That Power! (Justin Bieber er ikke kendt. Redigeret udgave.)

Justin Drew Bieber på 19 år, er en typisk bad-ass type. Han bor i New York og er rimelig tæt på at blive smidt ud af sin lejlighed, fordi han ikke ejer en rød reje. Et job som dj, ser dog ud til at redde Justin på kanten, og pludseligt flokkes pigerne om ham og pludseligt bliver Justins liv præget af sex, stoffer og druk i lange baner. En aften, hvor Justin står og får orden og styr på de plader der skal spilles til natten, bemærker han pludselig en ret smuk pige, som skal starte arbejde som bartender i natklubben, som han selv arbejder i. Hvad sker der, når der pludseligt opstår følelser mellem ham og pigen? Vil hun kunne acceptere Justins heftige livsstil? Vil Justin ændre de usunde vaner han ellers havde vænnet sig til og hvad sker der den aften Will.I.Am kommer og skal optræde og overtaler Justin til at synge med? Vil alt ændre sig?

273Likes
323Kommentarer
256827Visninger
AA

50. "Du overlever, gør du ikke?"


Justins synsvinkel:

Jeg vågnede stille. Jeg var små-øm i kroppen efter træningen i går. Nok havde jeg været vant til at træne, men jeg var kommet lidt ude af form, efter jeg var begyndt at arbejde på natklubben. Jeg havde vidst i realiteten heller ikke trænet i alle de måneder, hvor jeg havde været broke as shit!

Det var Dina der havde fået mig med på bølgen igen, og jeg vidste ikke hvorfor pokker hun pludseligt ville i træningscentret og så på en søndag efter en radbrækket nat i natklubben? Well, jeg måtte vel indrømme, at der var visse ting ved kvinder, som jeg bare ikke forstod? Dinas opførsel var fuldstændig skruen uden ende.

Hun opførte sig besynderligt og jeg var næsten sikker på, at hun var kommet ind i en ond cirkel med spiseforstyrrelse og nu også træning oveni? Altså, hvad fanden gik der af hende? Var hun blevet fuldkommen besat? Hun var så pokkers slank i forvejen. Ikke et eneste gram fedt på kroppen og alligevel opførte hun sig på den måde?

Jeg sukkede hårdt og vendte mig fra maven til ryggen med mindre besvær på grund af ømheden i kroppen. Min krop var fuldstændig ude af kontrol. Med den livsstil jeg havde haft længe, så var det et kæmpe chok for min krop at skulle træne hårdt igen. Jeg havde jo ellers altid bare nøjedes med at bruge mine hjemmevægte og lavet mave og armbøjninger. Jeg lå igen og hørte bræklyde ude fra Dinas badeværelse.

Jeg sukkede tungt og betragtede døren gå op og hun kom ind i soveværelset og satte sig ned på sengen. Hun så fuldstændig ødelagt ud i ansigtet. Hun blev blot siddende med ryggen til på sengekanten og pludseligt begyndte hun at græde stille. Jeg sukkede opgivende og satte mig op og kravlede hen til hende og omfavnede hende bagfra.

"Du bliver altså nød til at søge læge babe... Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan der.. Jeg er bekymret for din tilstand. Du virker sygeligt besat af at træne og samtidigt knækker du dig lange baner... Jeg er sikker på, at du er kommet ind i ond cirkel...", sagde jeg lavt ved hendes øre.

Hun græd stille og nikkede svagt. Jeg knugede hende tæt ind til mig.

"Kom her babe...", sagde jeg roligt og jeg trak hende med ned at ligge og putte i mine arme.

Jeg havde ligesom opdaget, at den kun var knap 5 om morgenen, så vi havde tid endnu, til hun kunne nå en tur hos lægen, inden vi skulle på arbejde i aften. Hun puttede sit hoved på min brystkasse og nussede mig stille på mine mavemuskler. Jeg smilte svagt, mens jeg nussede hende på ryggen og i hendes lange morgenhår. Hun sukkede.

"Tror du virkelig at jeg har et problem med spisevægring?", mumlede hun stille. Jeg sukkede svagt og kyssede hende på panden.

