Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43069Visninger
AA

16. 3. februar 2010 ~ Skye

Da jeg slog øjnene op d. 3. februar 2010, vidste jeg, det ville blive en trist dag. Hele mit hoved var overdynget med sorte tanker, og hvis det havde været op til mig, ville jeg være blevet hjemme hele dagen for at se hundredvis af komedier i håb om at blive lidt gladere.

  Men så simpelt var det ikke. Det var nemlig onsdag, og onsdag var ensbetydende med hverdag, som var ensbetydende med skole. Og om jeg havde lyst? Ikke engang tæt på. Faktisk overvejede jeg næsten at få mig selv til at kaste op, bare så jeg kunne overtale min mor om, at jeg ikke skulle i skole.

  Jeg følte mig anderledes i dag, og det var ikke på en god måde. Noget sagde mig, jeg havde drømt noget, der havde sat mine tanker i gang; noget, der havde overbevist mig om, at jeg ikke havde ret til at smile og holde hovedet højt. Og selvom det var latterligt, at jeg lod mine tanker påvirke mig så let, kunne jeg ikke stoppe det. Ser I, så lette er depressioner ikke – det er netop det, at man ikke kan kontrollere dem, der gør det så ufatteligt svært at leve med.

  Jeg plejede at lave mine lektier til tiden lige meget hvad, men som jeg kastede et blik på min kedelige, mørkerøde skoletaske, kunne jeg mærke trætheden krybe inde under huden på mig. Jeg var ikke klar til at lave flere tusinde afleveringer i aften, det var jeg ikke. Selvom jeg efterhånden havde vænnet mig til det høje niveau på min årgang, kom der af og til de perioder, hvor stressen kunne få mig til at skrige eller smadre en væg.

  Og det er egentlig virkelig latterligt, for jeg lavede aldrig noget efter skole. Jeg sad bare og stirrede lidt på en computerskærm, læste en bog eller skrev i min dagbog – egentlig havde jeg jo tid til lektierne. Hele min fritid gik med absolut ingenting, og alligevel havde jeg det, som om jeg skulle nå alverdens ting. Jeg orkede dem vel bare ikke, går jeg ud fra.

  Efter at have siddet og hvilet mine håndflader mod min bløde madras i nogle minutter, lod jeg mine ben slynge sig over sengekanten, hvorefter jeg rejste mig op. I de første to sekunder, jeg betragtede rummet fra en anderledes vinkel, blev jeg nødt til at blinke, fordi sorte prikker dansede for øjnene ad mig. Det var egentlig ikke, fordi jeg var ved at besvime – sådan havde jeg det bare nogle gange, når jeg havde siddet ned i lang tid og så rejst mig op. Jeg vidste ikke hvorfor, og jeg havde heller aldrig spurgt min mor om det, fordi jeg gik ud fra, det vel var en ret så ubetydelig ting. Det var lidt svimmelhed, intet andet.

  ”Skye!” hørte jeg min mor kalde fra køkkenet af. ”Jeg har lavet noget havregrød til dig. Jeg tager på arbejde nu, husk at skylle tallerknen af, når du har spist op!”

  Det så ud til, at det var en af de dage, min mor skulle møde tidligt – eller også var det bare mig, der var stået for sent op. Men det var det på den anden side aldrig. Selv når mit vækkeur ikke ringede, stod jeg op i tide, fordi min underbevidsthed hele tiden mindede mig om, at jeg ikke måtte komme for sent. Det var, som om jeg havde et ur indbygget i mit hoved, og det havde jeg vel egentlig også – jeg havde engang fået fortalt af en sundhedsplejerske, at ens hoved automatisk indstillede sig på at stå op på et bestemt tidspunkt, hvis man først havde fået dannet en rutine. Selv skød jeg skylden på, at jeg var en let sover – bekymringen tillod mig ikke at glide helt ind i søvnen.

  Jeg greb noget tøj – et par varme leggins i samme farve som havregryn, en halvorange nederdel, der mindede mig om bladene om efteråret, samt en cremefarvet sweater med mønstre i forskellige nuancer af brun og orange – og tog det derefter på. Jeg havde egentlig aldrig brudt mig om, hvordan uld, som min sweater var lavet af, kradsede, men på den anden side var det at fryse heller ikke min foretrukne oplevelse – så hellere have lyst til at klø mig på armene hele tiden.

