Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43066Visninger
AA

10. 31. januar 2010 ~ Skye

Anne havde ringet til mig. Adskillige gange endda. Hvorfor, vidste jeg dog ikke. Egentlig var grunden til, at jeg ikke tog den, ikke, at jeg var vred på hende. Det var, fordi jeg uden tvivl ville komme til at lyde død i den anden ende, for sådan havde jeg det, som jeg stirrede ned på min mobil, der blev ved med at vibrere. Lyden blev kun forstærket af det faktum, at den lå på træbordet ved siden af min seng. Jeg var træt og afkræftet. Det sidste, jeg havde brug for, var en hvinende stemme i den anden ende. Hun opdagede også senere, at jeg vist ikke havde tænkt mig at tage telefonen, og da hun gjorde det, skrev hun i stedet en sms.

  SKYE!!!!!!!!!!!!!

  Jeg bed mig i læben. Undskyld, Anne! Jeg har bare slet ikke kunnet finde min mobil i går, for du ved jo, at min mor har lidt af et rengøringsvanvid, og derfor kom hun ved en fejl til at smide den i vaskekurven sammen med mine gamle par bukser. Jeg nåede kun lige netop at redde den fra at blive druknet. Det var det, jeg ville sige til hende næste dag med en glad stemme og et stort smil fyldt med energi. Måske ville jeg endda tilføje en overbevisende latter derefter.

  Anne havde ingen idé om, at jeg var såret, så hun måtte ringe til mig af en anden grund. Egentlig var jeg nysgerrig efter at vide, hvad det var, hun havde at fortælle, men så let slap hun ikke. Ikke denne gang. Jeg var træt af at være pigen, der altid tilgav. Pigen, der var en trøstende skulder, når førsteprioriteten ikke lige havde tid. Pigen, der altid så passivt til, imens hun mistede alle dem, hun holdt af. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde bare så utrolig svært ved at holde på mine venner. Lige meget hvor meget jeg så spandt den, ville vores venskabstråd forblive tynd og skrøbelig. Skabt til at knække eller måske ligefrem blive klippet over.

  Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde været så trist på det seneste. Jeg havde ingen grund til at være sådan her, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at lade det dårlige humør overskygge alt andet i mit hoved. Jeg kunne ikke tænke klart; det var som at gå rundt i en endeløs tåge. Det var ikke længere muligt for mig at huske, hvordan det havde været at smile oprigtigt hele dagen lang. Selvfølgelig kunne jeg sagtens grine og mene det, men på det seneste havde trangen til at gøre det ikke meldt sig. Jeg savnede det. Meget.

  Jeg beskyldte det faktum, at jeg var teenager. Det var det, der gjorde mig så ked af det. Forvirret. For jeg vidste ikke længere, hvem jeg var. Jeg havde ikke længere nogen idé om min identitet. Mit navn var Skye Morgan, ja, men hvilke tre ord ville beskrive mig? Rundt på gulvet? Alt for vildfaren? Ikke tiden værd?

  Det, jeg hadede mest, var, at jeg virkelig ikke kunne finde ud af, hvad der var galt. For der var så meget galt – og alligevel så lidt. Det var problemer med mig selv. Det var ikke ting, der var uløselige. Det var bare mig, der var alt for doven til i det mindste at forsøge. Jeg havde givet op på at redde mig selv fra de indre dæmoner, der åd mig op indefra. Jeg havde mest af alt bare brug for en til at fortælle mig, at alt var okay. At jeg var god nok. At jeg hørte til her. Jeg havde brug for en, der kunne fortælle mig: ”Vi har alle nogle op- og nedture i livet, men det er det hele værd.” Men den person fandtes ikke.

  Sagen var, at jeg ikke sagde noget. Jeg havde da før prøvet på at hentyde til, at jeg ikke var så glad, som jeg ellers virkede, men selvom folk bemærkede det, prøvede de ikke nok. Eller også var det bare mig, der var besværlig. Anne havde før spurgt mig, om jeg var okay, hvor jeg havde trukket på skuldrene som svar, så derfor vidste hun, at noget foregik oppe i mit hoved, men hver gang hun havde prøvet på at hjælpe, havde jeg lukket af for hende. Og til sidst opgav hun vel.

