Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42776Visninger
AA

20. 5. februar 2010 ~ Skye

Man siger, at det altid er, når lykken langt om længe er nået frem, og alt er godt, livet vælger at ramme én med en tragisk nyhed, som var det et nedslået lyn. Det er, når man endelig har indrømmet over for sig selv, at alt vil løse sig, at man har fået hevet sig selv op af det dybe, sorte hul. Altid lige dér. Dér kommer en syngende lussing flyvende og minder én om, at livet desværre langt fra er retfærdigt. Der er ikke noget, der hedder karma – lige meget om vi så er gode eller dårlige mennesker, kommer vi ud for uheld og svære tider.

  Men hvor ville jeg dog ønske, det ikke var tilfældet.

  Jeg sagde ikke særlig meget, efter jeg havde fået nyheden at vide. Sad bare lidt. Tyggede lidt på, hvad jeg netop havde fået at vide. Jeg var ikke rigtig klar over, hvordan jeg skulle reagere, for en del af mig havde ikke rigtig lyst til at indrømme, det her var virkeligt. En del af mig tænkte for sig selv: ”Det her er endnu en af hendes jokes. Sådan er hun altid, når hun ikke får nok opmærksomhed – så begynder hun på alt muligt pjat, så vi skal få medlidenhed med hende.”

  Det var egentlig ret tragisk, hvordan jeg havde lyst til at grine og græde på samme tid. Aldrig havde jeg følt mig så splittet; jeg var et levende eksempel på et paradoks, ude af stand til at vide, hvem jeg var, og hvad jeg stod for. Og det var ved at kvæle mig langsomt.

  Når man får sådan nogle nyheder at vide, begynder man for det meste ikke bare at græde. Man er i chok og føler sig tommere end nogensinde – det er, som om verden er holdt op med at fungere, og jorden ikke længere kredser i baner omkring månen. Alt er bare ved at falde fra hinanden, og man kan intet andet end se hjælpeløst til.

  Der var så mange ubesvarede spørgsmål, jeg var efterladt tilbage med. Hvad, hvorfor, hvordan, hvornår? Mest af alt fyldte det fede hvorfor i mit hoved, og lige meget hvor meget jeg spekulerede, kunne jeg ikke komme på, hvad der ville have fået hende til at gøre det her. Hvordan var det kommet så vidt, at hun nu var død? Jeg var bange for at tænke for meget over det, for jeg vidste, at jeg før eller senere ville bebrejde mig selv. Det gjorde jeg jo egentlig allerede.

  Jeg burde have lagt mærke til, at noget var galt, da hun ikke kom i skole. Selvfølgelig kunne man være syg eller forkølet, men når sådan noget hændte, kontaktede jeg hende altid. Og nu havde jeg bare ikke gjort det, fordi jeg med mine minimale venindeproblemer bar så meget nag. Jeg havde været så oprevet og forvirret over hele situationen, at jeg havde set bort fra, hvad der lå lige for næsen af mig: hun var her ikke længere. Hvis hun havde været her, ville hun have prøvet på at gøre det godt igen – sådan var det altid. Vi løste altid vores problemer inden for meget kort tid, og så var alt godt. Hun var bare den der selvsikre type, der havde styr på alt, og som kunne gøre alt godt med et enkelt øjekast. Så hvorfor opdagede jeg det ikke?

  Selvcentreret. Det måtte være det. Jeg havde været alt for selvcentreret og optaget af mig selv til at tage notits af noget andet omkring mig. Det var så typisk mig at glemme alt omkring mig, fordi jeg havde de her små problemer, som var intet i andres øjne – hvorfor gik jeg overhovedet op i dem, når mit liv på ydersiden var velfungerende og godt? Hvorfor skulle jeg absolut finde et eller andet, der gjorde det dårligt? Hvorfor var jeg ikke bare tilfreds?

  Jeg havde lyst til at skrige. Og græde. Og slå vinduet i stykker med min bare næve. Men jeg vidste, at lige meget hvad jeg gjorde, ville det her ikke ændre sig. Jeg ville ikke få en tidsmaskine, der kunne tage mig tilbage og rette op på alt. Men hun var død. Lige meget hvor mange gange jeg prøvede at banke det ind i mit hoved, kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke vænne mig til tanken om ikke at se hende i skolen og i det lokale storcenter og på gaden og … overalt. Hun var helt og aldeles væk, og hun ville aldrig komme tilbage.

