That Power! (Justin Bieber er ikke kendt. Redigeret udgave.)

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York og er rimelig tæt på at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke ejer en rød reje. Et job som dj, ser dog ud til at redde Justin på kanten, og pludseligt flokkes pigerne om ham og pludseligt bliver Justins liv præget af sex, stoffer og druk i lange baner. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, bemærker han pludselig en ret smuk pige, som skal starte arbejde som bartender i natklubben, som han selv arbejder i. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justins heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers havde vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil alt ændre sig?

275Likes
323Kommentarer
261742Visninger
AA

45. Tilgiv mig.


Dinas synsvinkel:

Jeg sad på stolen og betragtede maden, som jeg havde anrettet appetitligt og pænt indbydende på de to tallerkener på spisebordet. Det stod jo og blev koldt nu. Sig mig, hvor længe kunne det lige tage, at få tøjet på og hente den vin, som Justin snakkede om?

Jeg sukkede, og kiggede op på uret.

Okay, fjorten plus fjorten gav otteogtyve. Otteogtyve trin. Hvor hurtigt kunne jeg gå på trapperne normalt? Et halvt minut, nej. Et kvart, nej. Få sekunder.

Alle trin blev hurtigt taget, og kort efter stod jeg foran Justins dør. Jeg åbnede den, uden at banke på først, eftersom både Justin og jeg følte os hjemme hos hinanden. Jeg kunne med det samme høre stemmer og da jeg så lige ind, opdagede jeg Justin stående foran en fremmed mand med to børn i lejligheden.

"... Justin hør nu, jeg er jo ked.." "Det kan godt være du er ked af det, men du fucking forlod os!", afbrød Justin manden nærmest råbende, så det var mere end tydeligt, at Justin virkede vred.

Godt nok havde jeg ikke set den mand før, men der var nu noget over ham, som virkede svagt genkendeligt, og som jeg stod der og betragtede manden og Justin på skift, overraskede det mig, at der var en vis lighed mellem dem, var det..

Manden fik pludseligt øje på mig.

"Hvad fanden laver du kvinde?! Du kan sgu da ikke valse ind, som det passer dig! Tror du det er et butikscenter eller hvad?!", råbte manden højt, mens han viftede med hånden i "pil-af-tegn" i luften mod min retning.

Justin vendte sig omkring og opdagede mig. Det vrede blik forsvandt med det samme fra hans øjne. Han smilede til mig.

"Hvad er der smukke?", spurgte han med en hæs stemme, som jeg kunne overfalde - Anytime.

Jeg smilede akavet - Ja, det var en ret akavet situation i øjeblikket.

"Du kom jo aldrig op? Maden er desværre blevet kold. Jeg ville lige se om der var noget galt?", sagde jeg med et forsigtigt smil.

Justins smil blegnede til det opgivende, hvor han tog sig til hovedet oven på hans cap.

"Ej, undskyld babe! Jeg svedte det fuldstændigt ud, for min far, og.. Anyway, jeg skulle selvfølgelig have sendt dig en besked, men eh.. Ja..", forklarede han med et undskyldende blik, mens Justin hintede lettere diskret med hovedet bagud mod manden. Hans far?

Jeg smilede og gik Justin i møde og lagde mine arme blidt om nakken på ham.

"Du er tilgivet.", sagde jeg roligt med et forelsket smil til ham.

Justin gengældte smilet og tog fat om livet på mig. Han trak mig ind mod sig, og han gav mig et lille kort kys på min mund, "Tak babe...", svarede han lavt og vendte sit blik over skulderen mod manden, som jeg havde opfattet altså var Justins far. Ja, så gav deres fællestræk da en hel del mening.

"Du skal altså tale ordentligt til Dina. Hun fortjener ikke sådan en behandling, og da slet ikke fra dig!", udbrød Justin hårdt mod hans far.

Hans far nikkede hurtigt.

"Så det er altså din far?", spurgte jeg med et lille smil.

Justin strammede kæbemusklen, og nikkede stramt.

"Jeg gætter på vi ikke kan li' ham?", spurgte jeg stille.

Justin nikkede igen. Jeg vendte blikket mod Justins far, og han stirrede på mig.

"Så? Hvad laver du her?", spurgte jeg hans far.

Han sank tydeligt, som var det en klump.

"Jeg er kommet for at blive forsonet med Justin igen..", svarede han stille.

