Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1370Visninger
AA

9. Kapitel 5.

Trolovelsen stod for døren. Allerede om aftenen ville faderen love hende bort. Eller sælge hende. Det hele virkede stadig forkert. Hun var dødsens ræd for Kiil. Om natten havde hun haft mareridt. Om den døde pige. Hun var vågnet med et sæt midt om natten, badet i sved.

Gref var forsvundet. Ingen havde set ham siden den dag hvor han havde bedt hende om at vælge. Hun havde ikke valgt. Hun var splittet i to. Den ene del af hende ville løbe væk, sammen med Gref. Den anden del, den fornuftige, vidste godt at de ikke kunne overleve det.

Hendes hjerte kæmpede en inderlig kamp mod hendes hjerne.

Og hun vidste ikke hvem der ville vinde.

Hun lagde sig ned på det bløde soveskind og var næsten faldet i søvn da moderen trådte ind i rummet.

”Kommer du med?”

Hun nikkede svagt og rejste sig. Det nye snoreskørt havde fået små bronzerør på enderne så når hun bevægede sig lød det som tusind små klokker. Hun mærkede sveden pible frem under den tykke uldtrøje, samtidig med at gåsehuden spredte sig på hendes bare ben.

Hun bevægede sig hen mod offerpladsen hvor blodet fra et lam strømmede ud over pladsen. Hun havde bare fødder og satte hvide fodspor i det røde blod. Fra den modsatte side kom Kiil spankulerende. Hans fødder var pakket ind i skind, selvom traditionen foreskrev at man var barfodet.

Hun havde mest af alt lyst til at løbe skrigende væk, men det var for sent nu.

Det var alt sammen for sent nu.

Da de mødtes på midten af pladsen trådte hendes far og hans mor frem. De var begge to klædt i uld og smykker fra top til tå.

”Jeg, høvding Lethro, sværger at min ældste datter Elyn skal tilhøre Fel slægten, indtil solen tager hende tilbage.”

Han trådte et enkelt skridt tilbage og lod moderen frem og sagde: ”Jeg, Gullda, Fejds hustru, sværger at tage imod din ældste datter, Elyn, indtil solen tager hende tilbage.”

Hun trådte tilbage og greb fat i hendes arm imens faderen greb Kiils og lagde dem tæt ved siden af hinanden.

Kiils hud føltes iskold mod hendes egen steghede hud. I fællesskab fik forældrene trukket en bronzearmring hen over deres håndled.

De hang sammen.

Og hun hadede det.

Hele hendes indre var i oprør. Hun ville væk. Og det skulle være nu. Hun satte i løb et kort sekund, men blev stoppet da hendes venstre arm ikke fulgte med hende.

Hun hang stadig fast.

Hun kunne ikke slippe fri.

Hun trådte langsomt tilbage, men det røde blod begyndte at størkne og hendes fodspor var tydeligt markerede.

Da hun tog det sidste skridt tilbage til Kiil, tegnede faderen en spiral i panden på Kiil med blod. Moderen tegnede en cirkel i hendes pande. Blodet størknede ikke. Det begyndte at løbe ned i panden på hende. En enkelt dråbe løb ned igennem hendes øje og blændede hende.

Et øjeblik var verden helt rød.

Hun blinkede et par gange også var det væk. Verden lignede sig selv. Igen.

I det øjeblik havde hun set det hele klart, hun vidste hvad hun skulle. Men det hele havde virket som en drøm. Og nu var drømmen væk.

Og hun var bundet.

Bundet til en morder.

Og hun hadede hvert eneste sekund hun var tvunget til at være i nærheden af ham.

De blev ført over mod det døde lam, som de første skulle de trolovede smage kødet. Råt. Ellers ville ægteskabet blive forbandet.

Kiil fandt en lang kniv frem fra bæltet og snittede hurtigt to lunser af. Han gav hende det ene stykke kød og hun væmmedes. Blodet dryppede ned ad hendes arm. Hun tog kun en lille bid alligevel skar hun en grimasse i væmmelse.

Det bløde kød svulmede i hendes mund. Jo mere hun tyggede jo større blev det. Det lykkedes hende dog at sluge biden. Resten af lunsen forsvandt ind under hendes korte trøje.

Under mange tilråb slugte Kiil den enorme luns råt kød i en mundfuld uden så meget som at overveje at skære en grimasse.

Fem unge mænd trådte frem med de enorme svungne lyrer og begyndte at spille. Langsomt begyndte folk at synge med på den velkendte tekst.

På den klare himmel

Løber hesten rank

Spændt på den er vognen

Derpå hviler solen

Når natten kræver

Sin mørke ret

Tager båden over

Hesten kan nu hvile

 

Fisken hjælper

Solen sikkert i mål

Skaber store bølger

Og den lille krusning

 

Sidst der finder hesten

Sin vogn frem igen

Hjælper solen over

Himlens bue blå

 

Musikken var ikke døet hen, da en lyd flænsede luften og fik mængden til at skille sig ad. Det var en forfærdelig lyd. Fyldt af smerte og sorg. Så forfærdeligt at en lille pige begyndte at græde. Menneskemængden bevægede sig hurtigt fra hinanden. Få øjeblikke efter lyden var begyndt fik hun øje på hende der skabte den.

På jorden lå en kvinde i kramper. Hendes ansigt var velkendt, det var maven også.

På jorden lå hendes mor og skreg.

Af smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...