That Power! (Justin Bieber er ikke kendt. Redigeret udgave.)

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York og er rimelig tæt på at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke ejer en rød reje. Et job som dj, ser dog ud til at redde Justin på kanten, og pludseligt flokkes pigerne om ham og pludseligt bliver Justins liv præget af sex, stoffer og druk i lange baner. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, bemærker han pludselig en ret smuk pige, som skal starte arbejde som bartender i natklubben, som han selv arbejder i. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justins heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers havde vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil alt ændre sig?

269Likes
323Kommentarer
236401Visninger
AA

31. Et lortehul!

Justins synsvinkel:

Jeg drejede ind af indkørslen til mit barndomshjem. Jeg slukkede for motoren og sukkede og sad som forstenet og stirrede gennem forruden. Jeg mærkede en hånd på mit højre lår.

"Justin, er du okay?", hørte jeg Dina spørge stille. Jeg sukkede og fjernede slet ikke blikket fra huset. Alt lignede langtfra det samme, som dengang jeg skred min vej. Et af de yderste vinduer var smadrede og ved et af vinduerne, var der hamret en træplade op. 

Masser af gammelt ragelse lå og flød i haven og uden for carporten, græsset havde vidst ikke været blevet slået i lange tider og jeg havde allerede set flere vildkatte rende rundt omkring huset. Jeg sukkede hårdt og jeg følte en vrede indeni mig.

"Det fucking svin...", mumlede jeg vredt om min mors kæreste, der desværre var min stedfar.

"Har det altid set sådan ud Justin?", spurgte Dina lavt. Jeg rystede på hovedet og så hen på hende.

"Hvad mon vi kan forvente derinde?", spurgte hun yderligere. Jeg sukkede og slog mit hoved opgivende ned i rattet.

"Garanteret en masse døde og skræmmende ting, jeg slet ikke vil tænke på..", mumlede jeg med et hårdt suk og jeg rettede mig op fra rattet med ret meget protest i mig, og åbnede min sele og steg ud af bilen og smækkede døren. Dina gjorde det samme. Jeg sukkede og lod mit blik vandre fra huset hen til Dina, der stod omme på den anden side af bilen.

"Well, here we go!", sukkede jeg hårdt og jeg begav mig med retningen mod hoveddøren og Dina gik mig i møde og greb fat i min hånd. Der lå gamle bildele, husholdningsaffald, der var efterladt, garanteret fordi renovationen havde droppet min mors hus?

"Tror du der er nogen hjemme?", spurgte Dina forsigtigt, mens jeg bankede på ruden i døren, for dørklokken virkede heller ikke. Vi hørte en voldsom gøen fra en stor hund. Dina så forskrækket på mig. Jeg smilte svagt.

"Bare rolig. Det er nok bare Spike. Min stedfaders hund. Han er en schæfer, men han plejer at være ret harmløs og sød over for dem han kender eller genkender.", forklarede jeg Dina med et smil. Ja, utroligt nok var Spike en god vagthund og kærlig, trods hans ejer var en tølper, et svin, en drukkenbolt og egocentreret. Ja, jeg hadede ham seriøst. Min stedfader altså!

Jeg sank en klump, da jeg kunne ane en skygge nærme sig gennem det bølgende og matterede vinduesglas i døren. Det var helt sikkert ikke min mor. Døren åbnede sig, som om den blev revet op med vrede. Der stod han. Rick! Min mors afskyelige kæreste. Han gloede olmt på mig og Spike kom logrende ud og slikkede min hånd og bumpede sig kælende op ad mine ben, så det var tydeligt, at han faktisk kunne huske mig, trods det var et års tid siden han sidst havde set mig.

"Hvad fanden knægt? Hvor vover du at vise dig her?!", brummede Rick surt. Jeg smilte ikke.

"Det er ligesom mit barndomshjem Rick! Jeg vil gerne besøge min mor, om forlov?!", svarede jeg med et nyt spørgsmål. Rick brummede surt og han vendte sit blik over mod Dina, der intet havde sagt. Rick skulede til hende.

