Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42765Visninger
AA

11. 31. januar 2013 - Louis

Det regnede, da jeg vågnede den kedelige torsdag morgen. Men på trods af det grå vejr var jeg faktisk glad. Jeg havde sovet godt. Rigtig godt. Faktisk havde denne nat budt på den bedste søvn, jeg havde fået siden bruddet med El.

  Jeg gik og nynnede med på radioens sange, mens jeg lavede kaffe og ristede toast. Og ved nogle af de bedste sange, brød jeg endda ud i højlydt sang og skruede ekstra op for lyden. Denne morgen måtte naboerne leve med min larm. Jeg havde brug for at synge. Jeg havde brug for at være glad.

  Lige før jeg spiste min morgenmad, besluttede jeg mig for at finde dagbogen frem. Jeg var blevet helt glad for at læse i den. Det mindede mig om, at der var mange mennesker ude i verden, der var lige så forvirrede som mig. Det var naturligt, at man var lidt rundtosset i denne alder. Men jeg var sikker på, at Skye ville finde ud af, hvilken vej hun skulle gå. Og at det samme ville ske for mig. Man skulle bare være tålmodig.

   Jeg bladrede om på siden med den 31. Januar, mens jeg tog en slurk af kaffen. Skyes efterhånden velkendte håndskrift fyldte siden. Bogstaverne flød næsten sammen i de små ord. Det var underligt at tænke på, at det i virkeligheden bare var det, det var. Kuglepensstreger, der formede små bogstaver, som sammen blev til ord og sætninger. Ord og sætninger, der beskrev en piges liv.

  I et kort øjeblik stoppede jeg med at læse og overvejede, om jeg selv skulle forsøge at skrive en dagbog. Måske ville det hjælpe på mit indre kaos at få skrevet mine følelser ned. Måske ville jeg endelig kunne få styr på mine tanker.

  Jeg rystede let på hovedet og tog endnu en bid af min toast. Jeg ville ikke kunne skrive en ordentlig dagbog. Jeg ville ikke kunne fortælle om mine dybeste følelser til et stykke papir. Jeg kunne ikke få kuglepensstreger til at forme noget meningsfuldt. Jeg kunne lige så godt droppe idéen. Dog smilte jeg alligevel lidt over min egen tanke. Det var det, der kom ud af sådan en dejlig morgen: Underlige og skøre idéer.  

  ”Men jeg håber alligevel inderligt, at et eller andet vil ske. Bare et eller andet. Den mindste ting er nok.

  Farvel, januar, og hej til dig, februar.”

  Jeg sukkede let, mens jeg læste det sidste stykke. Jeg havde det på samme måde som hende. Jeg håbede og drømte om, at et eller andet ville ske. Et eller andet, der gjorde, at jeg fik styr på mig selv. At jeg fandt min vej. Men jeg troede virkelig på, at noget nok skulle ændre sig snart. Jeg havde følelsen af, at forandring var på vej. At noget stort snart ville ske. Og jeg glædede mig.

  Jeg bladrede nysgerrigt videre på den anden side i håb om at finde ud af, om der var sket noget nyt for Skye på februars første dag. Men til min store skuffelse var der ikke andet end en hvid og tom side, da jeg bladrede. Den 1. Februar eksisterede ikke. Skye havde droppet sin dagbog.

  Min telefon vibrerede og udstødte en høj lyd, der rev mig ud af mine tanker. Jeg lukkede dagbogen i og skubbede den til side. Så fandt jeg mobilen frem og tjekkede hurtigt beskeden.

  Har du lyst til at komme over?

  Beskeden var fra Liam, men alligevel krævede det et par minutters overvejelse at finde et svar. Jeg var i så godt humør, og det risikerede jeg at ødelægge, hvis jeg gik ud. Men samtidig kunne det også gøre min dag meget bedre, at være sammen med Liam. Det krævede selvfølgelig, at jeg overhovedet kunne komme derhen og ikke blev overfaldet af paparazzier, hviskede en bitter stemme i mit hoved. Og jeg kunne ikke lade være med at være enig i den triste konstatering.

  Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville lade paparazzierne ødelægge mit liv og spærre mig inde i min lejlighed. Men det var lettere sagt end gjort. For når alt kom til alt, så var jeg jo virkelig bange for de overivrige, nyhedshungrende journalister og fotografer. De fik mig til at føle mig som et lille bræt, der blev hvirvlet rundt i en af havets voldsomme storme. De var store bølger, som jeg druknede i. Store bølger, som jeg aldrig kunne slippe væk fra. Men jeg måtte lære mig selv at flyde over dem.

  Meget gerne. Jeg er der om en times tid.

  Jeg smilte let, da beskeden var sendt af sted. På en eller anden måde føltes det som en sejr. En lille bitte sejr i kampen mod pressen. En sejr i kampen mod mit dårlige humør. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det måske var starten på noget nyt. Noget anderledes.

 

***

 

Liam og jeg lavede absolut ingenting, men vi havde det sjovt alligevel. Det var vel sådan, man vidste, hvem der virkelig var ens venner. Hvis man kunne nyde at tilbringe seks timer sammen uden rigtig at fortage sig noget som helst, så var det fordi, at man virkelig følte sig godt tilpas sammen. Og det gjorde Liam og jeg. Han var virkelig en fantastisk ven. Det fik jeg bekræftet, da han hele dagen undlod at snakke om El. Og jeg fik det understreget, da han til sidst spurgte ind til det alligevel.

  ”Nu må du ikke blive sur eller noget. Jeg spørger kun om det her, fordi jeg er din ven, og venner passer på hinanden. Selv når den ene ikke vil passes på.”

  Liam kiggede fåret på mig hen over bordet. Klokken seks var vi blevet enige om, at vi var sulte og havde bestilt pizza. Duften af tomatsovs og ost hang i luften og svævede sammen med hans ord. Jeg tog en stor bid af min mad, mens Liam fortsatte. Jeg spiste mest fordi, at jeg havde brug for at fortage mig et eller andet, mens Liam sad der og kiggede så indtrængende på mig.

  ”Er du helt okay efter alt det med El og hende der pigen? Jeg forstår godt, hvis du ikke er, for det må være en hård omgang at komme igennem så kort efter bruddet, når du bare forsøgte at komme videre og i gang igen.”

  Kort nikkede jeg, men sagde ikke noget. Jeg tænkte over svaret, mens jeg gnaskede på endnu et pizzastykke. Og da jeg endelig havde slugt, tøvede jeg et lille øjeblik, før jeg svarede.

  ”Jeg er ikke okay. Men det bliver jeg nok. Det er jo i virkeligheden en latterlig sag, men det er bare… det er for tideligt. Jeg ved godt, at der efterhånden er gået et par uger siden vi slog op. Men det føles stadig som om, at det var i går, det sluttede. Vi var trods alt sammen i flere år.”

  Mine mundviger klatrede let op i et lille og trist smil, da jeg havde talt færdigt. Mine hænder knugede om øldåsen foran mig, men jeg gad ikke tage en slurk. Jeg var for dybt optaget af mine tanker. Jeg havde ikke lyst til at drikke mig fuld den aften, og jeg vidste, at hvis jeg først tog en slurk, så ville mange andre hurtigt følge efter. Men jeg kunne alligevel heller ikke slippe dåsen. På en måde føltes det trygt, at have noget at holde fast i. Også selvom det ikke var andet end en dåse.

  ”Jeg forstår dig godt. Det er hårdt, når et forhold slutter, og pressen gør det ikke lettere at komme videre. Men du bliver nødt til at ignorere dem Louis. Ignorer dem og deres løgne, og lad være med at tænke over El. Hvis hun er sur på dig over en af deres falske historier, vil du så virkelig have hendes accept?”

  Jeg trak svagt på skuldrende samtidig med, at jeg rystede på hovedet. Det var et uklart svar, men jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg mente. Liam havde helt klart en pointe. Men jeg kunne ikke lade være med at føle en brændende trang til at gøre El glad. Jeg holdt jo stadig så meget af hende.

  ”Jeg tror virkelig, at Harry og Niall har ret. Du har brug for at komme ud at møde nogle nye mennesker og have det lidt sjovt. Jeg siger ikke, at du skal styrte direkte videre til et nyt forhold, eller at du skal flirte med alt, der trækker vejret. Men måske er det en god idé, at du… du ved… komme tilbage til markedet.”

