Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
43059Visninger
AA

7. 29. januar 2013 - Louis

Jeg endte med at ringe til Harrys veninde. Jeg var ikke stolt af det. Jeg var ikke glad for det. Men jeg havde gjort det. Jeg ringede til hende og spurgte, om hun havde lyst til at mødes. Vi blev enige om at tage i byen sammen. Men den eksklusive natklub havde kun dannet ramme om en times tid af vores aften. Derefter tog vi tilbage til min lejlighed.

  Nu, morgenen efter, lå jeg i min seng med armene om en fremmed kvinde. Eller, hun var vel ikke helt fremmed længere. Jeg havde trods alt haft sex med hende. Og så kunne man vel ikke kalde hende det, kunne man vel?

  Mit hoved var så tungt og forvirret, at det var umuligt at tænke klart. Det eneste, jeg var virkelig sikker på, var, at det føltes helt forkert at ligge der. Pigen i mine arme var ikke rigtig. Hun passede ikke ind der. Hun føltes ikke på samme måde som El. Hun var ikke lige så varm. Hun duftede anderledes. Hun var anderledes. Og jeg var ikke sikker på, om det var godt eller dårligt. Men uanset føltes det bare så ufattelig forkert.

  Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage mod puden, men det nyttede ikke noget. Min krop var alt for vågen. Den urolige energi strømmede igennem mig. Jeg vidste, at jeg på ingen måde kunne blive liggende. Men jeg havde på den anden side heller ikke lyst til at stå op. Når jeg først rejste mig fra sengen, kunne jeg ikke længere ignorere konsekvenserne af det, jeg havde gjort. Jeg kunne ikke længere lade som om, at der ikke ventede en hær af paparazzier uden for min dør. Jeg kunne ikke længere lade som om, at jeg ikke havde begået en kæmpe fejl. Jeg kunne ikke længere lade som om, at resten af verdenen ikke eksisterede.

  Jeg blev nødt til at komme op. For i sidste ende fik det ikke problemerne til at forsvinde, at jeg blev liggende. Derfor viklede jeg mig forsigtigt mig ud af sengens rod. Jeg forsøgte at rejse mig langsomt i håb om, at gulvet ikke ville knirke. Men som altid, når jeg stod op, klagede brædderne højlydt. Det var deres sædvanelige morgenhilsen til mig. De knirkede hver eneste morgen. Og jeg forbandede dem hver gang.

  Kvinden i min seng vendte og drejede sig lidt. Men hun vågnede heldigvis ikke. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg ville reagere, når vi endelig stod ansigt til ansigt. Så i stedet for at vække hende flygtede jeg ud i køkkenet. Luften derude var kølig og frisk, og det kolde gulv fik kuldegysningerne til at klatre op af mine bare ben.

  Jeg åbnede et vindue og stak hovedet ud. Morgenluften hjalp lidt på min dundrende hovedpine. Et stort glas vand og en smertestilende pille gjorde smerterne helt udholdelige. En halv time og tre glas vand senere, havde jeg rent faktisk lyst til at spise noget. Så jeg ristede toast nok til to og lavede en kande te. Selvom natten havde været en fejl, kunne jeg vel godt opføre mig venligt over for pigen. Jeg kunne muligvis ikke engang huske hendes navn, men det skadede ikke at kunne servere lidt morgenmad for hende, når hun endelig stod op.

  Det viste sig, at jeg skulle vente lang tid på det øjeblik. Jeg havde nået at spise min egen morgenmad og tage et bad, før hun kom stavrende ud fra mit værelse. Hun var ikke iført andet end blondeundertøj, og jeg måtte indrømme, at hun i hvert fald var pæn. Hun havde platinblond hår og et lille mellemrum i overmunden. Læberne var fyldige og formede et lille O. Hun var helt klart fysisk attraktiv, og allerede efter hendes første sætning kunne jeg konstatere, at det hun også var velsignet med en fin nok personlighed. Vi snakkede om løst og fast i en halv time, hvorefter hun lånte mit badeværelse og en ekstra trøje.

