Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43058Visninger
AA

22. 6. februar 2010 ~ Skye

Jeg vidste ikke, hvad der var værst: at opleve en smerte, der var så uudholdelig, at den fik mig til at ønske, jeg kunne slukke for alle mine følelser, eller at være så kold og psykisk nedbrudt, at jeg ville gøre alt for at føle igen. Min sjæl havde de seneste par timer været på en forlystelse, der gik fra at skubbe mig i den ene retning til den næste, og jeg var så småt ved at være drevet til et punkt, hvor begge ting så ud til at smelte ind i hinanden.

  I sidste ende var de begge et middel, der var anset som tortur.

  ”Hey, har du brug for et lift hjem?” En hånd blev lagt på min skulder. ”Min mor har fri i dag, så hun har planer om at tage i centret senere i dag, og jeg tænkte, det måske kunne være sjovt for dig at komme lidt væk fra alt det, du kæmper med for tiden.”

  Det var sødt af Callie at tænke på mig, det kunne jeg ikke benægte. Jeg var da også smigret over, at hun forsøgte at hjælpe mig, en håbløs sag, men sandheden var, at det ikke var andet end spild af tid. Hun var beundret og kunne let møve sig ind i en vennegruppe, så at forsøge at komme tættere på mig var virkelig ikke andet end idiotisk.

  ”Tusind tak for tilbuddet,” svarede jeg med et let træk i smilebåndene, ”men jeg har det ikke så godt med at afbryde kvalitetstid mellem dig og din mor – det ville være ubehøvlet. Hun ville sikkert heller ikke være helt vildt begejstret over, at du bruger en af hendes få fridage på at være sammen med venner.”

  ”Hun ville være mere end glad for at have dig med!” insisterede Callie fortsat med ivrige øjne. ”Hør, Skye, jeg ved, vi ikke ligefrem er definitionen på de allerbedste venner, og at jeg ikke bare kan tage Annes plads på den måde, men det er ikke sundt for nogen at gå alene – især ikke efter et så stort tab. Jeg har ikke lyst til at erstatte nogen som helst – jeg vil bare gerne være en ny chance for at opleve noget godt.”

  En bitter latter undslap min mund. ”Er det, hvad det her er? Velgørenhed? Er det, hvad du ser mig som – en hjælpeløs lille hvalp, der ikke kan finde ud af at samle op efter sig selv?”

  ”Selvfølgelig ikke, jeg –” protesterede hun, men jeg var hurtig til at afbryde hende og hendes flakkende øjne.

  ”Du hvad? Du har ondt af mig?” Min hånd strejfede stoffet på hendes sweater, da jeg vredt slog armene til siden. ”Tag et kig, Callie, og fortæl mig, andre ikke har det. Bare fordi du rent faktisk er modig nok til at fortælle mig det ansigt til ansigt, gør det dig ikke til en eller anden helgen, og det giver dig heller ikke førsteprioritet til at hjælpe det stakkels, lille lam. Jeg har ikke brug for medlidenhed, jeg fortjener det ikke. Så hvis du vil være så venlig at skride, ville jeg være meget taknemmelig.”

  Hendes øjne var blanke, da hun efter nogle sekunder mødte mit blik igen. Jeg kunne fornemme, at selv hendes åbne, varme hjerte var tæt på at bryde fri fra mit skrøbelige edderkoppespind, der ikke var blevet besøgt i flere dage. Trods en del af mig var desperat efter at undskylde og fortælle hende, hvor meget jeg satte pris på hendes indsats, blev jeg stående som en statue, imens alt ved mig var på kanten til at krakelere. Jeg havde så desperat brug for at tale med nogen, men det var ikke længere mig selv, der havde dominansen i dette spil skak.

  ”Jeg …” Hun sank en klump og stirrede lidt på sine slanke fingre. ”Jeg synes, du skal huske, vi ikke er dine fjender.”

  Folk omkring os sendte diskrete blikke i vores retning, imens de lod, som om de var travlt opslugte i en samtale med hinanden. Da mine øjne kørte rundt i lokalet, indså jeg, hvor let jeg havde ved at læse deres ansigter, og hvor meget de så mig som et utaknemmeligt pattebarn. Callie ville jo bare hjælpe, tænkte de sikkert, uforstående på hvordan jeg kunne have langet ud efter hende på den måde, når hendes hensigter havde været så rene. Jeg forstod det egentlig heller ikke selv.

  Lyden af hendes knirkende kondisko mod gulvet mindede mig om det skrig, Anne formentlig måtte have holdt inde hver eneste dag.

