That Power! (Justin Bieber er ikke kendt. Redigeret udgave.)

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York og er rimelig tæt på at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke ejer en rød reje. Et job som dj, ser dog ud til at redde Justin på kanten, og pludseligt flokkes pigerne om ham og pludseligt bliver Justins liv præget af sex, stoffer og druk i lange baner. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, bemærker han pludselig en ret smuk pige, som skal starte arbejde som bartender i natklubben, som han selv arbejder i. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justins heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers havde vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil alt ændre sig?

273Likes
325Kommentarer
254260Visninger
AA

42. Manden i jakkesættet.


Dinas synsvinkel:

"Nu siger du endelig til hvis du har brug for noget, ikke?", virkede det vidst til at komme fra Ryan af, så jeg kiggede på ham, mens han smilede, og jeg havde ret - hans stemme var ligesom genkendt.

Jeg nikkede med et trist smil og sukkede tungt, "Jeg kunne vidst godt bruge et knus lige nu?", tilstod jeg stille.

Ryan smilede skævt og bredte armene ud, "Det skulle der være rig mulighed for smukke.. Kom du bare her..", svarede han med et varmt smil.

Jeg smilede svagt med et lille suk og gik de få skridt hen til ham, og lod mig synke mod hans varme brystkasse, mens jeg følte en saglig fryd i at stå i hans stærke og trygge arme, og det frustrerede mine tanker, da Ryans arme føltes næsten lige så godt som hans. Hans brystkasse, var næste lige så stærk som hans. Han havde næsten den samme varme temperatur som ham.

Selvom jeg stod i Ryans arme, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham. Ja, jeg behøvede vel næppe at skulle forklare mig yderligere om hvem pokker jeg tænkte på, vel?

Jeg havde kun været hjemme i et par timer hos min familie i Galloway, inden jeg atter var taget hjem igen. Min veninde havde slået fast, at jeg skulle tage hjem, og vinde ham tilbage. Men allerede bare nu, syntes jeg det var mere end svært. Særligt, når jeg ikke engang kunne holde ud at tænke hans navn!

For at kunne falde i søvn om natten, så måtte jeg ligge min dyne bag mig, så det gav følelsen af, som om han lå bag mig og passede på mig. Det var jo ikke realiteten længere, men smerten og savnet kunne ikke bare forsvinde.

Jeg trak mig ud af knuset og smilede til Ryan. Han smilte roligt igen, og kyssede mig i panden.

"Det skal nok gå..", hviskede han roligt.

Jeg nikkede, og trak vejret dybt...

~

Der var allerede pænt gang i den, eftersom det selvfølgelig ikke kunne komme bag på nogen, at Justin styrede fantastisk oppe i dj pulten, og til trods for, at jeg helst ville have ignoreret ham, så havde det været ret svært. Jeg havde nok sendt ham rigtigt mange lange og længselsfulde blikke op mod ham i løbet af aftenen, men hver gang jeg fornemmede at Justin ville flytte sit blik i retningen hen ad hvor jeg stod i baren, så så jeg enten en anden vej, eller lod som om jeg var travlt optaget af en kunde eller noget helt tredje.

Det var ret idiotisk fra min side af, men jeg kunne bare ikke lade være.

"Du kan holde pause nu!", brød Martin pludseligt ind, mens jeg havde stået og prøvet at koncentrere mig fuldt ud om at sætte et par nyåbnede syv liters flasker alkohol op på væggen i baren med hovederne nedad, så de kunne tappes.

Jeg nikkede med et svagt smil og lagde arbejdet fra mig, som Martin var så elskværdig at gøre færdig for mig, og selvom jeg ikke burde pine mig selv på den måde, så valgte jeg alligevel at gå ud på dansegulvet bare for at kunne betragte Justin fra en nærmere afstand, eftersom jeg kunne "gemme" mig lidt mellem de mange dansende og stående natklubgæster, så jeg vidste, at Justin alligevel ikke kunne se mig her. I så fald, skulle han virkelig se godt her i mørket, hvor jeg på ingen måde blev lyst op af barspots. De eneste gange, hvor han måske skulle kunne se mig, ville være, når strobe light ramte mig eller nogle af de farvestrålende diskolys ramte mig, men Justin virkede alt for optaget af hans musik, til at han åbenbart ville søge blikket hen mod mig, hvor jeg ellers plejede at stå i baren.

