That Power! (Justin Bieber er ikke kendt. Redigeret udgave.)

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York og er rimelig tæt på at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke ejer en rød reje. Et job som dj, ser dog ud til at redde Justin på kanten, og pludseligt flokkes pigerne om ham og pludseligt bliver Justins liv præget af sex, stoffer og druk i lange baner. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, bemærker han pludselig en ret smuk pige, som skal starte arbejde som bartender i natklubben, som han selv arbejder i. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justins heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers havde vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil alt ændre sig?

269Likes
323Kommentarer
232502Visninger
AA

41. Et poetisk indfald!

Justins synsvinkel:

Det var lidt underligt. Meget havde ændret sig og det var ikke kun min lejlighed, som jeg havde fået styr på siden Dina var kommet ind i mit liv. Det var som om, at mange ting havde faldet på plads?

Siden jeg tog hjemad onsdag aften, da Dina var smuttet fra mine bedsteforældres hjem, så havde jeg fået vasket al mit tøj, handlet ind og ryddet op, så der var styr på alt. Alt det var kun på grund af hende. Hun havde haft meget indflydelse på mig. Det gjorde også ondt at tænke på, at det var blevet sådan lige på grund af hende.

Jeg havde taget et par sorte baggy bukser på og en almindelig sort t-shirt med hvidt print på foran. Jeg syntes bare mit humør var nede for tiden, så gad ikke det store. Jeg fandt en sort cap frem med hvid flad skygge og tog en bred vellignende guldhalskæde på, men den var dog ikke ægte. Jeg hoppede i et par sorte vans og tog min nøglekæde med mine nøgler i og proppede i forlommen. Gik ind til Ryan, der sad i stuen. Han smilte bredt.

"Du er da gået helt i sort?", grinte han smørret. Jeg smilte sarkastisk.

"Ja haha! Skal vi se at komme afsted? Den er ved at være halv ni.", svarede jeg med et svagt smil.

Ryan nikkede og rejste sig. Jeg greb ud efter min pung og proppede den i min ene baglomme på bukserne. Jeg fik slukket al lyset og Ryan slukkede for tv'et og vi tog begge jakker på og gik ud. Hvorved jeg låste døren og Ryan var allerede på vej ned ad trappen.

"Hej Justin..", hørte jeg pludselig en lille forsigtig stemme et stykke bag mig.

Jeg sank en klump og trak nøglen ud af nøglehullet og proppede mit nøglebundt i min forlomme. Jeg vendte mig roligt med front mod hende. Hun stod blot en meter fra mig. Hun var smuk som altid og selv om hun havde sin sorte læderjakke på, så kunne jeg se at hun havde taget en smart, sort og lårkort kjole på hvor der var dele af kjolen der havde gennemsigtig stof, så man kunne se hendes smukke mave. Hun havde som hver gang det vilde makeup på, som dog ikke var for meget, men nok til at fortælle, at hun var på vej i byen. Hendes høje platformstiletter gjorde som altid noget godt for hendes lange og slanke ben. Jeg smilte svagt.

"Hej Dina..", mumlede jeg nærmest.

Jeg så hurtigt ned mod Ryan, der var stoppet op halvvejs ved trappen. Han så et øjeblik op på os og ellers stod han bare og fløjtede stille, for at gøre sig usynlig på én eller anden mærkværdig måde.

"Går det godt?", fik Dina min opmærksomhed.

Hun havde spurgt på en stille og lettere trist måde. Ja glad lød hun i alt fald ikke til at være. Jeg sukkede stille og smilte svagt og trak på skuldrene.

"Det gå da..", mumlede jeg nærmest.

Hun nikkede roligt og så flygtigt ned på Ryan, der sendte hende et smil.

"Hej Ryan!", vinkede hun hurtigt ned til ham.

"Hey smukke!", svarede han charmerende, så jeg fik en knude i maven.

Ja, den slags kunne jeg jo ikke bestemme nu. Hun var jo ligesom ikke min pige længere. Dina så igen med et lille smil på mig.

"Følges du med Ryan i aften?", spurgte hun stille.

Jeg nikkede med et svagt smil. Vidste ikke hvor fanden jeg skulle gøre ad mig selv, så valgte at skifte emne.

"Nå men.. Vi må hellere se at komme afsted, så Martin ikke bliver sur vel?", grinte jeg akavet.

Dina smilte svagt og nikkede og vi gik alle tre ned ad trapperne og kom udenfor. Jeg betragtede Dina gå hen til sin egen bil, mens jeg fulgtes med Ryan hen til hans sølvfarvede Audi. Jeg sukkede hårdt, da jeg så hende stige ind i sin bil.

