Pages of My Life | One Direction

"Det her er mit liv. Ingen overdrivelser, ingen underdrivelser. Det er en historie, som ingen anden udover mig og dig, der læser det her, kender. Mit navn er Skye Morgan, og jeg byder dig hermed velkommen i mit liv. Eller rettere sagt: mit helvede."
Sådan lyder beskrivelsen til den dagbog, som Louis Tomlinson finder i den bolig, han lige er flyttet ind i. Dagbogen begynder d. 27. januar 2010, og Louis finder den præcis samme dag, blot tre år senere. Det mærkeligste ved det hele er, at dagbogen får nye indlæg hver evig eneste dag. Gennem dagbogen lærer Louis alt om pigen, som ingen andre rigtig kendte. Og han kommer til at holde af hende. Problemet er bare, at i år 2013 er Skye død. Det er noget, Louis er fast besluttet på at ændre - men kan det overhovedet lade sig gøre?

318Likes
264Kommentarer
42771Visninger
AA

5. 28. januar 2013 - Louis

 

Mandag var en forbandet dag. Det kunne jeg ikke lade være med at føle, da jeg sad klokken halv otte om morgenen til et interview på et ukendt morgenprogram. Det føltes som om, at der sad et lille væsen og slog med en hammer på indersiden af mit kranium. Smerten skar gennem hele mit hoved og fik min mave til at vende sig.

  Jeg havde det af helvedes til, men alligevel smilte jeg stort og svarede muntert på interviewerens spørgsmål. Det var trods alt min egen skyld, at jeg nu sad med kæmpe tømmermænd. Jeg kunne bare have holdt mig fra at drikke i går aftes. Hvis jeg havde været fornuftig og sagde nej, da en af mine venner ringede og spurgte, om jeg ville med en tur i byen, så ville jeg slet ikke have det skidt. Derfor kunne jeg ikke tillade mig at have selvmedlidenhed og brokke mig, selvom det var det, jeg havde mest lyst til.

  Værtens stemme steg i toneleje, da hun begyndte at snakke om vores forestående tour. Men hendes begejstring lød ikke ægte, og hendes øjne var trætte. Hun lod som om hun var glad, og hun lod som om, at hun syntes, det var en fantastisk samtale, vi havde gang i. Men i virkeligheden ville hun vel lige så gerne hjem i seng som alle vi andre.

  Men det kunne vi bare ikke gøre. I sidste ende vidste vi godt, at vi havde et fantastisk arbejde, selvom det involverede interviews klokken alt, alt for tideligt. Jeg var ekstremt heldig, at jeg fik opfyldt min drøm. Så jeg måtte også bare bide tænderne sammen og acceptere de knap så gode ting, der hørte med.

  Den tanke måtte jeg gentage om og om igen, da intervieweren stillede sit næste spørgsmål.

  ”Nå Louis, du er jo lige flyttet fra din kæreste Eleanor. Og jeg tror at en del piger gerne vil vide, om det virkelig er sandt, at du allerede har fundet dig en ny?” Hun lænede sig lidt tættere på og forsøgte at få det til at fremstå som om, at hun var min tætte veninde, der ville holde på mine hemmeligheder. I virkeligheden var hun bare ude efter en saftig historie, der ville give flere seere og måske en lønforhøjelse til hende. Det vidste vi godt alle sammen.

  ”Det passer ikke. Jeg er så single som man kan være – en fri fugl.” Jeg forsøgte at lyde glad. Det var der også mange, der mente, at jeg burde være. Tusindvis af piger ville slå ihjel for en nat med mig. Der var ingen grund til, at jeg bandt mig til en enkelt, når jeg kunne få en ny hver nat, vel?

  Jo, det var der. For at have en kæreste, som man elskede, betød at der altid, altid, var en til at lytte, når man var ked af det. En at grine og græde sammen med. Og det kunne et nyt one-night-stand hver nat slet ikke konkurrere med.