Jeg stod i flere minutter og nærmest faldt i staver over Justin, men fik det pludseligt ret dårligt og kunne igen mærke smertende jag i maven, som jeg også havde oplevet i går. Det føltes i alt fald ikke rigtigt, og det irriterede mig lidt med tanken om, at jeg garanteret havde fået mig en mavevirus eller lignende? Jeg kunne bare ikke så godt komme og sige til Martin, at jeg allerede var blevet syg efter så kort til på mit nye job som bartender. Nej, så måtte jeg hellere holde lidt ud, og skulle det gå hen og blive alt for slemt, så måtte jeg så bare kaste håndklædet i ringen der, men den tid den sorg.

Jeg valgte at begive mig ud i baglokalet og ud på personaletoilettet..

~

Det var ikke mavevirus, eller? Der kom ingenting, så jeg valgte i stedet at gå udenfor i baggården og trække noget luft i stedet, for det kunne selvfølgelig være alle de nervøse tanker, som jeg havde om Justin, der gik mig så meget på og skabte kaos i min krop.

Jeg åbnede bagdøren ud til baggården, og begav mig op ad trapperne, og gik hen til et hjørne, hvor jeg ville tage mig en enkelt smøg, som jeg tændte, hvorefter jeg lænede mig op ad muren bag mig. Jeg lukkede mine øjne, og slappede af med den ene smøg, selvom jeg godt kunne høre Justins musik dunke indenfor - dæmpet altså.. Men der var ingen tvivl om, at der var gang i den inde i natklubben.

"Er du okay?", brød en mandestemme pludseligt ind, så jeg svagt forskrækket åbnede øjnene og opdagede nu en mand, der kunne ligne én sidst i 30'erne, eller starten af 40'erne. Han havde et rimelig pænt jakkesæt på, mærkeligt nok.

"Ja, jeg har det fint.", svarede jeg med et svagt smil.

Han smilede lumskt, og gik hen mod mig.

"Skal jeg så ikke hjælpe dig med at få det endnu bedre?", spurgte han.

Jeg så undrende hen på ham, "Hvad mener du?", spurgte jeg virkelig undrende ned rynkede bryn. Jeg fandt det her øjeblik utroligt mærkeligt.

Han kom helt hen til mig med hans lumske smil, "Du ved vidst godt hvad jeg mener smukke?", svarede han med sit klamme og luske smil, og tillod sig at stryge min kind med hans fingre, men jeg skubbede dem hårdt væk fra mig, "Lad mig dog være!", udbrød jeg olmt, og valgte at skodde det sidste af min smøg her i baggården, hvor ved jeg skulle til at gå tilbage mod trappen, men en stor hånd overraskede mit håndled bagfra, og helt uventet, røg jeg vaklende tilbage og blev tvunget hårdt op ad muren, mens den ubehagelige mand stod klods op ad mig med et hårdt og koldt blik på mig, "Hvor tror du lige, at du skal hen?", spurgte han lavt men med en kold og ubehagelig stemme og hans skumle smil skræmte mig faktisk.

"Gider du godt give slip på mig?!", råbte jeg lidt højt.

Jeg prøvede at skubbe ham væk, men det hjalp ikke, for han havde alt for mange kræfter, og straks roterede en masse ubehagelige billeder oppe i hovedet på mig. "Hvad nu hvis han var..." Ej, den tanke var simpelthen for væmmelig at tænke på, men desværre for mig, så fandtes der voldtægtsforbrydere, og jeg var begyndt at tro på, at han også var sådan én. Ikke godt!

"Shh smukke, ro på..", svarede han med et lavt og ret ubehageligt toneleje, så det vendte sig i maven på mig.

Han løftede op i min kjole, "Stop!", udbrød jeg med hjertet oppe i halsen, og skubbede hans hånd væk igen.

"Nu skal du opføre dig pænt lille frøken hellig..", udbrød han spidst med ansigtet så tæt på, at jeg fik hans klamme ånden i ansigtet, og han begyndte at befamle mig, så jeg skreg op, men han lagde hurtigt sin ene hånd over min mund, og holdte mig fast med sådan en magt op ad muren.

Tårerne rendte, da jeg mærkede han flyttede hånden ind under min kjole igen, og havde det ikke været for hans måde at låse mig fast op ad muren på, så havde jeg tyret sådan et knæ op i kronjuvelerne på ham, men jeg kunne ikke.. Han havde låst mig fast, og jeg følte mig stiv af skræk i kroppen.

Hulkende, mens han påtvang sin hånd ned i trussen på mig, sneg jeg min hånd ned i min jakkelomme og fik fat i min iPhone, og med et skulende blik gik jeg ind på mine seneste opkald og fandt hurtigt hans kontakt, og trykkede på opkald, uden manden overhovedet bemærkede noget.

