Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42778Visninger
AA

6. 29. januar 2010 ~ Skye

Det var en dårlig dag. Jeg kunne allerede mærke det, da dagens første solstråler begyndte at irritere mine øjenlåg. Jeg havde glemt at trække gardinerne for igen. Det var så typisk mig. Men nogle gange gjorde jeg det med vilje, bare for at kunne kigge op på de klare stjerner om aftenen. Og hvis jeg nu var heldig, så kunne det hænde, at jeg spottede et stjerneskud. Det var dog ikke noget, der skete meget ofte, for heldet var ikke altid med mig. Faktisk havde jeg kun set fire stjerneskud i hele mit liv.

  På trods af mit lidt nedtrykte humør skinnede solen, og det var først, da jeg havde sat mig op og gnedet søvnen ud af øjnene, at det gik op for mig, at jeg var blevet vækket af solen. Selveste solen. Endelig i slutningen af denne triste måned havde den besluttet sig for at melde sin ankomst. Og jeg kunne ikke være mere taknemmelig.

  Det var ikke en hemmelighed, at jeg havde en tendens til at blive smådeprimeret, når alt var gråt og kedeligt. Vinterdepressioner, havde skolesygeplejersken kaldt det. Før det havde været næsten umuligt at trække i mundvigene, havde jeg aldrig hørt om det begreb. Det var meget simpelt. Ordet bestod bare af to begreber; en årstid og en sindslidelse, som man jo kalder det nu om dage. Jeg vidste nu ikke helt, om man ligefrem kunne kalde det en lidelse. Selvfølgelig var depressioner vel noget, man led af, men ordet ’sindslidelse’ lød bare så voldsomt. Jeg ville ikke gå rundt med en sindslidelse. Det lød så negativt.

  Fredag. Det var fredag i dag. Der var ikke langt igen, før jeg kunne nyde endnu en weekend. En weekend med afslapning, og hvor jeg bare kunne bevæge mig rundt i nattøj hele dagen uden at bekymre mig om, hvad andre tænkte om mig. Jeg havde ingen planer for weekenden – ikke at jeg havde noget imod det. Jeg kunne godt lide at vide, at jeg bare kunne dovne den af hele dagen, men samtidig gjorde det mig også lidt nedtrykt, at hvis folk spurgte, hvornår jeg havde tid til et eller andet, så ville jeg svare: ”Jeg har altid tid. Folk vil aldrig aftale noget med mig.” Og den sidste del af replikken forklarede vel også meget tydeligt, at jeg aldrig ville få stillet sådan et spørgsmål. For jeg var ikke den, alle var vilde efter at være sammen med. Selvfølgelig havde jeg nogle aftaler med Anne nu og da, men ellers var jeg ikke den, der blev inviteret til alle de forskellige komsammener, der blev holdt. På Facebook ville jeg bare kunne finde en masse billeder fra dagen og eventuelt trykke på L-tasten. Folk var ikke klar over det, men det sårede mig. Faktisk virkelig meget. Følelsen af at være en del af noget var virkelig noget, jeg savnede. Det var ikke en følelse, der kom og bankede på i mit sind særlig tit længere. Nu var jeg mest bare sammen med Anne – og så selvfølgelig også nogle andre veninder. Bare aldrig en hel gruppe på samme tid. Jeg var aldrig til de filmaftener, der blev holdt, og jeg var heller aldrig til de overnatninger, folk arrangerede. For jeg blev ikke inviteret. Så vigtig var jeg nemlig ikke, og det var da forståeligt. Jeg havde jo ikke selv gjort noget for venskabet. Det var min egen skyld. Det var jo mit ansvar at tage initiativet og ikke dem, der skulle føle sig forpligtede til at invitere mig.

