Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42767Visninger
AA

19. 5. Februar 2013 - Louis

Allerede dagen efter Mays død holdt hendes far en mindeceremoni. Der var ingen rigtig begravelse. Ingen kiste, ingen præst og ingen kirke fuld at sortklædte skikkelser. I stedet stod en håndfuld mennesker tavse i den støvede stue, der tilhørte Rick Adkins, en mand med stålgråt hår og tunge briller. Han stod foran en reol, der bugnede med slidte bøger, som på den ene hylde var presset ekstra meget sammen, for at gøre plads til en potteplante, der så ud til at have været død i et par uger. Mumlende forsøgte Mays far at få nogle ord om sin afdøde datter frem, men det eneste, som var hørbart for mig, var ”…elskede hende hele hendes korte, men svære, liv.”

  Jeg forsøgte at lukke hans ord ude. Jeg forsøgte at lade være med at kigge på ham. Og mens jeg lod mine øjne hoppe rundt fra sted til sted i en forvirret jeg-vil-ikke-se-derhen-dans, mødte jeg en af de andre gæsters blik. Det var en høj, spinkel brunette med tydeligt markerede kindben. Hendes sorte kjole slaskede en anelse om den næsten sygeligt tynde krop og afslørede lidt for meget af hendes lange ben, end det egentlig var passende. Vores blikke mødtes ikke. Vi fik ikke nogen dyb, Hollywood-agtig forbindelse. Jeg kiggede på hende, hun kiggede på mig, og så lod vi begge to vores øjne hoppe videre. Jeg var ikke den eneste, der følte mig utilpas til denne mindehøjtidelighed, som jeg ærligtalt slet ikke burde være til. Men jeg var blevet inviteret, og altså kom jeg.  

  Mays far færdiggjorde sin tale. Han hævede glasset med rødvin, og hele forsamlingen fulgte hans bevægelse.

  ”Lad os… Lad os…” Rick Adkins stivnede. Han stivnede fuldstændig. Som om, at det først var i det øjeblik, det gik op for ham, hvad der var sket. Glasset gled ud af hans fingre. Rødvinen lignede lidt blod på det hvide tæppe.

  Der var stille i stuen. Det virkede som om, at samtlige gæster betragtede deres egne fødder. Som om, at vi kunne finde et eller andet vigtigt nede på gulvet. Måske, hvis vi kiggede langt nok ned mellem gulvsprækkerne, ville vi se May stå og vinke til os og fortælle, at det bare var for sjov alt sammen. Eller måske kunne vi finde et kaninhul, som vi kunne forsvinde ned gennem. En flugtvej fra denne forbandede mindehøjtidelighed for en pige, som det ikke virkede som om, at mange af os egentlig kendte særlig godt.

  ”Det er okay Ricky-skat, bare tag dig tid, tag dig al’ den tid, du skal bruge, Ricky-skat,” kvinden så ud til at være hans søster. Hendes sorte kjole var formentlig købt engang i 80erne og en tung perlekæde hang om hendes læderagtige hals. Hun omfavnede sin bror halvt og vendte sig mod gæsterne i stuen. ”Kære venner,” startede hun med sit næsten blomstrende sprog, ”Tak fordi i dukkede op for at ære May Roses minde, men jeg tror, min bror har brug for lidt fred nu…” Ingen behøvede mere overtalelse. Stuen tømtes på under fem minutter. Selvom der ikke blev fældet en eneste tåre, var May Rose Adkins’ mindehøjtidelighed den sørgeligste begivenhed, jeg nogensinde havde været til.

 

Vi gik på hver vores side af vejen i et kvarter. Da vi for tredje gang drejede om samme hjørne stoppede hun mig ved at råbe et højt og hæst ”Hey du!”

  ”Hey hvad?” Råbte jeg over mod det andet fortov, hvor pigen i den sorte kjole stod.

  ”Kommer du ikke herover og går, det er sku lidt trist det her.” Jeg stirrede på hende, og hun stirrede igen. Det var en gråvejrs tirsdag, klokken var knap 12 om formiddagen og her stod vi, to sortklædte fremmede og stirrede på hinanden. En skælvende latter brød ud af munden på mig. Hele sceneriet var så mærkværdigt, at det næste var sjovt på en morbid måde.

  Jeg krydsede vejen uden at kigge om der kom nogen biler. En sort Volvo dyttede hidsigt, da den svingede udenom mig. Pigen blinkede ikke engang, da hylet fra bilen rungede i den kølige luft.

