Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1359Visninger
AA

6. Kapitel 3.

Tiden var gået.

Hun kunne ikke længere sige stop. I morges havde hun streget den sidste cirkel ud. I dag var det solhverv. Og for første gang siden det var blevet hendes opgave at danse til ære for solen, var hun ved at dø af skræk.

Det første ritual ville finde sted ved middag, der ville hendes fader velsigne alle landsbyboerne. Om eftermiddagen ville de faste og til aften når solen begyndte at gå ned ville ofringen og dansen finde sted, inden folk kunne begynde at feste.

Der var kun få timer til, middag og moderen havde for længst fået sine fem døtre til at gå i gang med forberedelserne.

Den yngste, Lysia, der kun var seks år gammel, var allerede blevet klædt i en kjortel, broderet med guldsnor, de tre mellemste søstre, Brika, Gryne og Mera var i færd med at flette deres hår.

Moderen stod klar, da hun kom ind ad døren, sidste år havde hun gjort begge sine ældste døtre klar. I år var det kun hende.

 

Moderen begyndte uden et ord at flette hendes hår i tusind små fletninger og sætte dem sirligt op med bronzenåle, for til sidst at sætte et hårnet, med små ravstykker, over hendes hoved.

Da hun lod Elyn se sig selv i det spejl, der havde været en gave til hendes søster, gispede hun. For et øjeblik kunne hun ikke kende sig selv. Hun så ikke sig selv, men den døde søster.

Moderen smilede godmodigt og lod hånden glide ned over sin hurtigt voksende mave.

”Så er du vist præsentabel,”

Hun nikkede bare og så rundt på sine fire søstre. Lysia var ligeså fin som det lys hun var opkaldt efter, trods det mørke hår, Gryne og Mera, tvillingerne, havde flettet håret så fletningerne hang ind mod hinanden og deres kjortler blev holdt sammen i livet af ens bælteplader.

Brika, hendes ældste søster, var klædt i en simpel kjole med en frisure der lignede hendes egen. Hun vidste de var en smuk forsamling. Lysia med sine fine træk og uskyldige smil, tvillingerne, der lignede hinanden på en prik, havde store dådyrøjne og Brikas helt lyse hår vagte stor opmærksomhed hvor hun kom frem. Hun selv var glad for sit korte, lysebrune hår med de små krøller og hendes buede øjenvipper.

Jo, de var smukke. Men alt har en bagside.

***

”Jeg velsigner dig, Elyn, med frugtbarhed og kraft, med glæde og lykke, med styrke og mod, med mod til at være glad og mod til at lade tårerne falde. Jeg velsigner dig med styrken til at lede vores folk.”

Hun kyssede faderen på panden og rejste sig. Brika trådte frem og knælede.

”Jeg velsigner dig min datter, Brika … Jeg velsigner dig med lykke og glæde. Jeg velsigner dig med skønhed og ungdom, ja, jeg velsigner dig med kærlighed.”

Denne velsignelse havde lyt over hende selv da hun sidste år havde været høvdingens næst ældste datter. Tvillingerne knælede på samme tid.

”Gryne og Mera, jeg velsigner jer med sammenhold og styrke.”

De to havde altid fattet sig i korthed, og det genspejlede sig i deres velsignelse. Da Lysia trådte frem fik faderen det udtryk i øjnene, kun Lysia kunne finde frem.

”Lysia min lille solstråle, jeg velsigner dig med al glæde og lykke i verden og forbander den der skader dig.”

Hun smilede og kyssede ham på hver kind.

Efter rang trådte alle landsbyboerne frem for at bliv velsignet. Og da den sidste rejste sig, begyndte fem unge mænd at spille på lurer og der blev hurtigt dannet en kæde af glade mennesker der dansede i takt med musikken.

Elyn satte sig på en bænk. Hun så Gref der talte lavmælt med hendes far, der nikkede. Da Gref begyndte at gå over mod hende, så hun spørgende på ham.

”Må jeg få denne dans?”

Hun nikkede og lod sig trække med ind i kæden. Musikken blev hurtigere og hurtigere. Og hun blev kastet fra arm til arm. Men når hun endelig landede i Grefs arme igen smilede hun. Hun lod sine fingre flette ind i hans. Og de smeltede næsten sammen. Det var en kamp at modstå trangen til at kysse ham. Hendes læber summede og hendes krop længtes efter hans berøring, så voldsomt at hun var nød til at lukke øjnene. Alligevel hjalp det at se på ham. Når hun så ham ind i øjnene følte hun sig lykkelig og hun kunne se han havde det på samme måde.

De dansede til ingen af dem kunne stå oprejst længere og trak sig ud af kredsen. De havde knap sluppet hinandens arme da en ung lyshåret mand med smalle blå øjne trak hende over til sig.

”Må jeg?”

Hun nåede ikke at svare før han trak hende med ind i kredsen. Han klemte hendes hånd så det gjorde ondt, han var klodset og trådte på hendes tæer, han klemte hende ind til sig så det gjorde ondt og hun hev efter vejret. Hun lod ham kun danse med hende en kort tid, før hun trak sig væk fra ham. Den dejlige fornemmelse fra dansen med Gref var forsvundet.

***

Hendes krop glinsede i solens sidste stråler. Det korte snoreskørt flagrede i den milde brise. Hun bøjede sig ned mod det første urtebål og strøg de to flintesten. En lille gnist antændte de tørre urter og den mørke røg steg langsomt op fra bålet og spredte den tunge duft blandt tilskuerne. Hun tændte hurtigt de sidste bål og gjorde tegn til lyrespillerne. De velkendte toner nåede hendes ører og hun kastede sig ud i den hellige dans. Hun bevægede sig hurtigere og hurtigere og den olie hun var smurt ind i blandede sig med sved.

De fire andre dansere havde danset i flere år og så ud som om de nød det. Elyn var stum af skræk. Tanken om hvad der ville ske hvis hun gjorde noget forkert, fik hende til at fortryde at hun ikke havde ladet moderen gennemgå det en gang til.

Et par trommer sluttede sig til musikken og hun hev efter vejret. Hun begyndte på den sidste del af dansen. Hun koncentrerede sig så dybt at der begyndte at danne sig pletter for hendes øjne.

Da de sidste toner forsvandt, stivnede hun og hev efter vejret. Solen var gået ned og kun få stråler oplyste de fæstende mennesker.

Hun så sin far tale med den lyshårede mand, der havde danset med hende. De gav hinanden hånden og hun hørte sin fader kalde på hende.

”Elyn, hils på Kiil, din kommende mand.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...