  Selv hvis jeg blev inviteret, ville jeg nok højst sandsynligt sidde i baggrunden og grine, når de andre gjorde det uden nogensinde at få et eneste ord indført i samtalen; følge med flokken, når det var nødvendigt. Det var mig. En flue på væggen. Pigen, der bemærkede alt, men som ingen anden bemærkede. Og jeg havde lært at leve med det. Det var jo ikke just en dårlig ting. Jeg havde ikke et forfærdeligt liv; jeg cuttede ikke, jeg sultede ikke mig selv, jeg blev ikke mobbet. Kunne jeg virkelig tillade mig at være utilfreds? Svaret er nej. Det kunne jeg ikke. Hvis jeg klagede over så små ting, ville jeg nok højst sandsynligt blive kaldt opmærksomhedskrævende, og det var vel også det, jeg var. Jeg savnede at have spotlightet. Jeg savnede at komme hjem fra børnehaven med en tegning i hånden, som min mor stolt ville hænge op på køleskabet. Som årene gik, blev hun bare mere og mere ligeglad med mit behov for opmærksomhed, og det var jo klart. Hun havde travlt med alt muligt andet, og jeg var ikke længere en lille pige. Jeg behøvede ikke at blive fulgt hen til skolen, for jeg kunne godt vejen. Jeg var vokset op. Og inderst inde hadede jeg det. Jeg hadede at være 18 år. Da jeg havde været helt lille, betragtede jeg folk på 18 som nogle høje, modne, ansvarsfulde og kloge mennesker, og jeg så i den grad op til dem. Men nu var jeg selv 18, og jeg følte mig ikke specielt meget som en rollemodel. Jeg følte mig bare som et forvokset barn med en højde, der fik mine ben til at se helt klodsede ud. Jeg havde det, som om min tid ligesom var løbet ud. Der var ikke mere sand tilbage i timeglasset; det var simpelthen blevet drysset ud over det hele på min gennem livet.

***

På trods af solen var mine hænder stadig fuldstændig lyserøde og forfrosne, da jeg parkerede min hvide, blomstrede cykel på skolen. Jeg havde ikke kunnet finde mine handsker, så jeg var blevet tvunget til at cykle uden dem, hvilket bestemt ikke havde været en god idé. Min mor havde det med at rydde op overalt i huset på de mærkeligste tidspunkter uden den mindste overvejelse om at fortælle mig det først, hvilket ofte resulterede i, at jeg aldrig kunne finde mine ting, når jeg havde mest brug for dem.

  Jeg udstødte et tungt suk, inden jeg låste cyklen, greb min taske og gik hen mod indgangen til skolen. Jeg var ikke typen, der mødte tidligt op, så omkring mig var en masse andre elever. De farede alle rundt og snakkede ivrigt til hinanden. Jeg var omringet af latter og glade stemmer. ”Skye!” Jeg vendte mig forvirret rundt og mødte et sæt isblå øjne.

  ”Hey, Camille,” hilste jeg en anelse tøvende. Vi snakkede ikke ofte, så det overraskede mig, at hun gad snakke med mig. Vi havde kun historie sammen, så vidt jeg huskede, og der værdigede vi ikke engang hinanden et eneste blik.

  Camille var et af de mennesker, som var lidt højere hævet end alle andre, selvom hun ikke var særlig høj. Når man snakkede med hende, følte man sig bare aldrig god nok i hendes nærvær på trods af det faktum, at hun overhovedet ikke var storsnudet eller snobbet på nogen måde. Der var nok bare noget over hende sovekammerøjne og spidse, lille næse, som fik mig til at føle mig værdiløs i forhold til hende.

  ”Jeg fik en ret dårlig karakter i min historierapport, og jeg hører fra folk, at du fik topkarakterer,” kvidrede hun muntert, og jeg nikkede med hovedet let på skrå, ”så jeg tænkte på, om du måske kan give mig lidt hjælp med lektierne?”

  Hun blinkede fortroligt til mig, og straks forstod jeg, hvad hun mente. På min skole solgte folk deres lektier, for mange på skolen var ret velhavende. Derfor fik de elever med mange penge de elever, som var lidt i pengenød, til at lave deres lektier i bytte for penge. Det var god forretning, og lærerne opdagede aldrig noget, selvom de ellers troede, at deres øjne var vidt opspilede over for alt. Men eleverne var klogere og i den grad mere udspekulerede. Vi kunne finde metoder, hvorpå lærerne aldrig ville opdage den mindste detalje.