Jeg sukkede, og så på Justin, der smilede svagt opgivende på mig, mens han rystede svagt på hovedet, så det var mere end tydeligt, at Justin følte sig lidt beklemt ved situationen. Noget kunne tyde på, at grunden til, at hans far og han ikke kunne enes grundede i noget dybere og mere personligt, for jeg vidste jo, at Justin kæmpede for at hans mor skulle få det bedre, eftersom jeg havde en mistanke om, at Justin var hans mors et og alt og omvendt, men hvor havde Justins far så været i hans liv, siden Justin og hans mor havde været overladt til dem selv?

Hans far kiggede på mig, og jeg trak mig lettere ud af Justins dejlige trygge arme, og jeg lagde mine arme over kors, og betragtede Justins far afventende. Selvom jeg ikke så på Justin lige nu, men betragtede hans far, så kunne jeg fornemme, at jeg både havde Justins og hans fars fulde opmærksomhed.

"Hallo?", spurgte jeg hans far, så det måske lød lidt flabet fra min side af med det "Hallo?", men det var nu mere som et hint for, at han lige måtte tage sig sammen. Det var jo ligesom ham, der for mit vedkommende af ukendte årsager havde fravalgt Justin i hans barndom.

Hans far kiggede forunderligt på mig.

"Skal du så ikke gøre det?", spurgte jeg yderligere, mens jeg hintede hen mod Justin.

Han sank en klump i halsen.

"Han vil ikke lade mig?", svarede hans far stille.

Jeg sukkede, og vendte blikket mod Justin, mens jeg stod med armene over kors og så svagt opgivende på ham.

"Justin?", han kiggede med det samme på mig. "Vil du lade din far tale ud? Vil du lade ham komme ind i dit liv igen?", spurgte jeg roligt, eftersom det var tydeligt, at hans far ville forsøge at vinde Justins tillid igen.

Justin sukkede tungt og rystede opgivende på hovedet, mens han bed sig ængsteligt i underlæben, med hænderne i lommerne på bukserne og stirrede på et ukendt spot hen ad gulvet, for hverken at se mig eller hans far i øjnene.

"Jeg har en fornemmelse, at du savner ham, men er sur over hvad han gjorde mod dig, men du bliver nødt til at gøre det. Han er din far, uanset hvor meget du hader ham..", forklarede jeg roligt og bestemt.

Justin kiggede op på mig igen med et opgivende blik.

"Fint..", svarede han ret ligegyldigt, så det var tydeligt, at han helt sikkert ikke troede på "denne forsoning".

~


Justins synsvinkel:

Jeg var i chok. Jeg havde slet ikke regnet med at se ham igen. Hvad fanden lavede han her? - Og mine søskende? - De var blevet så store, at jeg slet ikke kunne kende dem. Jazmyn havde dog sit velkendte ansigt, siden hun var lille som to-årig, men Jaxon, lignede langtfra den baby, som jeg huskede ham. Min far så lettere beklagende ud.

"Kan vi snakke Justin?", spurgte han forsigtigt.

Ja, jeg var sgu ikke meget for det. Hvem fanden troede han lige han var? Han havde selv valgt at skride ud af mit og min mors liv, lige hvor jeg faktisk havde mest brug for ham og hans støtte. Det var der, hvor alt kollapsede med Rick. Havde min far dog bare ikke været så selvvisk, at forlade os på den måde, så var det aldrig kommet så vidt med min mor og Rick.

Jeg nikkede svagt og åbnede min hoveddør og gik først ind i min lejlighed. Godt jeg havde ryddet op og gjort rent, for det havde ikke været det bedste førstehåndsindtryk for min far, hvis han havde oplevet min lejlighed som noget af det mest ulækre og uvelkomne.

Han så sig tydeligvis omkring og slap hænderne på mine søskende. De stirrede meget på mig. Jaxon var nærmest bare reserveret og gik rundt og studerede mine ting, mens jeg fik undrende blikke fra Jazmyn. Kunne hun mon huske mit ansigt?

"Jeg går lige ind og tager noget tøj på.", sagde jeg bestemt til min far.

Han nikkede og tog sin mørkegrønne kasket af og hans læderjakke. Jeg så i flygtige sekunder hans overarme. Jeg måtte indrømme, at vi faktisk begge havde interesse for tattoos. Underlig tanke.

