Give me your hand +13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2013
  • Status: Igang
Alice er 17 år gammel, og har en dejlig familie og en rigtig dejlig Liam. Hendes bedsteven siden 7 klasse. Da hun en eftermiddag møder den lidt underlige fyr Malte, udvikler der sig noget i Liam. Noget der kommer til at ændre deres liv for altid.
Alice er en teenage pige med problemer med: Sin mor, Liam, og Malte.

- Døm nu ikke historien på den her "Om historien" for jeg er så dårlig til at skrive den xD I må meget gerne læse movellaen :D

5Likes
4Kommentarer
439Visninger
AA

1. Regn, regn og meget mere regn

Synspunkt: Alice

Jeg satte mig ned på en af de der grønne bænke der står i parker. Der dryppede små dråber ned på næsen af mig. Det havde ellers været en meget skyfri sommer dag.  Jeg kiggede op mod himlen, jeg måtte lukke øjnene for ikke at få regn i dem. Jeg sad længe på bænken, hvor blev Liam af? Klokken var snart halv seks, og han skulle have hentet mig med Thorkild klokken fem. Der var ingen hund eller Liam nogen stæder at se. Øv altså, vi skulle ellers lave mad sammen.

Jeg var efterhånden blevet rimelig gennem blødt, hvorfor kom han ikke? Jeg kiggede på min mobil, han havde ikke en gang skrevet. "H-ej Al-lice," stammede nogen et sted henne. Det var ikke Liam. "Hvem er du? Og hvor er du?" spurgte jeg forvirret. "Je-g er Mal-te, je-g er li-ge her." stammede han venligt og viftede med sin hånd. Jeg fattede ikke hvorfor jeg ikke havde set ham før, for han sad lige ved siden af mig på bænken. "Venter du på nogen?" Han var stoppet med at stamme, havde han været nevøs? "Øh? Ja, jeg venter på min... Liam." "Er Liam så din kæreste?" han kiggede længe på mig. "Nej, Liam er min bedsteven." jeg kiggede undrende på ham, hvorfor spurgte han mig om det, og hvordan vidste han hvad jeg hed? Vi sad længe i regnen uden at sige noget.

Malte rejste sig og hoppede op på bænkens gelænder, "Im singing in the rain, im singing in the rain," begyndte han at synge mens han svingede armene rundt. Han begyndte også at hoppe rundt i store vandpytter, og sprøjte vand ud over det hele med fødderne. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Alice!" råbte en stemme. Noget eller nogen kom løbende over i mod os. Malte dumpede ned ved siden af mig igen. "Liam er det dig?" jeg rejste mig op, og ganske rigtigt, det var Liam. Han standsede lidt væk, tog sig til siden, og begyndte at gå. Jeg begyndte at grine. Hans tøj sad helt tæt ind til hans vel trænede krop, og hans sorte hår var driv vådt. "Hvor ser du dum ud!" jublede jeg, Liam hadede regnvejr, og i det hele taget vådt tøj. "Hvad?" pustede han, og var endelig kommet over til os. Han stillede lige foran mig. Regnen dryppede fra næsen og hagen i små klare dråber. "Så prøv at se dig selv, Al." sagde han og pegede på mit hår, og på mine øjne. Mit blonde hår var sort, og min jakke var gennemblødt. "Din mascara er også løbet," drillede Liam.

Synspunkt: Liam

Jeg vendte mig om, der sad nogen på bænken. En fyr jeg ikke kendte. Hvad lavede han sammen med Al? "Hvem er det Al?" spurgte jeg og kiggede på fyren. "Det er Malte, og han har holdt mig med selskab, mens jeg har ventet på dig." svarede hun og puffede til mig. Han rakte hånden frem, jeg stirrede på den. Han trak den kejtet tilbage og rejste sig op,"Alice, jeg må også gå igen... Jeg håber vi mødes igen." mumlede han, og begyndte at gå. "Malte vent!" Alice løb efter, de stod og snakkede lidt og til sidst krammede hun ham farvel. Hvorfor var hun altid så venlig?

Snusede han til hendes hår? Nu var det altså for meget. "Kom Alice." jeg gik over og greb fat i armen på hende og trak hende med.

"Hvor kender du ham fra?" jeg var stoppet da vi var kommet et stykke væk. "Han kom bare ,okay?" vrissede hun, på den helt specielle måde som hun kan. "Behøvede du så at kramme ham, du kender ham næsten ikke!" vrissede jeg irriteret tilbage. "Hold nu op Liam! Hvad er der galt med dig?" hun vred sig fri af grebet. "Det er ikke noget galt med mig, jeg vil bare ikke have der sker dig noget." jeg smilede, bare for at løfte stemningen lidt.. "Nååå, hvor var du? Havde du glemt at købe kartofler?" hun kiggede drillede på mig med sine mørkegrønne øjne. "Til din orientering så!.. Du har ret... Jeg glemte dem.." jeg begyndte at grine. "Dumpap!" hun slog drillende ud efter mig, "Glemte du så at lade din mobil op også?" hun smilede tilfreds. "Jeg fatter dig altså ikke, hvorfor tror du det? Eller ,altså, hvordan vidste du det?" hun kiggede længe på mig. "Liam, jeg kender dig." "Af sted til huset!" sagde jeg meget dramatisk. Jeg trak armen frem og lod som om jeg var en superhelt. Vi gik grinende i regnen på vej mod mit hus.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...