  Jeg stirrede på Camille foran mig. Hun smilede stadig lige så stort som før.

  ”Beklager,” undskyldte jeg, ”men jeg laver ikke andres lektier. Jeg har desværre ikke tid med min svømning og det hele, men ellers ville jeg mere end gerne.”

  Løgn. Jeg havde tid. En del af den faktisk. Jeg kunne også godt bruge pengene, men alligevel sagde jeg nej. Jeg vidste ikke, om jeg burde være fornærmet. Den eneste grund til, at hun var gået over til mig, var, at hun var ved at dumpe i historie. Alt, hun ville, var at udnytte mig. Naive, lille mig, der ville gøre alt for et tæt venskab med ’en af de populære’. Sådan havde jeg været engang. En lille hundehvalp, der fulgte efter de, hvis navne blev hvisket om hver evig eneste dag på gangene. Jeg havde ingen identitet, så jeg gemte mig bare bag andre. Det var mere sikkert.

  ”Det er helt okay!” Allerede nu var hun begyndt at bevæge sig væk med sine små, elegante skridt. Hun var simpelthen så yndefuld. ”Jeg må vel bare finde en anden så. Men tusind tak alligevel, Skye. Vi snakkes!”

  ”Held og lykke!” Selvom mit tonefald var opmuntrende, så ønskede jeg bittert for mig selv, at den person aldrig ville blive fundet. Jeg hadede, at eleverne kørte det her spil, men jeg havde alligevel ikke fortalt det til lærerne. Jeg gad ikke være en sladrehank.

  Jeg bevægede mig indenfor og lagde mine ting i mit skab, hvorefter jeg hentede de bøger, jeg skulle bruge til det fag, der stod øverst på mit skema. Fysik og kemi. Jeg havde aldrig været vildt god til det fag, men jeg var heller ikke blandt de dårligste. Mine karakterer var ikke dårlige, men de var heller ikke så gode, at man misundte mig. Generelt var jeg ellers et meget intelligent menneske.

  Klokken gjaldede højlydt, og denne gang fulgte jeg strømmen af elever, der stormede rundt, og jeg fulgte efter en blondine, som vist nok hed Paige, ind ad døren til fysiklokalet. Der var koldt. I lang tid havde der været problemer med ventilationen, men pedellen havde bare ikke gjort sig det besvær at ordne det, selvom det godt nok var hans job. Han var en af de mystiske skolepedeller, som ligeså godt kunne gemme et lig i baghaven. De fleste elever på skolen var bange for ham og turde ikke være alene på hans kontor, hvilket var forståeligt nok. Det meste af tiden var det, som om han var fuld eller i hvert fald påvirket af nogle stoffer. Selv jeg havde det sådan. Men jeg kunne nu godt lide ham alligevel. Jeg syntes ikke, han direkte var skør. Han så bare verden på en anderledes måde.

***

Dagbogens sider føltes ru mod de sensitive nerver på mine fingerspidser. Jeg burde nok snart få klippet mine negle. De var efterhånden blevet ret lange, og jeg vidste, at hvis jeg ikke snart klippede dem, så ville de knække, og alle ved vel, at det er en piges værste mareridt at knække en negl. Men jeg kunne godt lide at have lange negle. Det så så feminint ud, og eftersom jeg ikke havde mange andre kvindelige træk, så var jeg ikke meget for at undvære mine lange negle.

  Jeg sad i lidt tid og stirrede på den blanke side foran mig; tænkte bare over, hvad jeg mon skulle skrive. Jeg følte mig lidt tom lige den dag, og det havde nok noget at gøre med, at mit humør ikke var på toppen. Og jeg havde ingen idé om hvorfor.

29. januar 2010

  Kære dagbog

  Jeg ved ikke helt, hvad der er at skrive. Jeg føler mig ikke særlig inspireret lige nu. I dag har været lidt af en dårlig dag. Jeg er træt, men samtidig rastløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv overhovedet.

