Graven

År 1370 f.kr.

Deres fingre gled ind i hinanden, næsten smeltede sammen. De troede begge at dette kunne vare for evigt.
At de kunne drømme forevigt.

Men lige meget hvor gerne man vil blive ved med at drømme, så vågner man.
Og de to ville vågne langt før de troede det.

Høvdingens ældste datter og bronzestøberens søns, forhold bliver ikke taget godt imod. I nogen af familierne.
Og dårlig modtagelse bliver til vrede.
Vrede bliver til Had.

Og had har en tendens til at blive til mord. (coveret er lavet af Pasta)

8Likes
16Kommentarer
1369Visninger
AA

4. Kapitel 1.

Hun lod nålen glide igennem stoffet en sidste gang, inden hun lagde snoreskørtet fra sig, de mange snører gik hende til midt på låret. Det var kun to måneder siden havde hun syet den første snøre på.

Hun skulle bruge det når hun skulle lede dansen til ære for solen. Det havde længe været skik at høvdingens ældste datter dansede til ære for solen ved sommersolhverv og da hendes ældste søster døde sidste vinter, blev det hendes ansvar at solen var tilfreds og belønnede dem med godt vejr og stærke børn.

De sidste par år havde høsten slået fejl og høvdingen havde mistet to døtre, den ældste og en lille ufødt pige. Nu var hendes mor igen med barn og alle som en håbede landsbyboerne at det blev en dreng der kunne overtaget sin fars plads.

Hun så sig omkring og sikrede sig at hun var alene, inden hun gik ud ad døren. De første hundrede meter gik hun stille og roligt, men da hun nåede om på den anden side af bakkedraget satte hun i løb. Solen stod stadig højt på himmelen selvom det var ved at blive aften.

Hun nåede udkanten af skoven da en stemme brød fuglenes sang.

”Elyn!”

En ung mand kom frem fra sit skjul bag en busk, hans kjortel var sodet efter en lang dag i støbberiet. Hans pjuskede brune hår blafrede i den lette sommerbrise og dækkede hans lyseblå øjne.

Hun løb hurtigt hen mod ham og trak ham med ind i skoven, han så forbløffet ud.

”Hvad laver du?” udbrød han og hun tyssede på ham, ”jeg tror jeg blev forfulgt,”

Han rystede på hovedet af hende som havde hun sagt noget fjollet, så pressede han sine læber mod hendes og lod hænderne glide igennem hendes mørke, krøllede hår.

Han så hende dybt i øjnene og spurgte: ”Hvorfor er det så vigtigt at ingen ved det?”

”Du ved udmærket godt at jeg ville ønske det ikke skulle være sådan her-”

Han afbrød hende og trak sig lidt væk fra hende.

”Men hvorfor er det så sådan her? Vi kunne …”

Han stoppede midt i sætningen. For han vidste ikke hvad han skulle sige, han vidste ikke hvad de kunne gøre. Han vidste udmærket hvad de burde gøre, det gjorde hun også.

De burde stoppe, mens legen var god. De burde glemme alt. Alt om det der var sket. Alt om hinanden.

De vidste også begge to at det kunne de ikke.

”Jeg må hellere se at komme tilbage, mor lovede at fortælle mig de sidste detaljer om dansen inden i overmorgen.”

Elyn vendte sig om, men nåede ikke at tage et skridt før han greb fat i hende, hun vendte sig irriteret om og rev sig fri.

”Gref?” Hun sagde hans navn som så mange gange før.

”Intet,”

Men de vidste begge to at de ikke passede. Hun ventede sig om og løb, men hun nåede ikke mere end tyve meter væk før han råbte: ”Vi kunne stikke af!”

***

”Så skal du tænde det lille bål af urter,”

Hun samlede de to skarpe flintesten op og strøg dem mod hinanden, en lille gnist sprang ud og antændte det lille bundt tørret salvie.  Røgen fra de tørrede urter steg ud i hele hytten, i takt med at de orange flammetunger slikkede sig op ad det lille bål.

”Så skal jeg begynde at danse, ikke?” Moderen nikkede og ventede på at hun skulle begynde at danse, men det gjorde hun ikke.

I stedet hældte hun lidt vand over det næsten udbrændte bål. Hun begyndte at gå men standsede i døråbningen og vendte hun sig om og sagde: ”Jeg har styr på det nu, tak mor,” og så gik hun ellers over mod torvet. Tilbage stod hendes mor og rystede på hovedet ad hendes datters dumdristighed.

Elyn satte kursen mod torvet hvor en flok piger var godt i gang med at pynte op med blomster over det hele. Hun ville bare finde det armsmykke som Gref havde lavet til hende året forinden, det var en smuk armring der snoede sig flere gange om hendes arm, graveret med smukke mønstre. Hun havde lovet sig selv at gemme den til næste solhverv. Hun havde pakket den ind i et stykke skind og gemt den i en lille sprække imellem de to mure der udgjorde høvdingens hytte.

Hun nåede ikke så langt før der blev kaldt på hende.

”Elyn, skal du ikke også ligge en blomst? Du ved man må ønske,” hun nåede ikke at se hvem der havde talt, hun nikkede bare og plukkede en tilfældig blomst der tittede op på det ned trådte torv, hun lagde den lille røllike ned blandt de andre blomster.

Hun lukkede øjnene.

Tænkte at det ikke ville virke.

Så ønskede hun. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...