  Klokken var halv tolv, da vi skiltes med et akavet halvkram i entreen. Så sluttede hele historien med mit one-night-stand. Jeg kunne godt love, at det blev det sidste jeg nogensinde skulle have. Folk gjorde det normalt, fordi det skulle være så simpelt. Men jeg syntes tværtimod, at disse korte romancer var frygtelig indviklede. Og jeg hadede indviklede ting.

  Det var derfor, jeg faldt for El, da vi først mødtes. Hun var så ligetil. Hun havde ingen problemer og nykker. Hun var fantastisk. Hun var perfekt. Men hun var ikke den rigtige for mig, og det blev jeg vel nødt til at indse på et tidspunkt.

  Jeg smed mig træt på sofaen og tændte for fjernsynet. Men de kedelige formiddagsprogrammer gjorde ikke meget for at aflede min opmærksomhed. Udenfor var regnen begyndt at dryppe ned, så det udelukkede at gå en tur. Og mest af alt havde jeg bare brug for at være i fred, så jeg ville ikke ringe til en af drengene. Men jeg havde brug for noget til at fjerne min opmærksomhed fra mine forvirrende følelser. Bare et eller andet.

  Tanken strejfede mig, da jeg var på vej ud for at lave en kop stærk kaffe. Dagbogen. Det perfekte til at aflede mine tanker fra mit eget rodede liv måtte vel være at læse om en andens hverdag. Det var i hvert fald en bedre idé end at ligge på sofaen og stirre på kedelige tv-programmer. Med hurtige skridt gik jeg ind i det lille værelse, der stadig var umøbleret. Skabet stod en anelse på klem, og lågen knirkede og knagede, da jeg åbnede den helt.

  Dagbogen lå lige, hvor jeg havde efterladt den. Jeg greb fat i den, men vendte ikke tilbage til stuen. I stedet satte jeg mig i vindueskarmen, hvor jeg havde udsigt til en af byens mindre travle gader. Engang havde dagbogens ejer, Skye, også siddet her. Hun havde kigget ud på præcis den samme rolige vej.  

  Jeg åbnede bogen og begyndte at læse fra den 28. Januar. Jeg læste om Skyes veninde Anne. Jeg læste om hendes overvejelser omkring folks udseende. Jeg læste om hendes liv. Langsomt begyndte jeg at føle en lille bitte tilknytning til denne pige. Mine tanker er ét stort rod, sådan skrev hun. Og sådan følte jeg det. Mine tanker var forvirrede. De lå hulter til bulter i mit hoved. Det var virkelig ét stort rod.

  Helt automatisk lod jeg mine fingre bladre om til den næste dag. Skyes liv hjalp mig med at finde ro. Når jeg læste det, føltes mine tanker ikke helt så kaotiske. Mine følelser var mindre overvældende. Det hele var bedre.

  Hun manglede opmærksomhed. Hun følte sig usynlig. Det fandt jeg ud af, da jeg læste den næste side. Jeg begyndte langsomt at danne mig et indtryk af Skye. På nogle punkter var vi faktisk ret ens. Vi var to unge, der ikke helt vidste, hvad vi skulle gøre med deres liv. Vi var forvirrede. Men på et andet punkt var vi så anderledes. Hun ville gerne have mere opmærksomhed, mens jeg tit ville ønske, at jeg bare kunne være usynlig. Jeg drømte om at kunne gå rundt på samme måde, som jeg gjorde den forrige dag. Som en helt almindelig 21 årig.

  Men sådan var det ikke. Ingen lagde mærke til Skye. Alle lagde mærke til mig. Selvom vi nok ville ønske, at vi kunne deles om opmærksomheden og usynligheden.

  Jeg skulle lige til at bladre om på næste side, da dørklokkens skarpe toner skar gennem stilheden. Dagbogen kunne vente til en anden dag, bestemte jeg og lagde den tilbage i skabet, som jeg omhyggeligt lukkede. Af en eller anden grund ville jeg ikke have, at andre skulle opdage den.

  Jeg løb næsten gennem stuen, men stoppede op et øjeblik i entreen, for at falde lidt ned igen. Derefter åbnede jeg døren for den, der nu ventede på den anden side. Jeg sørgede for at have mit høflige smil liggende på læberne. Det var ikke specielt venligt at møde folk, mens man lignede et mørkt og dystert regnvejr.