Jeg lukkede døren på klem til soveværelset og smed håndklædet på sengen og gik hen til mit tøjskab og fandt straks nogle røde boksershorts frem. Tog derefter hvide sokker på, et par hvide baggy bukser og rød basket-trøje uden ærmer.

Jeg skyndte mig ud i badeværelset og tog deodorant under armene. Jeg tog en lang kongekæde i sterlingsølv om halsen og én matchende armkæde. Jeg proppede et par ørestikker i ørerne, der lignede ægte diamanter, men nej det var bare falske ørestikker, der nærmest intet havde kostet, men de var seje.

Derefter proppede jeg min dyrebare og sparsommelige yndlingsparfume på halsen. Jeg redte mit viltre hår hurtigt og stylede det så godt jeg kunne, nu hvor min far åbenbart havde tænkt sig at dukke uanmeldt op.

Jeg gik tilfreds ud af badeværelset og fandt en smart rød Obey cap med flad skygge fra den øverste hylde i mit tøjskab og satte den omvendt på hovedet.

Jeg gik hen og fandt et par røde vans frem og stak fødderne i dem. Jeg så mig hurtigt i spejlet ude på badeværelset igen og nikkede. Det kunne sagtens gå an.

Jeg tog en dyb indånding og begav mig ind i stuen igen. Min far så mig straks. Han så overrasket ud.

"Det må jeg sige Justin, du har da godt nok ændret din tøjstil meget siden dengang. Er det meningen at dine bukser skal hænge under røven?", grinte han akavet.

Jeg så bare stramt på ham.

"Helt ærligt far, er du kommet for at diskutere tøjstil med mig eller hvad pokker er du kommet for?", spurgte jeg olmt og stilte mig overfor ham. 

"Jeg ved godt at det er det er længe siden vi sidst så hinanden, men Justin hør nu, jeg er jo ked.." "Det kan godt være du er ked af det, men du fucking forlod os!", råbte jeg afbrydende ad ham.

Ja, jeg var fandeme vred på ham. Tænk at han bare forlod mig og min mor, der hvor vi havde mest brug for ham og hans støtte. Alt blev værre med min mor og Rick, da min far forlod os. Hvad blev der ligesom af: "Du kan altid komme til mig, min søn."

Pludseligt så min far over mod hoveddøren. Jeg opdagede Dina stå der. Tænk, jeg havde slet ikke hørt hende komme indenfor?

"Hvad fanden laver du kvinde?! Du kan sgu da ikke valse ind, som det passer dig! Tror du det er et butikscenter eller hvad?!", råbte min far.

Jeg vendte min front til min far væk fra ham og vendte mig mod Dina med et varmt smil.

"Hvad er der smukke?", spurgte jeg lettere flirtende.

Hun smilte svagt til mig. Virkede hun nervøs eller hvad?

"Du kom jo aldrig op? Maden er desværre blevet kold. Jeg ville lige se om der var noget galt?", svarede hun med et forsigtigt smil.

Jeg fik det helt dårligt over det. Det var sgu da forståeligt, at hun blev bekymret, for jeg havde jo ligesom sagt at jeg ville skynde mig op til hende.

"Ej, undskyld babe! Jeg svedte det fuldstændigt ud, for min far, og.. Anyway, jeg skulle selvfølgelig have sendt dig en besked, men eh.. Ja..", svarede jeg undskyldende.

Hun kom smilende hen til mig.

"Du er tilgivet.", svarede hun roligt og hun lagde sine arme om nakken på mig, så det som altid gav et dejligt sug i maven på mig - min pige.

Det gjorde mig varm om hjertet over, at hun tilgav mig så let, så jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg trak hende ind til mig. Jeg gav hende et lille kort kys på hendes dejlige læber, "Tak babe...", svarede jeg lavt, og så mig over skulderen mod min far.

"Du skal altså tale ordentligt til Dina. Hun fortjener ikke sådan en behandling, og da slet ikke fra dig!", udbrød jeg hårdt til min far, der nikkede forstående.

Jeg vendte mit blik på Dina og smilte kærligt til hende.

"Så det er altså din far?", spurgte hun.

Jeg følte mig langtfra stolt over at indrømme det, så jeg nikkede blot stramt.

"Jeg gætter på vi ikke kan li' ham?", spurgte hun stille.