***

Der var mange ting, jeg havde fortrudt i min livstid, men aldrig havde jeg følt en skyldfølelse som denne. Hvorimod det kun havde krævet en enkelt undskyldning, dengang jeg havde sagt noget sårende til dem, jeg holdt af, virkede det, som om der var intet til at kurere denne selvbebrejdelse. Dette var anderledes i den essens, at jeg ikke kunne rette op på et billede, der hang på væggen, når hele huset balancerede på en bakketop. Det var anderledes, fordi jeg havde det dårligt, samtidig med at jeg havde det fint. Det var anderledes, fordi der formentlig var intet værre end at betragte sig selv blive splittet i to uden at kunne forhindre det.

  Jeg havde aldrig været klar over mine to poler, før de pludselig ikke fungerede med hinanden.

  Trods jeg ikke længere så Anne hver dag, var der en lille del af mig, der fortsat forsøgte at overbevise mig selv om, at hun endnu var her; i mit hoved flimrede billeder af hendes smil frem og tilbage i en konstant fart, der ville give enhver indtrykket, at intet nogensinde endte fuldstændig. Jeg havde jo ikke set hendes lig eller de livløse øjne, der ville få mit hjerte til at synke så langt ned, at realiteten ville slå mig omkuld, og jeg var både taknemmelig og ærgerlig over det. Noget sagde mig, at jeg havde brug for det – at så snart jeg bemærkede, hendes hud var mere voksagtig end glat og glødende, ville alle brikkerne falde på plads, og jeg ville langt om længe kunne få bundet en knude på disse ender.

  Min synsvinkel på alt havde ændret sig på ingen tid, og den var stadig en proces undervejs. Det var noget, jeg havde indset, da min mor i morges havde spurgt mig, om jeg havde brug for at snakke med en terapeut om hele situationen, få det hele ud uden at føle mig obligeret til at fortælle det til en, jeg kendte. Før i tiden havde jeg været ivrig efter at kaste et ja tilbage, men da jeg endnu en gang måtte hælde min havregrød i skraldespanden, tog jeg mig selv i at svare nej.

  Hvor der engang havde været en brændende lyst til at blive set, var der nu et tomt hul, der ventede på at blive fyldt ud. Jeg vidste, at ingen nysgerrige og medlidenhedsfulde blikke ville formå at gøre mig hel igen; ej ville en tur til en fremmed mand med en tro på, at han kendte mig bedre, end jeg kendte mig selv. Jeg var ikke længere den pige, der beundrede folk, der var stædige nok til at lade være med at spise, eller hende, der ikke ville have noget imod at få sit hjerte smadret i tusinde stykker, hvis det kunne forvandle sig til kunst. Det var anderledes, nu hvor jeg vidste, at et halvt hjerte ikke kunne hoste andet op end blod, og at appetitten kunne finde på at stoppe med at komme på besøg, så snart den fandt ud af, at man havde mistet sin menneskelighed.

  Jeg vendte og drejede den lille, grønne bog imellem mine tørre hænder. Jeg var ikke klar over, hvor jeg ville hen med det; om jeg havde lyst til at skrive om min dag, eller om jeg blot holdt den for at få fornemmelsen af at have en zone, hvor alt var sikkert og velkendt.

  Jeg huskede ikke længere, hvordan jeg havde fået min dagbog. Gennem min livstid havde jeg efterhånden købt utallige notesbøger, overbevist om at jeg en dag ville få brug for dem, men selv ikke nu følte jeg mig afhængig af den. Det var ikke en besættelse på samme måde som, hvordan jeg havde det med at sammenligne mig selv med alle, jeg mødte, eller når jeg ved sjældne lejligheder gik på et socialt og endte med at bruge flere timer på at beundre en enkelt profil – jeg følte ikke, det var en flydende proces, nej, det var bare endnu et ynkeligt forsøg på at give mit liv mere fylde, trods der var intet specielt ved mig.

  Det var så småt ved at gå op for mig, hvor meget jeg altid havde længtes efter at være den person, man fulgte i film – den smukke pige, der ikke så ud til at kunne finde ud af sit liv, men som på en eller anden måde alligevel formåede at få stablet puslespilsbrikkerne sammen. I så mange år havde jeg brændt efter at være hende, men det var aldrig gået op for mig, at der var en grund til, at det netop var film og ikke realitet, man fandt hende. Hvis hun trådte ind i den virkelige verden i bare én dag, ville hun også indse, hvor svært det var at klare sig her. Her var der ikke en beundrer, der betragtede hende i smug hver dag, eller en garanti for alt nok skulle løse sig.