  Mens jeg smilede halvhjertet til alle udenpå, foregik tredje verdenskrig i mit hoved. Jeg tænkte over så mange ting, at det var vildt. Et blad ville nok kunne sætte gang i nogle tanker, der ville fylde en hel roman, hvis de blev skrevet ned. Var det normalt at tænke så meget i den her alder?

  En af de ting, jeg savnede ved at være lille, var, at jeg dengang ikke forstod helt så meget. Jeg vidste ikke, hvorfor bladene skiftede farve i efteråret, eller hvorfor nogle mennesker havde blå øjne, mens andre havde brune. Jeg var så uvidende om livet. Og nu følte jeg, jeg havde været ved hver eneste krog. Jeg var ikke længere den nysgerrige, lille pige, der blev væk fra sin mor i supermarkedet, fordi hun snuste for meget rundt. Faktisk havde jeg ikke lyst til at vide mere, end jeg allerede gjorde, for alle de her informationer havde ødelagt alt for mig. Og jeg var nok ikke den eneste teenager, der havde det på den måde.

  Bzzzz, bzzzz, lød det endnu en gang fra min mobil. Jeg kastede et enkelt blik på den, inden jeg vendte tilbage til at hvile mit hoved mod puden. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage den. I hvert fald ikke allerede.

  Husk nu, at din mobil er blevet væk, mindede mine tanker mig om, og selvom jeg ikke direkte snakkede med nogen, nikkede jeg som for at understrege, at jeg havde forstået, at jeg ikke måtte tage telefonen – lige meget hvad.

  En sms tikkede ind på min mobil, og imens mit blik gled hen over ordene, samlede der sig en klump i min hals. Skye, tag så din telefon, det her er vigtiiiigt!!

  Nysgerrigheden prikkede til mig. Jeg havde sådan en brændende trang til at svare hende, for jeg ville gerne vide, hvad denne vigtige ting var. Det var sjældent, at Anne var så oppe at køre over noget, så det måtte virkelig være noget betydningsfuldt, hun ville fortælle mig om, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at holde mig selv i kort snor. Lige nu måtte jeg simpelthen bare ikke miste kontrollen.

  Jeg nød lidt følelsen af at være ukontaktbar. Som om jeg var en travl pige, der ikke altid lige havde overskud til at svare folk. En pige, der ikke altid var til stede, fordi hun havde alt for mange ting at skulle nå. Problemet var bare, at jeg var det komplet modsatte. Jeg misundte folk, der altid havde en booket kalender og var så stressede, at det slet ikke var til at forstå, men det var simpelthen så latterligt, for jeg var næsten også 100 % sikker på, at de misundte mig for at have en masse fritid. Jeg havde bare så ondt af mig selv, at det overskyggede alt andet. Selvom jeg egentlig burde være virkelig taknemmelig for, at jeg ikke var ved at drukne i ærinder, så var jeg det ikke. På ingen måde. I bare én dag ville jeg prøve at være den pige, hvis tid var lige så meget værd som et ophold på et femstjernet hotel. Én dag. Var det virkelig så meget at forlange?

  Det var søndag, så jeg havde ikke forfærdelig meget at foretage mig. De fleste søndage lavede jeg bare ingenting, og det endte tit med, at jeg ville sove hele dagen ud. Det var faktisk virkelig overraskende, hvor lang tid jeg egentlig kunne sove, men det tog mig så også evigheder at glide ind i søvnen. Jeg kunne nå at tænke hele livets mening igennem, før den mindste søvnighed ramte mig. Det var også derfor, jeg besluttede mig for at skrive et tidligt dagbogsindlæg, inden jeg ville gå ud til min mor og spørge, om hun havde brug for hjælp med noget – hvad som helst var fint for mig. Bare jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg var et travlt menneske. Snyde mig selv til at tro det for en kort stund.

