That Power! (Justin Bieber er IKKE kendt!) 15+

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York. Han har fået sig et lækkert job som DJ og deltids-sanger på en typisk underground nat-klub. Han lever et heftigt liv og sover det meste af dagene væk. Pigerne flokkes pludseligt om ham og Justin synes selvfølgelig kun, at det er fedt at han pludseligt kan slæbe den ene pige efter den anden med sig hjem efter arbejdet. Han ryger længere ned i det typiske natteliv, med stoffer, sprut og selvfølgelig masser af ligegyldigt sex. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, ser han pludselig en vild smuk pige, som skal starte arbejde som bartender på nat-klubben. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justin's heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers har vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil ALT ændre sig?

262Likes
307Kommentarer
203894Visninger
AA

45. Tilgiv mig!

Dinas synsvinkel:

Jeg sukkede, og kiggede på klokken.

Okay, fjorten puls fjorten giver otteogtyve. Otteogtyve trin. Hvor hurtigt kan jeg gå på trapperne normalt? Et halvt minut, nej. Et kvart, nej. Få sekunder! Jeg kiggede ned af mig selv, og sukkede. Jeg kiggede i spejlet, og sukkede. Men jeg skulle jo se hvad han lavede.

Alle trinene blev hurtigt taget, og så stod jeg foran Justins dør. Jeg åbnede den, uden at banke på først. Jeg kunne med det samme høre stemmer.

"... Justin hør nu, jeg er jo ked..", men Justin afbrød ham.

"Det kan godt være du er ked af det, men du fucking forlod os!", råbte han højt.

Jeg kom frem i døren, og så Justins ryg, og en ældre mand stod foran ham. Han så okay godt ud, men lignede en eller anden. Kunne ikke rigtig gennemskue hvor det var fra.

Manden fik øje på mig.

"Hva' fuck laver du kvinde?! Du kan sku'da ikke bare gå ind!", råbte han højt.

Justin drejede rundt, og så på mig. Vreden forsvandt med det samme fra hans øjne. Han smilede til mig.

"Hvad er der smukke?", spurgte han med en hæs stemme, jeg kunne overfalde.

Jeg smilede svagt.

"Du kom aldrig op, så jeg ville lige se om der var noget galt?", sagde jeg med et forsigtigt smil.

Justin fik hurtigt ændret sit ansigtsudtryk.

"Ej, undskyld babe! Jeg skulle have sagt noget!", sagde han med et undskyldende blik.

Jeg smilede og gik hen til ham.

"Du er tilgivet!", sagde jeg.

Han smilede og tog fat om livet på mig. Han trak mig ind til sig.

"Du skal snakke ordentligt til hende! Hun fortjener ikke sådan en behandling, og slet ikke fra dig!", sagde han hårdt.

Manden nikkede hurtigt. Jeg kiggede på Justin og så tilbage på manden. Da jeg så det.

"Jus... Justin? Er det din far?", spurgte jeg.

Han strammede kæbemusklen, og nikkede stramt.

"Jeg gætter på vi ikke kan li' ham?", sagde jeg stille.

Han nikkede igen. Jeg drejede hovedet mod ham, og han stirrede på mig.

"Du skal ikke sige sådan til mig! Hva' fuck laver du her?", spurgte jeg igen.

Han synkede.

"Jeg ville blive venner med Justin igen", sagde han stille.

Jeg sukkede, og slap Justin. Han kiggede på mig. Jeg lagde mine arme over kors. Og kiggede afventende på ham. De kiggede begge på mig.

"Hallo?", spurgte jeg ham.

Han kiggede forunderligt på mig.

"Skal du så ikke gøre det?", spurgte jeg, mens jeg hintede hen mod Justin.

Han sank en klump i halsen.

"Han vil ikke lade mig", sagde han stille.

Jeg sukkede, og vendte mig mod Justin.

"Justin?", han kiggede med det samme på mig. "Vil du lade din far tale ud? Vil du lade ham komme ind i dit liv igen?", spurgte jeg.

Justin sukkede.

"Jeg ved du savner ham, men er sur over hvad han gjorde. Men du bliver nødt til at gøre det. Han er din far, uanset hvor meget du hader ham!", sagde jeg.

Justin kiggede op på mig.

"Fint", sagde han ligegyldigt.......

Justin's synsvinkel:

Jeg var i chok. Jeg havde slet ikke regnet med at se ham igen. Hvad lavede han hér? - Og mine søskende? - De var blevet så store, at jeg slet ikke kunne kende dem. Jazmyn havde dog sit velkendte ansigt siden hun var lille som to-årig, men Jaxon, lignede langtfra den baby, som jeg huskede ham. Min far så lettere beklagende ud.