  ”Jeg er Magnolia, Maggie hvis jeg er på arbejde. Min agent skrottede mit rigtige navn som det første, blomster var ikke in den sæson.” Hendes stemme var en anelse monoton, på en måde der virkede næsten indøvet. Hun duftede af cigaretter og gammeldags dameparfume.

  ”Jeg er Louis, også på arbejdet,” jeg rakte min hånd frem, og Magnolia greb fat om den med stærke fingre og sendte mig et skævt smil.

  ”Er jeg den eneste, der er desperat efter kaffe. Helst lige så sort som min kjole?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet, hun var bestemt ikke den eneste.

  Resten af vejen til kaffebaren tilbagelagde vi i stilhed. Undervejs fandt Magnolia en cigaret frem, som hun brugte resten af turen på at ryge. Da hun tændte den lagde jeg mærke til, at hendes hænder rystede.

  Hun kendte åbenbart stedet godt, for hun valgte os hjemmevandt et lille hjørnebord, hvor de normale træstole var erstattet med bløde lænestole. Vores kaffe blev serveret under fem minutter efter, at vi havde bestilt den. Det var først, da vi så kopperne, at den lange stilhed blev brudt.

 

  Kaffebutikkens humor føltes lige så sort, som de to kopper kaffe uden hverken mælk eller sukker. På de solsikkegule kopper stod der med blokbogstaver Life is wonderful. Teksten fik Magnolia til sukke dybt. Jeg vidste, hvad hun tænkte. Tydeligvis havde May ikke fundet livet helt så fantastisk, ellers ville hun ikke have sluttet det så brat.

  ”Kendte du hende godt?” spurgte jeg stille.

  ”Næ, ikke specielt. Jeg mødte hende til en fest for et par måneder siden og vi faldt i snak. Vi havde mange af de samme venner.” Hun vrængede på det sidste ord, og udtrykket i hendes ansigt fortalte præcis, hvad hun mente om disse venner. ”Nu fortryder jeg, at jeg ikke kendte hende bedre.”

  Jeg nikkede forstående. ”I det mindste kendte du hende længere tid end jeg. Jeg tror, jeg samlet nåede at tilbringe ti timer i hendes selvskab, en del af dem sov jeg igennem.”

  ”Jeg læste godt om det i aviserne. Ikke at May nævnte så meget om det… Men du skal sku ikke have det dårligt over det, hun knaldede med så mange til sidst. Altså, hun var en sød pige, men hun havde problemer…” Magnolia tog en stor slurk af kaffen. Hun lignede en, der ønskede at drikken i kruset var stærkere.

  ”Men, alligevel…” begyndte jeg tøvende, ”Med alt det der blev skrevet om hende og sådan… Jeg føler mig bare…” Jeg fumlede forvirret rundt efter ordene. Det var umuligt at forklare ordentligt, præcis hvad jeg følte.

  ”Jeg ved det,” Magnolia satte koppen en anelse for hårdt ned på bordet, ”Og tro mig, jeg har det også af helvede til, med det der skete. Jeg bliver ved med at tænke på, om jeg kunne have gjort noget for hende.” Hun skævede ud af det snavsede vindue på den øde gade. Der var ikke en eneste person at se på fortovet. ”Da jeg var lille og slog mig sagde min mor altid, at det eneste man kunne gøre, når man først var faldet, var at lære at binde sine snørebånd til næste gang.” Hun vendte sig igen mod mig. ”Og i sidste ende, er det vel det samme med May.”

  Stilheden var tung. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg anede ikke, hvad jeg selv følte. Eller hvad jeg mente om det, hun havde sagt. Jeg anede ikke noget som helst, og i virkeligheden var det vel det, der var det store problem.

  ”Lærte du så at binde dine snørebånd?” Jeg hviskede næsten, stilheden føltes så skrøbelig, at jeg var bange for at slå noget i stykker, hvis jeg talte for højt.

  ”Det krævede et brækket ben, før jeg lærte det. Nogle gange bliver livet nødt til at slå en hårdt i hovedet med en vognstang, før man lærer lektien.”

  Ubevidst rakte jeg min ene hånd op til min pande og lod mine fingre glide gennem mit hår. Et kort sekund hvilede jeg fingerspidserne på bagsiden af mit hoved. Det føltes næsten som om, at jeg kunne mærke en bule lige der. Bulen fra det sted, hvor livet netop havde slået mig i hovedet med en vognstang. 

 

Jeg undskylder mange gange for den lange ting, men der har været nogle private ting i vejen for, at jeg kunne skrive kapitlet. Men nu er jeg tilbage i skrivehjørnet, og håber da, at I ikke opgav mig helt. 

Knus Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...