Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43066Visninger
AA

17. 4. februar 2013 - Louis

 

Uret på min telefon fortalte mig, at klokken var 00.09, da jeg ringede til vores management. Det tog mig fem minutter at få de oplysninger, jeg havde brug for. Med telefonen siddende mellem min skulder og øret, greb jeg fat i dagbogen og en kuglepen. Hurtigt skriblede jeg oplysningerne ned.

May Adkins. Northwick Park Hospital.

Klokken 00.16 løb jeg ned af trappen til lejlighedskompleksets parkeringskælder. Jeg knugede mine nøgler så hårdt, at de til sidst borede hul i min håndflades hud. Jeg var ligeglad. Smerten var rar. Den rev mig ud af den søvnlignende tilstand, jeg var på kanten til at falde i. Det her kunne ikke være rigtigt. Det måtte ikke være sket. Det kunne ikke være sket. Nej. Nej.

”Nej!” Jeg hamrede hænderne mod det læderdækkede bilrat, da jeg endelig gled ind på forsædet. ”For helvede,” råbte jeg. ”For helvede.” Min stemme var hæs og usikker. Mine øjne kradsede. Jeg burde ikke græde. Jeg ville ikke græde. Men alligevel blev mit syn sløret. Jeg kendte ikke pigen, hun havde bare været en tilfældig tøs, som jeg havde forventet at glemme alt om efter et par uger. Men på grund af pressen kunne dette ikke lade sig gøre. Hvordan kunne man glemme en pige, hvis ansigt prydede samtlige sladderhjemmesider? Og nu havde hun taget en overdosis. Det var min skyld. Min skyld.

Jeg startede bilen. Motorens rumlen gav genlyd i mit hoved. Det føltes som om, at min indre var et stort, tomt kirkerum. Sådan et, man besøgte med sin klasse, da man var ti. Jeg kunne stadig huske følelsen af knap nok at turde trække vejret. Der var så stille, at luften var tung. Jeg frygtede, at et enkelt ord ville få den enorme bygning til at smuldre omkring mig. Nu var jeg var sikker på, at hele min sjæl ville smuldre, hvis lægerne mødte mig med det forkerte ord. Død. Hun kunne være død. May kunne være død på grund af mig.

Jeg forsøgte ikke engang at holde fartgrænserne, da jeg kørte mod hospitalet. Fartbøderne ville sikkert være at finde i stakkevis fra i morgen, men jeg var ligeglad. Det var jo ikke fordi, at jeg ikke havde råd til at betale dem. Jeg ville hellere miste penge end at miste min forstand. Og hvis jeg ikke skyndte mig, var jeg helt sikker på, at jeg ville blive vanvittig af frygt. Det føltes som om, at hver eneste vejrtrækning sad fast i min hals i et øjeblik, før luften sank ned og fyldte mine lunger op. Mit hjerte gjorde næsten ondt, fordi det bankede så hurtigt.

Da hospitalet endelig viste sig som en stor betonklods foran mig, var jeg på kanten til at græde af lettelse. Men lettelsen blev hurtigt overvundet af en kvælende frygt. Hvad ville der vente mig, når jeg kom ind på hospitalet? Hvad var der sket med May?

Jeg væltede nærmest ud af bilen. Mine ben satte automatisk i løb over parkeringspladsen. Det var egentlig latterligt, at jeg løb. Man kunne ikke stikke af fra skæbnen. Det ville ikke redde Mays liv, at jeg dukkede op to minutter senere. Det ville ikke ændre noget. Men jeg løb alligevel. Selvom det var ulogisk. For i sidste ende havde jeg jo aldrig været særlig fornuftig.

Hospitalsgangene føltes som en labyrint. De var fuldstændig ens. Kolde, sterile, triste. Som om at hele bygningen sørgede over de mennesker, der havde ladet deres liv der. Da jeg endelig fandt det rigtige sted, blev jeg mødt af en træt, mørk kvinde, hvis nordengelske accent var så tyk, at det knap var forståeligt.

”May Adkins? Kom ind akut her til aften? Lad mig se,” mumlede hun, mens hun trykkede hårdt på tastaturets knapper, ”Jah, hun kom ind med en overdosis, ikke sandt?” hendes store mørke øjne mødte mine. Selvom de var blanke og blodskudte af træthed, var der en dyb varme i dem. Kvinden havde sikkert en familie, hun elskede. Måske havde hun børn, der betragtede hende som en engel og en mand, der elskede hende. Hun virkede som typen, der kunne leve sådan et liv. Sådan et liv, som jeg drømte om.