  Normalt har jeg en masse ting at fortælle dig, men mit liv er jo ikke særlig spændende, og derfor bliver det nok i længden kedeligt at høre om min ensartede hverdag. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive alle mulige problemer ned i dig, men sandheden er, at mine problemer er så små, at de ikke er værd at dele. Mine problemer er kun opstået, fordi jeg er egoismen selv. For ved du hvad? Nærmest alle omkring mig døjer med enten spiseforstyrrelser, angst, cutting eller tab, mens jeg bare sidder her og har helt ondt af mig selv, fordi jeg ’lider’ af vinterdepressioner. Og ved du hvad? Jeg kan godt lide det. Jeg kan godt lide at indrømme, at jeg har vinterdepressioner. For det er ensbetydende med, at folk ikke bare kan sige til mig: ”Du forstår det alligevel ikke. Du har det jo bare perfekt.” Nogle gange har jeg lyst til at brække min arm med vilje, bare så folk kan komme og skrive en sød hilsen på gipsen. Jeg har lyst til at ligge på hospitalet, så alle mine venner vil komme farende med blomster og chokolade og snakke med mig hele natten lang. Hvor syg i hovedet er jeg? For det hænger ikke sådan sammen, at jeg er afhængig af følelsen af smerte. Jeg er afhængig af den opmærksomhed, man får af det. Jeg føler mig udenfor, når alle omkring mig døjer med alle de forskellige ting, mens jeg ikke engang nærmer mig noget direkte slemt. Folk fortæller mig tit om, hvordan de er bekymrede for deres venner eller veninder, og så forklarer de, hvad der foregår i deres liv, og der tænker jeg bare: ”Gid det var mig. Gid de også bekymrede sig sådan om mig.” Mine problemer indebærer ikke de normale teenageting. De indebærer bare følelsen af at være overset, følelsen af ikke at have nogen mor eller far for den sags skyld, følelsen af, at alle er vigtigere end en selv og følelsen af aldrig at kunne leve op til samfundets definition af ordet ’teenager’.

  Jeg er ikke meget for at indrømme alt det her, for jeg fremstår jo bare som en opmærksomhedskrævende unge, hvilket jeg vel også er. Jeg råber bare ikke højt om mit behov for opmærksomhed. Jeg lyver ikke og siger, folk sparker og slår mig i skolen, eller at jeg cutter, har en spiseforstyrrelse, tænker på selvmord hver dag – you name it. I det hele taget siger jeg bare ikke ting til folk. Selv hvis jeg virkelig havde alle de her problemer, ville jeg gå inde med dem, for det er så fandens let at blive dømt. Især hvis man endnu ikke har en rigtigt rolle på skolen. Hvis folk bare kendte til alle de her tanker … Så ville jeg nok gå under navnet ”Psyko-Skye”. Det er det, jeg er. Syg i hovedet. Der indrømmede jeg det. Jeg har en skrue løs deroppe.

  Jeg har ikke meget mere at skrive. Som du nok kan mærke, så har det været en dårlig dag. I morgen er jeg nok gladere, så der skal du nok få et mindre voldsomt indlæg fra mig.

  - Skye

  Jeg klappede bogen sammen, men denne gang gemte jeg den i mit klædeskab mellem to sammenfoldede T-shirts. Efter det her indlæg brød jeg mig ikke længere om at have dagbogen stående i min bogreol. Den måtte ikke blive fundet. Hvis den gjorde … Det ville jeg slet ikke tænke på. 

 

_________________________________________________________

 

Og så kom der endnu et kapitel! Jeg ved ikke, om I har bemærket det, men jeg har ændret det til, at Skye går til svømning om onsdagen og sådan noget, fordi jeg her forleden lige undersøgte, hvad dag det var d. 27. januar 2010, og det var onsdag, så jeg har lige rykket lidt i ugedagene. Jeg ved, at der ikke sker vildt meget i øjeblikket, men jeg kan godt lide enkeltheden i det, for det er virkelig bare en teenagers hverdag, det her. Jeg nyder virkelig at skrive alt det her, og jeg håber også, at I nyder at læse den! x

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...