Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1360Visninger
AA

8. kapitel 4.

De sidste stråler forsvandt i horisonten og der blev helt mørkt.

Et øjeblik blev der totalt stille. Men snakken og musikken begyndte hurtigt igen.

Elyn hørte ikke noget.

Selvom man stadig kunne mærke solens varme var hun frosset fast til jorden. Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke en lyd ud.

Hun brændte efter at sige noget, men det var som om alle ordene var forsvundet. Det eneste hun formåede var at lukke hendes gabende mund.

Hendes ben summede og hun mærkede knæene værke. Til sidst kunne de ikke bære hende længere og hun faldt på knæ. Hendes hoved var et stort kaos. Tankerne vrimlede rundt i hovedet på hende, som om de ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv.

Hun kunne ikke kontrollere sin krop.

Hendes nakke vippede hendes hoved frem og hendes hænder begyndte at ryste.

Hun ville så gerne skrige.

Men hun kunne bare ikke.

Det virkede helt forkert. Det var ubeskriveligt. Kiil var … Kiil var ikke Gref. Og Kiil var. Kiil var forfærdelig. Hun mindedes en solhvervs fest få år tilbage hvor han havde drukket sig sanseløs i den stærke mjød. Så havde han taget en ung trællepige med vold og derefter tævet hende ihjel.

Ingen havde gjort noget ved det.

Men billedet af det blodige lig havde brændt sig fast på hendes nethinde. Hun kunne tydeligt huske de stirrende øjne, de knuste arme.

Og den tåre der var løbet ned ad hendes kind øjeblikke før hun døde.

Elyn havde haft mareridt i et år om den døde krop. Og om det hun havde hvisket som kun hun havde hørt. De få ord havde hun alligevel ikke kunne glemme.

”Hjælp mig …”

Hun vidste at en skæbne lignende pigens var blevet givet til hende. Medmindre hun ændrede den.

 

***

Det havde alt sammen virket så håbløst. Den aften. Men også lidt. Uvirkeligt. Som en ond drøm. En meget ond drøm. Nu var hun ved at vågne og udenfor ventede den skinbarlige virkelighed.

De sidste par uger var hun blevet slæbt igennem forberedelser til trolovelsen.  Det virkede alt sammen ligegyldigt.

Det var ligegyldigt.

Hun havde råbt og skreget. Nægtet. Og faderen havde svaret ved at slå hende. Langsomt var hun begyndt at acceptere sin skæbne.

Hun så længere ind i skoven, men hendes blik fæstnede sig på et par blå øjne. Gref så tilbage på hende. Han var rasende.

Hele byen havde fået et chok. Alle som en havde de lagt afstand til Gref. Selv den gamle smed.

Smeden havde aldrig været Grefs rigtige far. Han havde taget ham til sig da hans mor døde. Moderen havde været en bortløben træl. Og uden smedens beskyttelse var Gref mindre værd en den mest usle tigger.

Smeden havde smidt ham ud og da han først havde vist sig i byen var den eneste opmærksomhed han havde fået en spytklat. Sendt af sted af en lille møgunge.

Og alt dette var også hendes skyld.

Gref var kommet op og slås. Med Kiil. Søn af den rigeste og mest magtfulde borger i byen. Og hendes trolovede.

Da Kiils far var blevet vred og havde krævet at Gref blev straffet havde smeden slået hånden af ham. Hun havde for alvor ødelagt hans liv.

Hun kunne ikke fatte at der skulle så lidt til. For at blive udstødt. Bare fordi smeden havde smidt ham ud var han blevet til ingenting. Da Kiil havde myrdet trællepigen var der ingen konsekvenser. Nogen af de yngre mænd opfattede det endda som et bevis på styrke og respekterede ham endnu mere.

”Jeg kunne slå dem ihjel!”

Det gav et sæt i Elyn, der så forskrækket op på ham.

”Du må ikke sige sådan noget. Jeg vil ikke have du ender som morder,”

”Men så ville du ikke skulle- Vi kunne- Men-”

”Nej vi kunne ej,”

Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra rasende til skuffet også til sidst til smertefyldt.

”Hold op med at se sådan på mig,” hendes stemme rystede, og hun mærkede tårerne stå på spring. Hun kunne ikke klare at han så, så ulykkelig ud.

Hun lænede sig frem og kyssede ham i et forsøg på at få ham til at være stille. Men deres læber havde knap nok rørt hinanden før han trak sig væk.

”Du må tage en beslutning.”

”Hvilken beslutning?”

”Vil du væk eller ej?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...