"Hvem er du?!", spurgte han og lænede sig overlegent op ad dørkarmen. Dina rykkede sig tæt på mig.

"Jeg er Justins kæreste.", svarede hun forsigtigt. Rick grinte skummelt og han så på mig.

"Det må jeg sgu sige knægt. God fangst du har der!", grinte han klamt. Jeg gav ham blot mit dræberblik.

"Luk arret!", brummede jeg. Rick så fornærmet på mig. Jeg så afventende på ham.

"Nå?!", tilføjede jeg, som et hint, at jeg og Dina gerne ville indenfor. 

Rick brummede men trådte til siden. Dina slap ikke min hånd, selv om vi var kommet indenfor i gangen, der var fyldt med gamle lorteting og ragelse, der var stablet oven på hinanden. Der var blot ryddet en smal gang gennem det hele. Det var jo sygt det her. Sig mig, var manden en psykisk ramt med samlermani?

"Skoene af!", brummede Rick bag mig og Dina. Jeg nægtede. Jeg skulle fandeme ikke træde med strømpefødder i det her lort. Jeg så på Dina, der så usikker ud i ansigtet. Jeg rystede på hovedet til hende.

"Du skal ikke baby..", sagde jeg lavt og vi ignorerede Ricks ordrer og begav os indenfor i huset.

Dunsten af kattelort og kattepis, forrådnelse, tobakslugt og indelukkethed med svag lugt af mug mødte min lugtesans. Det var hæsligt og mit hjerte blødte over hvordan Rick havde kunne tillade sig at ødelægge min mors liv på den måde. Dina slap slet ikke min hånd og jeg forstod hende udmærket.

Vi kæmpede os videre gennem de smalle gange mellem gammel ragelse og affald og jeg så ud af øjenkrogen mit barndomsværelse, der var transformeret til et skralderum. Jeg var virkelig tæt på at bryde sammen. Det var jo et mareridt det her. Jeg så på Dina, der vidst opfattede mit bedrøvede ansigtsudtryk med det samme.

Jeg hintede med hovedet mod mit gamle værelse og hun kiggede ind gennem dørkarmen.

"Mit barndomsværelse...", mumlede jeg med afsky og straks måbede hun med chokeret åben mund. 

"Hun er inde i stuen!", kom det surt fra Rick, der så olmt på Dina og jeg, og han gik den anden vej igen og jeg hørte at Spike gik efter ham og en dør smækkede i. Han skulle sikkert gå tur med Spike?

Vi bevægede os ind mod stuen og heldigvis var stuen ikke lige så slem som resten af huset, men det var slemt. Jeg kunne se min mor sidde lettere foroverbøjet henne i hjørnesofaen. Hun lignede langtfra sig selv. Hun sad som en fordrukken tilstand og da Dina og jeg kom hen til hende, kunne jeg se et spejl på sofabordet med rester af hvidt pulver. 

Jeg begyndte seriøst at græde. Nok havde jeg en lettere afhængighed for sprut og stoffer, men det her var storslemt. Bordet flød med tomme sprutflasker, øldåser og hvad vidste jeg, og der sad min mor og hang lettere over sofaen med løst fedtet hår, tøj der havde savnet at blive vasket i lange tider og hun lignede én der var fuldstændig virkelighedsfjern. 

Jeg sked på alt det møg der flød på sofaen og at min mor lugtede, for jeg kunne ikke klare at tænke på, at hun skulle leve mere endnu et sekund på dette klamme og sundhedsskadelige sted. Jeg snøftede og lagde min venstre hånd oven på min mors højre hånd. 

"Mor?", snøftede jeg og jeg så et øjeblik på Dina, der sad og græd stille, mens hun sad på armlænet af en slidt og ødelagt lænestol, der ellers havde været min yndlingsstol, da jeg var lille. Dina tog sig grædende til munden. Jeg så igen på min mor, der slet ikke reagerede anden end svag mumlen, som jeg fattede brik af.

"Mor, det er Justin!", gentog jeg højt og bestemt. Min mor løftede hovedet og drejede hovedet langsomt og jeg mødte det mest sørgelige syn. Hun havde mørke rander under øjnene og hendes pupiller var enormt store. Hun begyndte at grine virkelighedsfjernt, mens hun svajede lettere og hun bredte armene ud.