"Yup, believe me baby!", tænkte jeg sarkastisk og nikkede til hende. Hun vendte sin opmærksomhed mod min far.

"Så? Hvad laver du her?", spurgte Dina min far.

Min far sank vidst en klump kunne jeg se.

"Jeg er kommet for at blive forsonet med Justin igen..", svarede min far stille.

"Haha, ja den er god med dig!", tænkte jeg olmt.

Dina slap mig med et suk og jeg så på hende. Hun lagde sine arme over kors og så afventende på min far. Jeg forstod ikke rigtigt hvad det skulle til for? 

"Hallo?", spurgte hun min far. 

Jeg undrede mig virkelig? Hun anede jo intet om mit førtidige forhold til min far. Min far der bare besluttede sig for at stikke af og svigtede mig, hvor jeg havde mest brug for ham. Sådan en skvatkolbe!

"Skal du så ikke gøre det?", spurgte hun, mens hun hintede mod mig.

Tænk, at hun ville anstrenge sig så meget for min skyld? Det undrede mig?

Min far så ud til at synke en hård klump.

"Han vil ikke lade mig..", svarede min far stille.

Dina sukkede og så pludseligt på mig. Hallo, hvad fanden havde jeg at undskylde for?

"Justin?", spurgte hun og hun havde min fulde opmærksomhed. 

"Vil du lade din far tale ud? Vil du lade ham komme ind i dit liv igen?", spurgte hun.

Hun virkede bestemt i sine ord. Jeg fandt det hele en anelse anstrengende og sukkede hårdt, mens jeg rystede opgivende på hovedet. Fuck, hvor jeg dårligt gad det her! Jeg stirrede tomt frem for mig.

"Jeg har en fornemmelse, at du savner ham, men er sur over hvad han gjorde mod dig, men du bliver nødt til at gøre det. Han er din far, uanset hvor meget du hader ham..", tilføjede Dina og hun fik min fulde opmærksomhed. Den smøre havde jeg slet ikke regnet med?

"Fint..", svarede jeg og fandt det hele en anelse intimiderende. Jeg så hen på min far.

"Så forklar venligst min kæreste hvorfor pokker du forlod mig og min mor?", spurgte jeg sarkastisk til min far. Min far nikkede.

"Justin, alt det som Rick end måtte have påstået er ikke den skinbarlige sandhed...", begyndte min far. Jeg så undrende på ham.

"Say what?", spurgte jeg undrende med et løftet øjenbryn.

Min far nikkede.

"Jeg forstår godt, hvis det hele forvirrer dig Justin, men hvorfor jeg forlod dig og din mor, var fordi Rick truede med en masse, der kunne få yderligere konsekvenser for dig og din mor, så for det hele ikke skulle blive værre, så gjorde jeg som Rick sagde: At jeg skulle fordufte med Erin og børnene. Vi flyttede flere tusinder af km væk, som Rick bad mig om. Jeg vidste virkelig ikke, at det ville tage overhånd med din mor og dig, hvis jeg bare havde vidst, at alt ville blive så slemt med misbrug og vold, så havde jeg ikke tøvet med at bryde ind i tide, men Justin, jeg var naiv. Jeg har gået i uvished i flere år og hørte først noget, da Diane og Bruce kontaktede mig for et par dage siden. Jeg undskylder virkeligt mit fravær over for dig. Der har ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på dig! Undskyld søn. Du aner ikke hvor bekymret jeg har været for dig. Du har været savnet altid..", forklarede min far med et bedrøvet blik.

Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, der straks rendte ustandseligt ned ad mine kinder, og straks mærkede jeg min fars arme om mig. Han græd selv.

"Undskyld søn..", hulkede han. Jeg lagde armene om hans ryg.

"Er du klar over hvor meget jeg og mor har lidt? Rick har banket os begge to. Jeg stak af til New York som sekstenårig. Det har været fucking hårdt det hele..", hulkede jeg mod hans skulder.

Min far slap ikke knuset med mig.

"Jeg har intet vidst søn, men noget siger mig, at du ikke har haft det let. Tilgiv mig..", snøftede min far i knuset.

Jeg følte bare at jeg knugede mig tættere på ham. Jeg hulkede voldsomt og for første gang følte jeg den største knude af alle forsvinde fra min mave. Jeg havde min far og mine søskende igen.

"Jeg har savnet dig far..", græd jeg.

"Og jeg har savnet dig knægt.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...