31. januar 2010 

  Kære dagbog

  Jeg skriver primært i dig lige nu, fordi jeg ikke har andet at lave, hvilket er ret trist at tænke på, for jeg ville ønske, jeg var et af de der travle mennesker, der er ude hele dagen og kun lige kommer hjem for at sove i et par timer for derefter at drage videre. Det er sikkert vildt stressende i længden, men jeg hader altså virkelig bare at kede mig så meget, som jeg keder mig lige nu. Du må ikke forstå det som, at jeg kun skriver i dig, når jeg keder mig, for det er virkelig dejligt at kunne skrive alle mine tanker ud, men hvis jeg var et af de der travle mennesker, ville jeg ikke skrive i dig. Du er bare tidsfordriv.

  I morgen starter skolen igen, og jeg vil ikke have andet valg end at snakke med Anne igen efter det i går, selvom jeg virkelig ikke har lyst. Hun har ringet til mig et par gange og skrevet nogle sms’er, men jeg har ikke svaret hende. Jeg føler mig lidt ond, men alligevel er det dejligt for en gangs skyld at ’have for travlt til at svare hende’. Flere gange har hun givet mig den omgang, så det er vel kun fair med lidt gengæld … er det ikke?

  Det er vel også lidt bare mit råb – faktisk nærmere skrig – efter hjælp, for jeg vil virkelig gerne bare have, hun fortolker det på den måde, det virkelig hænger sammen. Jeg har ikke tænkt mig at sige, hvor ked af det jeg er over det i går, selvom jeg har lyst. I stedet vil jeg bare lade, som om alt er fint imellem os og håbe på, at hun så vil sige: ”Nej. Fortæl mig, hvad der er galt.” Det er så bare her, jeg ikke må håbe for meget, for høje forventninger resulterer altid i en skuffet Skye. Sådan er det altid. Jeg forventer så meget af folk, selvom jeg ikke er en skid bedre selv. Mit store ego får mig bare til at glemme, at jeg ikke har ret til at føle mig så tårnhøj. Det er nok også derfor, jeg har så meget selvmedlidenhed. Nogle gange har jeg bare lyst til at grine af mig selv, fordi jeg er så ynkelig. Hvis du havde evnen til at snakke, ville det første, du ville sige, nok være, at jeg bare skal holde min kæft, haha! Ingen mennesker i verden kan holde den her talestrøm ud. De når ikke at høre alt, før de er faldet i søvn eller gået sin vej. Jeg ville nok også selv bare blive halvirriteret og tænke: ”Sikke en opmærksomhedskrævende pige. Hun er da problemfyldt,” hvorefter jeg ville forlade vedkommende. Sådan en hykler jeg dog er.

  I morgen springer vi ind i februar. Jeg håber virkelig, at alt bliver bedre. At jeg kan starte på ny med alt. Igen må jeg så prøve på at undertrykke mine høje forventninger, for det er bare en ny måned – ikke et nyt år. Alt kommer jo ikke til at være forandret, bare fordi at vi er i februar. Jeg tror ikke engang, at vejret kommer til at være forandret. Men jeg håber alligevel inderligt, at et eller andet vil ske. Bare et eller andet. Den mindste ting er nok.

  Farvel, januar, og hej til dig, februar.

  - Skye

 

____________________________________

 

Beklager, hvis kapitlet blev lidt kedeligt and stuff, men jeg er i sommerhus, så jeg har ikke lige haft tid til at tænke historien vildt meget igennem, men dramaet kommer snart - promise!

Det har desværre ikke været muligt for mig at komme i kontakt med Cecilie for some reason, så jeg publicerer dette kapitel uden tilladelse, men forhåbentlig er det ok.. Jeg kan bare ikke lide at gøre det, når hun ikke har læst det igennem, suk. :-( På den anden side har vi jo alle sommerferie, så nogle af os er på ferie and stuff, så det er sikkert bare det, der gør, hun ikke lige er kontaktbar. Nå, men jeg håber, I kunne lide kapitlet, på trods af at der ikke sker så meget. Dramaet er på vej, så hold ud, venner! x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...