  En kort latter undslap mine latter, og jeg lænede mig smilende tilbage i køkkenstolen, mens jeg stilte øldåsen fra mig. Jeg vidste godt, at Liam mente det godt, og derfor blev jeg ikke irriteret på ham. Men jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hans forslag.

  ”Jeg tror, at det, jeg mindst af alt har brug for lige nu, er at møde nye piger. Nej, jeg har brug for at få styr på mine følelser først. Og ærlig talt tror jeg ikke, at der findes en pige derude, som kan hjælpe mig med det. Kærlighed har en tendens til at gøre alt tusind gange mere kompliceret.”

  Liam modsagde mig ikke. Han smilte bare og svarede let, før han vendte tilbage til sin mad. ”Selvfølgelig. Du ved jo bedst selv, hvad du har brug for.”

 

Emnet blev ikke bragt mere op resten af aftenen. Men alligevel kunne jeg ikke jage det ud af mine tanker. Selv da jeg forlod Liams lejlighed, blev jeg ved med at tænke over samtalen. Især en sætning genlød i mit hoved. ”Du ved jo bedst selv, hvad du har brug for.” Gjorde jeg egentlig det? Vidste jeg virkelig, hvad jeg ville? Svaret var nej, selvom jeg ville ønske, at det var det modsatte. Jeg ville så gerne have lidt mere orden i mine følelser og tanker, men jeg var for forvirret til, at det kunne lade sig gøre.

  Jeg nåede døren til lejlighedskomplekset, hvilket heldigvis gjorde, at jeg ikke kunne fortsætte min tankerække. To gange måtte jeg indtaste en kode, før jeg blev lukket ind i bygningen. Og da jeg først var kommet derind, løb jeg så hurtigt, jeg kunne, op af trapperne. Jeg var helt forpustet, da jeg nåede min hoveddør, men det gjorde mig nu ikke noget. Det var altid rart at få løbet lidt, også selvom det kun var en kort tur op af trappen. Engang løb jeg næsten hver dag, fordi jeg blev mere klar i hovedet af det. Men da bandet fik travlt, droppede jeg den vane. Men jeg overvejede lidt at begynde igen. Løb var for mig ligesom svømning for Skye.

  Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af, at jeg begyndte at sammenligne mig selv med den mystiske dagbogspige. Det var egentlig ret fjollet. Men samtidig gav det god mening. Når man læste om en anden persons liv, kom man let til at føle, at man kendte dem. Det galt ikke kun romaner, men også gamle og glemte dagbøger.

  Netop som jeg tænkte på dagbogen, kom jeg ud i køkkenet, hvor det lille hæfte lå. Der var ingen grund til, at jeg havde det liggende fremme længere, for der var jo ikke flere sider i. Men alligevel havde jeg ikke lyst til at lægge den tilbage i skabet. Nu havde den ligget der i tre år i mørket, den trængte vel også til lidt solskin og frisk luft, selvom den kun var en ting. Og Skye var også god til at finde pointer, der passede godt til mit liv. Nogle af hendes passager burde jeg næsten læse igen.

  Jeg overvejede kort at gå hen og lave en kop kaffe, men da jeg opdagede, at klokken var lidt over midnat, droppede jeg den idé. I stedet fandt jeg en pakke kiks frem og satte mig hen med dem. Jeg havde nået det tidspunkt på natten, hvor jeg var energifyldt og sulten. Jeg havde lyst til at foretage mig et eller andet, selvom jeg virkelig burde gå i seng. Næste dag skulle vi i morgenradio og give interview, så jeg burde virkelig få noget søvn.

  Men jeg var for rastløs til at gå i seng. Derfor fortsatte jeg med at spise kiks, mens jeg lod mine øjne danse rundt i køkkenet. Til sidst nåede jeg til det punkt, hvor jeg kedede mig nok til at åbne dagbogen igen. Det kunne jo være, at Skye havde skrevet et eller andet længere inde i den.

  Jeg bladrede stille og roligt forbi dagene. Siden med den 31. Januar så ud præcis, som den gjorde om morgen. Hurtigt skimmede jeg bogstaverne, før jeg bladrede videre. Men dér, på den side, som burde være tom, så jeg noget, det fik hele min krop til at fryse i chok.

  Samme morgen havde siden været tom. Det var jeg helt sikker på. Men nu fyldte udtværede ord det hvide papir. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...