  ”Jeg kan næste høre samtlige teenagere i England ånde lettet op,” lo kvinden, men hendes latter var flad og falsk. ”Men der er en ting, som jeg er brændende nysgerrig for at vide. Hvordan er din nye lejlighed Louis? Er det et rigtigt drengerøvshjem?”

  Jeg kunne høre Zayn grine lidt ved siden af mig, og Harry havde også hurtigt en kommentar parat.

  ”Hans lejlighed er faktisk utrolig kedelig. Det minder om noget min mor kunne have indrettet, ikke for at kritisere min mors smag vel, men altså…” Harrys stemme døde hen, og kinderne flammede, da han indså, hvad han havde sagt. Publikum grinte, og værten lod endnu engang den falske, hule latter slippe over sine læber.

  Jeg kiggede hen på kameraet og var ikke et øjeblik i tvivl om, at det, der lige var blevet sagt, ville ligge på internettet om få minutter. Hvis det ikke allerede var endt derude. Det var ufatteligt, hvor hurtige folk var til at finde ud af ting. Da Eleanor og jeg slog op, var der ikke engang gået et kvarter før at et billede af Eleanor, der grædende forlod vores lejlighed med sine ting, var at finde på samtlige netaviser.

  Men, endnu engang måtte jeg skælde mig selv ud i mit hoved, jeg var stadig utrolig heldig. Min drøm var gået i opfyldelse, og jeg levede et liv, som de fleste kun kunne forestille sig. Jeg var heldig!

  Ordene var sande nok. Problemet var bare, at jeg efterhånden havde sagt dem så mange gange, at de havde mistet deres betydning.

 

***

 

Klokken otte forlod jeg tv-studiet. De andre drenge skulle henholdsvis være sammen med deres kærester (de to heldige, Liam og Zayn) og slappe af på sofaen (Harry og Niall, der var lige så uheldige i kærlighed som mig). Selv besluttede jeg mig for, at gå en omvej hjem. Det var lang tid siden, at jeg sidst var gået alene gennem London. I mylderet af mennesker på vej til arbejde var der ingen, der opdagede mig, som jeg fik hen af gaden med hætten trukket over hovedet og blikket sænket.

  Men efter ti minutters gang begyndte det at regne, så i stedet for at skulle gå hele vejen hjem i det vejr, valgte jeg at skynde mig hen til den nærmeste undergrundsstation. Hurtigt løb jeg ned af trappen og var ved at snuble halvvejs. Af en eller anden grund fik den lille detalje mig til at grine. Jeg løb ned i undergrunden for at slippe væk fra regnen, og var endda ved at falde. Det var så normalt. Så almindeligt. Så u-popstjerneagtigt

  Og det blev endnu mere normalt, da jeg få minutter efter måtte se mit tog køre fra stationen, lige da jeg kom ned på perronen. For de fleste mennesker var det noget af det mest irriterende, der kunne ske. Men for mig var det faktisk ret fantastisk. Fantastisk almindeligt.

  Engang imellem kunne jeg godt glemme, hvordan det føltes at stå i sådan nogle situationer. Mit liv blev overtaget af interviews, koncerter, sladderblade og alle mulige andre kendisting. I farten kunne jeg helt glemme alt om den virkelige verden. Det var utrolig rart at kunne vende tilbage til den nu.

  Det var så befriende at kunne stå på en togstation i London en regnfuld mandag morgen og bare var mig selv. Der var ingen, da genkendte mig. Ja, faktisk var de eneste blikke, folk sendte mig, misbilligende. Jeg lignede en teenager, der pjækkede fra skole, indså jeg, og kunne ikke lade være med at grine.

  Tænk hvis det rent faktisk havde været sådan, det forholdte sig. Hvis jeg rent faktisk bare var en helt almindelig ung fyr i stedet for en verdenskendt popstjerne. Hvis jeg levede ligesom hende pigen fra dagbogen - helt normalt. Hvis mit livs op og nedture ikke involverede paparazzier og store koncerter, men i stedet bestod af svømmeture og mine forældres problemer.

