Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43453Visninger
AA

9. 30. januar 2013 - Louis

Da jeg forsøgte at købe en flaske mælk, blev jeg overfaldet. Det var ikke voldligt, medmindre man snakkede om skaden på min sjæl. Det var en hær af fotografer overfaldt mig. Deres spørgsmål var pile, der skar gennem luften og borede sig ind i min sjæl. Stak mig. Efterlod smertende sår i mit indre.

  ”Var du Eleanor utro?” Nej. ”Er du sammen med May?” Nej.

  Jeg sagde ikke svarene højt. Jeg råbte ikke til dem, at de tog fuldstændig fejl. Jeg bed tænderne sammen og forsøgte at mase mig hen til supermarkedets indgang. I et øjeblik overvejede jeg at glemme den flaske mælk, men den tanke droppede jeg hurtigt. Jeg ville ikke lade de idioter ødelægge mit liv. Jeg havde ikke tænkt mig at leve som en fange i min egen lejlighed, bare så jeg kunne undgå dem.

  Jeg nikkede bestemt af min egen tavse beslutning. Mine skridt blev længere og hurtigere, og inden for to minutter havde jeg ved hjælp af mine skarpe albuer fundet vej ind i butikken. Butiksejeren skyndte sig at råbe til fotograferne, at de skulle holde sig udenfor – købmandsbutikken var privat ejendom.  

  Et lettet suk undslap mine læber, da paparazzierne opgav kampen for at komme indenfor. Jeg greb en kurv og begav mig langsomt ned af den smalle gang. Jeg skulle egentlig kun have en liter mælk, men der var så rart og stille i butikken, at jeg tog mig god tid. Hylderne rejste sig højt over mig og fik mig til at føle mig mere beskyttet. Mere anonym.

  Det var en lettelse at slippe væk fra de skarpe blitzlys. De hårdslående spørgsmål. Og værst af alt – De brændende blikke.  

  Det var pigen, May, som jeg havde været i seng med, der var skyld i fotografernes særlige iver. Men egentlig var jeg ikke så vred over det. Jeg var knap nok irriteret. Jeg vidste, at det bare var sådan det var. Det var en del af den underforståede kontrakt jeg havde skrevet under på sammen med pladeaftalen.

  Det var det, der var mit problem. Det værste ved hele situationen var, at jeg vidste at det ikke var specielt. Det ville ske igen. Det var ikke noget særligt. Det var almindeligt. Det var normalt for mig. Og det var det der var problemet.

  Jeg nåede hen til køleskabet med mælk og greb ud efter en flaske. Snart efter stod jeg i slikafdelingen og ledte efter min yndlingschokolade. Den dag havde jeg ikke lyst til at lave andet end at spise take-away og slik, mens jeg så film. Det var egentlig en dum idé, for jeg burde i stedet fortsætte med mit liv som om at intet var hændt. Men den morgen havde jeg aflyst min aftale med nogle venner. Jeg havde ryddet min kalender. For selvom jeg forsøgte at lade som om, at det ikke betød noget særligt at butiksejere måtte jage paparazzier væk, når jeg skulle købe mælk, så vidste jeg godt selv, at det var en løgn.

  Det var normalt, men derfor var det stadig specielt. Det var det, der var pointen. Jeg var vant til det, men jeg hadede det stadig. Jeg hadede det.

 

***

 

Det lykkedes mig at komme hjem. Jeg kunne ikke sige, at det var sket uden problemer og forhindringer. Men jeg var i det mindste kommet tilbage til min lejlighed uden at være kommet til skade, hvilket gjorde mig helt lettet. Jeg betragtede ikke mig selv som en bange type, men de overivrige fotografer, der ville gøre alt for et billede, skræmte mig.

  Jeg lavede en kop stærk, sort kaffe og hev pladen med Galaxy chokolade frem fra indkøbsposen. Den cremede mælkechokolade var min absolutte favorit. Den var perfekt til en trist, kedelig og irriterende regnvejrsdag som denne. Jeg gad ikke at sætte en film på, men tændte i stedet for tv-et og fandt et ”Dr. Who” serie-maraton, som jeg satte mig til at se. Eller, man kunne vist ikke rigtig sige, at jeg programmet. Mine øjne hvilede på skærmen, men mine tanker var langt, langt væk.

  De tanker befandt sig helt bestemt i en lejlighed i den anden ende af London. Den lejlighed, hvor El boede. Hendes anklager gav mening, da jeg så internetaviserne og opdagede, hvad May havde sagt. Hun påstod åbenbart, at vi var mere end en enkelt nats romance. Og det var det, der gjorde El så rasende. Hun troede, at jeg allerede nu havde en ny kæreste. Der var knap nok gået et par uger siden vi slog op, og jeg var nok også blevet vred, hvis hun allerede var kommet videre.