Jeg savnede hende så forfærdelig. Jeg havde mest lyst til, at omfavne hende og snave hende i gulvet, men en masse tanker stoppede mig. Det var ikke fedt. Dina dyttede kort og kørte sin vej.

"Kommer du?", afbrød Ryan mine tanker.

Jeg så hen på ham og nikkede og åbnede bildøren og satte mig ind på passagersædet foran. Ryan satte sig ind og startede bilen, mens vi begge tog seler på. Ja utroligt nok.

"Skal hjertesorger gøre så ondt?", spurgte jeg trist og så hen på ham.

Ryan klappede mig venskabeligt på min skulder.

"Op med humøret Justin. Du skal sgu nok overleve. Du har jo charmen i dig, så mon ikke du snart får en ny sild på krogen?", grinte Ryan smørret og han vendte opmærksomheden mod sin kørsel.

Jeg ville ikke have andre. Jeg ville have hende...

~

"Hey Biebs! Så er vi på den igen!", kom det med et kækt grin fra Julia, der hang sin cottoncoat op på krogen ved siden af min læderjakke.

Jeg smilte svagt og nikkede. Hun så undrende på mig.

"Sig mig, er der noget galt?", spurgte hun yderligere. Jeg rystede svagt på hovedet.

"Det er ikke noget Julia. Jeg har bare fået det forkerte ben ud af sengen..", forklarede jeg stille. Hun nikkede og gav mig et knus.

"Du må endelig sige til hvis du har brug for en snak, så skal jeg nok være der for dig..", forklarede hun i knuset. 

"Tak Julia, men jeg klarer mig...", mumlede jeg.

Hun trak sig ud af vores knus og så på mig, mens hun holdte om mine skuldre.

"Sikker?", spurgte hun bestemt. Jeg smilte svagt og nikkede.

Julia smilte og gav mig et flygtigt kys på min kind, der overraskede mig lidt. Hun gik ud af personalelokalet og ind i natklubben der strømmede ud med stille musik et kort øjeblik. Jeg tog mig til kinden hvor hun havde kysset.

Det var en mærkelig følelse, for lige nøjagtigt der havde Dina kysset mig sidst, inden vores kærestebrud. Kysset brændte. Jeg ønskede det havde været Dinas læber og ikke Julias. Jeg mærkede endnu engang en knugende fornemmelse i min mave og så mange ord og tanker fløj i hovedet på mig.

Pludseligt kom Dina ud af personaletoilettet. Hun smilte ikke, men vi fik blot øjenkontakt med hinanden, inden hun gik ind i natklubben. Det gjorde ondt det her. Jeg blev nød til at sætte mig ned lidt for at sunde mig. Pludseligt blev der stillet en iskold Heineken foran mig.

"Ryan har fortalt mig det hele Justin. Bliv du bare siddende lidt og sunde dig. Gæsterne kommer alligevel først om et par timer. Hvis ikke du får tiden til at finde musikken frem lige med det samme, så giv lige os andre et praj om det. Gerne til Ryan, så kan han tage lidt over for dig, til du selv kommer i dj-pulten. Er det en aftale?"

Jeg så op over min skulder og så Martin give mig et lille smil. Jeg nikkede med et svagt og trist smil. 

"Tak Martin..", svarede jeg stille og jeg mærkede et par skulderklap på mig, inden jeg hørte skridtene af Martin forstumme.

Alene - Stirrende på skrivebordet - Stirrende på den kolde Heineken - Tog en ordenlig tår og stilte flasken. Jeg så ned i bordet og opdagede et par tårer ramme ned på et stykke hvidt papir. Jeg sukkede og tørrede mine kinder og satte mig tilbage i kontorstolen og pillede blot stille på etiketten på flasken.

Jeg følte pludseligt en trang til at sidde og skrive. Bare ét eller andet? Jeg greb efter en blyant i blyantsholderen og lagde papiret som jeg havde grædt på til rette for min venstre side. Jeg vidste ikke hvor pokker alle de ord kom fra, men jeg skrev og skrev om alle de følelser jeg havde, ja jeg havde det rigtigt skidt:

"No I didn't think you would let me down that easy
Oh no girl
And I didn't think it was over until you walked away
Like it was nothing, baby

And that moment was so hard for me to breathe, yeah
Cause you took away the biggest part of me, yeah
Life is so unpredictable, yeah
Never thought a love like yours would leave me all alone oh no

Didn't waste any time
Like you had already made up your mind
No sympathy
Cause I was out of line, oh yeah

But I didn't think you would let me down that easy
Oh no girl
And I didn't think it was over until you walked away
Like it was nothing girl

It was a bad day!
Hey hey hey...
I know I was wrong
But you could've said goodbye baby
It was a bad day
Now I'm like whoa

It was a bad day
It was a bad day
It was a bad day..."

