Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42772Visninger
AA

8. 30. januar 2010 ~ Skye

Vejret var ved at blive godt igen. Det var ikke sådan, at jeg kunne gå i shorts, eller at jeg fik lyst til at drikke en smoothie, men jeg kunne smide vinterjakken, og det var da fremskridt. Tanken om, at det var weekend, gjorde mig glad. Jeg havde virkelig set frem til at slappe lidt af og komme væk fra skolen, for selvom jeg ikke direkte hadede undervisning, så var det kedeligt og energidrænende.

  Jeg havde aftalt at være sammen med Anne. Vi skulle ud og shoppe, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke glædede mig virkelig meget. Jeg savnede at tilbringe tid sammen med hende, for det havde vi ikke rigtig haft tid til på det seneste, fordi vi begge havde haft lidt travlt – det var i hvert fald det, jeg prøvede at bilde hende ind. Det stod nærmere til sådan, at det var hende, der var ved at drukne i lektier og aftaler, mens jeg for det meste lå hjemme i sengen og hvilede mit hoved mod puden. Jeg gad bare ikke virke som pigen, hvis kalender altid var ryddet. Men det var jeg. Trist, ikke?

  Jeg befandt mig i et undergrundstog på vej ud til Oxford Street. Ved siden af mig sad en dreng, som hørte noget lidt for høj musik, og over for sad en gammel dame med en avis i hånden. Omgivelserne udenfor flimrede forbi mig, som jeg stirrede ud med et kedsomt blik. Egentlig brød jeg mig ikke om at shoppe, for jeg endte altid med at bruge mine penge på sandwicher og dyre juicer, men jeg gjorde det jo for Annes skyld. Desuden var det hyggeligt at sidde og snakke på en café. Jeg ville bare ønske, jeg måske også fik andet ud af det. Jeg forventede ikke at få hele min garderobe erstattet, men jeg gad godt bare kunne gå hjem og svare min mor, at jeg havde fået et par nye, vildt søde shorts, når hun nu spurgte mig, om jeg havde fundet noget interessant.

  Jeg skævede lidt til drengen ved siden af mig, som overhovedet ikke bemærkede min tilstedeværelse. Jeg var så godt som usynlig for ham, men det var vel også okay. Jeg kendte ham trods alt ikke, og han kendte ikke mig. Den højlydte musik, der lød som en masse hviskende stemmer, generede mig ikke synderlig meget, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at kaste et blik på ham. Jeg kunne høre, at det, han lyttede til, var heavy metal eller noget, der mindede om det. Selv foretrak jeg de mere stille sange, hvor man rent faktisk kunne tænke klart, men alle havde vel hver sin smag. Aggressiv musik efterlod bare altid mit hoved i ét stort rod.

***

”Skye, Skye, Skyeeee!” hvinede Anne med et kæmpe smil, da hun fik øje på mig ude foran Primark, hvor vi havde aftalt at mødes, hvorefter hun spurtede hen til mig og gav mig et kram.

  ”Jeg er også glad for at se dig, Anne!” lo jeg, da vi havde trukket os fra hinanden. ”Hvorfor var du ikke i skole i går?”

  ”Jeg orkede det ikke lige,” svarede hun med et træk på skuldrene. Det var egentlig ikke, fordi hun pjækkede vildt meget, for hun var i skole det meste af året, og hendes karakterer var også virkelig gode. ”Det gør vel ikke noget, jeg tager fri én dag, når jeg slet ikke har gjort det andre dage i år.”

  ”Det har du ret i,” nikkede jeg. ”Nogle gange har vi alle brug for fridage, ikke?”

  ”Åbenbart ikke.” Jeg kiggede forvirret på hende, så hun skyndte sig at fortsætte. ”Du har trods alt været i skole hver dag. Skye, du er simpelthen sådan en mønsterelev.”

  Det sidste blev tilføjet med nogle rullende øjne.

