That Power! (Justin Bieber er IKKE kendt!) 15+

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York. Han har fået sig et lækkert job som DJ og deltids-sanger på en typisk underground nat-klub. Han lever et heftigt liv og sover det meste af dagene væk. Pigerne flokkes pludseligt om ham og Justin synes selvfølgelig kun, at det er fedt at han pludseligt kan slæbe den ene pige efter den anden med sig hjem efter arbejdet. Han ryger længere ned i det typiske natteliv, med stoffer, sprut og selvfølgelig masser af ligegyldigt sex. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, ser han pludselig en vild smuk pige, som skal starte arbejde som bartender på nat-klubben. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justin's heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers har vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil ALT ændre sig?

262Likes
307Kommentarer
203892Visninger
AA

50. "Du overlever gør du ikke?"

Justin's synsvinkel:

Jeg vågnede stille. Var små-øm i kroppen efter træningen i går. Nok havde jeg været vant til at træne, men jeg var kommet lidt ude af form, efter jeg var begyndt at arbejde på natklubben. Jeg havde vidst i realiteten heller ikke trænet i alle de måneder, hvor jeg havde været fattig.

Det var Dina der havde fået mig med på bølgen og jeg vidste ikke hvorfor pokker hun pludseligt ville i træningscentret og så på en søndag efter en radbrækket nat i natklubben? Well, måtte vel indrømme, at der var visse ting ved kvinder jeg ikke forstod? Dina's opførsel var fuldstændig skruen uden ende.

Hun opførte sig besynderligt og jeg var næsten sikker på, at hun var kommet ind i en ond cirkel med spiseforstyrrelse og nu også træning? Altså hvad fanden gik der af hende? Var hun blevet fuldkommen besat? Hun var så pokkers slank i forvejen. Ikke et eneste gram fedt på kroppen og alligevel opførte hun sig på den måde?

Jeg sukkede hårdt og vendte mig fra maven til ryggen med mindre besvær på grund af ømheden i kroppen. Min krop var fuldstændig ude af kontrol. Med den livstil jeg havde haft længe, så var det et kæmpe chok for min krop at skulle træne hårdt igen. Jeg havde jo ellers altid bare nøjedes med at bruge mine hjemmevægte og lavet mave og armbøjninger. Hørte igen bræklyde ude fra Dina's badeværelse.

Jeg sukkede tungt og betragtede døren gå op og hun kom ind i soveværelset og lagde sig i sengen. Hun så fuldstændig ødelagt ud i ansigtet. Hun blev blot siddende med ryggen til på sengekanten og pludseligt begyndte hun at græde stille. Jeg sukkede opgivende og satte mig op og kravlede hen til hende og omfavnede hende bagfra.

"Du bliver altså nød til at søge læge babe. Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan. Jeg er bekymret for din tilstand. Du virker sygeligt besat af at træne og samtidigt knækker du dig lange baner. Jeg er sikker på, at du er kommet ind i ond cirkel...", sagde jeg lavt ved hendes øre.

Hun græd stille og nikkede svagt. Jeg trak hende ind til mig.

"Kom hér babe...", sagde jeg roligt og jeg trak hende med ned at ligge og putte i mine arme.

Havde ligesom opdaget, at den kun var knap 5 om morgenen, så vi havde tid endnu, til hun kunne nå en tur hos lægen inden vi skulle på arbejde i aften. Hun puttede sit hoved på min brystkasse og nussede mig stille på mine mavemuskler. Jeg smilte svagt, mens jeg nussede hende på ryggen og i hendes lange morgenhår. Hun sukkede.

"Tror du virkelig at jeg har et problem med spisevægring?", mumlede hun stille. Jeg sukkede svagt og kyssede hende på panden.

"Hvad skulle det ellers være babe? Du træner voldsomt og du kaster op i lange baner, hver morgen og nogle gange flere gange på et døgn. Kan du ikke godt selv se, at du er kommet ind i en ond cirkel? Desuden har du de vildeste humørsvingninger. Din krop er fuldstændigt ude af kontrol!", svarede jeg med et hårdt suk. Hun sukkede stille og nikkede svagt, kunne jeg mærke.

"Mine bryster er også ømme!", mumlede hun, så jeg ikke kunne lade være med at grine svagt. Jeg så halvt ned på hende, hvor hun stadigt lå på min brystkasse.

"Det er sgu da klart, så meget som du træner shawty. Tag nu og geare lidt ned for den træning. Du er vildt smuk og fantastisk i forvejen. Jeg er ligeglad med om du har en lille sød elskovshåndtag. Det er ikke dét der betyder noget babe. Det der betyder mest for mig, er at du trives at være dig selv og lære at elske de små ting ved dig selv, du måske ikke elsker normalt, for det gør jeg. Jeg elsker dig mere end noget andet og jeg ønsker kun at du har det godt....", forklarede jeg stille.

Hun sukkede svagt og løftede sit hoved og så på mig.

"Elsker du mig virkelig så højt, at du ville være ligeglad med om jeg så var fed?", spurgte hun målløs.

Jeg smilte svagt og lagde en tot af hendes hår bag hendes ene øre.

"Nu er du jo ikke fed babe. Du er fantastisk som du er nu. Lad være med at lave om på dig selv. Jeg elsker hver en cm af dig...", svarede jeg stille.

Hun fniste svagt og jeg trak hende ned i et grådigt tungekys......