"Hvad skulle det ellers være babe? Du træner voldsomt og du kaster op i lange baner, hver morgen og nogle gange flere gange på et døgn. Kan du ikke godt selv se, at du er kommet ind i en ond cirkel? Desuden har du de vildeste humørsvingninger. Din krop er fuldstændigt ude af kontrol.", svarede jeg med et hårdt suk. Hun sukkede stille og nikkede svagt, kunne jeg mærke.

"Mine bryster er også ømme...", mumlede hun, så jeg ikke kunne lade være med at grine svagt. Jeg så halvt ned på hende, hvor hun stadigt lå på min brystkasse.

"Det er sgu da klart, så meget som du træner shawty. Tag nu og geare lidt ned for den træning. Du er vildt smuk og fantastisk i forvejen. Jeg er ligeglad med om du har en lille sød elskovshåndtag. Det er ikke det der betyder noget babe. Det der betyder mest for mig, er at du trives at være dig selv og lære at elske de små ting ved dig selv, du måske ikke elsker normalt, for det gør jeg. Jeg elsker dig mere end noget andet og jeg ønsker kun at du har det godt....", forklarede jeg stille.

Hun sukkede svagt og løftede sit hoved og så på mig.

"Elsker du mig virkelig så højt, at du ville være ligeglad med om jeg så var fed?", spurgte hun målløs.

Jeg smilte svagt og lagde en tot af hendes hår bag hendes ene øre.

"Nu er du jo ikke fed babe. Du er fantastisk som du er nu. Lad være med at lave om på dig selv. Jeg elsker hver en cm af dig...", svarede jeg stille.

Hun fnes svagt og jeg trak hende ned i et grådigt tungekys...

~

Dinas synsvinkel:

Hader i også jeres læger? Tja, siden jeg ikke havde nogen læge her, måtte jeg tage ned til Justins. En meget klam mand, med utrolig kolde hænder. Jeg har været bange for læger lige så længe jeg kunne huske. Måske, fordi min søster altid havde kunne lide dem. Jeg havde engang et lille øjeblik, hvor jeg ville være så modsat Mila som jeg kunne.

Justins læge gjorde ikke noget stort indtryk på mig, da han fortalte hvorfor jeg havde det som jeg havde det. Jeg burde jo vide det. Alle tegnene var der! Jeg spurgte ham hvorfor jeg så have en stor trang til at træne, og slå på ting. Han havde trukket på skulderne, og svaret, at han ikke lige vidste det. At det måske var der jeg havde det godt, og det var der min krop søgte hen? Det irriterede mig grænseløst.

Hvordan skulle jeg nogensinde sige dette her til Justin? Han ville helt sikkert forlade mig nu, for han ville helt sikkert ikke være sammen med mig nu. Han sagde han elskede hver en lille centimeter af mig, og alle de centimeter ville snart ændre sig markant. Jeg strammede grebet om rattet ved bare de dumme tanker.

"Du er stadig meget ung, men jeg syntes du skal snakke med nogen om det. Måske din kæreste, han kan sikkert hjælpe dig. Du skal ikke give op med det samme, det her er måske ikke hvad du ville have til at ske, men tag imod det, omfavn det!"

Endnu en grund til at hade læger! De spillede altid så kloge!

Han kunne lige så godt have sagt: "Se på mig. Jeg har gået på gymnasiet. Se hvor klog jeg er. Jeg ved hvordan man får et hjerte til at slå, og hvordan man får det til at holde op!"

Ja pas nu bare på! Så skulle jeg da nok vise ham, hvordan man fik et hjerte til at holde op med at slå!

Jeg hadede dem bare...

~

Jeg gik op ad trapperne, og gik ind af døren til min lejlighed. Jeg kunne ikke se Justin i øjnene lige nu, for jeg havde brug for fred til at tænke over hvad det næste skridt skulle være. Jeg skulle lige vænne mig om tanken, tanken om at vågne op alene, tanken om at være alene, helt alene.

Med tunge skridt, begav jeg mig ud på badeværelset. Hvordan kunne jeg lade dette ske? Det hele var også bare til at lukke op og skide i! Hvorfor skulle dette her ske for mig?

