Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

319Likes
256Kommentarer
44507Visninger
AA

18. 4. februar 2010 ~ Skye

”Nogle gange er du bare så dum, hvorfor er du så dum?” mumlede Callie, en af pigerne fra mit fysikhold, hovedrystende og tog en bid af sit æble. Derefter slog hun en latter op, så jeg et kort øjeblik var bange for, at hun ville spytte mundens indhold ud i hovedet på mig, men det skete aldrig. I stedet fortsatte hun bare med at spørge mig om, hvorfor jeg dog var så dum.

  Jeg havde ikke snakket med Anne. Hun var ikke i skole i dag, og det havde jeg det egentlig helt fint med. Jo mere jeg kunne udskyde det her, jo bedre. Men jeg måtte indrømme, jeg alligevel savnede hende en smule, for nu kunne jeg pludselig godt huske, hvorfor jeg aldrig helt havde været interesseret i at blive slyngveninder med Callie – alle de kommentarer var næsten til at blive drevet til vanvid af.

  Hun havde en tendens til altid at fyre de der lidt stødende, men ironiske kommentarer af. Det var ting som ”Hvorfor er du så dum?” eller ”Hvad er der galt med dig?” og de fleste vidste, at hun egentlig ikke mente dem, men de var nu alligevel en smule sårende. For mig var de i hvert fald, for når sådan nogle ting blev gentaget, begyndte det efterhånden at ætse sig ind på hjernen, så man ikke kunne glemme det igen. Det var sådan noget, negativiteten i mig levede af – det var alle de her små ting, der kunne blive blæst op til 24 forfærdelige timer med sorte tanker og et tungt sind. Jeg vidste ikke, om andre havde det på samme måde, men sådan var det i hvert fald med mig.

  Jeg huskede ikke længere, hvad det var, der havde udløst dette massive angreb af ”Hvorfor er du så dum?” og jeg var også lidt ligeglad. Jeg havde da fået bekræftet, at hun endnu ikke appellerede til mig – nu, hvor jeg tænkte godt efter, huskede jeg egentlig også godt, at Anne havde fortalt mig, at hun altid kom med sådan nogle kommentarer. Anne mente, at det var nogle forsvarsmekanismer, hun havde oppe, fordi hun ikke ville virke alt for sårbar. Så derfor var hun en smule sarkastisk og havde den her underlige form for humor, ingen rigtig forstod.

  ”Jorden kalder Skye?” Der blev viftet med to hænder foran mit hoved, trods jeg egentlig ikke var helt væk i mine tanker. Jeg havde bare forventet, hun ville blive ved med sine ”Hvorfor er du så dum?”’er – nu var hun jo alligevel så godt i gang. ”Er du her stadig?”

  Jeg ventede på, at hun skulle sige et eller andet med, at jeg sikkert var blevet væk i mine tanker, nu hvor jeg alligevel var så dum, men det kom aldrig. Ordene havde nu også ramt mig hårdt nok – jeg burde ikke blive så oprevet, det vidste jeg, men nogle gange kunne jeg simpelthen ikke styre det. Den del af mig, der gav alle patronerne lov til at efterlade skudhuller i mig, havde en kontrol over mit hoved, og det skræmte mig så meget. For jeg vidste, jeg ikke var dum fagligt – jeg fik jo topkarakterer i de fleste fag – men så var der alligevel den lille stemme, der stille hviskede: ”Men det er jo heller ikke din hjerne, vi snakker om, dit fjols, og det ved du også godt.” Og det gjorde jeg.

  ”Ja-ja,” forsikrede jeg hende om med et nik og et lille smil, ”jeg er bare lidt træt, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige.”

  Imens jeg sagde det, tænkte jeg over, hvor mange ting man egentlig kunne nå at tænke over på så få sekunder.

  ”Tja, jeg håber da, din hjerne klarer lidt op, eller at i dag er en af de dage, hvor kaffe rent faktisk er tilgængeligt i kantinen, for der er stadig en halv skoledag tilbage at overleve.” Hun klappede mig på skulderen. ”Jeg smider lige mit æble ud.”