"Haaaaaj!", grinte hun fuldkommen bedøvet af stoffer og druk. Hun kunne slet ikke sidde ordentligt og jeg var med nærmeste overbevisning sikker på, at min mor slet ikke vidste hvad der foregik omkring hende. Jeg var fuldstændig i chok.

"Hvad har Rick gjort ved dig mor?", spurgte jeg chokeret. Min mor reagerede ikke. Blot sad hun i sin egen lille boble. Jeg så hen på Dina.

"Vi må have hende væk herfra og det kan ikke gå hurtigt nok!", sagde jeg bestemt til Dina, der nikkede. Jeg rejste mig op fra den klamme sofa og så ned på min mor.

"Kom mor, jeg skal vise dig noget!", sagde jeg bestemt. Min mor drejede sin opmærksomhed op mod mig. Hun proppede et skod i munden, der ikke var meget værd en et halvt hvæs. Hun grinte uforstående.

"Skal jeg? Med dig? Hahahahahaha... Duuu er sjov!", svarede hun, mens hun svajede og hun kæmpede med et tænde det skod, der ikke ville tændes.

"Sådan noget lort!", skældte hun surt på skoddet.

"Mor, jeg giver dig alle de smøger du vil have, hvis du følger med mig!", sagde jeg bestemt og min mor kiggede forundret op på mig, mens hun svajede. Damn, hun var seriøst virkelig langt ude i hampen.

"Du lyver ikke?", spurgte hun med et forundret udtryk. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg taler sandt. Kom mor!", svarede jeg behersket og rakte hende min hånd. Hun nikkede og greb fat i min hånd og hun kom op at stå. Jeg støttede min mor og vi gik forsigtigt mellem alt ragelset.

"Hvad med hendes tøj og ting?", spurgte Dina stille. Jeg rystede på hovedet.

"Det kan vi vidst godt opgive. Lad os få hende ud med det samme.", svarede jeg og Dina nikkede. Da vi nåede halvvejs gennem den lange gang, faldt min mor pludseligt om på gulvet.

"Fuck!", måbede jeg. Dina så forskrækket på situationen. Jeg kyssede hende flygtigt på kinden.

"Hjælp mig lige med at få hende op at stå, så bærer jeg hende.", beordrede jeg. Dina nikkede og sammen fik vi min mor lettere oprejst op at stå. Min mor mumlede en masse mærkeligt usammenhængende. 

Jeg fik løftet min mor op i brudeløft. Hun var slet ikke tung, men jeg kunne mærke, at hun ikke var så buttet, som hun før i tiden havde været. Hun var nærmest benet og knoglet at bære på. Dina gik forrest og sørgede for at jeg ikke stødte ind i alle mulige mærkelige ting og sager. 

Vi nåede langt om længe udenfor og jeg fik med masser af besvær anbragt min mor på bagsædet. Hun mumlede fraværende, mens jeg spændte selen om hende og jeg lagde et tæppe over hende og straks virkede det til, at hun faldt i søvn. Jeg lukkede bildøren og så på Dina. 

"Vi er dem der er skredet!", sagde jeg bestemt. Dina nikkede.

"Jeg kunne ikke være mere enig!", svarede hun prompte og hun satte sig ind på passagersædet foran og jeg satte ind bag rattet. Vi fik vores seler på og jeg tøvede ikke med at starte motoren og straks bakkede vi ud af indkørslen. 

Vi havde blot kørt få hundrede meter væk fra mit barndomshjem og vi mødte Rick komme gående på vejen hjem med Spike, der rendte uden snor. Han virkede ikke til at bemærke noget. Dina lagde sin hånd på mit lår.

"Nu får vi vel ikke ballade med Rick?", spurgte hun lettere nervøst. Jeg så kort på hende.

"Han ved jo ikke hvor vi er taget hen, så nej, det tror jeg ikke?", svarede jeg og jeg vidste hvor vi skulle tage hen først...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...