Jeg satte mig på toilettet, og trak mine ben op under mig. Jeg lukkede mine arme om benene, og lyttede til stilheden. Den stilhed, jeg snart ville få overalt. Hvis Justin satte sig for at give op og forlade mig, ville jeg så kunne omfavne det, som lægen sagde jeg skulle? Ville jeg kunne gå rundt med det, mens Justin kunne se mig, og hvad med natklubben? Hvad med Martin? Hvad med Ryan? Hvad ville der ske med det?

"Det er jo ikke med det samme du skal stoppe." Lægens ord, sad stadigt som en påmindelse i hovedet på mig.

Nej, ikke med det samme, men jeg blev jo nødt til det på et tidspunkt. Jeg sukkede, og kneb mine øjne hårdt sammen. Jeg hørte pludseligt min hoveddør åbnede, og lukkede sig i igen. Jeg vidste det var Justin, så jeg lod bare mine øjne være lukkede, mens jeg hvilede mit hoved op ad mine knæ.

Jeg kunne høre hans skridt inde fra soveværelset af, "Gå!", råbte jeg frustreret, men nej.. Døren til badeværelset gik op, eller nej, den åbnede sig lidt mere end den var i forvejen.

"Hvorfor kom du ikke ned?", spurgte han roligt, og jeg hørte hans svage suk.

Jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind og jeg glippede mine øjne op og fjernede hovedet fra mine knæ og så ham stående henne ved dørkarmen på badeværelset.

"Hørte du ikke, at jeg sagde du skulle gå?", spurgte jeg måske en smule hårdt.

Jeg flyttede blikket væk fra ham og så ned på en blålig plet på flisegulvet, der fik mig til at tænke, at det måtte stamme fra da jeg spilte blåt mundskyl på gulvet til morgen, som jeg havde glemt at tørre op.

Han kom roligt hen til mig, og satte sig på hug foran mig. Han kiggede op på mig.

"Du mener det jo ikke..", sagde han blidt.

Jeg snøftede.

"Hvorfor skal jeg gå?", spurgte han stille.

"Fordi du alligevel snart vil gå..", svarede jeg grædende.

Tårerne løb ned af mine kinder.

"Dina, du ved jo udmærket godt, at jeg aldrig ville kunne forlade sig, uanset hvad der sker..", sagde han roligt.

Det fik mig til at græde endnu mere.

"Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er galt?", spurgte han roligt, mens jeg kunne mærke hans hænder kærtegne mig blidt op og ned ad mine lår.

Jeg sukkede opgivende og valgte at reje mig, og jeg trådte udenom Justin, der fulgte mig med et undrende blik, mens jeg gik hen til væggen. Justin satte sig op på toilettet. Han betragtede afventende på mig. Jeg vendte mig rundt, og kiggede hen på ham.

"Jeg tog til lægen, og jeg fik svar..", sagde jeg med et hjerte der sad i halsen på mig. Det var som en knude i maven, der voksede med turbofart i øjeblikket.

Han fik en stram mine, og nikkede bekræftende.

"Men det er ikke engang tæt på hvad vi troede..", tilføjede jeg med et meget tungt og beklagende suk.

Hans ansigt løsnede, og han fik et lille smil på læben.

"Du skal ikke smile, for det er meget værre end hvad vi troede.", slog jeg fast, så Justin pludseligt så skræmt ud.

"Nej, det er løgn! Det mener du ikke!", udbrød han i en chokeret tone.

Jeg så undrende hen på ham.

"Hvor er det henne? Du overlever gør du ikke?", spurgte han.

Alle musklerne i hans krop blev som lammet. Han gik i forsvars position.

"Hvad snakker du om?", spurgte jeg undrende.

Han kiggede på mig med store øjne.

"Du har ikke kræft, vel?", spurgte han forvirret.

Jeg sukkede lettet med et svagt smil.

"Nej Justin, jeg sund og rask. Det er ikke en sygdom, men en tilstand...", svarede jeg roligt.

Han sukkede, og lænede sig tilbage.

Jeg gik hen til ham, og stillede mig foran ham og lagde mine hænder blidt på hans skuldre.

"Justin? Du skal være far.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...