Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42778Visninger
AA

15. 3. februar 2013 - Louis

 

Taxaen skar i en blød bevægelse gennem den mørke vinternat. Frosten hang i luften udenfor, og fik verden til at virke underlig. Frisk. Ny. Som om at hele universet netop var blev født igen denne kolde nat i februar.

  Det var den faktisk også. I hvert fald for mig. Som jeg sad der på vej hjem i taxaen, kunne jeg ikke forhindre smilet i at blomstre op i mit trætte ansigt. En følelse af lettelse brusede gennem min krop. Jeg sad tilbagelænet og en anelse sammenfalden i det falmede lædersæde. Tænkte ikke på andet end, hvor rart det føltes. Hvor lettende det var endelig at have snakket ud med El. Det eneste andet, der var plads til i mit hoved, var brudstykker af sange, der dansede ud af den gamle bilradio. Chaufføren holdt åbenbart stadig fast i de gode klassiske sange. Nummeret, der blev spillet, var i hvert fald gammelt nok til, at jeg kunne huske at have danset rundt til det som femårig.

If I was a sculptor, but then again, no

Or a man who makes potions in a travelling show

I know it's not much but it's the best I can do

My gift is my song and this one's for you

  Elton Johns “Your Song”. En af mine gamle favoritter. En sang, der på trods af sin enkelthed kunne ramme en direkte i hjertet. Og i det øjeblik, mens jeg sad på bagsædet i en snavset taxa klokken tre om natten, føltes den lille, simple sang meget stor og meget vigtig.

And you can tell everybody this is your song

It may be quite simple but now that it's done

I hope you don't mind

I hope you don't mind that I put down in words

How wonderful life is while you're in the world

  Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan det måtte være, at være så forelsket. At føle sådan for et andet menneske. Jeg havde haft kærester, som jeg var dybt og inderligt forelsket i. Jeg havde endda haft kærester, som jeg elskede. Men jeg havde aldrig oplevet noget som det, der blev beskrevet i sangen. En så overvældende og fantastisk kærlighed. Det var en drøm, der virkede ufattelig usandsynlig. Især den nat føltes den fuldstændig uopnåelig. Men alligevel. Der var et lille håb. Et lille håb, der skinnede som gadelygterne på den mørke vej.

  Sukkende lukkede jeg øjnene og lod musikken og nattens minder rive mig væk fra virkeligheden.

 

El åbnede døren for mig mig, da jeg kom. Jeg havde ellers tvivlet på, at hun ville lukke mig ind. Men der stod hun alligevel i døråbningen. En varm pyjamas hang om hendes spinkle krop, håret var uredt, og der var mørke halvmåner under de øjne, som havde fortryllet mig et utal af gange. Men hun havde ikke længere den effekt på mig. Hun fik ikke mit hjerte til at banke hårdt mod brystbenet. Dog havde jeg stadig lyst til at lægge mine arme om hende. Men det var ikke fordi, at jeg længtes efter at mærke hendes læber mod mine. Det var fordi, at hun så så ynkelig og fortabt ud, som hun stod der. Og uanset, hvad der var sket, så var El jo stadig en af mine bedste venner. Hun forstod mig på en måde, som ingen andre gjorde.

  ”El, vil du ikke godt høre på mig? Giv mig fem minutter til at forklare. Bare fem minutter! Fortjener jeg virkelig at miste min bedste ven på grund af pressens løgne?!”

  Min bøn fik hende til at stivne i et øjeblik. De store øjne var fyldt med bebrejdelse, og jeg kunne ikke forhindre skylden i at svide. Jeg hadede at såre hende. Havde altid hadet det brændende. Lige fra starten af, havde jeg altid følt, at jeg skulle passe på hende. At jeg skulle gøre mit bedste for, at der aldrig skete noget med hende. Men alligevel havde jeg knust hendes hjerte et utal af gange, ligesom hun havde knust mit. På trods af dette vidste jeg dog, at den eneste, der virkelig kunne lime mig sammen igen, var hende. Min bedste ven.

  ”Okay,” hun hviskede de ord, jeg så brændende ville høre, ”Fem minutter Lou.”

 

”Så,” chaufføren skruede ned for musikken og flåede mig derved tilbage til virkeligheden, ”Det er her, du skal af, er det ikke?” Jeg vendte mig og kiggede træt ud af ruden. Den mørke bygning foran mig virkede i et kort øjeblik helt fremmed, men så genkendte jeg huset. Huset, hvor jeg nu boede. Det sted, hvor min lille lejlighed lå. Det sted, hvor Skye engang også havde levet.