"Kan vi snakke Justin?", spurgte han forsigtigt.

Ja, jeg var sgu ikke meget for det. Hvem fanden troede han han var? Han havde selv valgt at skride ud af mit og min mor's liv, lige hvor jeg faktisk havde mest brug for ham og hans støtte.

Dér hvor alt kolapsede med Rick. Havde min far dog bare ikke været så selvvisk, at forlade os, så var det aldrig kommet så vidt med min mor og Rick. Jeg nikkede svagt og åbnede min hoveddør og gik først ind i min lejlighed. Godt jeg havde ryddet op og gjort rent. Havde ikke været den bedste førstehåndsindtryk for min far, hvis han havde oplevet min lejlighed som noget af det mest ulækre og uvelkomne.

Han så sig omkring og slap hænderne på mine søskende. De stirrede meget på mig. Jaxon var nærmest bare reserveret og gik rundt og studerede mine ting, mens jeg fik undrende blikke fra Jazmyn. Kunne hun mon huske mit ansigt?

"Jeg går lige ind og tager noget tøj på!", sagde jeg bestemt til min far.

Han nikkede og tog sin mørkegrønne kasket af og hans læderjakke. Jeg så i flygtige sekunder hans overarme. Jeg måtte indrømme, at vi faktisk begge havde interesse for tattoos. Underlig tanke.

Jeg lukkede døren på klem til soveværelset og smed håndklædet på sengen og gik hen til mit tøjskab og fandt straks nogle røde boxershorts frem. Tog derefter hvide sokker på, et par hvide baggy bukser og rød basket-trøje uden ærmer.

Skyndte mig ud i badeværelset og tog deo under armene. Tog en lang kongekæde i sterlingsølv om halsen og én matchende armkæde. Proppede et par ørestikker i ørerne, der lignede ægte diamanter, men nej bare falske ørestikker der nærmest intet havde kostet, men de var seje.

Derefter proppede jeg min dyrebare og sparsommelige ynglingsparfume på halsen. Redte mit viltre hår hurtigt og stylede det så godt jeg kunne, nu hvor min far åbenbart havde tænkt sig at dukke uanmeldt op.

Jeg gik tilfreds ud af badeværelset og fandt en smart rød Obey cap med flad skygge fra den øverste hylde i mit tøjskab og satte den omvendt på hovedet.

Jeg gik hen og fandt et par røde vans frem og stak fødderne i dem. Jeg så mig hurtigt i spejlet på badeværelset igen og nikkede. Det kunne sagtens gå an.

Jeg tog en dyb indånding og begav mig ind i stuen igen. Min far så mig straks. Han så overrasket ud.

"Det må jeg sige Justin, du har da godt nok ændret din tøjstil meget siden dengang. Er det meningen at dine bukser skal hænge under røven?", grinte han akavet.

Jeg så bare stramt på ham.

"Helt ærligt far, er du kommet for at diskutere tøjstil med mig eller hvad pokker er du kommet for?", spurgte jeg olmt og stilte mig overfor ham. 

"Jeg ved godt at det er det er længe siden vi sidst så hinanden, men Justin hør nu, jeg er jo ked..", begyndte min far, men jeg cuttede ham af.

"Det kan godt være du er ked af det, men du fucking forlod os!", råbte jeg til ham.

Ja jeg fandeme vred på ham. Tænk at han bare forlod mig og min mor, dér hvor vi havde mest brug for ham og hans støtte. Alt blev værre med min mor og Rick, da min far forlod os. Hvad blev der ligesom af: "Du kan altid komme til mig, min søn?!"

Pludseligt så min far over mod hoveddøren. Jeg opdagede Dina stå dér. Tænk, jeg havde slet ikke hørt hende?

"Hva' fuck laver du kvinde?! Du kan sq'da ikke bare gå ind!", råbte min far.

Jeg vendte mig den anden vej og smilte til Dina.

"Hvad er der smukke?", spurgte jeg lettere flirtende.

Hun smilte svagt til mig. Virkede hun nervøs eller hvad?

"Du kom aldrig op, så jeg ville lige se om der var noget galt?", svarede hun med et forsigtigt smil.

Jeg fik det helt dårligt over det. Det var sgu da forståeligt, at hun blev bekymret, for jeg havde jo ligesom sagt at jeg ville skynde mig op til hende.

"Ej, undskyld babe! Jeg skulle have sagt noget!", svarede jeg undskyldende.

Hun kom smilende hen til mig.

"Du er tilgivet!", svarede hun.

Følte mig varm i hjertet over, at hun tilgav mig så let, så jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg trak hende ind til mig.