  Jeg vidste ikke, hvad jeg foretrak mest: forår, sommer, efterår eller vinter. Når folk spurgte mig om, hvad min yndlingsårstid var (hvilket desuden var et yderst mærkeligt spørgsmål at stille), svarede jeg bare, at jeg kunne lide dem alle; forår, fordi jeg elskede at se, hvordan alt blomstrede i de smukkeste farver; sommer, fordi der for det første var virkelig varmt, og jeg for det andet kunne se varmebølgerne, hvis jeg lagde mig ned på græsset og kiggede rundt; efterår, fordi jeg elskede lyden af knasende blade og det tøj, jeg kunne gå med i den årstid; vinter, fordi det var der, man fejrede jul og byggede snemænd. Der var noget smukt ved hver årstid. Anne forstod ikke, hvorfor jeg brød mig om efterår – hun mente, at det bare var en trist årstid, hvor man ikke kunne lave andet end at flæbe over, at det regnede hele tiden. Hun var den type, der så frem til sommer hele året uden helt at værdsætte det, når varmen endelig nåede lille London.

  Morgenmaden var svær at komme igennem. Jeg var sulten, ja, men alligevel havde jeg lidt mistet appetitten ved synet af den kedelige havregrød. Det var efterhånden ved at være trist at skulle spise det alle dage, men jeg vidste, det var, hvad der var sundest, og som svømmer skulle jeg have det sundeste, man kunne få – i hvert fald om onsdagen.

  Da jeg havde skyllet min skål af for de resterende små gryn, der skulle sidde på kanterne, gik jeg ud på toilettet for at børste tænder. Jeg greb hurtigt min grønne tandbørste og kom derefter noget Colgate-tandpasta på, selvom Anne flere gange havde fortalt mig, det ikke var sundt at bruge. Jeg havde aldrig fattet hvorfor.

  Det var først nu, imens jeg betragtede mit spejlbillede, at det virkelig gik op for mig, hvor meget Anne fyldte i min hverdag. Alle mine meninger var baseret på hendes, og på en eller anden måde kunne jeg ikke lade være med at sammenligne alt med noget, der havde at gøre med hende. Var det sådan, venskab var? Eller var jeg bare alt for klæbrig? Tja, det ville jeg vel aldrig helt finde ud af – jeg kunne jo ikke vælge at leve en dag i en andens sko.

  Hver gang jeg børstede tænder, gik mit tandkød op af en eller anden grund – min tandlæge sagde, det var, fordi min mundhygiejne var dårlig, men det troede jeg bare ikke på. Jeg børstede tænder to gange om dagen og spiste næsten aldrig sukker, så det kunne umuligt være derfor. Det havde været sådan, siden jeg havde været helt lille, og jeg forstod bare ikke, hvorfor det ikke blev bedre.

  Ligesom jeg havde forventet, var det hvide skum blandet op med mit blod, da jeg spyttede ud. Det var egentlig ikke, fordi jeg væmmedes ved synet af det – jeg havde vænnet mig til det. Hvis det havde været enhver andens blod, ville jeg nok have fundet det en smule klamt, men på den anden side var chancen for at se en andens blod blandet op med tandpastaskum ikke så stor – selvfølgelig medmindre jeg sov sammen med en af mine veninder. Det gjorde jeg så bare aldrig.

  Som jeg stirrede ind i spejlet, fik jeg en trang til at sætte mit tykke, brune hår, der var helt uglet efter en lang nats søvn, op. Jeg gik næsten aldrig med hestehale, fordi jeg følte, det var en frisure, der fik mig til at fremstå som en spontan, ivrig pige, når jeg langt fra var det – hvis jeg skulle have håret sat op, var det flettet eller samlet i en knold.

  Det var en mærkelig dag. Jeg plejede kun at have lyst til at sætte mit hår op, når jeg ved glad, men jeg følte mig langt fra glad i dag, så mit humør og min trang til at sætte mit hår op modsatte hinanden. Jeg fik det dog gjort, og inden lange stavrede jeg ud af toilettet med en hestehale, der fejede fra side til side, og lidt mascara på vipperne.

  I film havde hovedpersonerne altid alverdens tid til at gøre sig klar. De kunne sidde ved morgenbordet i evigheder og nippe til deres kaffe stille og roligt, imens de snakkede med sine forældre. I den virkelige verden var det noget anderledes – fra når jeg stod op, til når jeg skulle være i skole, var der en time og et kvarter (nogle gange en halv time, hvis jeg stod tidligt op), så mine morgener var altid lidt af en hastesag. Det skyldtes formentlig, at jeg altid brugte mindst et kvarter i min seng, efter jeg var stået op, og lige meget hvor meget jeg prøvede at ændre den vane, var det umuligt. Så vågen var min hjerne desværre ikke, når jeg lige havde sovet i syv timer (jeg prøvede altid på at gøre det til otte, men endte altid med det samme resultat: syv eller mindre).