 

Dinas synsvinkel:

Hader i også jeres læger? Tja, siden jeg ikke havde nogen læge her, måtte jeg tage ned til Justins. En meget klam mand, med utrolig kolde hænder! Jeg har været bange for læger lige så længe jeg kan huske. Måske, fordi min søster altid har kunne li' dem. Jeg havde engang et lille øjeblik, hvor jeg ville være så modsat Mila som jeg kunne. Justins læge gjorde ikke noget stort indtryk på mig, da han fortalte hvorfor jeg havde det som jeg havde det. Jeg burde jo vide det! Alle tegnene var der! Jeg spurgte ham hvorfor jeg så have en stor trang til at træne, og slå på ting. Han trak på skulderne, og sagde han ikke vidste det. At det måske var der jeg havde det godt, og det var der min krop søgte hen. Det irriterede mig grænseløst. Hvordan skulle jeg nogensinde sige det til Justin? Han ville helt sikkert forlade mig, han ville ikke være sammen med mig nu! Han sagde han elskede hver en lille centimeter af mig, og alle de centimeter ville snart ændre sig! Jeg strammede grebet om rattet.

"Du er stadig meget ung, men jeg syntes du skal snakke med nogen om det. Måske din kæreste, han kan sikkert hjælpe dig. Du skal ikke give op med det samme, det her er måske ikke hvad du ville have til at ske, men tag imod det, omfavn det!"

Endnu en grund til at hade læger! De spiller altid så kloge!

"Se på mig! Jeg har gået på gymnasiet! Se hvor klog jeg er! Jeg ved hvordan man får et hjerte til at slå, og hvordan man får det til at holde op!"

Ja pas nu bare på! Så skal jeg nok vise dig, at jeg også ved hvordan man får et hjerte til at holde op!

Jeg hader dem bare! De er så klamme!

Jeg gik op ad trapperne, og gik ind af døren til min lejlighed. Jeg kunne ikke se Justin i øjnene lige nu, jeg havde brug for fred. Jeg skulle lige vænne mig om tanken, tanken om at vågne op alene, tanken om at være alene, helt alene. Jeg gik ud på badeværelset. Hvordan kunne jeg lade det ske? Det var også bare til at lukke op og skide i! Hvorfor skulle det også ske for mig? Jeg satte mig på toilettet, og trak mine ben op til mig. Jeg svang mine arme om dem, og lyttede til stilheden. Den stilhed, jeg snart ville få overalt. Hvis Justin forlod mig, ville jeg så kunne 'omfavne' det, som lægen sagde? Ville jeg kunne gå rundt med det, mens Justin kunne se mig. Hvad med natklubben? Hvad med Martin? Hvad med Ryan? Hvad ville der ske med det?

"Det er jo ikke med det samme du skal stoppe"

Nej ikke med det samme, men jeg blev jo nødt til det på et tidspunkt! Jeg sukkede, og kneb mine øjne hårdt sammen. Min hoveddør åbnede, og lukkede igen. Jeg vidste det var Justin, så jeg lod bare mine øjne være lukket.

"Gå!", råbte jeg.

Jeg hørte da døren til badeværelset gik op, eller da den åbnede sig lidt mere end den var i forvejen.

"Hvorfor kom du ikke ned?", spurgte han.

Jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind.

"Hørte du ikke jeg sagde du skulle gå?", spurgte jeg hårdt.

Jeg åbnede mine øjne, men kiggede ned i gulvet. Han gik hen, og satte sig på hug foran mig. Han kiggede op på mig.

"Du mener det jo ikke", sagde han blidt.

Jeg snøftede.

"Hvorfor skal jeg gå?", spurgte han stille.

"Fordi du alligevel snart vil gå!", sagde jeg grædende.

Tårene løb ned af mine kinder.

"Dina, du ved jeg ikke vil gå, aldrig, uanset hvad der sker!", sagde han.

Det fik mig til at græde endnu mere.

"Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er galt?", spurgte han.

Jeg rejste mig, og gik hen til væggen. Justin satte sig op på toilettet. Han kiggede afventende på mig. Jeg drejede rundt, og kiggede på ham.

"Jeg tog til lægen, og jeg fik svar", sagde jeg.

Han fik en stram mine, og nikkede.

"Men det er ikke engang tæt på hvad vi troede", sagde jeg så.

Hans ansigt løsnede, og han fik et lille smil på læben.

"Du skal ikke smile, for det er meget værre end hvad vi troede", sagde jeg.

Han kiggede på mig, han så bange ud.

"Nej! Det mener du ikke!", råbte han.

Jeg gik et skridt tilbage.

"Hvor er det henne? Du overlever gør du ikke?", spurgte han.

Alle musklerne i hans krop blev stramt. Han gik i forsvars position.

"Hvad snakker du om?", spurgte jeg.

Han kiggede på mig med store øjne.

"Du har ikke kræft?", spurgte han forvirret.

Jeg sukkede lettet.

"Nej Justin, jeg sund, virkelig sund. Det er ikke en sygdom, men en tilstand", sagde jeg.

Han sukkede, og lænede sig tilbage.

Jeg gik hen til ham, og stillede mig foran ham.

"Justin? Du skal være far"

------------

Så tøser!

Det var det sidste i That Power.

Mig og Ida blev enige om at slutte det der, for at den næste (That Power 2) osse skal blive spændende!

Men hvad siger Justin til det hele? Han skal være far, vil han 'omfavne' det, eller vil han give slip? Please kommenter hvad i tror!

Vi glæder os til at præsentere den næste!

(Der kommer en besked på denne her når den er udgivet!)

Hilsen Ida og Emilia!

 

Idapigen1980

SwagItLikeMe

 

.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...