  ”Vel er jeg så,” fnøs jeg. Selvom det tydeligvis var ment for sjov, så kunne jeg ikke lide at få det at vide. Hun fik mig til at lyde så kedelig, og selvom jeg var det, var det ikke rart at få påpeget. ”Jeg går bare op i skolen. Og det gør du da også, Anne. Det er ikke, fordi du pjækker særlig ofte.”

  Jeg kunne mærke, at stemningen var ved at blive lidt ubehagelig. Det var, som om det pludselig var blevet en anelse koldere, og den kølige vind åndede mig i nakken og hviskede: ”Snart mister du også Anne. Din eneste ven.”

  ”Men det er vel lige meget,” skyndte jeg mig derfor at tilføje, og straks blødte hendes ansigt lidt op. Hun havde ikke direkte set vred ud, men udtrykket i ansigtet havde mindet om noget, der var på vej til at blive det.

  ”Ja, det er så!” Et stort smil prydede om hendes læber, hvorefter hun greb min arm. ”Nå, hvor vil du så starte henne?”

  ”Hvad siger du til American Apparel? Nej, vent – først Dorothy Perkins!”

  ”Det lyder som en plan.” Jeg løftede foden for at tage et skridt, men blev stoppet af Anne, hvilket fik mig til at stirre lettere forvirret på hende med et blik, der spurgte om hvorfor. ”Fik jeg for resten ikke sagt det? Jeg har inviteret Lydia, hvis det er okay. Kan vi ikke lige vente på hende i et lille stykke tid?”

  I det øjeblik kunne jeg lige så godt være blevet slået i maven. Det ville ikke have gjort nogen forskel. Jo, faktisk gjorde det her mere ondt. Selv den største mavepuster ville ikke kunne have hamlet op med den fortvivlelse, jeg gik inde med i det øjeblik. Jeg havde det, som om al luft var blevet tvunget ud af mig, for pludselig var jeg så godt som forstenet. Ikke et eneste ord forlod mine læber. I stedet kneb jeg bare øjnene sammen og fortsatte min stirren.

  Det her skulle have været vores aftale. Vores. Og med ’vores’ mente jeg altså kun Annes og min. Jeg kunne slet ikke fatte, hun havde inviteret Lydia. Selvfølgelig ville jeg da gerne møde Lydia på et eller andet tidspunkt, men da ikke allerede nu. Lige nu var det meningen, jeg skulle have Anne for mig selv. Bare i lidt tid endnu, før Lydia kunne komme vadende og klippe vores venskab over, som var det en tynd tråd.

  Det var trist at se sandheden i øjnene, men efter at have lukket øjnene i to sekunder stod det klart for mig. Accepten havde allerede taget bo i mit indre, så jeg var forberedt. Det var i hvert fald, hvad jeg fortalte mig selv. Ordene var blevet skåret ind i mit hjerte, så der var ingen tvivl om, at denne episode nogensinde ville blive glemt. Jeg var allerede blevet erstattet.

***

Lydia var smuk. Faktisk var ’smuk’ en underdrivelse. Hun var betagende. Som et kunstværk, der var mere værd end Mona Lisa. Hele hendes ansigt var så perfekt skabt, at det næsten slet ikke var til at tro. Det var egentlig ikke, fordi hun lignede en model, selvom hun var høj nok til at blive det, men hendes træk var simpelthen bare så unikke. Jeg havde virkelig aldrig mødt nogen så fascinerende som hende, og jeg var ikke det mindste i tvivl om, at hun sikkert også var virkelig sød. Hvis det ikke havde været for Anne, ville jeg nok straks have elsket hende, for hun var utrolig elskværdig. Der var bare det, at hun havde ’stjålet’ Anne fra mig. Ladet sine perfekt polerede negle gribe fat om min hidtil bedste ven fra skolen og så trukket hende bort fra mig.