  Alt, jeg endte med at gøre, var at lukke øjnene. Tælle til ti. Trods jeg var 99% sikker på, det ikke ville hjælpe mig, gjorde jeg det. Og så måtte alt ellers ramle sammen omkring mig.

  Det her var ikke, hvad jeg havde ønsket af mit liv. Det var det ikke. Det var ikke denne form for ulykke, jeg havde ledt efter, da småproblemer med veninderne hjemsøgte mig, og jeg skrev i min dagbog som en, der lige havde oplevet noget meget større som … som det, der skete lige nu. Det var ikke, hvad jeg havde bedt om, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at bebrejde mig selv. For hvad hvis Gud eller skæbnen rent faktisk havde set, at jeg var så forfærdelig trist over ingenting, at han var blevet vred over min holdning til et ellers så godt liv? Det her ledte jo alt sammen over på, at jeg var den skyldige. Det var mig.

  Mine øjne kørte rundt, inden jeg begravede hovedet i hænderne og hulkede for mig selv. Først stille, så gradvist mere og mere højlydt. Til sidst blev jeg nødt til at gemme mit ansigt i puden for ikke at vække mine forældre – det her skulle de ikke vågne op til. Men jeg havde sådan brug for trøst og tryghed. Samtidig vidste jeg, at jeg ikke fortjente det, for det var ikke mig, der havde brug for trøst, men Anne. Og nu var der ikke længere mulighed for at gøre det nogensinde.

  Det blev gentaget igen og igen og igen. Alle de ting, jeg aldrig nogensinde ville se hende gøre igen. Grine, snakke, smile – sådan nogle simple hverdagsting, jeg altid tog forgivet. Og alligevel havde jeg ikke denne følelse af, at hun var død. Jeg blev ved med at tænke, at hun snart ville komme i skole og gøre grin med det faktum, at jeg rent faktisk var hoppet på den. Men det her var ikke bare en joke. Havde det været en joke, ville den have været langt over stregen, og Anne kendte sin grænse, når det kom til at lave sjov med mig.

  Jeg forstod bare ikke hvorfor. Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Hvis der var nogen i verden, der var glad, var det hende. Altid så selvsikker og charmerende, så meget i kontrol over sit liv. Havde det virkelig bare været en facade i al denne tid?

  Hun havde altid været umenneskeligt god til skuespil.

  Måske var det her bare hendes hævn over mig for ikke at bekymre mig mere om hende, og hvor godt eller dårligt hun nu havde det. Måske tænkte hun, da hun tog herfra, at hun ville have mig til at føle den her ubærlige skyld til evig tid – så jeg kunne lære, at jeg, hvis jeg nogensinde mødte en som hende igen, bare skulle fortsætte med at være som en besat tilhænger uden magt over sig selv. Sådan var det altid med hende – skulle altid teste mine grænser og straffe mig, hvis jeg havde gjort noget, hun ikke var tilfreds med. Men det her var sindssygt – selv for hende.

  Så mange tanker kredsede rundt i mit hoved. Lige meget hvor meget jeg fokuserede på den hvide væg foran mig, kunne jeg ikke finde ro, for jeg vidste ikke, hvordan vi var kommet hertil. Hvad der havde fået mig så vidt ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Én ting var at flyde ude på vandet, men det her føltes som at drukne.

  5. februar 2010

  Kære dagbog,

  Det er sent, og jeg burde sove. Det burde jeg. Jeg ville ønske, jeg bare kunne ligge og sove lige nu, som var det en helt normal dag, og hvis jeg kunne falde i søvn, havde jeg lukket øjnene med det samme. For lige meget om det så er de mest skræmmende mareridt, der møder mig på den anden side, er det ikke lige så slemt som virkeligheden.

  Jeg har efterhånden brokket mig til dig en hel del gange om det her liv, jeg så som dårligt, og jeg ved ikke hvad. Jeg har beklaget mig over, at jeg er så normal og kedelig, og at mit liv ikke er ekstraordinært og reality-showpotentiale, men sandheden er, at det helt store problem i mit liv er mig selv. Fordi jeg altid skal prøve at få mig ned ved at finde alle de negative ting ved hverdagen, når der er mindst dobbelt så mange grunde til at smile. Hvorfor er jeg sådan, dagbog? Hvorfor?

