Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1429Visninger
AA

5. Kapitel 2.

 

 

Luften var tung og fyldt med røg fra de små bål, hun så ned ad sig selv, iklædt den ceremonielle dragt og smurt ind i olie. Bag hende stod fire andre unge kvinder, men deres ansigter var slørede.

Hun bøjede sig ned for at tænde det sidste bål og kastede sig så ud i den hektiske dans. Sveden blandede sig hurtigt med olien og fik hendes hud til at glimte i de sidste solstråler.

Guldarmringen sad på hendes arm. Den sad lidt for godt fast. Så begyndte den at brænde. Der stod ingen flammer op, men langsomt smeltede guldet sig ind i armen på hende for til sidst at løbe ned ad hendes arm. Hun turde ikke stoppe. Faderen sendte hende et blik. Hun måtte ikke stoppe.

Hendes arm smertede. Men hun skreg ikke. Hendes hjerte. Det hamrede så hårdt i brystet at det gjorde ondt. Hun hev efter vejret. Men den varme luft. Hun kunne ikke. Få vejret.

Tempoet steg i takt med hendes hæse vejrtrækninger og hamrende hjerte. Armringen. Det sidste guld. Det smeltede.

Bang.

Hun stirrede ind i et par smertefyldte øjne. Så fik hun øjet på det velkendte ansigt. Det blafrende hår. Hun ville skrige. Men kunne ikke. Langsomt faldt han. Imens det sidste guld fordampede om hendes arm.

Han faldt. Forsvandt.

Og hun vidste hvem det var.

 

”Gref!”

 Hun skreg så højt hun troede hun havde vækket hele huset, men de eneste lyde hun hørte var hendes 14årige lillesøster Gryne, der tyssede ad hende og vendte sig om på siden.

Hun lå forpustet på det gennemsvedte soveskind. Hun indåndede den kølige friske sommerluft. Det var bare en drøm. En ond, ond drøm. Men trods alt bare en drøm.

***

Hun stregede endnu en cirkel ud på det lille skind hendes far havde givet hende for flere år siden. Nu brugte hun et stykke kul til at tegne på det og tælle ned til sommersolhverv. Nu var der kun en lille cirkel tilbage som ikke var blevet streget ud.

Hun var ikke nervøs.

Hun plejede heller aldrig at blive nervøs, men så stor en opgave måtte alligevel gøre noget ved hende. Men det eneste der var plads til i hendes hoved var Gref, hun havde tjekket om armringen stadig lå i skjul da hun vågnede, nu manglede hun bare at finde ud af om Gref stadig var i live.

Hun gik med store, beslutsomme skridt hen mod den lille smedje, det så ikke ud som om nogen lagde mærke til hende.

På den ene side ville hun helst ikke opdages, på den anden side plejede hun at få stor opmærksomhed når hun krydsede gaderne, og hun savnede det.

Da hun gik ind i det lille støbberi gav varmen hende et chok og et kort sekund troede hun at hun var tilbage i drømmen.

”Goddag, min unge dame, hvad kan jeg så gøre for dig?”

Den gamle støber lod glødende metal og voksforme ligge, og begyndte at rode i nogle af de smykker han havde liggende som udstilling.

”Hvordan var det nu, en halskæde, en bælteplade og to ørenringe?”

Hun nikkede, hun havde helt glemt den ordre på smykker hendes mor havde givet smeden for et par måneder siden. Nu var hun glad for den dækhistorie moderen, uvidende, havde givet hende.

”Ja, det er Gref der har lavet det hele, han sad og rettede detaljer i ugevis.”

Hun blev glad ved tanken om at Gref havde tænkt på hende da han så hende. Igennem døren kom Gref nu gående med sod i hele ansigtet.

”Der har jeg jo min egen lille kunstner,” lo hun og modstod trangen til at kysse ham.

Da hun begyndte at gå over mod døren, med favnen fuld af smykker, mumlede den gamle bronzestøber: ”Held og lykke i morgenaften, det får du brug for.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...