  Da hun forlod mig, kunne jeg ikke lade være med at mærke en byrde lette sig fra mine skuldre. Hun var jo ikke direkte irriterende, for jeg havde flere gange snakket med hende, hvor samtalen havde skredet frem helt fint, men når man tog ting så personligt, som jeg gjorde, var det ikke helt let at lade kommentarerne prelle af bare lige sådan. På den anden side kunne man jo egentlig også kun bebrejde mig for at være så følsom – jeg vidste, at andre, der snakkede med hende, ikke rigtig gik op i de ting, hun sagde, men med mig var det så anderledes. Hvordan kunne det være, andre bare … bare kunne forholde sig på den måde?

  ”Jeg har faktisk tænkt på noget i ret lang tid nu,” fortalte Callie mig, da hun igen var på vej hen imod mig. ”Altså, jeg ville have spurgt om det for lidt tid siden, men så glemte jeg spørgsmålet, og ja, du kender sådan noget, ikke?”

  Jeg nikkede langsomt, selvom det faktisk var en ting, der ikke skete særlig ofte for mig.

  ”Hvordan kan det være, at du ikke er sammen med Anne? Hun er ikke i skole, det ved jeg godt, men du har heller ikke rigtig været i nærheden af hende ellers. Man plejer altid at se jer sammen, fordi I er denne her form for pakkeløsning, og det er bare så anderledes at se dig uden nogen. Misforstå mig ikke, for selvfølgelig er du uafhængig og det hele, men du plejer bare at støtte dig op ad nogen.”

  En god ting ved Callie var, at hun kunne lytte til alt og alle uden nogensinde at rette opmærksomheden imod sig selv. Trods hun da af og til affyrede de der lidt unødvendige kommentarer af, var hun nok den mest snaksaglige og imødekommende person, jeg nogensinde havde mødt. Nogle gange sad jeg bare derhjemme og havde lyst til at invitere hende hjem til mig på baggrund af mit behov for at blive lyttet til, og det sagde vel alligevel også en del. Hun var bare så god til at lytte, hvis man så bort fra de sætninger, der løb løbsk nu og da.

  ”Tja,” – jeg trak let på skuldrene, – ”der er egentlig ikke så meget at sige. Det gik bare op for mig, hvilken person hun i virkeligheden er. Så … manipulerende. Og jeg har en tendens til altid at falde for sådan noget, hvilket jeg ikke har lyst til længere. I så lang tid har jeg været en eller anden hundehvalp, der bare jagede efter hende lige meget hvad, og for at være ærlig er jeg lidt træt af det. Jeg har altid bare været der i skyggen uden et ord. Vi har så forskellige roller – mens hun altid straks fanger alles opmærksomhed, kunne jeg skrige i evigheder, uden en eneste ville lægge mærke til det.”

  Straks efter min talestrøm stoppede, gik det op for mig, at hvis alle virkelig faldt for den ting, Anne havde kørende, ville Callie nok ikke ligefrem støtte mig op omkring den her mening.

  ”Godt, jeg ikke er den eneste, der kan se, hvor falsk hun egentlig er,” sagde hun til min lettelse og gjorde store øjne. ”Hun er sådan en bitch, og hver gang hun møder nye folk, overbeviser hun dem om, at hun er en eller anden engel, og så dropper hun dem, når hun har udnyttet dem nok.”

  Wow, tænkte jeg for mig selv. Det var måske ikke lige de ord, jeg ville have brugt om min veninde, men jeg stoppede hende ikke.

  ”Jeg må dog sige,” fortsatte hun, ”at hun holdt fast i dig ret længe. Og selvom jeg virkelig synes, hun er klam og det hele, så må der vel være en grund til, at hun er, som hun er. Og det virkede, som om du forstod hende bedre end nogen anden. Så hvad end hun har gjort, tilgiv hende. Og det kommer altså fra mig. Jeg tror ikke, du bare var endnu en for hende – og nu lyder det, som om du har været kærester med hende, så jeg stopper mig selv.”

  Jeg trak let i smilebåndene. Først nu gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig havde haft brug for at høre nogen sige det. At hun havde brug for mig. At jeg ikke var ligegyldig.

  ”Tak,” mumlede jeg. ”Du aner ikke, hvor meget det der lige har hjulpet. Jeg tror, jeg snakker med hende, når hun er her igen.”

  Der var ikke mange minutter tilbage, før klokken ville ringe, så jeg gjorde tegn til, at jeg skulle hente nogle bøger i mit skab, men før jeg nåede at rejse mig, blev jeg stoppet.

