Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43064Visninger
AA

21. 5. februar 2013 - Louis

Jeg sad på Skyes gamle værelse og ventede på, at den ene dag afløste den anden. Mine øjne var låst fast på siden i dagbogen, jeg turde næsten ikke blinke, mens jeg ventede. Det var langt tid siden, jeg sidst havde været så nervøs. Med en karriere baseret på at optræde var der ikke plads til de store nerver. Men lige i det øjeblik havde jeg det som om, at min mave var en tørretumbler, der kørte rundt og rundt og rundt.

  Jeg kiggede på mit gamle og meget ubrugte armbåndsur, som jeg havde taget på særligt til lejligheden. Jeg havde ikke kunne få mig selv til at tage min telefon med ind. Gardinerne havde jeg også rullet ned. Det her føltes som noget, der slet ikke skulle have nogen forbindelse til omverdenen. Ingen forbindelse overhovedet.

  Sekundviseren løb af sted. Som om at også tiden var spændt på at finde ud af, om jeg var skør eller… Eller hvad? Tænkte jeg for mig selv. Hvad var den anden mulighed overhovedet? At tid og rum slet ikke fandtes. At der var magi. Så var det alligevel mere sandsynligt, at det bare var mig, der var blevet fuldstændig rablende vanvittig. Stress kunne også gøre mange sære ting ved folk. Det var skræmmende sandsynligt, at det bare var mig, der var noget galt med.

  Jeg blev nødt til at finde ud af det. Magnolias ord rungede stadig i mit hoved, og jeg vidste, at hvis der var bare en mikroskopisk chance for, at jeg kunne hjælpe Skye, så blev jeg nødt til at gøre det. Efter at have læst hendes inderste tanker kunne jeg ikke lade være med at ønske, at hun sad lige her ved siden af mig, så jeg kunne fortælle hende, at jeg ville gøre alt for at hjælpe hende. Hvis hun da overhovedet fandtes.

  Sekundviserens lange arm strejfede det lille 12-tal. En ny dag begyndte. D. 6. Februar 2013 i virkeligheden. D. 6. Februar 2010 i dagbogen. Ordene dukkede op. Skyes håndskrift fyldte papiret ud. Hendes tanker blev til bogstaver, som dækkede hele dagbogssiden. Det skete lige foran mine øjne. På få minutter blev et stykke tomt papir fyldt ud af en usynlig hånd.

  Jeg kunne ikke læse hurtigt nok. Jeg slugte ordene, men siden var alligevel skrevet færdig, inden mine øjne var nået halvvejs. Min mave gjorde ondt. Mit hjerte boksede mod min brystkasse.

  Gad vide, om det var sådan her, Mays tanker var. Gad vide, om det var ord som disse, hun havde skrevet i sin dagbog, hvis hun ellers havde sådan en. I en brat bevægelse rejste jeg mig op. Dagbogen dumpede ned på gulvet og lukkede i. Jeg løb ud i køkkenet og hev min rodeskuffe op. Der lå tre kuglepenne, men jeg kunne ikke huske, hvilke to der ikke virkede. Jeg overvejede at tage dem alle tre med ind, men greb alligevel kun en. Hvis den ikke virkede, måtte det vel være tegn fra skæbnen på, at jeg var skør og burde ringe til en læge i stedet for at skrive i en fremmed persons efterladte dagbog.

  Da jeg igen sad på gulvet foran dagbogen, rystede mine hænder så meget, at jeg knap nok kunne sætte kuglepennens spids mod papiret. Blækket var en anelse tørt, men det var godt nok. Med krøllede og skæve bogstaver fik jeg kradset en besked ned. Det så fjollet ud, som det stod der på den tomme side lige efter Skyes sidste dagbogsindlæg. Det var en ret dårlig besked, men jeg kunne ikke finde på andet. Jeg skrev bare det spørgsmål, som jeg brændende gerne ville have svar på. Hvis der så kom svar, ja, så måtte jeg vel finde på noget mere.

  Er du okay? Hvis du er, så skriv et svar her i dagbogen. Så skal jeg nok forklare.

  Med et suk lukkede jeg dagbogen i. Der var gået et kvarter af den nye dag. Jeg overvejede lidt at tilbringe de næste mange timer vågen. Jeg kunne finde et sted at få noget stærkt at drikke. Måske endda noget, der var stærkt nok til, at jeg ikke ville kunne huske hverken Skye eller May. Men jeg var så træt, at hele min krop føltes som en sæk mel. Så jeg endte med bare at gå i seng.

  Selvom jeg var træt, var jeg dog ikke træt nok til at undgå det forbandede kvarter før søvnen kom, hvor alle livets problemer kørte rundt i hovedet. Jeg tænkte på Magnolia og hendes snørebånd. Jeg tænkte på Mays far og hans rødvinsplettede gulv. Jeg tænkte på undergrundsbanens toge, der kørte rundt et sted under mig. Det var de samme toge, der kørte d. 6 Februar 2010. I den evigt travle trafik under jorden kunne selv jeg være anonym. Der var selv jeg bare endnu et ansigt i mængden. Men var der overhovedet noget ved bare at være endnu et ansigt i mængden? At være usynlig havde jo ikke gjort Skye glad. Men alligevel var det det, jeg drømte om. Jeg drømte om præcis det modsatte det, som Skye drømte om.

  Skye. Skye. Skye.

  Jeg tænkte på hendes håndskrift. Jeg tænkte på, hvordan hun altid virkede så rolig, selv når hun var allermest ked af det. Jeg tænkte på, hvordan hun slet ikke lignede May. Og jeg tænkte på, at hun blev nødt til at være okay. Ikke fordi at jeg skulle gøre noget godt overfor May. Ikke for min samvittigheds skyld. Men fordi jeg ufattelig godt kunne tænke mig at møde denne pige, hvis tanker jeg havde læst. De pige, som jeg følte, jeg havde lært at kende, selvom jeg aldrig havde set hende.  

  Tænk hvis Skye slet ikke levede mere. Jeg åbnede øjnene og stirrede ud i mørket. Tænk hvis hun slet ikke fandtes på denne planet længere. En kold følelse spredte sig i min krop. Tænk hvis hun begik selvmord, fordi at hun ikke længere havde lyst til at leve. Jeg tumlede ud af sengen og fandt min computer i vindueskarmen. Tænk hvis jeg aldrig kom til at møde hende. Skærmen var så lys, at det gjorde ondt i øjnene at kigge på den. Jeg tastede de to ord, som jeg kunne huske fra dagbogens begyndelse, ind. Skye Morgan. Søgeresultaterne dukkede op på siden. Jeg stirrede på det første link.

  I et øjeblik stoppede jeg med at trække vejret. Jeg frøs fuldstændig. Så sank jeg sammen, som om jeg var blevet slået i maven. Jeg behøvede ikke engang at åbne artiklen. Overskriften sagde alt, jeg behøvede at vide.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...