"Du skal snakke ordentligt til hende! Hun fortjener ikke sådan en behandling, og slet ikke fra dig!", svarede jeg hårdt til min far, der nikkede forstående.

Jeg vendte mit blik på Dina og smilte kærligt til hende.

"Jus... Justin? Er det din far?", spurgte hun.

Jeg følte mig langtfra stolt over at indrømme det, så jeg nikkede blot stramt.

"Jeg gætter på vi ikke kan li' ham?", spurgte hun stille.

"Yup, believe me baby!", tænkte jeg sarkastisk og nikkede til hende. Hun vendte sin opmærksomhed mod min far.

"Du skal ikke sige sådan til mig! Hva' fuck laver du her?", spurgte Dina igen.

Min far sank vidst en klump kunne jeg se.

"Jeg ville blive venner med Justin igen", svarede min far stille.

"Haha, ja den er god med dig!", tænkte jeg olmt.

Dina slap mig med et suk og jeg så på hende. Hun lagde sine arme over kors og så afventende på min far. Jeg forstod ikke rigtigt hvad det skulle til for? 

"Hallo?", spurgte hun min far. 

Jeg undrede mig virkelig? Hun anede jo intet om mit førtidige forhold til min far. Min far der bare besluttede sig for at stikke af og svigtede mig, hvor jeg havde mest brug for ham. Sådan en skvatkolbe!

"Skal du så ikke gøre det?", spurgte hun, mens hun hintede mod mig.

Tænk, at hun ville anstrenge sig så meget for min skyld? Det undrede mig?

Min far så ud til at synke en hård klump.

"Han vil ikke lade mig", svarede min far stille.

Dina sukkede og så pludseligt på mig. Hallo, hvad fanden havde jeg at undskylde for?

"Justin?", spurgte hun og hun havde min fulde opmærksomhed. 

"Vil du lade din far tale ud? Vil du lade ham komme ind i dit liv igen?", spurgte hun.

Hun virkede bestemt i sine ord. Jeg fandt det hele en anelse anstrengende og sukkede hårdt. Fuck, hvor jeg dårligt gad det hér!

"Jeg ved du savner ham, men er sur over hvad han gjorde. Men du bliver nødt til at gøre det. Han er din far, uanset hvor meget du hader ham!", tilføjede Dina og hun fik min fulde opmærksomhed. Den smørre havde jeg slet ikke regnet med?

"Fint", svarede jeg og fandt det hele en anelse intimiderende. Jeg så på min far.

"Så forklar venligst min kæreste hvorfor pokker du forlod mig og min mor?", spurgte jeg sarkastisk til min far. Min far nikkede.

"Justin, alt det som Rick end måtte have påstået er ikke den skinbarlige sandhed...", begyndte min far. Jeg så undrende på ham.

"Say what?", spurgte jeg undrende.

Min far nikkede.

"Jeg forstår godt, hvis det hele forvirrer dig Justin, men hvorfor jeg forlod dig og din mor, var fordi Rick truede med en masse, der kunne få yderligere konsekvenser for dig og din mor, så for det hele ikke skulle blive værre, så gjorde jeg som Rick sagde: At jeg skulle fordufte med Erin og børnene.

- Vi flyttede flere tusinder af km væk, som Rick bad mig om. Jeg vidste virkelig ikke, at det ville tage overhånd med din mor og dig, hvis jeg bare havde vidst, at alt ville blive så slemt med misbrug og vold, så havde jeg ikke tøvet med at bryde ind i tide, men Justin, jeg var naiv.

- Jeg har gået i uvished i flere år og hørte først noget, da Diane og Bruce kontaktede mig for et par dage siden. Jeg undskylder virkeligt mit fravær over for dig. Der har ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på dig! Undskyld søn. Du aner ikke hvor bekymret jeg har været for dig. Du har været savnet altid!", forklarede min far.

Jeg begyndte at tude seriøst og straks mærkede jeg min far's arme om mig. Han græd selv.

"Undskyld søn!", hulkede han. Jeg lagde armene om hans ryg.

"Er du klar over hvor meget jeg og mor har lidt? Rick har banket os begge to. Jeg stak af til New York som sekstenårig. Det har været usigeligt hårdt!", hulkede jeg.

Min far slap ikke knuset med mig.

"Jeg har intet vidst søn, men noget siger mig, at du ikke har haft det let. Tilgiv mig!", hulkede min far i knuset.

Jeg følte bare at jeg knugede mig tættere på ham. Jeg hulkede voldsomt og for første gang følte jeg den største knude af alle forsvinde fra min mave. Jeg havde min far og mine søskende igen.

"Jeg har savnet dig far....", græd jeg.

"Og jeg har savnet dig knægt!"..........

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...