  Om jeg nogensinde bliver okay igen, ved jeg ikke. Alt, jeg er helt sikker på, er, at jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage til at være den, jeg var i går. Hvis jeg kunne det, ville livet være så meget lettere, og nu, hvor jeg har indset, hvad mit liv var dengang, fortryder jeg, at jeg ikke værdsatte det. Men sådan er vi mennesker, er vi ikke? Selvom vi har en familie, der elsker os, nogle gode venner, en skole at gå på, sikker fremtid og mad på bordet, er vi ikke tilfredse. Vi SKAL absolut udpege de ting ved os selv, vi mindre kan lide, og brokke os over, hvis der ikke er nok salt på maden, selvom måltidet i sig selv er til fem stjerner.

  Jeg tror aldrig, jeg har skammet mig så meget over at være menneskelig.

  Skal jeg fortælle dig, hvad der er sket? Jeg tror ikke, det vil gøre den store forskel, siden jeg er den eneste, der nogensinde kommer til at læse i den, og hvis jeg en dag i fremtiden ser tilbage på mit liv, som det er nu, har jeg ikke rigtig lyst til at genkalde mig den følelse, jeg sidder med lige nu, men du skal vel også forstå. Du er en dagbog, så i princippet er du nødt til at forstå alt, hvad jeg skriver, som om du er i mit hoved, men på et eller andet tidspunkt må jeg vel se sandheden i øjnene. Også selvom det gør ondt.

  Anne er død. Hun blev ikke ramt af en bil eller stukket ned af nogle tyve, nej, hun begik selvmord. Hun besluttede sig for, at livet ikke længere var det værd, selvom hun altid kunne få folk op med humøret og var enormt snaksaglig og alles ven – ja, jeg sidder selv og funderer over, hvad det hele gik ud på. Hun var så glad altid. Så forfærdelig glad og smilende og som en stråle af sol på en regnvejrsdag.

  Efter en andens selvmord bebrejder man vel altid sig selv, gør man ikke? Er det ikke næsten en selvfølge, at man begynder at spørge sig selv, hvad man kunne have gjort for at forhindre det? Men det her er anderledes. For det her er jo rent faktisk min skyld. Mens andre har det dårligt over det uden nogen grund, har jeg alle mulige grunde til det – for jeg var der ikke. Jeg burde have været der for hende, som jeg altid var der, og jeg burde ikke have svigtet hende på den måde. Hvad har jeg gjort?

  Jeg ved ikke, om det, jeg skriver lige nu, på nogen måde giver mening. Jeg er egentlig også en smule ligeglad, for jeg føler mig så tom for ord. Samtidig flyder de ud af min hånd, som om der ligger en roman gemt i fingrene, men det, der kommer ud, er det rene volapyk. Og derfor beklager jeg også, hvis intet af det, jeg skriver, hænger sammen med hinanden. Jeg forstår ikke engang mig selv.

  Jeg har brug for et tegn. Et tegn fra Gud om, at jeg stadig burde fortsætte, selvom jeg egentlig ikke rigtig tror på ham. Men jeg ville ønske, jeg gjorde det, for hvis jeg gjorde, ville jeg stadig have håb. Og det har jeg ikke længere.

  - Skye

***

Folks blikke var gennemborende. Dømmende. Da jeg gik ned ad gangen på skolen, havde jeg mest af alt bare lyst til at grave mig ned og aldrig komme op igen. For én ting var at vide, jeg havde mistet min bedste veninde. En anden var, at hele skolen nu også kendte mig som Pigen-Anne-Plejede-At-Hænge-Ud-Med-Men-Som-Vi-Ikke-Kender-Navnet-På.

  Overalt lød de lavmælte stemmer, der stille hviskede om, hvad der var sket, som om jeg ikke kunne høre dem. Jeg følte mig pludselig som et dyr i zoo – alle snakkede med hinanden om mig, men aldrig direkte til mig. Og den måde, de stirrede så gennemborende på mig, gav mig lyst til at skrige ad dem, fordi de ikke bare kunne spørge mig direkte. Og her var det ikke spørgsmål som: ”Er du okay?” eller: ”Klarer du dig?” for jeg vidste, de ikke kunne være mere ligeglade. Det var jo næsten obligatorisk at spørge om det, var det ikke? De havde vel bare ondt af mig.