  ”Åh, Skye?” Mit blik landede igen på Callie. ”Jeg mente ikke det der med, at du er dum, for det er du tydeligvis ikke, når du får højere karakterer end mig i … ja, alle fag. Nogle gange kan jeg bare ikke stoppe det, du ved.”

  Empati. Det var det, hun havde. Hun var så empatisk og havde den her virkelig vilde situationsfornemmelse – det var, som om hun altid kunne mærke på folk, hvilken stemning de var i.

  Jeg forlod kantinen med et smil.

***

4. februar 2010

  Kære dagbog,

  Jeg har det … godt. Jeg har det virkelig godt faktisk. I dag er en af de dage, jeg ville ønske, varede evigt. Det er egentlig ikke, fordi der er sket noget helt specielt, jeg har bare den her fantastiske fornemmelse i maven. Som om jeg duer til noget og ikke bare er et spild af plads. Jeg tror endelig, jeg har fundet en mening med det her liv, selvom jeg egentlig ikke kan definere, hvad den mening er. Men noget siger mig det bare – kender du det?

  Jeg snakkede med Callie, som er en af pigerne fra mit fysikhold. Hun er ret rapkæftet og har det med at være lidt hård nogle gange, men samtidig er hun bare så empatisk. Hun lader virkelig til at forstå folk som ingen anden, og derfor var det så rart at snakke med hende. Ser du, hun er et af de mennesker, der bare lytter og hjælper. Når man gerne lige vil have ret, selvom man overhovedet ikke har det, bakker hun en op, og det er så befriende. For da jeg satte mig ned for at snakke med hende, vidste jeg bare, at hun ville komme med en virkelig motiverende peptalk, hvilket hun også gjorde. Det var det, der fik mig til at indse, at jeg egentlig bare har haft brug for noget opmærksomhed i al denne tid. Alle kan benægte det så meget, de har lyst, men vi mennesker er kontaktsøgende skabninger, og vi elsker at være i rampelyset. Selvom der er mange, der ikke gider indrømme det, fordi, jeg ved ikke, de måske gerne lige vil spille lidt hardcore, så er anerkendelse altid en rar ting. Når man får credits for sit arbejde.

  Da jeg allerførst snakkede med hende, tænkte jeg, at det havde været en kæmpe fejl at sætte mig ved hende bord. Hun kom med sådan nogle lidt irriterende kommentarer, men jeg tror ikke, hun kan undgå dem. Alle har en ting, de siger ret ofte, og det er vel bare hende, går jeg ud fra. Sådan nogle små sætninger kan virkelig såre mig, men hun undskyldte senere hen, hvilket jeg i hvert fald ikke havde forventet. Men ja, hun må have en eller anden evne til at mærke stemningen på andre.

  Anne var ikke i skole i dag, så jeg har ikke konfronteret hende med, hvad der er sket (selvom der egentlig ikke er sket det helt store), men jeg gør det i morgen, hvis hun kommer der. Men jeg er egentlig ikke sur længere. Jeg ville bare lette mit hjerte, og nu, hvor jeg har gjort det, vil jeg bare gerne være der for hende. Callie fortalte mig, at hun lader til at bekymre sig meget om mig, så selvfølgelig mister hun mig heller ikke. Det er underligt – følelsen af rent faktisk at betyde noget. Men jeg kan godt lide det.

  Jeg stoppede, da jeg nåede en linje, hvor adskillige cifre stod linet op på række. Der var intet andet, bare en masse tal – måske nogens telefonnummer? Men det gav egentlig heller ikke mening, for jeg erindrede ikke at have skrevet det ned i min dagbog, og hvis det ikke var mig, der havde gjort det, kunne jeg ikke se hvem ellers. Min mor havde en tendens til at skrive sådan nogle kontaktoplysninger ned på det nærmeste objekt, men helt respektløs var hun heller ikke – hun forstod da, at min dagbog var privat. Gjorde hun ikke?

  Det måtte jeg spørge hende om i morgen.

