden skikkelse var stor, en fuldvoksen mand, med muskuløse arme og klædt i uld og guldsmykker. Hans ansigt var fordybet i sorg og ned ad hans kind trillede tårerne.

Det var pigernes far.

***

De næste dage gik hele familien i en døs. Ingen gjorde noget. På tredje dagen kom byens væverske og lavede mad til dem alle. Hun tvang de fem piger til at spise noget, men deres far nægtede at spise en bid og den før så mægtige høvding var ved at skrumpe ingenting.

Elyns hoved var et stort kaos. Hun havde mest af alt lyst til at finde Gref og forsvinde fra byen. Men hun vidste ikke hvad de skulle gøre. Hvad kunne de gøre? Hun kunne heller ikke efterlade hele hendes familie. Moderen var ikke blevet givet tilbage til solen endnu og faderen var stadig. Væk.

Desuden var hun også blevet i tvivl om hvad hun følte for Gref. Selvfølgelig kunne hun lide ham og jo, hun var forelsket. Hun elskede ham. Men hvor meget? Nok til at forlade hendes hverdag?

Men der var efterhånden ikke noget der lignede hverdag tilbage i hendes liv. Det der var tilbage af hendes liv var faderen der levede som en levende død, moderen der var død og det nært forestående bryllup med Kiil. Også selvfølgelig Gref.

Det virkede som et let valg, hun kunne vælge og leve i sorg med mindet om moderen, hun kunne vælge og blive ligesom sin far. Og blive gift.

Eller hun kunne vælge Gref.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...