”Jo, det er hende. Ved du, hvad der er sket med hende?” Min stemme rystede så meget, at det var imponerende, at hun overhovedet forstod mig.

”Jah, tøsen var næsten død allerede, da hun kom ind. Der var ik’ meget de kunne gøre, 00.21 døde hun. Det er sådan en skam, pigebarnet var kun 20 år. 20 år og mæt af livet, det er en trist historie.”

Mit hjerte stoppede. Min verden stoppede. Den frøs fast. Den stivnede i det øjeblik, hvor en venlig kvinde med store, varme øjne, fortalte mig det. 

Den pige, som pressen havde jaget på grund af mig. Den pige, som jeg på ingen måde havde behandlet godt. Den pige, lå nu død. Hun havde dræbt sig selv. Det var min skyld. Selvfølgelig var det min skyld. Hun var død. Hun var død på grund af mig.

”…åbenbart depressiv igennem mange år, slugte det sidste af sin medicin og nogle stoffer… en skam…” Kvinden talte videre. Jeg hørte ikke hendes ord, jeg lagde kun mærke til hendes tonefald. Hun var blid og trøstende. Hun troede sikkert, at jeg var Mays kæreste. Hun ville ikke være så rar, hvis hun vidste, hvad jeg havde gjort.

”Jeg er ked af det knægt. Vi har ringet til hendes forældre, og de kommer så hurtigt som muligt. Kender du dem?” Jeg måtte bede hende om at gentage spørgsmålet to gange, før jeg forstod, hvad hun sagde.

”Nej,” mumlede jeg tøvende, ”Jeg kender dem ikke. Overhovedet ikke. Jeg kendte jo knap nok hende. Jeg kan ikke engang huske, hvilken øjenfarve hun havde, eller hvad hun hed til mellemnavn. Jeg kendte hende ikke.” Verden sejlede. Min stemme var så skinger, at den knækkede. Jeg kunne ikke se ordentligt for tårerne.

Kvinden så ikke engang overrasket ud. Hun smilte bare trist til mig. ”Kender vi nogensinde rigtigt nogen andre? Ved vi nogensinde virkelig, hvem de er?” sukkede hun, ”Hvis vi ikke læser deres tanker, eller måske deres dagbøger, så forstår vi sjældent, hvem folk egentlig er inderst inde. Det er egentlig trist at tænke på. Man føler sig så alene.” Hun trak vejret kort ind, før hun tilføjede en sidste sætning, nærmest som en eftertanke. ”Men hvis det kan hjælpe lidt, knægt, så hed hun Rose til mellemnavn. May Rose Adkins, den stakkels pige.”

Jeg forsøgte at hviske et tak til hende, men min mund var pludselig alt for tør. Jeg vidste, at der lå en flaske vand i min bil. Jeg trængte til vand. Jeg trængte til at komme væk. Væk fra de uendelige, kolde gange. Væk fra den tunge følelse af død, der hang overalt i bygningen. Jeg løb. Jeg løb hele vejen tilbage, selvom der hverken var noget jeg skulle nå, eller noget jeg skulle flygte fra. Men jeg løb. Hele vejen ud til min bil.

Forpustet gled jeg ind i det mørke køretøj. Jeg hvilede min albuer på læderrattet, der allerede var blevet iskoldt. Jeg havde ikke været inde på hospitalet i lang tid. Uret i bilen fortalte mig, at klokken var 00.41. Det var 20 minutter siden, at May døde. May Rose Adkins. Det var et smukt navn. Et navn, der mindede om forårsdage med grønne planter og farverige blomster. Men May Rose Adkins ville aldrig mere opleve foråret. Hun var død.

Jeg vidste ikke hvorfor, jeg greb fat i dagbogen, men pludselig knugede jeg den tæt ind til mig. Og jeg græd. Jeg græd for May. For mig selv. For Skye. For den ensomme skikkelse, der i samme øjeblik løb over parkeringspladsen. For det stakkels menneske, der ankom i den hylende ambulance. Jeg græd for verden.

Klokken nåede at slå et, før jeg kørte fra parkeringspladsen. Der var gået en time, siden jeg fandt ud af, at May havde taget en overdosis. Der kunne ske så meget på en time. Et liv kunne nå at smuldre, på alt for kort tid.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...