  Jeg tror, min mor har læst i min dagbog … Der er de her tal, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvor de kommer fra. Det ligner et telefonnummer, men jeg tror ikke, det er mig, der har skrevet det. Håndskriften er anderledes, faktisk er den grimmere. Derfor regner jeg egentlig heller ikke med, at min mor har skrevet det, men der er ikke andre, der har haft fat i bogen. Der er ikke engang andre, der ved, jeg skriver i dig.

  Nå, men det er ikke noget, jeg har lyst til at besvære mig selv med lige nu. Jeg vil i stedet gå i seng med et smil på læberne, for jeg tror, i morgen vil blive en god dag. Og wow, hvor havde jeg aldrig troet, jeg ville have sådan en positiv tilgang til livet igen, men alt er vel muligt.

  - Skye

 

  (P.S. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at skrive i dig, selvom jeg lader til at være lidt mere glad nu. Du ved af erfaring, at jeg altid forlader dig, når jeg har bedre at tage mig til, men jeg har faktisk lovet mig selv og ikke mindst dig ikke at forsømme dig på den måde igen. Så må vi se, om det holder).

  Jeg lagde den grønne bog fra mig og slukkede for lyset, hvorefter jeg lagde mig til rette i sengen. Jeg havde altid elsket lige dette tidspunkt, hvor dynen endnu var en anelse kølig, men varm nok til at man ikke frøs. Puden var ligeså dejlig at hvile hovedet på og lod til at give mine tanker et friskt pust, så jeg var klar på en ny dag i morgen. Det var helt underligt at være så … glad.

  Lige netop da jeg var ved at glide ind i drømmenes verden, hørte jeg den lave lyd, min telefon lavede, når nogen ringede, hvilket resulterede i, at jeg satte mig op med et suk. Hvem i al verden tog dog kontakt til mig på dette tidspunkt?

  Til min overraskelse var det ingen anden end Anne, der viste på skærmen, og siden hun normalt gik i seng der ved halv 11 om aftenen, og jeg gik i seng forholdsvis senere, måtte mit hoved dvæle ved forbløffelsen i lidt tid. Der gik dog ikke nok sekunder til, at telefonen stoppede med at vibrere, og efter at have stirret på den oplyste skærm i lidt tid, tog jeg mig endelig sammen og bragte telefonen op til øret. ”Anne?” spurgte jeg med rynkede bryn. ”Er du stadig vågen?”

  ”D-det er ikke Anne,­” lød det i den anden ende. Stemmen knækkede flere gange under sætningen, og tonefaldet virkede så … skrøbeligt. ”Det er hendes mor, og j-jeg … åh Gud, jeg kan ikke det her.

  ”Hvad er der sket?” spurgte jeg bekymret med rynkede bryn. ”Mrs. Gilmore, hvad er det?”

  ”Mit stakkels barn,” græd hun ind i røret, og for hvert sekund der gik, blev jeg mere og mere bekymret. ”Mit lille baby …

  ”Du er nødt til at fortælle mig, hvad der foregår,” bad jeg og prøvede at synke den klump, der havde samlet sig i halsen på mig, alt imens mit hoved søgte efter forklaringer, der kunne få det her til at give mening uden at have noget at gøre med ulykker eller sygdom.

  Sekunderne skred, og alt, jeg kunne høre, var snøft. En masse snøft lige efter hinanden, så de til sidst dannede et mønster, som jeg ærlig talt ikke brød mig om. For der var bare den stilhed og de mange snøft. Senere hen hulk. Og da der endelig blev sagt noget igen, gjorde det bare det hele værre. Der var intet trøstende, det var ikke bare en lille ting, jeg kunne grine af og tænke: ”Hvorfor skal jeg også altid være så negativ og tænke det værste om alt?” til. Hvor ville jeg dog ønske, men nej. Det var, som jeg havde forventet, trods jeg i det øjeblik ville have været villig til at gøre alt i verden for at ændre den sætning, der dernæst forlod Mrs. Gilmores læber.

  ”Hun … hun har taget sit eget liv. Hun er død.

 

_________________________________________________________

 

Man kan vist kun bebrejde mig for den lange ventetid denne gang. Jeg beklager virkelig, at der ikke har været opdateret på historien i de 60-90 dage, men jeg har slet ikke kunnet finde ud af, hvad jeg skulle skrive om. For et par dage siden fandt jeg dog inspirationen igen, og jeg tror/håber ikke, den forsvinder foreløbigt :-) 

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...