  Der var ikke mere at komme efter, når det kom til at opsøge mine drømme om at blive den pige, alle så op til. Det var så anderledes at ønske noget frem for at se det i øjnene – især når ønskefeen så ud til at vende ønsket op og ned, så man fik, hvad man ville have på en alt for forskruet måde. Det var jo ikke denne form for anerkendelse, jeg ville have – jeg havde aldrig ønsket død over Anne.

  Eller havde jeg?

  Jeg rystede på hovedet ad mig selv og trak let i smilebåndene. Selvfølgelig havde jeg ikke det – kun en psykisk syg person havde sådan en tankegang. Men hvorfor havde jeg så så utrolig dårlig samvittighed? Hvorfor havde jeg det, som om jeg kunne have forhindret det ved ikke at have så ondt af mig selv og rent faktisk at betragte mine omgivelser? Hvorfor følte jeg, at det hele pegede tilbage på mig?

  Du er den eneste, der kender svarene på de spørgsmål, blev der stille hvisket i mit øre, så kuldegysninger løb ned ad ryggen på mig. For det var jo min skyld. Alt det her var sket på grund af mig. Jeg kunne forsøge at modsige mig selv så mange gange, som jeg havde lyst til, men sandheden var lige foran mig: Jeg havde myrdet Anne.

  Med et højlydt dump smed jeg bogen fra mig, så luften vredt gav sig til at skubbe siderne frem og tilbage. Imens jeg betragtede papiret blafre, indså jeg, hvor lidt jeg havde kontrol over denne situation. Det ene øjeblik var jeg sikker på, jeg ikke havde brug for hjælp, og det næste øjeblik havde jeg det, som om verden allerede var ved at styrte sammen omkring mig, brik efter brik. Det var som en række dominobrikker – det var kun et spørgsmål om tid, før jeg blev indhentet.

  Før jeg vidste af det, var jeg på vej ud ad døren uden en klar tanke om, hvor jeg var på vej hen. Det eneste, der stod klart for mig, da jeg stak hænderne i lommen, var, at jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for en pause fra medlidenheden, skylden og selvbebrejdelsen, for hvis jeg ikke kunne få det, var jeg ikke sikker på, om jeg nogensinde ville komme mig over det her.

  Det handlede ikke bare om at have mistet en ven, det handlede om at have mistet sig selv. For det havde jeg. Jeg genkendte ikke den pige, jeg så i spejlbilledet længere; den pige, der ikke kunne møde mine øjne, og som nervøst pillede ved en løs neglerod i et forsøg på at distrahere sig selv. Hun var ikke mig, og jeg var ikke hende. Helt selvsikker havde jeg aldrig været, men jeg havde haft samvittigheden på den gode side. Nu virkede det nærmere, som om pigen forsøgte at holde hemmeligheder for mig, trods jeg kunne læse hendes sjæl som en åben bog.

  Den lokale bus kom hvert 20. minut, men på en kold dag som i dag ville det ikke overraske mig, hvis den var forsinket. Jeg stod her hver onsdag og havde kørt den rutine i efterhånden flere år. Derfor var jeg også erfaren nok til at vide, jeg på en enkelt vinter ville komme forsinket til svømning mere end fem gange med den samme undskyldning, som eventuelt havde forvandlet sig til et: ”Jeg skal nok begynde på at tage den forrige bus fra nu af.”

  Det var altid den samme chauffør, der ventede bag rattet. Jeg tror lidt, det var derfor, jeg aldrig havde taget mig sammen til rent faktisk at tage den bus, der gik tidligere på dagen – jeg kunne godt lide at snakke med ham og høre om, hvordan det gik med hans 17-årige datter, Hanna. Der var noget over, hvor afslappet han var omkring hele sit liv, der fik mig til at ønske, jeg kunne blive i bussen for evigt. Der var intet, han skammede sig over – intet at føle sig skyldig over. Han havde da også ladet mig køre gratis de dage, hvor jeg havde manglet en øre eller to.

  Jeg håbede, jeg en dag ville se på livet på samme måde.

  Jeg var begyndt at kunne skimte de gullige lys, da en pludselig smerte skød op igennem min rygsøjle og fik mig til at udstøde en lyd, der lød helt fremmed i mine ører. Med et falmende syn greb jeg fat i det nærmeste, jeg kunne støtte mig op ad, som viste sig at være en iskold pæl, men jeg så kun ud til at glide længere og længere ned mod mørket. I virvaret af panik tog jeg mig selv i at tænke på, om det var sådan her, det føltes at se djævlen i øjnene; om det var sådan her, det føltes at brænde op i Skærsilden, så jeg igen ville blive værdig til en plads i Himlen. Det håbede jeg inderligt, for jeg kunne ikke forestille mig, at en straf som denne ville gå hen uden en belønning senere hen.

  Det var, da jeg faldt til jorden, at jeg vidste det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...