  Min mørkerøde taske stod, hvor den altid stod: på gulvet lige ved skrivebordet. I belysningen fra den grå himmel så den trist og falmet ud, men jeg tog alligevel fat i en af hankene og slyngede den over skulderen.

  ”Kom så, Skye,” mumlede jeg for mig selv, inden jeg gik ud for at hente min jakke. ”Endnu en dag venter dig. Forhåbentlig bliver den en ud af en million, du rent faktisk vil huske.”

***

Jeg havde ikke snakket med Anne hele dagen. Som jeg sad i biologi, velvidende at hun var lige bag mig, var jeg nødt til at give alt, jeg havde i mig, for at koncentrere mig om at skrive noterne ned. Til sidst blev det så frustrerende, at jeg endte med at tegne kruseduller i stedet, men jeg regnede ikke med, at ét lille misset modul ville gøre en særlig stor forskel. Jeg kunne bare ikke holde fokus.

  Jeg var typen, der havde brug for afrunding. Og den havde jeg ikke fået. Selvom jeg for to dage siden havde lovet mig selv at snakke med hende næste dag, havde jeg ikke gjort det. Synet af hende havde fået mig til at flygte som den kujon, jeg var.

  Jeg tror, hun fornemmede, der var noget galt – hun havde i hvert fald ikke taget kontakt til mig. Det var, som om hun kunne se på mit blik, at noget var sket imellem os, uden hun helt var klar over hvad. Det var egentlig også en smule latterligt, at jeg bare havde troet Laura uden yderligere spørgsmål. Var det mon i virkeligheden mig, der var alt for let og godtroende, og som gjorde noget ud af en lillebitte ting? Det kunne godt ligne mig.

  Imens mine tanker kørte rundt, tog jeg mig selv i at undre mig over, hvornår det var gået galt. Hvornår havde vores forhold udviklet sig til sådan en overfladisk ting? Det var næsten, som om vi kun holdt fast i hinanden, fordi vi efterhånden var blevet så vant til ’Skye og Anne’ eller ’Anne og Skye’. Nej, forkert, jeg holdt fast i os, fordi jeg var så vant til det. Det var mig, der var så afhængig af at have hende. For mens hun havde en masse andre omkring sig, havde jeg ingen.

  Og det er her, det er så latterligt. For er det ikke normalt en dreng, alt sådan noget her omhandler? I hvert fald i min alder. Det er kun små børn, hvis største drama i livet er venindekriser, og jeg var altså 18 år. 18-årige burde kunne håndtere sådan nogle her ting med lethed i stedet for at skabe sig, som jeg gjorde.

  En klokke trak mig tilbage til virkeligheden, og jeg overværede kaosset, der nu var i klassen; alle havde for længst (hvilket vil sige for omkring ti sekunder siden) rejst sig og var nu på vej mod kantinen for at se, hvad dagens ret var. Vi havde en regel på skolen: spis aldrig af dagens ret, hvis den er enten flydende i konsistensen, en brunlig eller orange farve, eller hvis du ikke ved, hvad for noget kød der er blevet brugt, og køb altid kyllingesandwicherne, hvis de er tilgængelige. Selv plejede jeg at klare mig med et æble og en pastasalat – de to ting havde aldrig givet mig en madforgiftning, mens resten af maden ikke var til at stole på.

  Efter at have lagt mine bøger i mit skab, kastede jeg mistænksomt et blik til højre og venstre for at opdage, at ingen var til stede. Derfor greb jeg min dagbog, som lå gemt i min taske, hvorefter jeg gik ind i det lokale, jeg normalt havde engelsk i. I dag var der mennesketomt, fordi alle var gået hen i kantinen for at spise, mens lærerne befandt sig på lærerværelset og bagtalte alle os elever (det var ingen hemmelighed). Normalt skulle lokalerne låses af, men det glemte hr. Palmer altid, så folk sneg sig ofte herind for at 1) udveksle en masse mundspyt og stikke tungerne ned i halsen på hinanden, 2) cutte, hvor deprimerende det så end var, men det gjaldt primært også ’emoerne’ på vores skole eller 3) spise, hvis man som mig ikke tilhørte en af ’grupperne’, som alle kaldte dem. Og så var der selvfølgelig mig, der skulle skrive dagbog i fred. Jeg vidste, det var lidt af en risiko at løbe, men jeg følte ikke rigtig, at jeg ville få tid senere. Desuden var trangen der bare, og jeg regnede ikke med, at der ville komme nogen. Hvis man skulle være i lokalet, skulle man også komme tidligt for at sikre sig territoriet.