  Imens mine ben bevægede sig fremad, syntes alt at gå i stå et kort øjeblik. Med musikken i ørerne og øjnene rettet mod gulvet føltes alt som i en film – og her havde klipperen valgt at få det hele til at gå lidt langsommere, end det egentlig burde. Det var ulideligt.

  Lyden af en klokke fik mig til at kigge op, og da jeg gjorde det, var det som at blive suget ind i et liv som lærer, der underviste en flok mobiloptagede elever – det var så åbenlyst, når jeg kiggede på dem, at de prøvede at skjule deres åbenlyse stirren, men jeg sagde ikke rigtig noget. Følelsen af møvede sig langsomt ind i mit system, så jeg til sidst kom til at fortryde, jeg overhovedet var kommet i skole. Min mor havde anbefalet mig at blive hjemme, men fordi jeg absolut altid skulle være så stædig og modsige hende, var jeg kommet alligevel. Og det var så med frastødende poser under øjnene efter ikke mere end to timers søvn og hævede øjenlåg på grund af en ustoppelig trang til at græde. Ligeledes var min stemme halvkvalt og skrøbelig, fordi jeg havde skreget ind i min pude højt og længe, inden det forvandlede sig til hulk og næver mod væggen. Aldrig i mit liv havde jeg oplevet en frustration som denne, og hvor hadede jeg det.

  Det var ubeskriveligt. Selv hvis jeg prøvede, ville jeg ikke kunne definere, hvad det var, jeg følte og gennemgik. Jeg forstod det ikke engang selv – hvordan jeg kunne gå fra at skrige til at græde til at grine til at råbe. Og der var en vis form for tristhed, der altid lurede under facaden, jeg havde oppe omkring folk, selvom det ikke ville have været forkert af mig at sørge. Den fulgte mig overalt, denne ubærlige lyst til at smide alt fra mig og rive mig i håret.

  ”Skye … Skye!” hørte jeg nogen kalde bag mig, og inden længe havde Callie indhentet mig. Hendes øjne var store og bekymrede. ”Jeg har lige hørt, hvad der er sket med Anne. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, for lige meget hvad bliver det jo ikke okay af det … Men jeg er virkelig ked af alt, der er sket for dig. Det fortjener du ikke.”
  Men det var jo lige det. Jeg fortjente det jo. Alt det her var min skyld.

  ”Sådan er livet vel.” Jeg fremtvang et halvhjertet smil. ”Man kan ikke gøre så meget ved det.”

  ”Hvis du har brug for at snakke, er jeg her for dig,” sagde hun og lagde sine hænder på mine skuldre. Hun prøvede at møde mit blik, men jeg undveg. ”Jeg mener det, Skye. Du skal ikke gå igennem det her alene.”

  Du fortjener at gå igennem det her alene, Skye, tænkte jeg bittert for mig selv, men heller ikke det sagde jeg højt.

  ”Tak,” mumlede jeg, men vristede mig derefter fri af hendes greb og bevægede mig videre ned ad gangen, før hun kunne stoppe mig.

  Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig. Mit hjerte føltes tungt og svært at bære rundt på – hvorfor kunne jeg ikke bare skille mig af med det? Det føltes ikke længere som noget, der havde været en del af mig hele livet, men noget ukendt og fremmed, der snart ville æde mig op indefra. Jeg kunne mærke det ætse som syre, langsomt og smertefuldt – men jeg havde intet at gøre for at stoppe det.

  En perle af vand trillede ud af øjenkrogen, men jeg tørrede den hastigt væk. Og for første gang i lang tid følte jeg for alvor, mit liv var ved at falde fra hinanden – det her var ikke bare nogle simple venindeproblemer. Det her var et permanent ar, og det syntes kun at vokse for hver dag, der gik. 

 

_________________________________________________________

 

Har ikke lige fået rettet det her kapitel igennem, men bær over med mig! Håber, I kan lide det - og husk, at hvis I har venindeproblemer eller lignende, så lad det ikke splitte jer ad, hvis I virkelig holder af personen. En dag er det måske for sent ...

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...