  Der var en frygtelig masse hvis’er i den tankestrøm. Og det var netop pointen. De var ikke andet end fjollede hvad-nu-hvis? sætninger. Forestillinger om et liv, som jeg aldrig ville få og egentlig ikke ville have. Den eneste grund til, at jeg overhovedet tænkte på sådan noget var, at jeg var træt og havde tømmermænd. Ellers var det fordi, at mandagens forbandelse ødelagde mit humør.

  Resolut rejste jeg mig og gik ind i det tog, der endelig var kommet. Der var ikke flere siddepladser, og folk stod så tæt, at man kunne dufte hinandens parfume og deodorant. Men det var også fint nok. For kampen for at finde et ordentligt sted at stå og holde mig oprejst, da toget kørte, forhindrede mig i at tænke så meget i et par minutter.

  En sms fik min telefon til at udstøde et højt hyl. Jeg fandt den frem og åbnede den, men fortrød med det samme.

  Jeg ved godt, at du ikke vil have hendes nr. Men tænk over det Lou. Hun er flot + sød. Giv hende en chance. (1233456789)

  - Haz

Jeg sukkede opgivende. Han kunne bare ikke lade være. Jeg vidste godt, at han gjorde det for at være en god ven, men alt hans match-making  gik mig efterhånden på nerverne. Jeg havde ikke brug for en ny pige. Havde jeg vel?

  Tvivlen begyndte alligevel at blomstre op i mig, men jeg ignorerede den. I stedet vendte tankerne fra før tilbage. De var som en irriterende myg, som man ikke kunne slå ihjel uanset, hvor mange gange man prøvede.

  Der stod adskillige mænd iført jakkesæt i toget. De havde en mappe i hånden og et lille ur på håndleddet, som de engang imellem rådførte sig med. Deres liv var så anderledes fra mit. De tog på arbejde hver dag på et bestemt tidspunkt, og tog hjem igennem klokken fire eller fem. De sad ikke i et tv-studie klokken seks om morgenen og blev interviewet. De gav ikke koncert klokken ti om aftenen. De besøgte ikke en ny by hver eneste dag i flere måneder. De oplevede ikke det, som jeg gjorde, hverken på godt eller ondt.

  Du er den værste kæreste! Du har aldrig tid til mig, du forsøger ikke engang at få tid til mig. Du er mere optaget af din karriere end af mig. Jeg hader at jeg er forelsket i dig! Mit liv ville være så meget bedre, hvis jeg aldrig havde mødt dig. Hvis jeg aldrig var blevet blandet ind i dit fucking kendis-liv.  

  Sådan råbte Eleanor engang. Jeg vidste godt, at hun nok ikke mente ordene. De blev sagt mit i et skænderi klokken fire om natten. Sådan noget, burde man nok glemme. Men det kunne jeg bare ikke gøre. Tanken plagede mig for meget, især i det øjeblik, da jeg stod og kiggede på de mange almindelige mennesker. Deres elskede forlod dem nok ikke på grund af deres karriere. 

  Det gjorde ondt at vide, at ens drøm kunne være grunden til, at man mistede hende, man elskede. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. Men der var ikke noget at gøre ved det. Sket var sket, gjort var gjort, og man kunne ikke spole tiden tilbage. Nu måtte jeg bare fokusere på fremtiden og være glad for det liv, jeg havde.

  Jeg sukkede opgivende og maste mig forbi de mange mennesker for at stå af. De ubehagelige tanker lod jeg ligge i toget.

 

 

_______________________________________

Jeg er ret sikker på, at Adison har fortalt, hvorfor jeg har været langsom til at opdatere. Jeg havde sidste skoledag i sidste uge, og der hører en hel masse sociale arrangementer med til sidste skoleuge åbenbart... I weekenden har jeg så siddet og læst op til engelsk, som jeg var oppe i i formiddags, så jeg vil gerne lige sige tusind tak for al jeres held og lykke, det har virkelig hjulpet - Jeg fik 12! 

Jeg håber at I alle sammen har en rigtig dejlig, solrig tirsdag! 

- Cecilie
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...