  Så jeg satte mig ned, hvorefter jeg lod mit hår falde ned over ansigtet på mig og samtidig skjule bogen imellem mine hænder. Så slog jeg op på en tom side og begyndte ellers at skrive med den kuglepen, der sad i mine støvler – jeg var blevet inspireret af Alex Russo fra Magi på Waverly Place.

3. februar 2010

  Kære dagbog,

  Jeg sidder i øjeblikket i hr. Palmers lokale (og hvis du skulle være i tvivl, er hr. Palmer min engelsklærer) og skriver i dig. Det er en smule lamt, for jeg burde nok hellere spise, men jeg er slet ikke sulten. I stedet har jeg bare haft den her trang til at skrive i dig hele dagen. Det har nok noget at gøre med, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med Anne. Jeg ved godt, at du ikke vil kunne vejlede mig omkring det her, men forhåbentlig vil det at skrive mine følelser ned hjælpe mig lidt med at forstå min situation.

  Ser du, jeg har slet ikke fået snakket med hende. Jeg tror, hun ved, jeg er sur på hende – eller nej, jeg er altså ikke sur på hende! Jeg er bare … forvirret, hvis du forstår. Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tro, og det er så latterligt, at jeg tror på Laura, når vi ikke engang er de tætteste veninder. Det er latterligt, jeg ved det godt.

  Når jeg sidder og læser det her igennem, har jeg lyst til at grine af mig selv. En normal teenager har altid alle de her kærlighedsproblemer, som involverer en lækker fyr, der er en nar, og som ikke kan udtrykke sine følelser, og så kommer jeg her med mine små venindekriser og klager som et lille barn. Det er vel også, hvad jeg er. Jeg er så barnlig.

  Nogle gange undrer jeg mig over, om jeg bare skaber de her problemer. Måske har jeg det helt fint – nej, glem det ’måske’. Jeg HAR det jo fint, det er ikke engang noget at tvivle på. Mit liv er så godt, så jeg ved egentlig ikke, hvad jeg klager over. Jeg tror allerede, jeg har skrevet om det, men måske skyldes mit behov for drama, at jeg aldrig har noget rigtigt at fortælle. Hvorfor skriver jeg overhovedet i dig, når der ikke engang er noget at skrive om? Du må være så træt af mig efterhånden – og nu lader vi lige, som om du rent faktisk er levende. Hvis du dog bare kunne

  ”Skye?” Jeg kiggede op for at møde hr. Palmers overraskede blik. ”Burde du ikke være i kantinen med de andre?”

  ”Åh, jo,” skyndte jeg mig at svare. ”Undskyld, jeg glemte vist tiden. Jeg går nu.”

  ”Er der noget galt? Du bliver vel ikke mobbet eller noget, vel? Er der nogen speciel grund til, at du er her og ikke sammen med dine venner?” Han kiggede granskende på mig. ”Du ved vel, du kan sige det til os lærere, hvis der er noget, der går dig på, ikke?”

  Jeg har ingen venner, havde jeg lyst til at svare til hans spørgsmål omkring, hvorfor jeg ikke var sammen med mine såkaldte venner, men rystede i stedet bare smilende på hovedet, hvorefter jeg greb min dagbog og smuttede ud ad døren.

  ”Tak, men nej tak,” lød sætningen, jeg tvivlede på, han overhovedet hørte, før jeg havde mast mig forbi ham.

  Det sidste, jeg havde brug for, var en lang snak med vores mest sindsforvirrede lærer – så hellere sidde alene i kantinen og lave ingenting. Onsdag var altid sådan en trist dag for mig, og der var ikke engang nogen speciel grund til det – det var bare sådan og havde altid været det. Selv som lille havde jeg set det som en dårlig dag, men det havde nok noget at gøre med, at jeg dengang havde hadet ballet, som jeg havde gået til om onsdagen.

  Mit had til onsdag var grunden til, at jeg gik til svømning den dag – så havde jeg da i det mindste noget at se frem til og noget at klynge mig fast til, hvis jeg skulle miste lysten til at fortsætte dagen og bare give op, og nu snakker jeg ikke om selvmord. Men jeg kunne godt finde på bare at tage hjem og lægge mig ned for derefter at stirre op i luftet i virkelig, virkelig lang tid. Derfor havde jeg svømningen til at holde gejsten oppe. Og lige nu var det alt, jeg håbefuldt ventede på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...