  Men jeg forstod det jo godt. Jeg havde jo allerede flere gange fortalt mig selv, at det kun var fair, Anne valgte Lydia frem for mig. Jeg var det stødte æble, mens hun var det saftige, friske æble, som var helt friskplukket. Alt fra hendes lyse, bølgende hår til den glatte, silkelignende hud var beundringsværdigt. Og det mærkeligste var, at hun var bleg, men det klædte hende. Jeg kunne slet ikke forestille mig hende brunere, for den spøgelseslignende farve fuldendte bare det hele. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men Lydia så fortabt ud. Hun så smuk ud på en fortabt måde. Det var, som om hendes øjne rummede en dyb historie, som kun hun kendte til og forstod. Forklarligt kunne man vist ikke rigtig kalde hendes udseende. Der var noget ved, hvordan hun havde ekstrameget mascara på undervipperne, som komplimenterede de store, tænksomme øjne virkelig meget. Hun havde desuden også en næse, jeg virkelig misundte. Mens jeg havde lidt af et ravnenæb, så havde hun en perfekt buet næse med nogle utydelige fregner til at dekorere den. De var ikke særlig tydelige, så de passede meget godt til det lyse hår, som var en anelse kruset og langt fra Rapunzel-hår. Og det var det, der var ved hende. Hun var perfekt på en uperfekt måde.

  ”Det er virkelig rart at møde dig,” smilede hun venligt og rakte en hånd frem mod mig. ”Anne har snakket virkelig meget om dig! Og jeg må virkelig indrømme, du er meget smukkere i virkeligheden, end du er på billeder.”

  Hun var virkelig sød. Det irriterede mig. ”Det er du også virkelig!”

  Vi stod lidt og kiggede betragtede hinanden med et venligt udtryk i øjnene, og jeg ledte febrilsk efter nogle ord, men mit hoved var tomt.

  ”Nå, skal vi gå?” spurgte Anne afventende, hvilket var en lettelse for mig, og jeg var hurtig til at nikke.

  ”Lad os gøre det.”

***

Selvom det ikke var meget varmt, gik vi alligevel med en softice i hånden, og jeg måtte indrømme, det virkelig var hyggeligt at være sammen med Anne og Lydia. Vi havde kun gået rundt i en lille halv time, men allerede nu havde jeg fået et godt indtryk af Lydia, selvom jeg ikke var meget for at sige det, for det fik mig bare til at have det værre over, at jeg ikke brød mig synderlig meget om hende. Det, at hun var sød, ændrede nemlig stadig ikke på, at hun havde taget Anne fra mig. Det ville ikke engang have gjort nogen forskel, hvis hun gav mig en gavekurv med et kæmpe ’UNDSKYLD’-skilt på.

  ”Kan du huske, da vi spiste softice der i går?” spurgte Anne henvendt til Lydia, og Lydia nikkede straks med et grin.

  ”Alt for godt – jeg er sådan en klodsmajor nogle gange!” lo hun og kastede sit hoved bagover. ”Hvordan gik det overhovedet til, at jeg tabte den?”

  ”Jeg ved det ikke. Jeg kiggede bare væk i ét sekund, og pludselig lå isen på gulvet fuldstændig splattet ud,” grinede hun.

  ”Det minder mig om dengang, vi var sammen! Der med hot – ” ”Det var virkelig bare latterligt!”

  Jeg pressede læberne mod hinanden og stirrede på de to veninder foran mig.

  ”Og så skulle du absolut spise min!” fortsatte Anne og sendte Lydia et bebrejdende blik, inden hun gav sig til at grine videre, som om hun slet ikke havde bemærket mine ord.

  ”Jeg er en sulten pige, okay?” forsvarede Lydia sig selv og rullede med øjnene. ”Desuden har du ikke godt af al det junkfood! Før du ved af det, er du en rund kugle, der bliver nødt til at trille rundt.”

  Jeg forventede det værste. Anne var virkelig, virkelig overfølsom, når det gjaldt vægten, for hun havde haft en periode i livet, hvor anoreksi havde taget kontrol over alt. Hver gang nogen bragte sådan noget op, plejede hun at blive helt udtryksløs i ansigtet – men det var anderledes med Lydia. Selvfølgelig var det det.