  ”Jo, det er det. Det er her jeg bor.”

  Hurtigt betalte jeg den ældre mand og sprang ud af bilen. Med hurtige skridt tilbagelagde jeg vejen over fortovet, indtil jeg nåede hoveddøren. Luften stak, bed og prikkede, men den rensede også mit hoved og mit sind. Den fik mig til at føle mig helt ren indeni. Det var noget, som ikke engang det grundigste bad kunne gøre. Varmt vand og sæbe var intet imod vinterens isende blæst.

  Da jeg endelig var kommet op af trapperne og havde låst min dør, smed jeg mig i sofaen. Puderne omfavnede mig og min krop blev langsomt varmere og tungere. Den søvn, som jeg havde manglet i så mange dage, kom nu alt for let til mig. Den var lige ved at få mig til at glemme den ene ting, jeg manglede og gøre den nat. Den ene ting, der skulle gøre min aften fuldendt. Jeg måtte have svar på det mest brændende og underlige spørgsmål, inden jeg gik i seng. Det måtte jeg simpelthen.
  Inden jeg gik ind i gæsteværelset, kastede jeg et blik på min telefon. Der var syv ulæste beskeder, alle sammen fra May, og de uret fortalte mig, at klokken var halv fire om natten. Jeg orkede ikke at læse beskederne og smed bare mobilen hen i sofaens hjørne, inden jeg rejste mig op. Målrettet gik jeg ind, fandt dagbogen frem og satte mig på det kolde gulv i gæsteværelset. Loftlampen blinkede drilsk til mig, men jeg tog mig ikke rigtig af den. Jeg kunne ordne den i morgen, nu havde jeg noget meget vigtigere at gøre.

  Siderne gled hurtigt forbi mine øjne. Mine fingre dansede over papiret. Jeg ledte. Ledte efter den sorte dato, som muligvis slet ikke eksisterede. Men det kunne jo være. Det kunne være, at det rent faktisk var sandt. At jeg ikke bare var sindssyg og overtræt.

  Dér var den. Sort skrift på hvidt papir. D. 3. Februar 2010. En dato. En dato, der var overstået for tre år siden. I nogle få minutter var det som om, at alt inden i mig stoppede. Som var jeg et ur, hvis tandhjul ikke ville dreje rundt. Men så kom der gang i mig igen. Noget vågnede. Noget faldt på plads. Og jeg gav mig til at læse. Mine øjne gled hurtigt over Skyes velkendte skrift. Hendes fortællingen fangede mig, som om jeg sad lige ved siden af hende. Men det gjorde jeg jo ikke. Der var hele tre år imellem os.

  Det var min telefon, der afbrød mig, før jeg havde læst mere en tre linjer. Den ringede og ringede. Gang på gang. Den nægtede at stoppe. Til sidst gav jeg op. Jeg lagde forsigtigt dagbogen med siderne nedad, så jeg kunne vende tilbage til læsningen, og rejste mig så op. Jeg var for træt til at skynde mig ud til telefonen, og opkalderens tålmodighed var åbenbart ikke specielt lang. Så da jeg til sidst var nået ud til sofaen, var det eneste, der mødte mig en besked på min telefonsvarer.

  ”Louis, du bliver nødt til at tage din telefon for helvede. Det er May. Hende pigen du var sammen med. Hun har taget en overdosis.” 

 

____________________________________
Hej søde mennesker - hvis der da stadig er nogen af jer, der følger med, på trods af min ufattelig langsomme skrivning? Jeg er ked af, at jeg har brugt så lang tid på at opdatere. Men jeg er startet i gymnasiet og har mildest talt ikke fået en let start... Men nu lykkedes det! Jeg har en dejlig let weekend, hvor jeg kun skal lave de sædvanelige lektier og en matematikaflevering, så der er god tid til skrivningen. Og så fik min veninde billetter til One Direction i Parken!! Yay!! Så kom jeg lige i rigtig godt fanfiction humør, haha :) 

Nå, jeg kan ikke love at opdatere bedre næste gang. Men jeg vil gerne love jer, at jeg gør mit aller bedste for at opdatere hurtigere! 

- Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...