Der gik mange øjeblikke, før jeg kunne se, at opkaldet endelig blev besvaret, "Stop!", udbrød jeg højt og mumlende mod mandens hånd.

"Hey smatso! Gider du godt dæmpe dig lidt? Vi hygger os jo lige!", udbrød manden hårdt, så jeg stivende med hans kolde og mørke blik tæt på mit.

"Er det forstået?", tilføjede han ondt, så jeg nikkede med hans hånd om min mund. Mit hjerte galoperede for fuld udblæsning. Det her var slet ikke fedt! Hvorfor skulle jeg lige være så uheldig at støde på sådan en syg stodder?

Manden skulede ondt på mig og fjernede hånden fra min mund.

"Slip mig!", råbte jeg hurtigt, og han greb pludseligt hårdere fat om mine arme, der kæmpede for at skubbe ham væk, men jeg kunne ikke. Manden var jo psyko-stærk og til mit uheld fik han fat i min kjole, der gik i stykker. Tårerne rendte ned af kinderne på mig, "Lad mig nu være!", hulkede jeg højt, men for hver eneste form for modstand jeg kom med, blev manden stærkere og grovere.

"Så stopper festen kraftedeme din smatso! Du har fandeme selv bedt om det!", råbte han mig i hovedet.

"Nej! Lad mig gå! Slip mig!", råbte jeg grædende, og sekunderne fløj for mig, og en brændende smerte ramte mit ene knæ, eftersom han havde skubbet på mig med sådan en voldsom kraft, at jeg landede på jorden, og jeg opdagede hurtigt, at jeg havde tabt min iPhone, så den lå væk fra mig på jorden.

"Du skal fandeme ikke råbe smatso! Nu holder du fandeme kæft, er du med?!", udbrød han hårdt, mens han pegede ned på mig med et ond-i-sulet-blik. Tårerne stoppede slet ikke med at rende ned ad mine kinder. Jeg var virkelig bange nu, mens jeg ængsteligt betragtede, at han faktisk stod og begyndte at åbne sine bukser, men en skikkelse fløj pludseligt i flæsket på manden, så han var ved at falde bagover.

"Hvad fanden laver du din klamme stodder!", råbte han op, mens han blev ved med at skubbe manden væk fra hvor jeg lå.

Jeg kæmpede mig op at stå og prøvede at dække mig med min ødelagte kjole.

"Hvad fanden blander du dig for?! Skr...", råbte manden arrigt, men han blev overrasket af en ordenlig knytnæve i ansigtet af Justin, så manden vaklede ret fortumlet mens han tog sig til sin blødende næse.

"Hvad fanden laver du din idiot?!", udbrød manden olmt, og skulle til at gå til angreb på Justin, men igen fik manden endnu et knytnæveslag i ansigtet.

"Fatter du minus dit perverse svin?! Jeg synes bare du skal skride, og det er lige nu! Og hvis jeg nogensinde ser dig tæt på min pige igen, så klipper jeg fandeme bollerne af dig! Er det forstået?!", råbte han arrigt og skubbede manden endnu engang.

Manden spyttede og harkede blod ud af munden, mens han pegede mod ham, "Det er fandeme vold det her! Jeg melder dig kraftedeme til strisserne!", råbte manden arrigt.

"BE MY FUCKING GUEST! Du er en fucking voldtægtsforbryder! Skal vi så se, hvem der ler sidst, huh?!", råbte Justin igen mod manden og puffede ham en sidste gang ud mod vejen, hvor ved manden så rasende på skift mellem os, og han smuttede endelig sin vej.

Justin vendte sig omkring og gik med hastige skridt hen mod mig, "Fuck, du gjorde mig bange main..", udbrød han med et skærende ansigt. Sikkert på grund af alt det der havde været sket?

Jeg kunne igen ikke holde tårerne tilbage, og straks lagde han armene omkring mig i et knugende knus, og jeg tøvede ikke det mindste med at gribe fat om hans t-shirt i ryggen på ham, og jeg gjorde alt for at holde mig fast. Det var som om det hele kom tilbage til mig med dobbelt kraft med tanken om, hvis Justin ikke havde været dukket op i tide, så havde jeg ligget på jorden og blevet voldtaget.

Tanken var virkelig skræmmende...