  ”Det er ikke, fordi det er meget bedre med dig!” gav Anne igen med en højlydt latter. Uden de havde bemærket det, havde de skubbet mig længere og længere bagud, så jeg nu gik bag dem på fortovet. Der var nemlig ikke plads til os alle tre på de smalle fliser. En var jo nødt til at være tredjemøllehjulet. Og den ene var mig.

***

30. januar 2010

  Kære dagbog

  Jeg er frustreret. Ærlig talt. Jeg ved, jeg skrev, at i dag nok ville blive bedre end i går, men jeg tog fejl. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere uværdsat. Usynlig. Svigtet. Det er nok mig, der overreagerer, men sådan er teenagere jo, ikke? Vi er de største dramaqueens og kan begynde at tudebrøle over de mindste ting. Sådan er vi. Det er sandheden.

  Jeg var sammen med Anne i dag – og åbenbart også Lydia. Anne havde overhovedet ikke fortalt mig noget om, at hun ville komme, så da hun pludselig bare nævnte det, som om det var ingenting, blev jeg virkelig ked af det. Det gør man da ikke bare. Eller gør man? Er jeg unormal? Burde det være okay? Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tro længere, for jeg føler, at mit hoved så småt er begyndt at forvandle sig til et enormt kaos.

  Det var vildt hyggeligt til at starte med, og Lydia er den sødeste og smukkeste pige, jeg nogensinde har mødt. Jeg forstår godt, hvorfor Anne er så vild med hende. Men som dagen gik, begyndte jeg bare at føle mig mere og mere ubetydelig. De lagde ikke rigtig mærke til mig, for jeg sagde ikke så meget, eftersom de altid snakkede om noget internt. Når jeg så endelig åbnede munden, ville en af dem afbryde mig, som om de ikke havde hørt mig. Det havde de nok heller ikke.

  Til sidst gik jeg bare bag dem, som var jeg en fremmed, der skulle forbi dem, men ikke gad trænge sig på. Ville det have gjort nogen forskel, hvis jeg ikke havde været der? Det tror jeg ikke. Ville det gøre nogen forskel, hvis jeg i det hele taget bare forsvandt? Det tror jeg heller ikke. For ved du hvad? Ikke blot er jeg ubetydelig. Jeg er også en byrde. Det var selvfølgelig ikke nok med, at de holdt mig udenfor, for da jeg skulle hjemad, havde jeg da også lige mistet min pung. Hvor heldig har man lov til at være. Nå, men til byrde-delen. Kan du fatte, at de ikke gad låne mig penge? I vildt lang tid stod vi bare og diskuterede lidt – eller faktisk diskuterede Lydia og Anne om, hvad vi skulle gøre, mens jeg bare overvejede, hvor lang tid det ville tage at gå hjem. Jeg beklager da meget for, at jeg mistede min pung. Det ville have været meget nemmere, hvis jeg ikke havde været der. Så ville Anne og Lydia begge være kommet hjem meget tidligere, fordi de ville være sluppet for den lange diskussion. Faktisk var det ikke en diskussion. Det er de for gode venner til.

  Jeg føler, at hele dagen bare har været en tur ned ad en stejl bakke. Mit liv er mere som en rutsjebane, for det går også op ad nogle gange. Bare ikke lige nu. Lige nu vælter alle tingene ned over hinanden som dominobrikker. Jeg kan slet ikke nå at få et overblik over et problem, før det næste opstår. Alt, jeg ved, er, at jeg er forberedt på at miste kontakten til Anne. Og jeg bebrejder hende ikke engang det mindste. Jeg er ikke nogens førstevalg, og det har jeg altid vidst. Derfor ved jeg også, jeg er nødt til at leve med det. Jeg har simpelthen valgt at leve med det, og hvor underligt det så end lyder, så er jeg virkelig ikke vred. Jeg føler mig bare svigtet. Det er alt.

  - Skye

 

________________________________

 

Det er ret trist at publicere et kapitel, når Cecilie ikke har læst det igennem, men da hun er i Frankrig, vil jeg ikke forstyrre hende, ehehe. Nå, men jeg håber, I kan lide kapitlet! Vi har vel alle prøvet det der med at være tredjemøllehjulet.. x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...