Jeg lagde blyanten på skrivebordet og kiggede ud i luften og greb efter min Heineken, der var blevet pæn lunken. Jeg skimmede over min poesi, jeg havde skrevet på papiret. Ja tænk, bare det at skrive det ned hjalp mig en hel del til at få kontrol på mine følelser og tanker. Det var en forunderlig ting. 

"Wow, har du skrevet det?", hørte jeg Ryans stemme og jeg så han tog papiret med mine poetiske indfald på. Jeg smilte smørret og trak på skuldrene.

"Tja, det har jeg da. Jeg havde bare lyst til det.", svarede jeg kort og tog endnu en slurk af min øl.

Ryan stilte sig op ad skrivebordet med papiret i hånden. Han så på mig.

"Bare lyst til? Damn Justin, du har jo talent. Du har bare skrevet det her ud af ingenting og så...." "Det er ikke bare ingenting Ryan. Det er mine dybeste følelser. Mine følelser for hvordan jeg har det til stadighed, siden Dina rejste hjem i onsdags. Indebrændte ord..", afbrød jeg Ryan og mumlede de sidste to ord og tog endnu en slurk af min øl.

"Justin, det er jo fantastisk, kan du ikke se det?!", spurgte Ryan med stort målløst smil.

Jeg så op på ham med løftet øjenbryn.

"Se hvad?", spurgte jeg undrende. Ryan grinte smørret og gav mig papiret.

"Det er da ren lyrik du har skrevet her. Perfekt til en sang, som du burde synge! Få dog fat i Will.I.Am eller ham Usher Raymond. De kan måske hjælpe dig? Kan du ikke se det Justin? Du har garanteret mere lyrik i dig, end bare denne ene tanke du har skrevet her?", forklarede Ryan. Jeg grinte sarkastisk og rystede på hovedet.

"Ej Ryan, du er sgu skør. Jeg har jo intet hørt fra hverken Will.I.Am eller Usher for den sags skyld, så mon ikke det skal betyde, at det hele ikke bliver til noget?", svarede jeg tørt og tog den sidste slurk af min Heineken. Ryan grinte smøtret og så indgående på mig.

"Du skal aldrig sige aldrig Justin, for så sker det ikke! Jeg syntes ærlig talt at du skulle tage og opsøge dem begge eller én af dem. Forsøge at få en aftale med dem. Hvis du aldrig prøver, så kommer det heller aldrig til at ske! Så simpelt er det!", forklarede Ryan med et smørret smil. Jeg smilte svagt.

"Tror du? Altså man kan vel ikke bare valse ind på sådan et studie og så komme og sige, at man gerne vil snakke med Usher eller Will.I.Am?", svarede jeg spørgende. Ryan grinte smørret og rystede på hovedet.

"Nej man kan sgu ikke, men du kan Justin, for jeg ved at du har det i dig, og når det er sagt, så vil jeg fandeme være din manager!", forklarede Ryan med et skævt grin, og han lagde papiret foran mig. Jeg rystede svagt grinende på hovedet.

"Hvorfor kommer dine ord ikke bag på mig? Manager? Tss!", grinede jeg, så Ryan så overlegent ned på mig med armene over kors, "Man må jo udnytte de chancer, der byder sig, og netop burde du gøre noget ved det her Justin! Du har sgu talent!", svarede Ryan bestemt med et skævt smil og så flygtigt op på væguret her i personalerummet, hvorefter han så ned på mig igen.

"Nå, skal vi gå ind til vores poster?", spurgte han med et smørret smil.

Jeg nikkede med et smil. Jeg følte mig pænt bedre tilpas ved mig selv efter mit poetiske indfald, eller rettere lyriske, som Ryan påstod. Måske der var håb for en kommende karriere indenfor musikbranchen? Ryan indgød mig håb i hjertet og jeg var sikker på mig selv, jeg ville fandeme ikke give op nu.

Vi begav os ind i natklubben og jeg foldede mine kragetær sammen og lagde papiret i min ene baglomme på mine baggy bukser. Jeg begav mig hen mod dj-pulten og som en gammel vane kunne jeg ikke lade være med at kigge hen mod baren hvor Dina stod. Hun sendte mig et forsigtigt smil. Jeg smilte svagt tilbage og rettede min opmærksomhed mod pulten.

- Første skridt fremad!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...