  Det var egentlig dumt, at vi stadig havde det sådan. Vores forhold var slut. Vi var ikke sammen længere, og jeg havde heller ikke lyst til at være Els kæreste mere. Men jeg savnede det vi havde. Jeg savnede den tid, hvor vi var så forelskede, at hele verden kun drejede sig om vores kærlighed. Jeg savnede at være så glad, som jeg var dengang.

  Jeg vidste ikke helt, hvordan det gik til, at jeg sad med min telefon i hånden og stirrede på beskeden, der var sendt for få sekunder siden. Det var et enkelt ord. Skrevet så hurtigt, at jeg ikke selv havde opfattet det. Et ord, som jeg havde sendt af sted til Els nummer, som jeg stadig kunne i hovedet.

  Undskyld

  Jeg burde ikke undskylde. Jeg havde ikke noget at være ked af. Intet af det, der skete var min skyld. Jeg kunne ikke gøre for, at El var ked af det. Men jeg følte mig alligevel skyldig, og det hadede jeg. Jeg hadede stadig at føle mig ansvarlig for Els tårer. Hvis jeg kunne gøre noget for, at hun var glad, så ville jeg ikke tøve. For selvom vi ikke længere var sammen, så smittede hendes følelser stadig af på mig. Jeg havde stadig lyst til at smile, når hun smilte. Græde, når hun græd.

  Jeg ventede i ti minutter. Der kom ikke noget svar. Jeg ventede i et kvarter. Der kom ikke noget svar. Jeg ventede i en halv time. Der kom ikke noget svar. Jeg ventede i en time, men telefonen forblev stille.

  Det var en spottende stilhed. Som om det lille apparat længtes efter at bryde ud i hånlig latter og fortælle mig, at jeg var en idiot. Hvorfor skulle hun svare mig? Der var ingen grund til, at hun skulle skrive noget tilbage til mig. Min besked betød sikkert ingenting for hende. Hvorfor havde jeg overhovedet sendt den?

  Jeg havde lyst til at hamre telefonen ind i væggen og smadre den. Men tanken om, at jeg så ikke ville kunne se Els svar, hvis hun da svarede, fik mig til at opgive den idé. Men jeg blev nødt til at komme væk fra den. Jeg måtte flygte fra mine forvirrende tanker.

  Hurtigt rejste jeg mig op, og med lange skridt gik jeg gennem stuen. Døren til gæsteværelset stod stadig lidt på klem og knirkede utilfredst, da jeg åbnede den. Jeg tøvede et øjeblik, før jeg trådte helt ind i lokalet. Jeg var ikke sikker på, at jeg virkelig havde lyst til at gøre det. At jeg virkelig var så langt ude, at jeg havde brug for at læse en fremmed piges dagbog.

  Men fem minutter senere sad jeg alligevel foroverbøjet på gulvet og lod mine øjne danse over den tætskrevne side. Hun fortalte om, at hun følte sig glemt. Hun var tredjehjulet. Pigen som aldrig var med i samtalen. Hende, hvis kalender altid var tom. Hendes liv var så forskelligt fra mit. Men hendes hverdag gav mig lyst til at græde. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg anede ikke, hvordan det kunne være, at en fremmed piges dagbog fik mig til at føle sådan.

  Måske var det fordi, at hun næsten var på alder med mig. Hun var en ung pige, der stod på kanten til at blive voksen. Men hun anede stadig ikke, hvem hun var. Hun vidste ikke, hvad hendes plads i denne verden var. Det gjorde jeg heller ikke, og det var nok derfor, jeg nød at læse Skyes dagbog. Hun fortalte mig sine hemmeligheder gennem papiret. Og det fik mig til at tænke på, hvilke ting jeg ville skrive ned i en dagbog.

  Hvad ville en fremmed tænke, hvis vedkommende fandt min dagbog om tre år? Hvad ville en, der kendte mig tænke? Et ord ville helt sikkert dukke op i deres tanker. En beskrivelse af mig ville uden tvivl være med. Forvirret.  

 

____________________________________

Grunden til, at kapitlet her er lidt forsinket, er, at jeg lige har været i Frankrig (dejlig varmt!) og dimitterede fra folkeskolen i tirsdags (med et fantastisk afgangsbevis og en hyggelig aften). Jeg er ked af, at det tog så lang tid, men der var jo ikke rigtig noget at gøre, så jeg håber, at det er fint nok. Nu har jeg i det mindste officielt fået sommerferie! 

Tak fordi I læser!

- Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...