"Jeg troede fandeme, at jeg ville miste dig! Hva' fuck ville du have mig til at gøre, hvis han nåede at voldtage dig? Eller det der var værre? Hvem fuck skulle jeg så elske?", spurgte han mig med en frustreret stemme, mens jeg kunne mærke han bare stod og knugede mig hårdt ind til ham.

Jeg græd stille, og så grædende op på ham. Hans brune øjne kiggede usikkert på mig.

Jeg flyttede mine hænder om på hans nakke, "Du må aldrig forlade mig..", bad jeg grædende.

Justin nikkede roligt, og kyssede mig lettere hårdt i panden på mig.

"I will never do that...", svarede han stille...

~


Justins synsvinkel:

Jeg var noget forbløffet over mig selv, at jeg faktisk kunne koncentrere mig om musikken i pulten. Gæsterne var helt oppe at køre over, at jeg var tilbage igen. Tja, de havde åbenbart savnet mig i de seks fridage, som vi havde haft.

Jeg kunne godt mærke at jeg lige skulle vænne mig til det med at sove om dagen igen, for jeg følte mig allerede ret træt, selv om klokken kun var ved at være halv tre om natten. Jeg havde vænnet mig til at sove om natten sammen med Dina.

Puha, nu tænkte jeg på hende igen. Det var ikke den fedeste følelse, at rende rundt med hjertesorger hele tiden. En pige forstyrrede mig pludseligt ved at stille sig flirtende op foran pulten, så jeg kunne se lige ned til hendes ret udringede kavalergang.

Damn, det bed ikke engang på mig, for straks kiggede jeg væk igen og fokuserede udelukkende på hendes ansigt. Hun stod og grinte og små-dansede flirtende med en lysegrøn drink i hånden.

"Smider du ikke snart den t-shirt der?!", råbte hun flirtende til mig.

Jeg smilte bare smørret og rystede på hovedet. Hvor end varmt jeg havde det lige nu, så ville jeg ikke smide den, for jeg fandt ingen trang til at flirte nu. Jeg savnede hende. Hun sad på mig hele tiden. Pigen lod som om hun blev sur og grinte flirtende.

"Ej come on Justin. Du har sådan en lækker overkrop, hvorfor skjule den?!", råbte hun højt op til mig.

Okay, det her trættede mig pænt meget. Jeg tændte for mikrofonen.

"Alle sammen, kan jeg få jeres opmærksomhed?", begyndte jeg og skruede lidt ned for musikken.

Alle rettede deres opmærksomhed mod mig. Pigen stod og undrede sig, men fniste da. Jeg pegede ned på hende, så hun fniste og rødmede. Ja, det kunne jeg se herfra.

"Nogen der vil byde denne smukke brunette op til en dans eller give hende en drink på min regning velsagtens?!", grinte jeg smørret og en masse af gæsterne grinte.

Pigen så forvirret og forlegen ud. Jeg smilte smørret og straks var der flere fyre der kom hen til hende.

Jeg skruede op for musikken igen og folk morede sig videre. Jeg så over mod baren og kunne se, at Dina åbenbart var gået til pause. Jeg sukkede svagt og lagde mine hørebøffer på dj-pulten og langede ud efter min kolde cola.

Ja, det var ikke mange promiller jeg gad at drikke lige i nat. Pludseligt mærkede jeg min telefon brumme for fulde gardiner i min højre forlomme. Jeg undrede mig, hvem pokker der ringede til mig på denne tid. Bare det ikke var fordi der var ballade med min mor på behandlingshjemmet? 

Jeg greb ud efter den og så at det var Dina der ringede. Jeg undrede mig. Hvorfor pokker skulle hun ringe til mig, når vi ligesom begge bare kunne gå over til hinanden på arbejdet? Jeg tog den.

"Hej Dina!", svarede jeg roligt, men intet svar.

Jeg hørte pludseligt noget der lød ret ubehageligt.

"Stop!"

"Hey smatso! Gider du godt dæmpe dig lidt? Vi hygger os jo lige!"

"Er det forstået?"

"Slip mig!"

"Lad mig nu være!"

"Så stopper festen kraftedeme din smatso! Du har fandeme selv bedt om det!"

"Nej! Lad mig gå! Slip mig!"

Jeg slugte en hård klump. Det lød som en bange og grådkvalt Dina hvor der var en klam stodder over hende.

Jeg blev pænt rasende og lagde på og spænede ud til baglokalet og kunne pludseligt høre Dina og mandens stemme udefra bagdøren til baggården udenfor.

Jeg skyndte mig op ad trapperne og kunne med det samme se en mand i 30'erne eller noget, stå over hende, mens Dina lå helt ødelagt på jorden og så skrækslagent op på ham.