  Men personen, der ventede udenfor, var ikke en, som jeg havde forventet at se. Overhovedet. Faktisk havde jeg tvivlet på, at vi nogensinde ville snakke sammen igen.

  ”El?” min stemme afslørede min kæmpe overraskelse. Men der var vel ikke nogen pointe i at forsøge at skjule den for en kvinde, der kendte mig bedre end nogen anden. Hun ville alligevel have set det med det samme. Hvis hun altså havde været interesseret i det.

  ”Jeg har dine sidste ting med,” hendes stemme var iskold. Iskold, og såret? Undrende tog jeg imod den lille pose, som hun rakte mig. Nysgerrigt kiggede jeg i den. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde glemt noget. Og hvorfor skulle El også have mine ting? Hun var jo flyttet ud af lejligheden. Jeg stirrede forvirret på posens indhold. Det gjorde kun det hele endnu mere underligt.

  ”Men vi delte jo vores billeder lige?” Jeg trådte lidt tilbage i døren, og gjorde tegn til at hun skulle komme indenfor. Men hun rystede bare på hovedet og blev stående på gangen.

  ”Jeg vil ikke have dem længere.” Hendes stemme var frostkold, som den kun var, når vi havde vores værste skænderier. Men jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort.

  ”El? Hvad..?”

  ”Men hvis du ikke har lyst til at have dem stående i din bachelor-lejlighed, er det selvfølgelig også fint. Det er nok ikke det bedste scoretrick, når du vil have barbie-tøser med i seng. Eller er de lige så ligeglad med dine netop afsluttede forhold, som du selv er?” Det sidste blev tilføjet i et alt for højt toneleje. Jeg kendte El godt nok til at vide, at hun kun lød sådan, når hun var på kanten til at bryde ud i gråd.

  ”Hvad er der i vejen El?” Jeg trådte et skridt ud mod hende, men hun bakkede væk fra mig, mens hun rystede på hovedet.

  ”Du kan lige så godt droppe skuespillet, Louis. Jeg har set alle billederne af din tøs. ’Det med Louis og jeg er helt nyt. Men vi nyder det. Vi nyder hinanden’ Kunne du i det mindste ikke have fundet en pige, der havde lidt fucking respekt for sig selv?” Hun spyttede næsten ordene ud, som om de var gift. Langsomt gik det op for mig, hvad det hele gik ud på.

  ”El, du kender jo hendes type. Og du ved godt, at pressen altid gør noget stort ud af ingenting…”

  Jeg nåede ikke at tale færdig, før hun vendte sig og gik. Eller rettere sagt, løb. Hun styrtede ned af trappen, og hendes tunge skridt rungede i opgangen. Jeg kunne mærke frustrationen strømme gennem hele min krop. Hvorfor opførte hun sig sådan? Det var jo ikke fordi, at jeg havde været utro! Vi var for helvede ikke engang sammen længere!

  Jeg smækkede hoveddøren bag mig og trampede ind gennem lejligheden. Da jeg kom til det lille værelse, flåede jeg næsten skabsdøren op. Billederne blev smidt ind bagerst i skabet, hvorefter jeg lukkede og låste døren. Der kunne de ligge og rådne. Jeg gad i hvert fald ikke at have dem stående fremme. Der var intet bedre sted at gemme de forfærdelige billeder end i det skab, hvor en forsvunden piges dagbog havde ligget forladt i flere år.  

 

________________________________

Så mangler jeg kun en afgangsprøve!! Jeg glæder mig til at få det overstået, så jeg har tid til at slappe af og skrive rigtig meget igen. Først skal jeg dog lige et smut til Sydfrankrig i næste uge, men derefter er jeg klar til at skrive løs! Glæder I jer lige så meget som mig til ferien? Og er der andre, der også er ved at være igennem afgangsprøverne? 

Tusind tak fordi I læser! Det ville være fantastisk og gøre os super glade, hvis I ville efterlade en kommentar. 

- Cecilie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...