Dina lå og græd og virkede tydeligvis helt magtesløs. Fuck, et svin han var. Manden stod og fumlede med sine bukser foran hende.

"Du kan fandeme tro nej, dit klamme svin!", tænkte jeg arrigt og jeg fløj over mod ham og rev ham væk for fulde gardiner.

"Hvad fanden laver du din klamme stodder!", råbte jeg højt. Jeg kogte af raseri. Så i flygtige sekunder at Dina stod og fumlede med sin ødelagte kjole.

"Hvad fanden blander du dig for?! Skr...", råbte han, men jeg cuttede ham af ved at tyre en ordenlig knytnæve i ansigtet på ham, så han vaklede ret fortumlet, mens han tog sig til sin blødende næse.

"Hvad fanden laver du din idiot?!", udbrød manden olmt, og det virkede til på hans kropssprog at han var parat til at springe på mig igen, men han kunne fandeme godt tro om, og ufortrøden angreb jeg med endnu et knytnæveslag i ansigtet på ham. Ja, jeg var da kraftedeme kold over for ham. Han havde fandeme messet med den forkerte her!

"Fatter du minus dit perverse svin?! Jeg synes bare du skal skride, og det er lige nu! Og hvis jeg nogensinde ser dig tæt på min pige igen, så klipper jeg fandeme bollerne af dig! Er det forstået?!", råbte jeg rasende og jeg skubbede til ham igen.

Han harkede blod ud af munden, så jeg smilede ondt og frydende over, at han fandeme fik hvad han havde fortjent.

"Det er fandeme vold det her! Jeg melder dig kraftedeme til strisserne!", råbte han vredt. Uh, jeg skælvede af rædsel! Not!

"BE MY FUCKING GUEST! Du er en fucking voldtægtsforbryder! Skal vi så se, hvem der ler sidst, huh?!", råbte jeg arrigt, og jeg kunne helt sikkert blive ved med at lange tæsk ud, for jeg var fandeme lige i stødet til det lige nu. Jeg skubbede igen til manden, så han endte tæt på kantstenen tæt på vejen, mens jeg sendte ham et ondt smil. Sagde han bare én ting mere forkert, så svor jeg mig selv, at jeg ville banke ham gul og blå og kastrere ham med en sløv teske.

Det var heldigvis ikke tilfældet, for manden flakkede tydeligvis rasende med hans blik på skift mellem Dina og jeg, men han kunne lige prøve.. Heldigvis smuttede han sin vej.

"Fuck, du gjorde mig bange main..", udbrød jeg med en gruende følelse i maven og jeg trak hende ind i et hjertevarmt og trøstende knus.

Bare tanken om, hvis den klamme stodder havde formået at voldtage hende. Det kunne jeg slet ikke holde til. Jeg kneb et par tårer, mens jeg knugede hende ind til min brystkasse. Hun græd og jeg forstod hende også udmærket. Stakkels min pige. Jeg svor, at der aldrig skulle ske lignende med hende igen. Jeg ville passe på hende til hver en tid.

"Jeg troede fandeme, at jeg ville miste dig! Hva' fuck ville du have mig til at gøre, hvis han nåede at voldtage dig? Eller det der var værre? Hvem fuck skulle jeg så elske?", spurgte jeg mig med frustrationerne i mig med tanken om at hvad der kunne have været sket.

Hun snøftede og så op på mig. Jeg ventede blot hendes svar. Jeg var stadigt helt oppe at ringe over det svin fra før.

Pludseligt greb hun fat om min nakke. Jeg følte så meget urolighed i min mave over det. Alle de blandede følelser. Jeg sprang snart i luften.

"Du må aldrig forlade mig..", græd hun bedene. Jeg mærkede en usigelig varme i mit hjerte og et håb blev vakt til live. Jeg nikkede og kyssede hende på panden.

"I will never do that...", svarede jeg stille og straks tøvede jeg ikke med at gribe blidt fat om hendes hage og så hende dybt i øjnene.

Jeg havde bare så meget lyst til at kysse hende, men jeg vidste ikke om jeg burde?

"Må jeg kysse dig?", spurgte jeg stille og ventede tålmodigt på hendes svar.

Hun stirrede blot på mig og for mig virkede det som om, hun kæmpede med at få ordene frem over sine læber.

"Må jeg kysse dig Dina? Jeg savner dig så meget. Jeg kan ikke leve uden dig i mit liv. Alt er så tomt uden dig.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...